Print artikel

Jordbær med fløde og en tur i bølgen blå

Forsideillustration af Peter Larsen.
Anbefaling
12.06.24
EM, ukrainsk bogfestival, Venedig, sexlegetøj og de gratis glæder i København. Jojo, årets tredje nummer af ATLAS har da lidt at byde på.

Agurketid, hundedage, lyse nætter, åben himmel. Sommeren er landet, og det samme er Atlas #3, der i årstidens navn er stopfyldt med indhold fra fjerne himmelstrøg. Skønt er der for eksempel i Venedig, hvor Joachin Aagaard Friis kyndigt guider os gennem Venedigs fyrretyvende Biennale, så det næsten føles som at være der selv.

Vores faste kritiker Anna Schmidt Andersen rapporterer fra en forrygende bogmesse i Ukraine, der slår det danske BogForum med længder. Mindre skønt er der ganske givet på en kinesisk fabrik, hvorfra Kristoffer Rich Henningsen har skrevet en Google Street View-reportage for at undersøge sexlegetøjets rejse fra fabriksbånd til hipt, sexpositivt, community-orienteret butiksvindue på Nørrebro. 

Men vi bliver også i vores eget nabolag, for Danmark er som bekendt bare dejligst, ikke? Det er jordbær med fløde og en tur i bølgen blå, og måske også en hedebølge, lidt tørke, afbrændingsforbud til Sankt Hans. Hver sommer kan vi følge med på TV, mens en græsk ferieø brænder ned til grunden, men også i Danmark sætter klimaforandringerne sine spor – ikke mindst i løbet af den skønne, danske sommer.

Klimaaktivist og journalist Christine Roj besøger et økologisk landbrug for at få syn for sagen: »Placeret med udsigt til vandet, gulmalet og med et stort figentræ på gårdspladsen, tager gården sig formidabelt ud i høj sol. At vide at jeg skal tale med Jesper Andersen om klima- og miljøkatastrofer føles som en svag skygge – lidt som når man ved, man skal til at se en thriller, der ellers starter med tre venner på vej på badeferie,« skriver hun, inden Jesper Andersen fortæller den hjerteskærende sandhed om vores tørre, forurenede jord. 

Vil man gøre klimaet en tjeneste, eller synes man bare, at Danmark ER dejligst, er det et populært sommerferievalg at holde ferie i eget land. Måske kan man endda genfortrylle sin egen baghave lidt, hvis man øver sig i at beskue den med turistens blik. Det har forfatter Lars Frost gjort, vi har bedt ham tage turistkasketten på og inspicere sin egen hjemby. »Se din by fra tårnets top« sang Kim Larsen engang, og sådan starter Frosts københavnerodyssée også. Komplet med guidet food-tour, kanalrundfart og tivolitur.

Og Lars Frost? Han er fan: »Og det der med de gratis glæder? Det mener jeg virkelig. København er en by, der har den helt rigtige størrelse til, at man kan spadsere til det meste og videre til det næste. En gåtur rundt om Søerne, det skal man, hvis man er på besøg. En spadseretur på voldene på Kastellet, det bør man unde sig. Så kan man gå der, ligesom de indfødte, og tænke lidt dybere over sin eksistentielle angest, der ikke gav slip, da man rundede de 30... eller 40, den blev ikke blæst bort i Tivoli i hverken gyngerne eller på karussellen.« 

Uanset hvor du ferierer, er sommeren en særlig størrelse. Dagene flyder sammen, øllen og vinen flyder også, vi sveder i solen, indtil den pludselig går bag en sky og arbejdet kalder nok engang. Hvis der er noget, der adskiller de lange sommerdage fra hinanden, er det givetvis sporten. En dejlig Tour de France-lur på sofaen. Og EM selvfølgelig! Hvem husker ikke den samlende kraft, EM 2020 (skubbet til 2021 takket være Covid-19) præsterede? Lars Skovgaard Laursen, redaktør på magasinet Mål!, har skrevet et essay om de myter, sommerens slutrunder skaber. Lige i tide til kampstart. 

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.