»Din generthed er barnagtig og latterlig«

»Din generthed er barnagtig og latterlig«, sagde hun, med sine buede øjenbryn over mig. Det var inden, hun sagde, at jeg gik som om, jeg tog pis på mig selv: »Du spiller virkelig din karakter godt, du er helt stiv«. Det var efter, hun brugte min jyske accent som våben i skænderierne og efter, at hun slog op over Facebook, som om hun på den måde tog hensyn til mig.

Er det normalt?

Christopher Lane skriver i Shyness: How Normal Behavior Became a Sickness, at man ikke nødvendigvis behøver medicin mod generthed, men jeg bærer pillerne i en snor omkring min hals. Cipralex, Efexor, Escivriens, Paroxetin, Seroxat. De lyder som græske guder, og deres navne glimter, når jeg kigger ned på dem.

Psykologen sagde, at det ville være en god ide. Diagnoserne lød som fremmede navne, jeg havde glemt, men nu pludselig huskede igen. »Sveder du meget?«, spurgte han, »Hvad med kvalme? Mundtørhed? Det er meget almindeligt«. Jeg er allergisk over for tobak, det gør cigaretterne ekstra stærke. De bedøver, når jeg går ned ad gaden. Det var min egen medicin, inden den anden kom. Nu gør det ondt at suge skyerne ind mod indersiden af kinderne, som pillerne har