Den aften Neil vendte hjem
Det var byens fortabte søn, der vendte hjem den januaraften i 1971. Da en 25-årig Neil Young trådte ind på scenen i teateret Massey Hall i hjertet af Toronto, hovedstad i Ontario og hjemstavn for sangskriveren, guitaristen og sangeren, der seks år tidligere havde krydset grænsen og søgt mod Californien for at prøve lykken.
Det var gået ham godt, knægten. På trods af sine blot 25 år var det en allerede succesfuld og etableret Neil Young, der denne aften vendte tilbage for at optræde foran et publikum, der blandt andet talte hans egen far. Ud over den succesfulde tid med Buffalo Springfield havde han allerede tre soloalbums bag sig, hvoraf de to seneste i den grad markerede de spor, der skulle komme til at fylde mest i Neil Youngs videre musikalske færd: Den tungt rockede, episke Everybody Knows This Is Nowhere, som var den første, han indspillede med Crazy Horse. Og den country-folk-bårne After The Gold Rush med de fine melodier. Og hvis man så oven i det ligger, at Neil Young havde fået en plads ombord på selve moderskibet, superbandet Crosby, Stills, Nash & Young, der året forinden havde udgivet mastodontværket Déjà Vu, så er