Print artikel

Narkomerika

Særligt Mexico og dets grænsebyer er ofre for Amerikas narkokrig. Foto: CC
De penge, der kommer ind fra narkoen er med til at underminere de amerikanske samfund – samtidig med at de er afhængige af dem.
De mexicanske karteller, f.eks. Sinaloa-kartellet, kæmper en blog kamp om markedet og dominerer store områder. Foto: CC
Essay
26.11.10
Narkoens strøm gennem Latinamerika og op mod den store nabo mod nord river mere eller mindre alting med sig; penge, mennesker – og nationer. Narkoen er for længst holdt op med blot at være en sten i skoen på Amerikas politikere, i dag definerer det politikker og de geopolitiske forhold mellem de to kontinenters lande

For en mand, der slog sig op på lov og orden, tæt samarbejde med USA og et opgør med sit lands korrumperede fortid, lød det i nogen grad som om, Mexicos tidligere præsident, Vicente Fox, havde haft en åbenbaring, da han i midten af august indviede sine landsmænd i nogle af sine overvejelser omkring landets middelsvære narkoproblem:

»Legalisering betyder ikke, at stoffer er en god ting. Men vi er nødt til at se på det som en strategi til at bryde det økonomiske system, som tillader kartellerne at lave kæmpe overskud, hvilket til gengæld styrker deres evne til at korrumpere,« skrev Vicente Fox på sin blog og erklærede sig forsigtigt som en tilhænger af i en eller anden form at legalisere stoffer.

Kommentaren kom som en reaktion på hans efterfølger i embedet, Felipe Calderon, og hans efterlysning af en debat om, hvorvidt legalisering er en god idé – hvilket Calderon i parentes ikke mener, det er, i modsætning til forgængeren Fox og hans forgænger, Ernesto Zedillo.

Debatten er imidlertid relevant – og langt fra udelukkende i Mexico, omend det måske er det sted, hvor den presser sig mest på.  Felipe Calderon har decideret erklæret, at kartellernes mål er at overtage statens rolle efter denne sommers lokalvalg, hvor narkobagmændene og deres håndlangere har spillet en særdeles aktiv – og blodig – rolle.

2.000 døde i grænsebyen Juarez de sidste to år og ialt 28.000 døde i Mexico siden 2006 i kampe mellem de kriminelle narkokarteller om det lukrative marked i først og fremmest kokain og hash er årsag nok til, at enhver politiker ville søge alternative måder at løse et stort og synligt problem, som har eksisteret i mange år og ingen udsigt har til at forsvinde – tværtimod.

Én ting er imidlertid blødende kroppe i gaderne, interne bandeopgør i epicenteret Sinaloa og hovedløse lig, der skyller op på strandene i det gamle ferieparadis Acapulco. En anden ting er de langt dybere strukturelle konsekvenser, narkoforretningen har, i en verden, hvor grænserne i stigende grad forsvinder. Hvor resultatet af en eksploderende illegal narkobranche er det, som nogle har døbt ’state capture’ – eller ’statserobring’, når udefrakommende interesser overtager dele af magten i en stat, for at kunne varetage deres egne interesser. Eller som organisationen International Institute for Democracy and Electoral Assistance formulerede det i en rappport sidste år om emnet: »brugen af illegal politisk finansiering på systematisk manér til at påvirke eller erobre institutioner, lokale regeringer, territorie eller endda hele stater«.

De penge, der kommer ind fra narkoen er med til at underminere de amerikanske samfund – samtidig med at de er afhængige af dem.

 

»Det åbenlyse resultat er en undeminering af de repræsentative processer og af staten selv. Et emne, som er blevet særligt akut på grund af den internationale økonomiske recession, som efterlader rige transnationale grupper med mere magt end nogensinde før.«

Vigtig indtægt 

Chefen for FN’s anti-kriminalitetsenhed, UNODC, Antonio Maria Costa, har peget på den transnationale kriminalitet som den største trussel mod demokrati og stabilitet i verden i en grad, som langt overgår truslen fra terror (men i vid udstrækning bliver kædet sammen med den), og her er illegale stoffer så langt den vigtigste faktor med en global omsætning, som nogle eksperter vurderer at udgøre over 500 milliarder dollar årligt.

