Print artikel

Et voksende ubehag

Geert Wilders i Spijkenisse. Foto: Geert Wilders twitterprofil
Reportage
12.03.17
Der er valg i Holland d. 15. marts. De altoverskyggende temaer har handlet om indvandring og islam, og Geert Wilders’ højrepopulistiske frihedsparti står stærkt i meningsmålingerne. ATLAS beretter om valgkampen fra Rotterdam, der har landets største andel af indvandrere med ikke-vestlig baggrund.

Det er torsdag. Jeg står på en bar i centrum af Rotterdam, hvor jeg har været mange gange før. Det er en lomme i byen, hvor man tydeligt mærker den udvikling, som byen i øjeblikket gennemlever med trendy kaffebarer, pop-up restauranter og økologiske specialforretninger, der skyder op som vildtvoksende mælkebøtter rundt omkring. Jeg bestiller min øl og kigger ud gennem vinduet. Overfor ligger et nyligt åbnet designhostel til det stigende antal Lonely Planet-backpackere, der er kommet til byen de seneste to-tre år, og som nu blander sig med de lokale misbrugere i gadebilledet.

»Du skulle have set det her sted i halvfemserne,« siger min ven, der står på den anden side af baren. Jeg nikker indforstået. Byen var dengang præget af arbejdsløshed, relativ fattigdom og kriminalitet. Illegale spillebuler, hård narko og gadeprostitution. Et råt havnemiljø med ludere og lommetyve, som var med til at give byen dårlig omtale i mange år.

Siden er der blevet ryddet op, kriminaliteten er faldet, og flere og flere flytter til. Bare de lidt over fem år, hvor jeg har boet i byen, er der sket en synlig forandring. Tomme kontorbygninger har givet plads til kreative iværksættere, og hvor der før var tomt, er der nu designbutik, cykelværksted, natklub og kontorplads til illustratorer og webdesignere. Hustagene flyder over med byhaver, og det gamle prostitutionskvarter er pludselig blevet et centrum for street food og specialøl.

Andre ting har ikke ændret sig. Rotterdam er stadig den by i Holland med det højeste antal lavindkomsthusstande, og det er også stadig her, man, ifølge statistikkerne, har størst risiko for at ryge ud i langtidsfattigdom. Derudover er Rotterdam den by i landet med størst andel af indbyggere med ikke-vestlig baggrund. De kommer oprindeligt fra Surinam, Tyrkiet, Marokko, Antillerne og Kap Verde og udgør cirka en tredjedel af byens befolkning. Borgmester Ahmed Aboutaleb, der har siddet på posten siden 2009, er oprindeligt fra Marokko, og tæller med i statistikken over de lidt over 42.000 personer med marokansk baggrund, der bor i byen.

Særligt indvandringen er blevet det helt store tema i det hollandske valg, der finder sted den 15. marts, og hvor Geert Wilders’ islamfjendtlige frihedsparti PVV ser ud til at gå voldsomt frem. Med sin brogede befolkningssammensætning er Rotterdam om noget sted blevet et sindbillede på indvandringens problemstillinger, og det var derfor heller ikke overraskende, at Wilders valgte at starte sin valgkampagne i Spijkenisse, en trist forstad til Rotterdam, på en grå februardag. Han kalder Spijkenisse for PVVs hjemby, og det er her i byernes randområder, han forventer at hente mange stemmer.

Et enormt problem

»Vil I have flere eller færre marokkanere?« lød det udfordrende spørgsmål fra Geert Wilders til sin vælgergruppe, der besvarede ham med et taktfast »Færre! Færre! Færre!«

»Det skal vi nok ordne,« forsikrede han.

