Min iranske forlovelse – del III

Teheran set fra oven. Foto: CC
En gave fra Iran.
Essay
14.06.13
I dag går iranerne til valg. Men hvordan forstår man et land, hvor et præstestyre har regeret i 35 år, og modviljen mod internationale stormagter bobler sammen med frihedstrang og national stolthed? Det gør man ved at gifte sig med det. ATLAS rejser ind i Iran på en forlovelsesrejse. Her tredje og sidste del af fortællingen, hvor vi er tilbage i Teheran og der bliver givet en gave

Thomas er rejst til Iran for at blive præsenteret for sin kæreste, Shirins, iranske familie. I afsnit et og afsnit to er han blevet introduceret til Teheran, det moralske politi og frigjorte piger og holdt selve festen. Vores hovedperson har danset og er næsten blevet kastreret. Nu er vi tilbage i Teheran:

Vi er trætte, da vi ankommer til den rige moster, men nye indtryk venter på at blive fordøjet. Jeg har deltaget i diplomatfester i Mellemøsten, men den her lejlighed er af royale proportioner. Lobbyen er udstyret med fladskærms-TV og skulpturer, der er hugget ind i væggen. Fra sjette sal har vi panoramaudsigt over hele byen. Den første aften tager jeg et langt varmt bad og bliver herefter budt på whisky foran parrets 60 tommers Panasonic TV. Jeg tager en dyb indånding og kigger mig omkring. Det her diktatur er vist til at leve med.

Over for mig sidder den rige vært. Han har hænderne hvilende på hver sit armlæn og vugger roligt frem og tilbage i den store lænestol. Med hans udstående øjne, lidt brovtende facon, tynde hår og tykke mave minder han mig om Mogens Glistrups marginalt bedre udseende lillebror. Under vores ophold kommenterer han på sit eget forhold til den islamiske republik, da jeg spørger til hans omfattende alkohollager:

»Everybody in this town know my name, and they know that as far as I am concerned, there was never no revolution.«

Hans whiskey er af mærket Mr. Chavez, og da jeg vender flasken om, står der den er brygget i en ’Free Zone’. Jeg spørger ind til detaljer, da jeg ikke kender mærket og får at vide, at sprutten er brygget af amerikanske soldater i den frie zone i Afghanistan. Hvis det er rigtigt, har jeg svært ved at komme på et større fuck-you til Mr. Ahmadinejad og hans håndlangere.

Pige uden slør

Vi tager på sightseeing i byen, der blandt andet er rig på kirker opført af armenske indvandrere. Det overrasker mig en smule, at den islamiske republik byder på kristne kirker, og jeg kan mærke, at min opfattelse af regimet bliver udfordret. Jeg bliver dog straks beroliget med, at man efter den islamiske revolution har forbudt opførelsen af nye kirker, og der findes også religiøse mindretal, særligt Bahaierne, der forfølges på det groveste. Men stadigvæk. Her er adskillige kirker, hvor det kristne mindretal tilsyneladende har lov at dyrke deres religion.

I mit hoved begynder kontrasterne at blive fortyndet, og frem træder nogen langt mere besværlige nuancer. Det er hårdt at revurdere sine opfattelser, og jeg er på ferie, så jeg vælger i stedet at falde i snak med Parvin, som er kunstinteresseret.

Hun fortæller om en statue i byen, der for noget tid siden vakte stor furore. Skulpturen forestiller en mor med sin præpubertære datter, som hun omfavner omsorgsfuldt. Skulpturen blev udsat for omfattende hærværk, og lokalaviserne modtog bunker af vrede læserbreve og kronikker fra borgere. Grunden var, at den lille pige ikke bærer slør. Hendes unge alder gør dog, at hun ikke er påkrævet at bære slør. I hvert fald ikke af regimet. Men der var altså stadig borgere, som følte sig stødt.

I dag vidner lysebrunt størknet mørtel spredt over både mor datter om den skamfering, som religiøse iranere udførte. Eksiliranernes fortælling om de 99 % vestligt orienterede, liberale og sekulære iranere, der af regimet undertrykkes til at leve efter koranens og hadithernes anvisninger, bekræftes ikke af denne episode.

