Et universelt kærlighedssprog
»Du kan få kvinder og kager og jordbær for sjov
men der er intet så skønt som en vuffeli – vov«
Sådan sang Shu-bi-dua, og sådan er kærligheden i Bjørn Rasmussens nye, berusende bøsseroman. Ja, her er kærligheden en hund. En våd, vild, varm hund der slikker sig i skridtet, slikker dig i ansigtet bagefter, strinter, savler, leger og gør for fuld hals. Menneskets bedste ven, der elsker hengivent med hele sin hundekrop, og vi elsker den betingelsesløst tilbage, selvom det jo egentlig godt kan være lidt ulækkert, sådan at leve symbiotisk med den næsten overvældende kropslige eksistens, hunden er og bliver.
Stefan og Brian er brødre. Brødre i den forstand, at Stefan som teenager kom i pleje hos Brians mor, og at de derefter blandede blod og sov i køjeseng og sloges som rigtige brødre. Men Stefan og Brian er også elskende. De er elskende i den forstand, at slåskampene hurtigt endte med sex, blodblanderiet førte til blowjobs, den broderlige kærlighed flød ganske naturligt sammen med en erotisk kærlighed, og pludselig er de to et par.
Stefan og Brian er også hund og ejer. Det starter i det små, men som de bliver ældre står det klart: Stefan ER en hund. Han vil gå på jagt, han vil bo i et hundehus, han vil betale dyre domme for et livstro hundekostume. Som om deres kærlighed ikke er besværlig nok i forvejen, tænker man, men Brian elsker Stefan for alt det, han er. Også hund. Selvom ejerrollen ikke falder ham helt så naturligt.
Brian og Stefan for evigt er en kærligshedsroman, så selvfølgelig fornemmer man hele tiden et ubehageligt, voldeligt, utrygt bagtæppe til deres kærlighed – det er 90’erne og 00’erne, vi taler om, det er Jylland, vi taler om, det er ikke sådan ligetil at være et forelsket broderpar med hundetendenser. Skammen og fordømmelsen er ikke til at komme udenom i en fortælling som Brian og Stefans. Men det er ikke det, bogen handler om. Her er kærligheden sat fri, og værket er en hyldest til den. En helt og aldeles fortryllende hyldest til den ægte kærlighed.
»Meget kan man sige om kærligheden mellem Brian og Stefan, men ømheden var ikke altid just til at tage og føle på. Pikken derimod, pikkene.« Sådan står der på et tidspunkt, og det er også sandt, Brian og Stefan slynger ikke de store kærlighedserklæringer ud. Men ømheden er der, den er bare placeret et helt andet sted.
Kærligheden sat fri, og værket er en hyldest til den.
Vi kommer nemlig så tæt på Brian og Stefan, at vi inviteres helt ind i deres eget, private sprog – hvor er det rørende – de bjæffer af hinanden og navngiver hinandens kropsdele. Der findes kun 64 ord i verden, der kan oversættes til samtlige sprog, fortæller Brian i romanens begyndelse. Det er et faktum, der optager ham meget. Der er 64 universelle ord i verden. Hund er ét af dem. Et kærlighedsforhold kan også koges ned til 64 universelle ord, parret deler. Alle, der har været i et symbiotisk kærlighedsforhold ved, at hvert forhold har sit helt eget sprog. Et sprog hvor visse ord bliver givet en ny betydning, som kun de to involverede parter forstår. Når man går fra hinanden, går det fælles sprog tabt. Det er en sorg i sig selv.
»Stefans venstre arm hedder Jensen. Stefans øreflipper hedder Vinge og Karklud. Stefans nosser hedder Kæmpe og Savsmuld. Stefans skuldre hedder Brødebetynget og Kompromis. Stefans brystkasse hedder Kommunen.«
Hvor skal al den indforståethed og specifikke kærlighed dog blive af, når kærligheden går i stykker? Brian er først lige ved at lære at være en god hundeejer, da hunden løber bort.
Nok er Bjørn Rasmussen en kropslig forfatter, han er nærmest synonym med 2010’ernes såkaldte kropslige vending. Men denne roman er i sidste ende en sproglig magtdemonstration. Tænk, at det kan flyde sådan med sæd og pis og blod i hver eneste sætning, og alligevel efterlade læseren helt øm om hjertet, som var det Petrarca, der lige havde besunget sin kærlighed i en skøn sonet.
