Print artikel

Hjernemad til julen

Still fra filmen Idioterne, som Jens Albinus skriver om i det nye nummer af ATLAS
Anbefaling
28.11.24
Erindrings- og madstoffet flyder som varm olie gennem siderne i årets sjette nummer af ATLAS. Det udkommer på tryk på fredag.

Hvad får man, hvis man kombinerer en følsom forfatter, en madeleinekage og en kop lindete? Korrekt: Et stilleben af en omgang klassisk fransk madkultur fra for et pænt stykke over 100 år siden. Og, nåh ja, nogle erindringer. Interessante erindringer, måske endda stor verdenslitteratur. Man får, kort sagt, en tabt tid serveret i æstetisk raffineret form på tryk.

I årets sjette nummer af ATLAS, der udkommer på tryk på fredag d. 6. december, flyder erindrings- og madstoffet som varm olie gennem siderne.

I essayet De ting man husker med kroppen, kan man aldrig glemme, dykker forfatter Peter Højrup ned i erindringens enorme frituregryde og diskuterer samtidig, hvad erindring overhovedet er for en størrelse. Måske er den, når alt kommer til alt, kun sansninger? Ren fiktion?

Og hvordan føles det så at erindre noget og føle sig som en rent ud sagt idiot set igennem tidens skånselsløse fremkaldervæske? Det undersøger skuespiller og instruktør Jens Albinus i essayet Du store idiot, hvor han går i kritisk dialog med den unge, selvovervurderende skuespiller han var, da han netop havde medvirket i Lars Von Triers Idioterne. Han gik sgu hen og blev sin rolle. Albinus skriver: »For mit vedkommende sloges jeg så meget med den selvforblændelse, jeg havde gjort mig afhængig af, at jeg gik fra indspilningerne med en række konklusioner, som var så kortsluttede, at det i lang tid efter forblev vanskeligt for mig igen at opretholde den nødvendige opdeling mellem indre og ydre verden, som det almindelige, pulserende liv – og teatrets hverdagslige praksis – består af.«

I featuren Kommer madkulturen nedefra eller chop down? tager ATLAS' kulturredaktør Rebekka Bundgaard den kritiske granskning af selvovervurderingen til et nyt niveau. Artiklen præsenterer os for nogle ubekvemme sandheder her tyve år efter udgivelsen af manifestet for det ny nordiske køkken. Danskerne er stadig blandt dem, der bruger færrest penge på mad i Vesteuropa. Vi spiser mere ude og mere takeaway. Vi bruger forsvindende kort tid på madlavning. »Hvor efterlader det fortællingen om den danske madkultur - hvad er din og min madeleinekage – en turbokylling, mors frikadeller, en burgermenu? Hvilken mad bærer vi med os?« spørger Bundgaard. Hvorefter teksten tager ud på en omfattende rejse for at tegne et portræt af dansk madkultur anno 2024, set gennem aktuelle kogebøger og samtaler med interessante kilder. Heriblandt Claus Meyer, der var blandt forfatterne til manifestet i sin tid. Hvad tænker han om madens tilstand nu? Var sejrsrevolutionen noget blændværk?

Udover disse tre kulturelle kioskbaskere kan du glæde dig til følgende: Et besøg på Herning Ny Teater, hvor forfatter Hans Peter Madsen har set sceneversionen af De nattergales The julekalender. En reportage fra en koncert med det belarussikse band Molchat Doma, som repræsenterer en trøstesløs sovjetromantik, der lige nu er utroligt hip blandt unge i København. Du kan også glæde dig til kunstner Filip Vests befriende insisterende essay om håbets plads i kunsten. Foruden kritik-artikler, profiler og rapporter om noget af det mest interessante kultur- og samfundsstof, der rør sig netop nu. 

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.