En ikke uvæsentlig del af den indtjening foregår op og ned af de to amerikaer, hvor værdien af narkohandlen i et land som Mexico for eksempel vurderes at udgøre et sted mellem 5 og 15 procent af BNP’en i de lidt tågede overslag over en branche, hvor der aldrig afleveres offentlige halvårsregnskaber, men indtjeningsmulighederne til gengæld er enorme.

»På dette tidspunkt er der ingen global bevidsthed om størrelsen, dybden og konsekvenserne af denne handel for demokratiet og for, at en moderne global økonomi kan fungere ordentligt,« konstaterede den tidligere verdensbankdirektør, eksminister i Venezuelas regering og nuværende chefredaktør for det politiske magasin International Policy, Moises Naim, da jeg for et par år siden talte med ham om den grænseoverskridende kriminalitet, som han har beskrevet i bogen ’Illicit’.

 »Vi ser en kriminalisering af politik og en politisering af kriminalitet som konsekvens af den store magt, det illegale marked får. Pengene fra det voksende marked bliver kanaliseret ind i legale markeder og også i udpræget grad ind i politik og velgørenhed,« konstaterede han dengang, og det er en tendens, der ikke er aftaget siden da.

Narkoboomet har naturligvis sine konsekvenser, ikke bare internt i latinamerikanske lande, men også eksternt, hvor spillet om narkoen skaber sin egen dynamik mellem staterne i regionen. Narkoen som ideologisk stridsplads føjer sig ind i traditionelle konfliktlinjer i interamerikansk politik, som både branchens kriminelle grupper og dens protagonister inden for de forskellige statsapparater dygtigt udnytter.

For USA er Den Kolde Krigs målsætning om at bekæmpe kommunismens fremmarch i dets baghave i nogen grad blevet afløst af en politisk prioritering om at bekæmpe narkoen i dens oprindelseslande. En prioritering som ideologisk begrunder en del af stormagtens fjendskaber og venskaber i Latinamerika og – nok også i vid udstrækning bruges som et figenblad for indblanding i landenes interne forhold.

Splitter regionen

Det mest markante eksempel er naturligvis USA’s stærkeste allierede i regionen, Colombia. Colombia, der i mange år har været verdens største producent af kokain, er på både praktisk og ideologisk plan USA’s vigtigste allierede i regionen, hvor landets højreorienterede regering har modtaget 7,3 mia. dollar siden årtusindeskiftet i både militær og økonomisk støtte til gengæld for en konfrontatorisk strategi over for landets narkoproducenter – og en grundlæggende advokering af amerikanske interesser i regionen. En model, der i lidt mere beskedent omfang er blevet gentaget i Peru, siden den reformerede socialist Alan Garciá i 2006 overtog præsidentposten med et program, der prioriterede frihandel, budgettilskæring og samarbejde med USA højt. Paradoksalt nok samtidig med at produktionen af kokain i samme periode er skudt i vejret, så Andes-nationen i dag overgår selv Colombia som verdens største narkoproducent ifølge FN’s opgørelser. Også Mexico og en række mellemamerikanske lande er i de seneste år kommet ind under samme paparaply, efter at have forpligtet sig til en forstærket indsats til gengæld for amerikansk støtte via det såkaldte ´Merida-initiativ’.

 

Ser man på narkohandlen, er den afhængighed ikke så forskellig fra lande, som eksporterer diamanter, mobiler eller olie

 

 

På den anden side står lande som Bolivia, som traditionelt har været et af Latinamerikas væsentligste narkoproducerende lande, og hvor et regimeskifte i 2006 i nogen udstrækning skadede USA’s narkopolitik i landet: Bolivias nye præsident, Evo Morales, kom selv ud af cocabøndernes fagforening, der traditionelt har samlet landets indianere og haft coca-bladet som et slags symbol for deres kamp mod undertrykkelse og for indflydelse. Uden decideret at nære et ønske om at øge landet produktion af kokain, har Morales og hans MAS-bevægelse haft afkriminaliseringen af coca-planten som et centralt tema, og øget landbrugsområderne med coca-blade (der også bruges til fødevarer medicin og en række andre formål) foruden at udgøre grundbestanddelen i kokain).

