Print artikel

Afrokonge i en plurinational republik

Sydamerikas sidste konge Don Julio Pinedo
Reportage
05.02.15
Afrobolivianere var i århundreder forstummede og diskriminerede. I dag har de 35.000 slaveefterkommere fået anerkendt deres særlige rettigheder og kultur. Men selv i en flerkulturel republik med et afroboliviansk dynasti, er det sin sag for monarken og hans folk at blive hørt.

De fleste af Mururatas knap 100 indbyggere passer deres citrusfrugter og kokaplanterne på de let skrånende terrasser omkring landsbyen. Men den 72-årige konge Don Julio Pinedo har for en gangs skyld lagt macheten på hylden og er hjemme fra sit lille lod med kaffe, appelsiner, citroner og mandariner, som han dagligt vandrer til ved solopgangstid. Det er søndag. Der skal bages brød til kongeparrets spartanske hjem og butik på hjørnet af pladsen, hvor dronningen Angelica Larrea de Pinedo iført omfangsrig nederdel og bowlerhat sælger bolivianske basisvarer som majsmel, olie, æg og kokablade.

Fra 1600-tallet blev omkring 50-60.000 afrikanere - fra det der i dag er Angola, Congo og Senegal - fragtet over Atlanten for at arbejde i sølvminerne ud for byen Potosí i det sydlige Bolivia. Mere end fem millioner afrikanske slaver og oprindelige folk døde i klaustrofobiske minegange af sult og barskt klima i de mere end 4000 meters højde. Da det høje dødstal - i kolonimagtens optik - skadede udbyttet af arbejdskraften, solgte man de afrikanske slaver direkte til landbrugsarbejde i den tropiske Yungas-region. Blandt dem var Uchicho, kronprins i en senegalesisk stamme, der kom til Yungas i 1820 for at arbejde på Haciendo del Marqués de Pinedo. Han er Don Julios tiptipoldefar.

»Da slaverne opdagede, at en konge var blandt dem, tilbød de - uden held - deres ejere at arbejde ekstra, for at han kunne gå fri. I al hemmelighed udråbte de i 1832 Uchicho til deres konge. Derefter fulgte hans søn Bonifaz, så José og i 1932 min bedstefar Bonifacio,« fortæller Don Julio spagt fra den faste plads ved det gnubbede spisebord. Over ham, bag butikkens loftslem, gemmer de private gemakker sig. Et smalt, lavt rum oplyst af en tærret petroleumslampe, han gennem 40 år har delt med sin Angelica.

En sky bonde med kongekrone

Først som voksen blev Don Julio bekendt med sit royale ophav. Som den ældste af to brødre i en fattig afroboliviansk familie, forlod han skolen i Mururata i 4. klasse for at bidrage til familiens overlevelse i kokamarkerne. Og da moderen fandt en ny familie, efter faderens død i en arbejdsulykke, voksede den lille Julio op hos sine bedsteforældre, der frem til en omfattede landbrugsreform i 1953 arbejdede på en gård under slavelignende, feudale forhold.

»Min bedstefar havde nogle papirer, der dokumenterede det kongelige slægtskab. Men som slave var det forbudt for ham at lære at læse og skrive. Det med arven og fortiden var aldrig noget vi rigtig talte om - der var nok at gøre med blot at få mad på bordet,« fortæller Don Julio, mens lyden af karneval og minekooperativer i konflikt fra hovedstaden La Paz strømmer ud af radioen.

»Da min bedstefar ikke efterlod sig nogle levende børn, fik jeg i 1992 at vide af den afrobolivianske bevægelse, at jeg skulle arve tronen og blev kronet som deres konge. Det kom som lidt af en overraskelse for både min kone og jeg,« siger Don Julio med lave og langsomme ord.

Siden er det blevet til en del postyr om den ellers fåmælte bonde fra Mururata. I 2007 blev han kronet af La Paz' daværende borgmester, og i 2013 anerkendte også det bolivianske senat Don Julio som afroboliviansk konge.

Som monark har Don Julio ingen politiske beføjelser, men han er en samlingsfigur for den afrobolivianske bevægelse og et symbol på, at en af de mest diskriminerede grupper i Sydamerikas næstfattigste land efter knap 500 år er ved at få en stemme.

