Print artikel

Det er meget svært at drømme i Tyrkiet

Tyrkiet kæmper med at sikre uddannelse for alle de syriske flygtningebørn. Ubay på seks år har Downs syndrom og må blive hjemme hver dag, mens hans søskende tager i skole. I forgrunden er det hans kusine Surie på fire år, der endnu ikke er registreret af de tyrkiske myndigheder og derfor heller ikke kommer i skole. Foto: Tine Toft Jørgensen
Reportage
22.07.16
I Tyrkiet tæt på den syriske grænse lever flygtninge i fugtige rum og containerlejre. Det er nærområdet, hvor de må vente på, at krigen i Syrien slutter, og de færreste tør tænke mere end én dag frem. I mellemtiden er deres liv sat på pause, og en generation af børn og unge risikerer at blive tabt.

Den lille trækvogn er overdækket med en tyk, blå plastikpresenning, og et fint lag støv afslører, at den har stået stille på sin plads i adskillige dage.

Normalt står Hussein Sikh El-Hussein ellers op ved solopgang for at fjerne dækkenet og læsse vognen med frugt eller grøntsager, som han sælger i den gamle bazar, men det er ramadan nu, og ingen er interesserede i hans varer. Vi er i den gamle bydel i den sydtyrkiske by Sanliurfa, hvor Hussein Sikh El-Hussein bor med sine to koner og ti børn. Byen, der ligger 55 kilometer fra den syriske grænse, var i mange år en populær destination for vestlige og russiske turister, der kom for at få en fornemmelse af østens mystik og betragte Göbekli Tepe-templet, der er over 12.000 gammelt og verdens ældste menneskeskabte religiøse struktur.

Nu tiltrækker Sanliurfa i stedet syriske flygtninge som den 36-årige Hussein Sikh El-Hussein og hans familie. Siden den syriske borgerkrig eskalerede i slutningen af 2011, er Tyrkiet blevet det land i verden med flest flygtninge. I alt befinder der sig i øjeblikket 3 millioner flygtninge i Tyrkiet, hvoraf 2,75 millioner er syrere. Blot ti procent af flygtningene bor i flygtningelejre, mens størstedelen befinder sig i nærområder op mod den syriske grænse, hvor de venter på muligheden for at vende hjem.

Hussein føler sig ikke hjemme i Tyrkiet, hvor han hverken kender kulturen eller sproget, men familien har ikke andre alternativer.

»Det er meget svært at drømme i Tyrkiet,« siger han forlegent.

De bor tæt sammen i en jordslået, lille lejlighed uden møbler, hvor fugten har tegnet mørke rander ned langs væggene i de trange rum, hvor nøgne lampefatninger med løse kobbertråde gør det ud for stuk i loftet. På gulvet sidder den store børneflok forsamlet. Trætte efter lang tids usikkerhed lægger en teenagedreng en spinkel arm om sin yngre søster, men ellers ser de tomt ud i luften. I køkkenet ligger en bunke mørkegrønne vandmeloner som påmindelse om, at Hussein burde gå på gaden nu i stedet for at sidde derhjemme. Familien flygtede sidste år fra Homs, der lå i skudlinjen mellem Islamisk Stat og Assads styrker, og de savner livet i Syrien.

Familier bliver tvunget til at træffe usunde beslutninger

Hussein Sikh El-Hussein kunne som tankpasser i Syrien brødføde familien. De levede ikke i luksus, men heller ikke som i dag, hvor de skal prioritere, om deres nyfødte baby skal have bleer, eller om familien skab have sæbe at vaske sig med. På en god dag tjener Hussein 34 kroner ved at trække den lille frugtvogn rundt i de støvede gader. For få måneder siden kunne familien tjene næsten det dobbelte om dagen. Den ældste søn, Alaa Sikh El-Hussein på 16 år, manøvrerede også en trækvogn, men da familien kom bagud med huslejen, måtte de sælge den for ikke at blive sat på gaden. Vognen var det eneste, familien havde af værdi, men pengene fra Alaas solgte vogn dækkede blot to ugers husleje.