Noget, der sammen med alliancen med Chavez og nationaliseringen af en række naturressourcer har medvirket til et anstrengt forhold til USA.

På samme måde har USA’s ærkefjende i Latinamerika, Hugo Chavez, været i en mere eller mindre kontinuerlig slåskamp med Colombia – og i anden ombæring USA – omkring støtten til Colombias kokainproducerende oprørsbevægelse, FARC, der i følge adskillige rapporter og vidnesbyrd nyder eller har nydt en ganske favorabel position i Venezuela.

Her bliver USA’s kritiske og narkofikserede attitude over for både Venezuela og Ecuador, der også har en erklæret socialistisk ledelse i i præsident Rafael Correra, i nogen grad retfærdiggjort af narkostatistikkerne, der viser at de to lande er blevet de væsentligste udskibningssteder for kokain i de seneste år – særligt Venezuela, der i antallet af opsnappede narkofangster har været oprindelsesland i over 50 procent af tilfældene i de seneste år (ifølge UNODCs 2010 World Drug Report). De to lande har i nogen grad aflyst Caribien som de vigtigste mellemstationer på  vejen mod Vesten, hvilket dog ikke hjælper meget i Mellemamerika, hvor narkoen stadigvæk er den vel nok mest destabiliserende faktor, og i f.eks. Honduras og El Salvador spiller en væsentlig rolle i det nuværende anarki.

Narkoen og kampen mod den er kort sagt blevet en af Latinamerikas vigtigste ideologiske slagmarker, som samtidig dækker over en række andre tilbagevendende knaster mod nord og syd og internt mellem regionens lande.

Udefra kan narkoproblematikken være svær at se som andet end en praktisk udfordring, men internt i Latinamerika er narkoen i høj grad et ideologisk spørgsmål. Ikke blot fordi de økonomiske konsekvenser er så store i mange af landene, men også fordi spørgsmålet føjer sig ind i klassiske konfliktlinjer i Latinamerika, hvor USA’s narkopolitik mange steder ses som en fortsættelse af den ’kolonialistiske’ og interventioniske politik, USA i mange år førte i Latinamerika.

De mexicanske karteller, f.eks. Sinaloa-kartellet, kæmper en blog kamp om markedet og dominerer store områder. Foto: CC

 

Ved antiglobaliseringsmarcher og de anti-amerikanske demonstrationer, der kendetegnede Bush-æraens Latinamerika, har det ikke været unormalt, at skilte, slagssange og protesterne mod USA’s ’Plan America’ (USA’s antinarko-støtteprogram i Colombia) har været de mest synlige, fordi narkoprogrammet med rette eller urette ses som videreførelse af en klassekamp, hvor det i særlig grad er de fattige og de indfødte, der må bære konsekvenserne af narkobekæmpelsen, mens den amerikanske politik har haft en tendens til at understøtte de mere reaktionære politiske kræfter med en konservativ dagsorden og stærk fokus på lov og orden – og på samarbejde med storebroderen mod nord.

Klassisk konflikt 

Det skaber problemer både på folkeligt og mere overordnet plan, hvor narkopolitikken er blevet en integreret del af en kontant amerikansk sikkerhedspolitik, hvor maksimet i perioder har lydt »er i ikke med os, er i imod os«. Et udsagn, der ikke falder velkomment alle steder i Latinamerika, hvor Monroe-doktrinens prioritering af USA’s strategiske interesser på bekostning af latinamerikanske har skabt en vis sensitivitet.

»Siden 9/11 har USA forbundet sin kamp mod globale krig mod terror med kampen mod narko, inkorporerende narkoterrorisme-konceptet som en del af landets sikkerhedstrusselsvurderinger. Colombia har adopteret det nye koncept, som også har gjort sin entre i mexicansk og peruviansk diskurs. EU-landene såvel som venstre- eller centrumvenstre-regeringerne i Bolivia, Brasilien, Ecuador, Chile og Argentina er skeptiske eller ligefrem modstandere til den tilgang. Venezuela er gået skridtet videre og har fastfrosset samarbejdet med Colombia og USA – hovedsaligt på et politisk grundlag,« vurderer analyseorganisationen International Crisis Group i deres seneste større rapport om narkoen i Latinamerika, hvor de også konkluderer, at uenigheden er en væsentlig problemstilling for samarbejdet i regionen.