Alle steder, jeg selv har besøgt, har også været rig på kvinder, der bar chador og altså ikke blot fulgte regimets minimumskrav til påklædning, men meget mere til. Nu er der ikke noget lighedstegn mellem at være rettroende muslim og islamist, men for mange iranere er islam i hvert fald et centralt omdrejningspunkt i livet. Jeg vil vove den påstand, at her er flere damer i sort chador, end unge kvinder med karakteristisk kabaret-makeup og pro forma hijab. Selv i det nordlige Teheran.

Det siger ikke nødvendigvis noget om opbakningen til den islamiske republik, men det fortæller i hvert fald, at eksiliranere i Vesten ikke er repræsentative for iranere i Iran.

Om aftenen tager vi i poolen. I elevatoren står kvinderne i badedragt og bikini, og da vi fem minutter senere pjasker rundt i poolen, virker revolutionen sandt nok meget fjern. Det gør den også senere samme aften, da vi spiser barbeque, danser og drikker stærke drinks på penthouseterrasen. Som Shirin rammende formulerer det på vej tilbage til elevatoren fra poolen:

Hvis du er interesseret i islam, bør du læse Rumi eller Hafez og ikke koranen

»Man føler sig fri bag de her mure. Her kan man gøre lige som man vil.«

Rumi er cool, koranen er ond

Rejsen er ved at være ved vejs ende, og vi er indlogeret hos endnu en af min svigermors mostre, denne gang i det østlige Teheran. Vi drikker the med familiemedlemmer, som jeg ikke engang vil foregive at vide, hvordan relaterer sig til hinanden. Men der er en speciel mand. Han er høj, gråhåret og behåret. På hans ene finger sidder en stor ring, og han sidder med benene over kors og drikker af sin the. Hans s’er er stemte, og jeg er splittet mellem, om han er fimset eller sofistikeret. Måske begge dele. Han er i hvert fald sofistikeret. Da han hører, jeg har anskaffet mig en koran, kommer han med en venlig henstilling:

»Hvis du er interesseret i islam, bør du læse Rumi eller Hafez og ikke koranen. Halvdelen af den bog truer dig med helvede, og den anden halvdel prøver at lokke dig med paradis.«

Da vi senere på aftenen sidder og drikker hjemmebrændt vodka sammen, forsøger jeg at finde fælles grund på persisk. Manden med fingerringen sidder ved siden af sin 20-årige søn, og jeg fortæller, at jeg har besøgt den besatte Vestbred, og nærer stor sympati for den palæstinensiske sag: »Jeg kan godt lide jøder, men jeg kan ikke lide Israel,« forsøger jeg mig på forsimplet tarzan-farsi. Han kigger roligt, men afmålt på mig og svarer, at han hverken kan lide jøder, muslimer, kristne, eller nogen andre religiøse mennesker. Hver religion tælles på fingrene, og hele hånden flyttes herefter væk fra kroppen i en fejende bevægelse, der skal symbolisere hans afstandtagen.

Vi skåler i vodka, mens mosteren i stuen ved siden af er trukket i chador for at foretage sin aftenbøn. Jeg skifter emne og spørger ind til sønnens læderhalskæde, hvori der hænger noget, der ligner en mønt. Den bærer dog ingen betydning, men er kun til for pynt, får jeg at vide.

Dagen inden afrejse besøger vi bazaren i det sydlige Teheran. Denne bazar var hovedkvarter for den islamiske revolution. Det var alliancen mellem borgerskabet i bazaren og de religiøse elementer i oppositionen, der sammen havde held med at skabe et islamisk outcome af den ellers brogede opstand. Venstreorienterede vil måske endda driste sig til at sige, de kuppede revolutionen, men det skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

Båndet mellem småborgerskabet i bazaren og kleresiet går langt tilbage i den persiske historie, og blev styrket kort forinden den islamiske revolution, da shahen dristede sig til at træde bazarindehaverne gevaldigt over tæerne. I 1974 etablerede shahen formelt et-parti system i landet med lanceringen af The Resurgence Party. Lanceringen af partiet skulle vise sig at være begyndelsen på en større reform af shahens Iran, men også på hans egen undergang. I forbindelse med reformerne valgte han nemlig at opløse bazarlaugene, oprette statslige konkurrenter til de private bazarer samt indføre minimumsløn for ansatte i branchen. Dette fik bazarborgerskabet til at søge mod deres gamle allierede blandt de gejstlige, og sammen gjorde de deres indflydelse gældende fem år senere.