Nu hvor Alaa ikke længere kan hjælpe sin far som frugtsælger, er familien kommet endnu længere bagud med huslejen. De skylder nu den tyrkiske udlejer to måneders husleje og lever på hans nåde for ikke at ende på gaden. For selv når Hussein trækker vognen ind til bazaren, hvor han står ti timer om dagen hele ugen, tjener han ikke nok til at dække huslejen på 1.350 kroner om måneden.

»Det er ofte kortsigtede og usunde overlevelsesstrategier, som de her forældre føler sig nødsagede til at træffe,« fortæller Azhar Alazzawi, der er leder af hovedkvarteret for FN’s fødevareprogram i den nærliggende by Gaziantep.

Selvom det virker indlysende, at det er uhensigtsmæssigt at sælge den vogn, der står for halvdelen af familiens indtjening, er det ikke usædvanligt, at de pressede flygtninge tager den slags kortsigtede valg. I en ideél verden havde Alaa nemlig i første omgang siddet på skolebænken i stedet for at sælge vandmeloner fra en trækvogn.

 

Det er ofte kortsigtede og usunde overlevelsesstrategier, som de her forældre føler sig nødsagede til at træffe

»Der er en tendens til, at børnene tjener til føden. De kommer ikke i skole, men samler skrald, udfører hårdt manuelt arbejde eller står i solen hver dag og leder efter jobs. De afskæres fra uddannelse, men familierne ser ikke andre muligheder,« tilføjer Azhar Alazzawi.

Familien El-Hussein er ellers heldige og får hver måned 140 kroner pr. person af FN’s fødevareprogram på et såkaldt e-Food Card. Men pengene kan kun bruges til at købe madvarer, og familien må selv dække udgifter til alt andet som husleje, sæbe, bleer og andre fornødenheder. I øjeblikket får 156.000 af de flygtninge, der lever i tyrkiske lejre de delvist EU-finansierede e-Food Cards fra FN’s fødevareprogram, mens blot 80.000 af flygtningene uden for lejrene får støtten. Ifølge Azhar Alazzavi fra FN’s fødevareprogram er den største udfordring at finde frem til de mange flygtninge, der er spredt ud i lokalsamfundene, så de kan blive registreret. Til daglig går FN-medarbejderne derfor fra dør til dør for at danne sig et overblik over flygtningene i området, men hvis familierne ikke er hjemme, risikerer de ikke at kunne få de livsnødvendige e-Cards.

Lysegrå containere er et tyrkisk prestigeprojekt

Tæt på Sanliurfas gamle bydel ligger flygtningelejren i Harran. En containerlejr i samme stil som den tyrkiske Kilis-lejr, der efter en artikel i New York Times for to år siden blev offentligt kendt som “verdens bedste flygtningelejr”. Her er ordnede rækker af lysegrå skurvogne, et hospital, en moské, fodboldbaner og supermarkeder, hvor de 14.000 beboere kan bruge deres udleverede e-Food Cards til at købe madvarer. Vi er pludselig meget langt væk fra familien El-Husseins iltfattige lejlighed i Sanliurfas slumkvarter. Foran et stort, mahognifarvet skrivebord sidder lejrleder Ibrahim Kizil med foldede hænder. Han er udsendt af det tyrkiske katastrofeministerium, AFAD, der har ansvaret for at drive landets 26 flygtningelejre. Bag ham hænger et portræt af det moderne Tyrkiets stamfader, Mustafa Kemal Atatürk, med teksten: »Den, der gør sit arbejde godt, er ham, der elsker sit land mest«.