I USA post-Bush burde der egentlig være gode muligheder for at af-ideologisere narko-spørgsmålet med en ny regering, der åbent søger dialogen i udenrigspolitikken, de steder, hvor den kan slippe afsted med det.

Definitionen af narkoen som ‘hård’ sikkerhedspolitik fra tidligere administrationer, Obamas svage situation og den skærpede tone og eksplosivitet i den offentlige debat, når det kommer til grænsen mod syd, gør det imidlertid svært for den nye regering at foretage nogle væsentlige kursændringer, når det kommer til narkopolitikken. Såsom for eksempel istedet at lave den satsning på den hjemlige forebyggelse, som stort set al sagkundskab anbefaler, og da Californien i starten af november havde et forslag om at tillade marijuana på valgkortet blev det da også afvist med en solid margen.

Obama har ganske enkelt ikke albuerum til at foretage den slags ændringer. Og måske heller ikke et grundlæggende ønske om det.

Nationalproduktet 

Muligheden for at gøre narkoen mere irrelevant som væsentligt politisk problem i Latinamerika er derfor nok lidt mere kedelig og langtrukken og handler måske om at gøre den mindre væsentlig økonomisk.

»Nogle lande er helt afhængige af de penge, der kommer ind fra illegal handel. Ser man f.eks. på narkohandlen, er den afhængighed ikke så forfærdelig forskellig fra lande, som eksporterer diamanter, mobiltelefoner eller olie,« siger Naim.

Det er en afhængighed, som er væsentlig værre i små fattige økonomier. De to er ofte forbundet: regeringer i lande med små økonomier har ofte problemer med at udøve kontrol med deres territorie og med at udvikle afsides egne af landet«

 

Narkoen er i en vis udstrækning at betragte som en slags latinamerikansk pendant til Mellemøstens olie eller Cubas sukker

 

 

I dag er narkoen i en vis udstrækning at betragte som en slags latinamerikansk pendant til Mellemøstens olie, Cubas sukker. Ruslands naturgas, eller i lidt mindre grad, Danmarks Lurpak-smør; et unikt produkt, der kan få hjulene til at rulle, når der ikke er noget andet, der kan. Latinamerikas rolle i verdensøkonomien har i vid udstrækning været at levere råvarer, landbrugsvarer etc. – og ofte med narkoproduktion og traficking som den mest attraktive mulighed for små bønder og uuddannede fattige, der er blevet ramt af faldende verdenspriser og deres nationers manglende evner til at skabe vækst og beskæftigelse til folket.

Nye perspektiver 

Spørgsmålet er, om det også bliver det i fremtiden. Brasiliens fremgang på alle fronter og dets frembusen som ‘tredjeverdensland’ på den politiske og økonomiske scene har i mange henseender vist en vej frem, hvor Latinamerika ikke behøver at være det backdrop (kunne man finde et andet ord?) i verdensøkonomien, men kan indtage en langt mere sofistikeret og central rolle med de forbedringer, det fører med sig i form af bedre uddannelser, velfærd og bedre muligheder for landets fattige. Forbedrede muligheder for netop de grupper, som hidtil har været afhængige af de nemme narkopenge.

Det er en udvikling, der paradoksalt nok også kan ses i f.eks. Bolivia, hvor en omlægning af statens ressourcer og indtægterne fra landets olie og gasressourcer har skabt øget velstand, regeringens målsætning er at skabe bedre forhold for landets fattigste. Og nok også til en vis grad i Colombia, hvor en forbedret sikkerhedssituation dels gør det sværere at opdyrke narkoen uhindret og dels skaber mere stabilitet for landets andre brancher.

Om øget velstand, uddannelse og stabilitet er nok til at stoppe fristelsen fra de nemme narkopenge og dermed eliminere narkoen politisk destabilisator, er nok tvivlsomt. Men det er vel et meget godt sted at starte efter utallige års ufrugtbar krig mod narkoen, som river Amerika fra hinanden.

 

th@atlasmag.dk