Bazaren er også den dag i dag et af de steder, hvor Shirin og hendes mor lige overvejer en ekstra gang, om de er tilstrækkeligt konservativt klædt. På vej hjem får vi en taxachauffør, som efter min svigermors mening er ganske repræsentativ for områdets beboere. Han vil vide, hvordan Per og jeg som udlændinge ser på iranere, men inden min svigermor når at oversætte, fortsætter han selv.

»Tror de, vi er terrorister? Sig til dem, vi ikke er terrorister. Iranere er gode mennesker, de rigtige terrorister er England, USA og Israel. Bare se, hvad de har gjort ved Irak og Afghanistan,« pointerer han og fortsætter: »Hvis Israel angriber os, parkerer jeg bilen på stedet og melder mig til hæren. Vi vil bare gerne have lov til at dyrke vores land og vores religion uden indblanding fra Vesten.« Chaufføren nærer tilsyneladende stor sympati og tiltro til regimet:

»Alt hvad jeg ved, har jeg fra min leder. Det er ham, jeg lytter til og tror på. Om Gud vil, genvinder Iran snart sin storhed fra Kyros-tiden«.

(Kyros regnes for grundlæggeren af det persiske rige. I biblen krediteres han i Ezras bog for ikke blot at lade jøderne forlade Babylon, men ligefrem assistere dem deri. Han anses af samme grund for at være en ærværdig karakter i jødisk mytologi. Kyros regerede cirka 600 år før vores tidsregning, altså cirka 1200 år før kalifatet underlagde sig Persien. Den hedenske kong Kyros er gået over i historiebøgerne som en moderne, tolerant og frem for alt human hersker. Og selv en Ahmadinejad discipel spejder altså tilbage til tiden før den islamiske revolution – ja faktisk til før islams indtog overhovedet - når han skal udpege det iranske utopia).

Dagen er stadig ung, så vi tager på shopping i mosterens kvarter i den anden ende af byen. Det er torsdag, hvilket i muslimske lande svarer nogenlunde til lørdag. Det betyder også, at regimets religiøse politi altid er mere aktivt på denne ugedag, hvor de unge iranere invaderer gader og stræder i hobetal. Shirin tager notits af dette og trækker i et par løsere bukser, inden vi træder ud af døren. På vej hen for at købe en riskoger, passerer vi en gadehandler, der er ved at få konfiskeret hele sin butik. Der er korporligt tovtrækkeri mellem ham og betjenten, og det ender med at gadesælgeren slipper med en advarsel. Måske har også denne betjent hørt, at det var netop et sådan optrin, der udløste revolutionen i Tunesien?

Da vi nærmer os vores destination, bemærker jeg, at de fleste der kommer imod os fra den modsatte retning enten nyser eller hoster. Der er en underlig uro på fortovet, og mine øjne bliver pludseligt irriterede. Det kilder i næsen, og jeg genkender lugten af peberspray, som ligger tungt og tykt i luften. Kort efter river et kvindeskrig i mine trommehinder. Det må være sådan, det lyder, når en kvinde skriger efter hjælp under en voldtægt. Hun befinder sig under 50 meter længere fremme, og hun er ved at blive trukket ind i et salatfad af det religiøse politi. Jeg ser mig omkring og opdager, at alle i miles omkreds er stimlet sammen med fronten mod betjentene.

Alle buer og pifter, og jeg ser adskillige unge mænd vandre rundt med en tom flaske i hver hånd, som holdes om flaskehalsen. Der går rygter om, at en betjent allerede er kommet til skade. Hele gaden koger, og lige her og nu ser eksiliranernes fortælling ud til at være i overensstemmelse med virkeligheden. Alle står sammen mod politiet, og det gives der højlydt udtryk for. Det er vitterligt alle, der befandt sig i nærheden, som nu forenes i et gadens parlament, og det er derfor en meget broget forsamling.

Her står kvinder i chador last og brast med unge mænd med pokemonhår. Til sidst bukker betjentene efter for presset og lader kvinden gå for herefter at skynde sig væk. At de bliver jagtet ud af kvarteret er måske en tilsnigelse, men det er tæt på.