Optrinnet fandt sted på et vælgermøde forud for lokalvalget i marts 2014, og selvom man i den hollandske offentlighed havde været vant til den frembrusende politikers ligefremme stil, var denne udtalelse nok til at sende chokbølger gennem landskabet. Wilders blev siden tiltalt for at tilskynde til had mod marokkanere og blev i sidste ende dømt for injurier, men modtog ikke nogen straf i sagen. Der var heller ingen tegn på anger fra den afblegede populist, som benyttede tilmed domsafsigelsen til at gentage sin pointe: »Vi har et enormt problem med marokkanere.«

Det borgerlige parti VVD, der i øjeblikket kæmper for at fastholde regeringsmagten med Mark Rutte som premierminister, ville ikke stå tilbage for den fremstormende højrefløj, og få dage op til lokalvalget kunne man rundt omkring i Rotterdam se en valgplakat fra det liberale parti med teksten »I Rotterdam taler vi hollandsk,« som rettede sig mod samme vælgersegment. Men kampagnen faldt ikke i god jord i byen, og udsagnet blev hurigt korrigeret af lokale beboere, der med sprittusch fik tilføjet »Og marokkansk. Og tyrkisk. Og spansk. Og afghansk.«

I Rotterdam taler vi hollandsk… rotterdamsk. Foto: Twitter

Selvom man umiddelbart kunne tro, at VVD havde fejlvurderet stemningen i vælgerhavet, var det alligevel Leefbaar Rotterdam (beboeligt Rotterdam, red.), der udspringer af højrepopulisten Pim Fortuyns gamle parti, som endte med at blive lokalvalgets helt store vinder med næsten 30% af stemmerne i Rotterdam. De har profileret sig på at ville »rydde op« i byen blandt andet ved at bekæmpe kriminaliteten og begrænse indvandringen fra bestemte lande. De ønsker at udvise kriminelle indvandrere og sende hjemløse migranter tilbage til deres oprindelsesland. Tanker, som en stor portion af byens indbyggere åbenbart leger med.

Geert Wilders’ PVV har på lokalniveau hidtil kun været repræsenteret i Haag og Almere, men når de til næste lokalvalg forventes at stille op i Rotterdam, regner man med, at de kommer til at overbevise en stor del af vælgerne i den grå arbejderby.

Stop Islam

Tre år efter marokkaner-udtalelsen er der parlamentsvalg, og det er stadig Geert Wilders, som formår at trække de store overskrifter. Hans frihedsparti står til at blive det største efter valget, og selvom de andre store partier har sagt, at de ikke ønsker at danne en koalition med Wilders’ parti, og således effektivt udelukke ham, er det stadig ham, der sætter dagsordenen i den offentlige debat.

Det øgede terrorberedskab efter angrebene i Paris og Bruxelles og det stigende antal flygtninge har skabt en usikkerhed, der har været vand på Wilders mølle, og da han for nyligt måtte afblæse sin kampagne midlertidigt, fordi en af hans sikkerhedsvagter angiveligt havde lækket informationer om ham til en marokkansk bande, var det kun endnu en fjer i hatten.

Han går til valg på slogans som »Holland skal igen være vores« og »Stop Islam.« Sidstnævnte forsøgte han endda at få på en reklame på sporvognene i Rotterdam, og selvom reklamen ikke blev godkendt, figurerer sloganet stadig i Wilders’ kampagne, der øjensynligt arbejder på at gå lige til stregen og lidt over. Det handler om hollændere og hollandske værdier først. »I stedet for at finansiere hele verden og folk, som vi slet ikke vil have her, så vil vi i stedet bruge pengene på den almindelige hollænder,« står der i valgprogrammet.

Også i regeringspartiet VVDs kampagne er der fokus på den »almindelige hollænder« og det »typisk hollandske,« som ifølge partiet blandt andet er værdier som ytringsfrihed, religionsfrihed og lige rettigheder for homo- og heteroseksuelle. Det er en debat, hvor man prøver at definere et sæt hollandske værdier, og hvor premierminister Mark Rutte tydeligt læner sig mod Wilders’ og PVVs dem-og-os-tænkning. Mark Rutte og hans regering er gået tilbage i meningsmålingerne i løbet af deres anden valgperiode, og det prøver man at dæmme op for.

Stop islam. Foto: Geert Wilders’ twitterprofil
Stop islam. Foto: Geert Wilders’ twitterprofil

I et forsøg på at appellere til Wilders’ vælgere skrev Rutte i januar et åbent brev »Til alle hollændere«, der adresserede et tiltagende problem med asociale typer, der »smider affald på gaden, spytter på konduktører eller hænger ud i grupper« og chikanerer og truer folk. »Vi føler et voksende ubehag, når folk misbruger vores frihed til at lave ballade, selvom de netop er kommet til vores land på grund af denne frihed. Folk, der ikke vil tilpasse sig vores skik og brug, og som afviser vores værdier.« lyder det i brevet, der slutter med en opfordring til at stå sammen og kæmpe for et Holland, hvor man stadig kan føle sig hjemme.