»Jeg har oplevet meget racisme. Når vi afrobolivianere rejste til byerne, nev folk hinanden i armen ved synet af os, da det skulle siges at bringe held. I dag oplever jeg en anden og positiv form for opmærksomhed. Og selvom jeg synes, den kan være overvældende og aldrig havde drømt om at være konge for nogen eller noget, så er den statslige anerkendelse af mig som monark jo tegn på, at vi endelig begynder at blive set og hørt som folk.«

Synliggørelsen

Selvom slaveriet blev forbudt i Bolivia i 1851, blev det med rettigheder og frihed mest ved ordet, da haciendaejerne pålagde afrobolivianerne at købe sig fri af dem. Først med landbrugsreformen firs år senere fik afrobolivianerne mulighed for at eje deres egne jorder. Derefter fulgte fire årtier med et politisk fokus på kulturel assimilation og civilisering af landets oprindelige folk med henblik på at skabe en homogen national identitet.

Kampen mod forstummelse anførtes af afrobolivianerne selv i 1990erne. Udover kongekroningen blev sang og folklore brugt som politisk redskab.

Juan Carlos Balivian, der leder Afrobolivianernes Nationale Sammenslutning, Consejo Nacional Afroboliviano forklarer:

»Vi begyndte at bruge saya - en dans og rytme af forskellige centralafrikanske komponenter - til at sige 'vi er her, og vi kommer faktisk af noget.' Hidtil sang vi saya i marken som afløb for vores smerte. Men skulle vi opnå rettigheder, måtte vi synge højt og til andre end hinanden. Saya blev kendt og populær i La Paz. Men vi var ikke bare kommet for at synge og danse. Vi ville opnå rettigheder og blive respekteret som folk. Derfor blev teksterne langsomt mere og mere politiske.«

Saya blev i 2011 erklæret for plurinational kulturarv af Evo Morales, og afrobolivianske rettigheder er der da også blevet flere af siden den indianske præsidents første valgsejr i 2006.

I Bolivias nye forfatning fra 2009 - som erklærer landet for en plurinational republik med 36 forskellige nationer - anerkendes afrobolivianeres særlige kulturelle, økonomiske og politiske rettigheder. Samme år blev den første afrobolivianer valgt ind i parlamentet. I 2010 kom en lov mod diskrimination og racisme, og ved den seneste folketælling i 2012, kunne Don Julio, Juan Carlos og Angelica for første gang etnisk identificere sig som afrobolivianere.

Trods det at rettighederne nu er nedfældet på forfatningspapir, mener Juan Carlos dog stadig meget forhindrer, at de kan udmøntes i praksis for Bolivias sjette største oprindelige folk.

»De mekanismer der skal sikre, at alle de fine ord sker fyldest, er ikke altid til stede. For eksempel har vores afrobolivianske parlamentsmedlem forhandlet sin plads med fem andre oprindelige folk. Den ekstreme fattigdom gør det også nærmest umuligt for ungdommen at færdiggøre en uddannelse. 7 ud af 10 unge afrobolivianere går kun i skole til og med 6. klasse, og under 3% tager en videregående uddannelse. Med de tal er det svært at drømme om en bedre fremtid for vores børn,« siger han.

Republikansk røst i kongeriget

Don Julio og Angelica fik aldrig nogle børn, så arvtageren til det afrobolivianske dynasti er den 20-årige nevø, Rolando Julio Pineda Larrea, der er migreret med sin familie til La Paz, hvor han - med støtte fra den afrobolivianske bevægelse - læser international handel.

Flertallet af unge afrobolivianere flytter fra land til by og vender ikke tilbage til Yungas-regionen. En generel tendens i Bolivia hvor 66% af befolkningen - ifølge det Nationale Institut for Statistik INC - nu bor i byer.

Det tyder på, Bolivias næste afrokonge bliver storbyindvandrer og ikke kokabonde. Og så måske alligevel ikke. Der er nemlig republikanske toner at spore i den afrobolivianske bevægelse, og spørger man Juan Carlos, er der ingen garanti for, at monarkiet fortsætter efter Don Julio.

»Før vi som folk var anerkendt inden for Bolivias politiske og lovmæssige strukturer, var det givtigt med en symbolsk figur til at samle og repræsentere os. Men heldigvis er tiderne skiftet, og spørgsmålet er, om en konge fødes eller gør sig fortjent til tronen? Hvis vi som afrobolivianere kæmper for ligeret og ligeværd mellem mennesker, så mener jeg også, vi skal hylde en folkevalgt konge.«