»Haver er en slagmark for fremtiden«

Skrifter om naturen, hvor dens bestanddele og karaktertræk undersøges, kan spores helt tilbage til Aristoteles. Det kan synes så enkelt, ja, så uskyldigt, i dag, hvor enhver skrift om naturen, der ønsker at blive taget alvorligt, også må forholde sig til menneskets ødelæggende indflydelse på klimaet og økosystemerne.

Det har dog, lad det være en tvivlsom trøst, ført til meget læseværdig litteratur, hvor kærligheden til og længslen efter naturen mødes af sorg, skam og ikke mindst en form for trods. Der må være håb, der skal være håb, og sådan læser jeg også Nanna Gouls fine og vedkommende Natskyggefamilien med undertitlen En havevandring. Og det er netop, hvad det er, og på den første af de 86 små sider, hvor linjerne er korte og brudte, ankommer fortælleren til en gård på Langeland, hvor hun »parkerer bilen lidt håbløst« og småløber ind til de allerede fremmødte.

Alle er kommet for at lytte og lære af Kat, der viser dem rundt i sin have og proklamerer: »jeg arbejder efter regenerative principper/og skider i en tønde/haver er en slagmark for fremtiden«.

Hun er dermed del af den bevægelse, der ikke bare vil undgå at forurene og