Print artikel

Vesten undervurderer Mellemøstens sekulære

Sekulære paroler på væggen i Tunesien. Foto: CC
Interview
22.02.13
Vi spiller med på islamisternes billede af sekularismen som noget fremmed, noget udefrakommende, når vi kigger mod Mellemøsten, advarer mellemøstforskeren Sune Haugbølle, der i dag åbner et nyt center for sekularisme i Mellemøsten. Han advarer om, at vi er med til at skabe en kulturkamp. Der er mange flere sekulære arabere end vi anerkender, siger han.

Sune Haugbølle er ikke nødt til at tænke sig om, før tallet kommer ud.

»Den sidste bog, der blev skrevet om den arabiske venstrefløj, kom i 1976. Det år jeg blev født,« konstaterer han ret hurtigt efter at have sat sig til rette på en fuldstændig tom Frederiksberg-café en iskold hverdagsformiddag.

Senere i år råder han selv bod på manglen med et opdateret værk om den mellemøstlige venstrefløj, baseret på to konferencer i Libanon, samtidig med at feltet opprioriteres kraftigt med et nyt center på RUC, SIME – Secular Ideology in the Middle East – der skal studere sekularisme i regionen, ledet af den tidligere adjunkt fra Københavns Universitet, og som starter med en offentlig rundbordssamtale i dag på RUC.

Men for mange i kulturpessimistiske sofaer, kontorstole og ministertaburetter kommer det akademiske værk og centeret måske en postgang for sent. Chancen for en sekulær bølge af forandring, for en åben og foranderlig borgerlig offentlig i den muslimske verden synes at have passeret. Den åbnede sig et kort øjeblik med de arabiske opstande, dansede spektakulært henover scenen og forsvandt igen, før nogen havde haft en rigtig chance for at se, hvordan den så ud, for i stedet at forsvinde bag et scenetæppe af islamisme, vold og krise. Det virkede ikke, den del af verden var ikke klar til det. Måske er emnet interessant igen om 37 år.

Sune Haugbølle kender godt synspunktet, men er uenig i det – ikke mindst fordi præmissen ifølge ham er forkert.

»Vi forstod ikke, hvad der skete under opstandene, fordi vi havde opgivet at følge venstrefløjen. Og mange forskere mener, at islamisternes valgsejre har bekræftet deres tolkning af disse grupper som et slags overfladefænomen. Man accepterer islamisternes billede af de her grupper. At de ikke har autencitet, at de ikke er en del af den arabiske verden, fordi de på mange måder har et ståsted, som er universalistisk. Som ikke er kulturbetinget. Islamisterne siger, at de er små vesterlændinge. Det passer ikke, og problemet er, at vi gør det selvbekræftende, når vi accepterer det,« siger han.

Sekulær –hvilket i denne henseende især dækker over venstreorienteret – politik har været den 36-årige forskers emnefelt i lang tid og kulminerer foreløbigt med denne uges oprettelse af RUC-centeret.

Udgangspunktet er, modsat hvad man måske skulle tro, ikke den bølge af folkelige protester, der de seneste år er strømmet henover Mellemøsten, men ifølge Haugbølle en rodfæstet lokal tradition, der dannede afsæt for den store indflydelse, venstreorienterede fik som initiativtagere til oprørene.

»De vestlige og de arabiske socialistpartier blev jo dannet synkront, og de har på mange måder gennemlevet den samme udvikling, Fra stalinismen og frem til en erkendelse af, at den skoling, de modtog i Moskva, ikke passede særlig godt til deres egen kontekst. Anti-religiøs, anti-nationalistisk revolution fløj jo ligesom ikke i samfund, som stadig var religiøse og nationalistiske. Så de har gennemlevet deres egne kriser og deres egen udvikling. Men de har haft megen magt og megen indflydelse. De er tilstede i medierne, nogle er gået ind i regimerne – og nogle er blevet omvendt til islamismen. Du kan se stærke elementer af leninistisk organisation hos f.eks. Hizbollah. Hele den der venstreorienterede retorik omkring anti-imperialisme og social retfærdighed tog de med ind i Hizbollah,« forklarer han.

»Det er vigtigt at forstå dem historisk. Man har en opfattelse af, at den arabiske venstrefløj døde i 1967, da Nasser tabte til Israel i Seksdageskrigen. Det var et dødsstød til panarabismen, så de sekulære ideologier ikke længere betød noget. Man antog, at der kun var små lommer tilbage af kommunister, der sad og røg vandpiber og var nostalgiske. At der kun var udhulede regimer tilbage og en islamistisk opposition, lidt liberale, som vi støttede og så lidt venstreorienterede. Men det passer ikke,« siger forskeren.

I virkeligheden er de sekulære venstreorienterede bevægelser fortsat med at eksistere og udøve indflydelse, uset af vestlige øjne. Og de oplever vækst i disse år, hvor islamisterne er de synlige vindere af de arabiske opstande, men hvor venstrefløjen på trods af intern splittelse og uenighed ifølge Sune Haugbølle også i højere grad står forstærkede efter oprørene, end vi anerkender.

