København, sikken by
»København, sikken by«
Sådan indleder forfatter Lars Frost sin reportage som turist i København i det kommende nummer af ATLAS. »Jeg er født og opvokset i København« skriver Frost videre. »Og jeg er fan.« Det har han mange gode grunde til at være. Det viser sig nemlig, at København har virkelig meget at byde på. Man kan både komme højt op i luften, ud på vandet, og man kan få utroligt meget forskelligt, spændende at spise. Frost kaster sig ud i det hele som en ægte turist, der skal have én på opleveren. Glæd dig til at læse teksten i sin herlige helhed i det nye nummer, der lander i alle vores abonnenters postkasser den 14. juni.
Man kan få utroligt meget forskelligt, spændende at spise i København, ja, men hvad med i fremtiden? I fremtiden kunne det godt tyde på, at vi må lægge lidt mere bånd på vores smagsløg. I hvert fald tyder meget på, at de accelererende klimaforandringer, der sker omkring os lige nu, kommer til at betyde en stor omkalfatring af vores måde at producere fødevarer på. Den måde, man har gjort det på indtil nu, virker dårligere og dårligere. Journalist Christine Roj har til det kommende nummer besøgt Birkemosegård på Sjællands Odde, en af Danmarks klimafronter, hvor konsekvenserne af klimaforandringerne virkelig slår igennem. Det er et smukt sted. Men desværre også et sted, hvor det er tiltagende umuligt at drive landbrug. Roj skriver:
»Helt ude på kvisten, tæt på færgeovergangen, har et familielandbrug fungeret i fire generationer. Umiddelbart giver det mig en ren guldalder-bøgeskov-i-maj-energi at gå fra bussen og ud til Birkemosegaard, som i dag drives af parret Jesper Andersen og Kung Apairatana. Placeret med udsigt til vandet, gulmalet og med et stort figentræ på gårdspladsen, tager gården sig formidabelt ud i høj sol. At vide at jeg skal tale med Jesper Andersen om klima- og miljøkatastrofer føles som en svag skygge – lidt som når man ved, man skal til at se en thriller, der ellers starter med tre venner på vej på badeferie.«
Christine Rojs tekst er et rørende indblik i, hvordan klimasorg kan føles og se ud hos dem, der hver dag oplever klimaforandringernes konsekvenser på egen krop.
De to artikler viser meget godt spændvidden i det kommende magasin: fra noget let og legende til noget temmelig tungt. Fra noget meget kulturelt, der foregår i byen, til noget, der handler om natur og foregår på landet. Vi forsøger altid så vidt muligt at komme så langt ud i vores civilisations afkroge som muligt. Udover Lars Frosts og Christine Rojs artikler kan du i det kommende nummer glæde dig til et erindringsessay om EM, skrevet af Lars Skovgaard, redaktør for tidsskriftet MÅL. Du kan glæde dig til en reportage fra årets Venedigbiennale, hvor temaet er foreigners everywhere, men hvor det måske er lidt sværere end som så at undslippe biennalens vestlige turistmekkaenergi. Og du kan glæde dig til en feature om sexlegetøj, hvor Marx' begreb om varefetichen naturligvis spiller en rolle. Foruden de sædvanlige bunkevis af anmeldelser, længere kritikartikler, interviews og essays, der hører sig til i et rigtigt ATLAS-magasin.
Opret dig som abonnent og få hele herligheden direkte i postkassen.