Dostojevskij som biopic
Den 13. oktober 1865 ankom den 43-årige Fjodor Dostojevskij til København fra den tyske kurby Wiesbaden, hvor den russiske forfatter havde smedet på manuskriptet til Forbrydelse og straf mens han spillede alle sine penge væk på roulette.
Kombinationen var ikke sundhedsfremmende: Dostojevskij led af hæmorider, nattefeber, og var begyndt at tabe sig voldsomt. Dertil var han svært tynget af personlige tragedier: året før havde han mistet både sin kone og sin bror, Mikhail. Dostojevskij var nu den eneste forsørger af sin brors familie. Han var kommet så alvorligt i gæld, at han i desperation var flygtet fra Rusland og sine kreditorer.
I Wiesbaden var Dostojevskij blevet bekendt med Ivan Leontjevitj Janysjev, præst i byens russiske kirke, som tidligere havde boet i København, hvor han blandt andet havde undervist den danske prinsesse Dagmar i den russisk-ortodokse tro. (Prinsesse Dagmar blev i 1866 gift med den kommende russiske kejser
