Strøtanker om Roskilde

I forbindelse med årets Roskilde Festival har forskellige journalister ytret, at monokulturen er overstået, at verden er blevet flerdimensionel, globaliseret, mangefacetteret, hyperhurtig osv. Afledt heraf mener flere, at Roskilde Festival bør stikke en finger i tidsånden og indse, at tiden er løbet fra Orange Scene som en faktor, der er i stand til at samle hele menneskehavet i en stor fælles oplevelse på tværs af hverdagens almindelige fnidder, klasseskel, segmenter, indkomstgrupper, politisk ståsted, ja sågar musiksmag. Løsningen synes at være flere små scener, større spredning, mere worldmusic, mindre Rolling Stones.

I parentes bliver jeg her nødt til at indskyde, at enhver tid tror sig selv som løbende uendeligt meget hurtigere end den foregående generations tid. ”Det går såååå stærkt i dag, at man slet ikke kan følge med.” Men det gjorde det også for beatgenerationen i 60erne. Og for The Lost Generation i 20erne. Siden damptromlen har hastighed været et grundvilkår for menneskeheden, så kan vi ikke godt holde op med hele tiden at snakke om hyperspeed og flere dimensioner, som gælder det kun lige nu og her?

Omvendt er det lidt svært at argumentere mod, at en af