»Som Mellemøstforsker har jeg følt, at der har været et overdrevet fokus på islam og islamisme. Selvfølgelig er det vigtige fænomener, men det er slående, at der har været så lidt fokus på venstrefløjen, ikke kun som politisk begreb, men også kulturelt. Jeg føler, at der er langt flere arabere, der hører til på den sekulære venstrefløj, end vi anerkender,« siger forskeren, der mener at tendensen til at negligere den sekulære venstrefløj er farlig:

»Både udefra og i Mellemøsten bliver det sekulære opfattet som noget, der er isoleret fra det islamistiske. Det at de islamistiske grupper er kommet til magten, betyder, at vi stiller dem op over for de sekulære på en måde, vi ikke gjorde tidligere. Det at være sekulær bliver en identitet eller subjektivitet. Men hvad vil det sige? Vi snakker meget generelt om de liberale eller de sekulære som et begreb, men der er meget få forsøg på at forklare hvad de er. Jeg er ikke sikker på, at det er så let a adskille sekulære og islamister, derfor må man som forsker træde tilbage og se, om beskrivelserne holder.«

Tingene er ikke enkle. Du har de her forskellige ideologiske grupper, men der er masser af gråzoner og overlap

 

Men der var vel også en forestilling om en ny offentlighed, vi i Vesten kunne spejle os selv i, som ikke er blevet indløst. Man har vel opdaget, at det er en offentlighed med begrænsninger?

»Der har jo hele tiden været en offentlighed, hvor de sekulære har haft en stemme, i varierende grad fra land til land. Det er nok i medierne, i kulturlivet, på kunstscenen at de venstreorienterede er overvintret og har udøvet deres indflydelse. Det er klart, at det vi ser i øjeblikket, er, at islamisterne føler, at de har mulighed for at dominere det offentlige rum, og så svarer de liberale eller sekulære så igen. Så der er en kamp om det offentlige rum, men på nogle andre præmisser end tidligere. Her kommer Det Muslimske Broderskab på mange måder til at stå for nogle af de samme værdier, som regimefolk som Mubarak stod for; censur, undertrykkelse, anti-liberalisme – også i stigende grad sammen med med de gamle militæreliter. Men omdrejningspunktet for mange debatter er sekularisme, selvom det nogle steder er lidt svært at bruge. Islamister er f.eks. lykkedes med i Egypten at forbinde sekularismen med ateismen, hvorimod det i Tunesien er forbundet med en fransk laicisme og er udgangspunkt for næsten alle debatter«.

Risikerer man ikke at komme til at stå som en kulturimperialist, når man kommer som vesterlænding og vil tale om sekularisme?

»Det synes jeg ikke, vi har fulgt det længe, og jeg føler ikke, det er noget, vi opfinder. Det ville selvfølgelig være farligt at tage derned og stemple folk og puste til en kulturkamp. Man skal selvfølgelig være forsigtig med ikke at putte folk i en boks, som man har opfundet. Men den arabiske verden har været moderne, siden vi blev moderne. Der er ikke noget noget vestligt imperialistisk over det. Hvis man accepterer den præmis, går man ind på islamisternes verdenssyn.«

Det er vel også en fortælling, som ikke kun islamisterne trives med, men også mange i Vesten er trygge ved?

»Ja! Og man laver også lidt det samme med de kristne dernede, hvor man siger, at de er en del af vores kulturkreds, mens virkeligheden er, at de er i deres egen kontekst, og det er farligt at løfte dem ud af den. Hvis vi skal have et godt forhold til den del af verden, er vi nødt til at se på den på en anden måde. Ikke sat over for os, men som en del af vores verden. Det er vigtigt at se den som pluralistisk. Der er en pluralisme, som ikke bare er religiøs og sekterisk, men også ideologisk. Der er mange forskellige grupper, og det at være arabisk handler ikke kun om religion. Islamisterne er gode til at lave en fortælling om, hvad det vil sige at være mellemøstlig. Det er en ideologi, som udskriver andre grupper og siger, at de ikke er autentiske. Hvis man accepterer dele af den fortælling, så er man diskursivt med til at forme, hvad der er ok, og hvad der ikke er. Det er præcis det, den her kamp handler om«.

Samtidig advarer han også om at glorificere den sekulære venstrefløj. På et spørgsmål om, hvorvidt centeret selv er en tynd fernis henover en personlig politisk vision for Mellemøsten ryster han på hovedet:

»Nej, men det kunne man nok godt tro. At vi er kommunister, sekularister, ikke kan lide islamister eller noget i den dur. Men det er ikke tilfældet. Vi er forskere,« forklarer han.

»Når vi snakker om en arabisk venstrefløj må vi også bremse op og sige, at der er store forskelle på landene, fordi de har forskellig historie. I Tunesien har man for eksempel haft en ret sekulær stat. Og nogle af de sekulære, der slår hælene i lige nu, er tidligere regimefolk. Den slags sekularisme, de taler om, er temmelig beton-agtig. Mange af dem vil i virkeligheden lukke helt ned for islamisterne, så de ikke kan ytre sig,« siger han

»Der kan også være iliberale tendenser på den anden side. Vi får jo desværre mere og mere en italesat kulturkamp, en islamistisk-sekularistisk kulturkamp, og det er hamrende farligt. Og det er også meget farligt, at vi taler med i den kulturkamp. Det er jeg også meget opmærksom på i forbindelse med lanceringen af det her center; det er ikke et spørgsmål om det gode med det onde.«

Men man kan vel også være liberal eller venstreorienteret uden at være sekulær?

»Ja, netop. Man kan sagtens være for en slags religion i den offentlige sfære, men være i mod mange af de samme ting, som venstreorienterede er. Du kan også være venstreorienteret og islamist. Hizbollah ser sig selv som venstreorienteret og er også darling for mange vestlige venstreorienterede. Det ser du jo også i Syrien. En del af den anti-imperialistiske venstrefløj i Vesten, som er ekstremt skeptiske over for opstanden, selvom der bliver færre og færre Assad-tilhængere. Tingene er ikke enkle. Du har de her forskellige ideologiske grupper, men der er masser af gråzoner og overlap. Og det er jo vores projekt; Hvad dækker de forskellige ideologiske kategorier over? Bruger vi dem på en måde, der afspejler virkeligheden, eller forenkler vi ting, der er langt mere komplicerede?«