Drømmenes Bukarest - fra plattenbau til stjernestøv
"Hvordan skal man kunne få bare den mindste smule ørenlyd i denne enorme konvention, som kunsten er?" Sådan spørger en af Mircea Cărtărescus mange indlejrede "forfatter-fortællere" i »Nostalgi« (1989), der for nylig, som det første af hans værker, udkom på dansk. Det eksplicit metalitterære og den fremtrædende, skriftbevidste fortællerstemme er helt karakteristisk for Cărtărescus postmoderne fortælleteknik, og man kunne svare, at netop en sådan stemme var vejen til ørenlyd, da ”Nostalgi« udkom for 22 år siden. Siden har de postmodernistiske fiksfakserier, metalege og labyrintiske fortællesituationer for længst dannet nye litterære konventioner. Vi føler os langt hen ad vejen fortrolige med de destabiliserende greb, og den resignerede fortæller fortsætter:
"Man vil så gerne give læseren hjertekvababbelse, men hvad gør læseren? Han har læst ens bog færdig klokken tre, og klokken fire går han i gang med en ny, ligegyldigt hvor god den første, man havde stukket ham i hånden, var".
Væk er respekten omkring det enestående, afsluttede værk, der får lov at holde enetale for den lydhøre læser. Og Cărtărescu stikker os netop heller ikke blot én bog i hånde