Både Shirin og hendes mor har forgæves forsøgt at trække mig væk, og nu da dramaet er overstået, indvilliger jeg i at bevæge mig mod butikken for at kigge på riskoger. Butikken ligger et stenkast fra balladen, og indehaveren er flov. Han fortæller, han er pinligt berørt over, at vi som turister har overværet optrinnet, og fordømmer regimet i en strøm af frustrerede formuleringer. Han fortæller desuden, at nøjagtig samme scenarium udspillede sig i selv samme kvarter så sent som dagen forinden. Også her sejrede gadens alliance, og politiet måtte lade pigen gå. Gad vide, om det er udtryk for, at den spirende modstand er ved at samle kræfter igen? Der er ganske vist blot tale om kortvarige konfrontationer, og krigsbyttet er af beskeden karakter: To piger er sluppet for en af de berygtede ture på politistationen. Men for mange iranere er den mest håndgribelige undertrykkelse netop denne mosaik af hverdagens uretfærdigheder og overgreb. Massebevægelsen som katalysator for forandring er i øvrigt ikke nogen importvare. Iranerne har ikke behøvet at lære om hverken Gandhi eller Luther King, for deres egen historie er rig på eksempler. Som i 1891 da Shahen måtte opgive at sælge briterne monopol på tobakshandel, fordi masseprotester brød ud i hele landet. Eller cirka 20 år senere, da en folkelig mobilisering forpurrede Shahens ambitioner om at indlemme Iran i det britiske imperium. Så er der naturligvis indsættelsen af Mossadeq som premierminister i 1951 og den islamiske revolution i 1979. Fællesnævneren for samtlige begivenheder har været en folkelig insisteren på, at man ikke ville underlægges vestlige interesser.

En gave

Hjemme i lejligheden hos min svigermors moster bliver de tilstedeværende - som blandt andet tæller en religiøs kvinde, som ikke giver hånd til mænd - sat ind i den tidlige aftens dramatiske højdepunkt. Der bliver sukket med rynkede øjenbryn, og alle om bordet reagerer med lettelse, da de hører om episodens opløftende udfald. Efter et stort fælles måltid bliver der sagt pænt farvel. Manden med fingerringen og hans kone er begge til stede, og hun henvender sig til mig, og siger hun har noget til mig. Hun rækker en hånd frem, og viser sin søns halskæde. Han havde brugt dagen på at finde én mage til, men da han ikke kunne finde én, havde han besluttet sig for at forære mig sin egen.

Hun fortæller, at han, sprogbarrieren til trods, godt kunne lide mig og ønskede, at jeg skulle have noget fra ham. Jeg bliver rørt over den flotte gestus, og overvejer at bruge de sidste timer i landet på at finde noget til ham, men min svigermor instruerer mig i, at det er bedst at vente til mit næste visit i landet. Jeg får faktisk indtryk af, at det nærmest ville have været uhøfligt at udligne gaveforholdet mellem os på samme dag.

I lufthavnen stemples jeg venligt ud af landet med en høflig hilsen. Da vi lander i Kastrup, bliver jeg imidlertid mindet om, at det ikke er et hvilket som helst land, jeg kommer hjem fra ferie fra. Inden vi får lov at forlade gaten, skal samtlige passagerer således igennem et ekstraordinært sikkerhedstjek, der for mit eget vedkommende inkluderer en meget omhyggelig kropsvisitation. En stor, tyk kvinde i uniform skal tilsyneladende forsikre sig om, at jeg stadig har forhuden intakt. Lufthavnspersonalet optræder dog både professionelt og venligt, men Shirin er tydeligvis irriteret. Hun bliver groft provokeret af, hvad hun ser som en urimelig forskelsbehandling:

»Jeg føler de behandler os som hunde. Hvorfor skal vi tjekkes i hoved og røv, bare fordi vi kommer fra Iran«.

Jeg lader kommentaren hænge i luften og løfter min højre hånd op mod brystet for at tage halssmykket mellem fingrene. Det sidste jeg tog med mig fra den islamiske republik var en gave, og den håber jeg en dag at kunne gengælde.