Efter tyve dages indsamlingskampagne udløb ATLAS’ crowdfunding her til formiddag. Vi kan med glæde og stolthed meddele, at kampagnen nåede målet om at skaffe 250.000 kr. til magasinets fortsatte eksistens. Der vil altså også fremover blive udgivet kvalitetsjournalistik fra ATLAS her på siden og i vores halvårlige bogtillæg. Her på redaktionen er vi rørte og dybt taknemmelige over for de mange mennesker, der støttede vores kampagne, og vi glæder os til at uddele de lovede præmier.
Med den nye kapital har vi nu arbejdsro til at udvikle initiativer, der kan sikre magasinets overlevelse på længere sigt. Et arbejde, vi allerede er i fuld gang med, og som vi løbende vil fortælle mere om.
Husk desuden, at vores nye bogtillæg udkommer nu på torsdag d. 18. maj. Bladet er gratis, og vi afholder udgivelsesreception på Johan Borups Højskole i København kl. 17. Alle er velkomne.