Tilfældets æstetik i vagt terræn
Jeg vandrer rundt og rekognoscerer på en ubebygget grund i den nordøstlige ende af Rovsingsgade på det ydre Østerbro. Her er ikke andre. Jo, nu får jeg øje på en ung fyr med kasket inde mellem skaterbanens sammentømrede, graffitibemalede ramper. Når jeg forlader stedet om lidt, vil jeg møde en kvinde i 40’erne med en corgi i snor, som gør umådeholdent ad mig, idet jeg cirkler omkring dem. Hun undgår at se på mig – måske fordi området er udflydende og ubestemmeligt; det friserede haveanlægs tryghedsmarkører er der ingen af. Her er godt nok grønt, og her er stier, men det er ikke en planlagt park, og stierne er ikke anlagt af landskabsarkitekter, men opstået efter naturens tilfældighedsprincipper. Bag et hegn med hul i suser et S-tog forbi og efterlader en selvopløsende stribe af rød på nethinden.
Nu står jeg på nogle henkastede træplader foran indgangen til en hule, tydeligvis skabt af et menneske og taget i anvendelse af et menneske. Jeg kigger ind gennem åbningen og ser siddepladser foran et ildsted bygget med store sten og et udsugningsrør af metal. På jorden ligger en kvart fyldt pose skumfiduser af mærket Bebeto og en håndfuld cigaretskodder. På den grønne presenning,