Men hvor Mark Rutte ikke direkte ville nævne nogen befolkningsgrupper, er Geert Wilders mere klar i spyttet, og det er klart hans styrke. Hans valgprogram fylder kun en enkelt side, og hans kampagne kan måske i virkeligheden koges ned til et enkelt budskab: »Det er de marokkanske udskud, der gør vores gader usikre,« som han buldrede i Spijkenisse, da valgkampagnen blev skudt i gang.

En plads i periferien

De unge marokanske mænd er uden tvivl overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne, hvor mere end hver tredje mellem 12 og 24 har været i nærkontakt med politiet, men de tilhører også en gruppe, som politiet er mere tilbøjelige til at stoppe på gaden. Der florerer mange historier om diskriminering, uretmæssige tilbageholdelser og endda politivold, særligt efter en 42-årig mand af arubansk afstamning døde af sine kvæstelser efter en hårdhændet anholdelse i Haag for to år siden. Problemerne er med andre ord til at tage at føle på, og der er en overvægt af krimistof, når man åbner for de lokale nyheder.

Spørgsmålet er, om man i Rotterdam er i fuld gang med at skabe en situation, som den man ser i Paris, hvor indvandrergrupperne er udgrænset til forstæderne og fanget i en spiral af arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet. På bare ét år er boligpriserne steget med 11,8%, og man har netop vedtaget at nedlægge omkring 20.000 almennyttige boliger, som for en stor del ikke bliver genoprettet, men erstattet af større og dyrere lejeboliger. Således må de mindre bemidlede se sig om efter et andet sted at bo, mens de mere ressourcestærke husstande rykker fra oplandet og ind mod centrum. De med ikke-vestlig baggrund kommer til at indtage en plads i periferien, hvor de er isoleret fra fællesskabet og de mere velstående hollændere, der ikke vil være nabo til Medhi og Youssef og deres callshop.

Geert Wilders henvender sig til de hollændere, der er skræmte over den virkelighed, de får beskrevet, når de tænder for fjernsynet. De vil have klare svar på komplekse spørgsmål, og det er han leveringsdygtig i. »Der findes ikke moderat islam,« fortæller han og bekræfter dermed et mediebillede, hvor fokus er på IS-henrettelser, terrorangreb og flygtninge, der kommer udefra og truer hollændernes velstand, levevis og følelse af sikkerhed.

Det er en verden opdelt i venner og fjender, hvor det ikke længere kun handler om at ville bevare hjemlige værdier, men om at ville skaffe sig af med den anden, om det så er den hjemløse migrant, der skal sendes tilbage til oprindelseslandet, eller den marrokanske lavindkomstsfamilie, der ikke længere har råd til at bo i byen. Fronterne er trukket op. »Vi har fået nok af masseimmigration og -asyl, terror, vold og usikkerhed,« lyder det i PVVs program.

De, der føler sig mest utrygge ved indvandringen og dens følger, viser sig dog at være dem, der bor i kulturelt homogene områder med relativ lav kriminalitet. I de belastede kvarterer har man derimod ofte en helt anden oplevelse af tingenes tilstand. Det konkluderede en rapport, der skulle vurdere sikkerhedsopfattelsen blandt indbyggerne i Rotterdam for nylig. De, der endnu ikke har oplevet de negative konsekvenser af indvandringen, er altså samtidig dem, der føler sig mest utrygge, og det er potentielt i denne gruppe, at man finder en stor del af Geert Wilders’ vælgere.

Tilbage på min bar er det ved at tynde ud i klientellet, der langsomt bevæger sig videre mod andre aftaler. Man fornemmer, at det ikke er den hollandske valgkamp, der trykker i nogens hoveder lige nu. Jeg betaler og går ud og låser min cykel op. På vejen hjem lægger jeg mærke til, at nogen har revet Geert Wilders’ valgplakater ned.