Strisserne breder sig fra imponerende musikmagasin
Det giver sig selv, at et magasin der formidler sit emne med seriøsitet og høj kvalitet bliver rost i skyhøje vendinger i vores ydmyge afkrog af internettet. Men når de så også giver sig til at udgive musik i tilsvarende kvalitet, må ATLAS tilføje et ærbødigt buk. Og det er netop tilfældet med Geiger Records seneste udgivelse Den her planet glemmer vi aldrig med Peter Laugesen & Singvogel.
Musikken er der forsmag på her på siden, mens det skrevne ord findes i det trykte magasin (gratis!) rundt omkring, hvor man samler den slags op. Alternativt kan man hoppe over på hjemmesiden, hvor adskillige artikler er til rådighed. Eksempelvis kan man dykke ned i det fremragende kritiske essay Sluk for verdensmusikken af Solveig Sandnes fra maj-udgaven, eller en af de mange gode reportager fra den mere eksperimenterende del af den nutidige musik.