Twerkets magt
Forhistorien er som følger: Fra 2006 til 2011 spillede Miley Cyrus titelrollen i Disney Channel-komedieserien Hannah Montana. Det var amerikansk familieunderholdning, der var lige så lidt chokerende som æbletærte og The Star-Sprangled Banner. Sideløbende udgav hun albums i både sit eget og Hannah Montana-navnet. De var lavet af det samme stof. I 2011 var Cyrus engagement med Disney forbi, og den ultimative naboens datter stod over for et imageskift af de større. Af røg de nøddebrune lokker, og ind kom Britney Spears manager Larry Rudolph. Det startede i det små med optrædener i MTV’s Punk’d og komedieserien Two and a Half Men.
D. 25. august i år starter vores del af historien. Her leverede Cyrus det første trin i den tretrinsraket, der med chokket som brændstof har skudt det nye album, Bangerz, af sted. Det skete på scenen til MTV’s prisuddelingsshow for musikvideoer, VMA. Den utraditionelle optræden bestod af en horde af forvoksede teddybjørne og Cyrus, som hoppede omkring i en dans, der ifølge en kommentator kunne være udført af Elaine fra Seinfeld. Det er ikke en ros. Undervejs fik hun brugt den ikoniske skum