 

Harran-flygtningelejr: containerlejren er et tyrkisk prestigeprojekt. Foto: Tine Toft Jørgensen
Harran-flygtningelejr: containerlejren er et tyrkisk prestigeprojekt. Foto: Tine Toft Jørgensen

 

Kizil taler i korte, afmålte sætninger. Det er kun tredje gang, udenlandske journalister besøger lejren i dens fireårige levetid, og måske skræmmer sporene fra den anden Golfkrig, hvor Tyrkiet fik international kritik for sin håndtering af flygtninge fra Irak:

»Ingen lytter til medierne, når de skriver positive ting, kun når de skriver om det negative. Men jeg ved, at vi gør et godt stykke arbejde. Vores land vil have, at vi tager os så godt, af de her mennesker som muligt,« siger Kizil om den kritik, de tyrkiske myndigheder har fået af europæiske landes ledere for håndteringen af de mange flygtninge.

I 2011 åbnede den tyrkiske regering dørene til landet for tusindvis af syriske flygtninge, men dengang var borgerkrigen i Syrien stadig spæd. Ifølge det tyrkiske medie Hürriyet Daily News udtalte daværende premierminister Ahmet Davutoğlu tilbage i 2012, at »hvis antallet af flygtninge overstiger 100.000, er vi ikke i stand til at huse dem.« I dag befinder der sig tre millioner flygtninge i landet. De fleste flygtninge lever i det sydøstlige Tyrkiet, og alene i Sanliurfa-regionen er der i dag en halv million flygtninge. Konsekvensen er, at lejrene ikke har mere kapacitet, og omkring 90 procent af flygtningene må klare sig med begrænset hjælp som familien El-Hussein i den gamle bydel.

Obama skal være præsident i Syrien

Faisal El Yunus er blandt de heldige, som har fået plads i en lejr. Familiens fire medlemmer sover i samme rum, der med omkring 9 kvadratmeter er lidt mindre end et almindeligt dansk kollegieværelse, men Faisal er glad for forholdene, som efter sigende er bedre end andre steder.

»Jeg er glad for, at vi bor her. Fra hvad vi har hørt, er det her den bedste lejr i Sanliurfa, for de andre bor i telte. Vi er glade for skolen og hospitalerne, men markedspriserne er høje, og vi kan ikke betale alt det, vi har brug for,« fortæller Faisal. Når han fortæller om livet i lejren, bruger han sine brede hænder til at pege op i loftet og rundt i rummet, hvor et lille kassefjernsyn viser billeder af bombede, rygende bygninger fra et krigsramt Syrien. Familien slukker hurtigt fjernsynet da samtalen går i gang.

 

Der er to grunde til at vende hjem til Syrien. Én er at se Assad død. En anden er at besøge hans gravsted. Jeg har måtte forlade min hjemby, mit arbejde mit liv og mine forældre. Det er Assads skyld

Faisal taler med en dyb stemme, og når han er uenig i noget, slår han små smæld med tungen. I hjørnet af den lille container sidder hans 11-årige søn Muhammed, som familien kalder Obama. Drengen lignede den amerikanske præsident, da han blev født, men Faisal ser ingen fremtid for ham i Vesten, selvom familiens ældste søn på 22 år nu bor i Hamborg, hvor han studerer. Så hvis 11-årige Obama engang bliver præsident, skal det være i et nyt Syrien uden Bashar al-Assads regime.

»Der er to grunde til at vende hjem til Syrien. Én er at se Assad død. En anden er at besøge hans gravsted. Jeg har måtte forlade min hjemby, mit arbejde mit liv og mine forældre. Det er Assads skyld,« siger Faisal.

Men udsigterne til at vende tilbage til Syrien og hjembyen Deir ez-Zor sydøst for Raqqa er ikke lyse, så Faisal er ved at indstille sig på, at familien skal integrere sig i Tyrkiet, og Obama og familiens datter, Duha, på 19 år taler allerede flydende tyrkisk.

På flugt fra Islamisk stat: »Jeg takkede Gud for, at han gjorde alle blinde den nat «

I højdedragene omkring Sanliurfa lever nogle af de familier, der ikke har fundet ind til byen eller flygtningelejren i ly af bjergsiden. Fra fordybningerne i bjergsiden runger brægen fra en gruppe geder og to køer med fremtrædende ribben, der leder efter sporadiske planterester i den golde stenjord. Dyrene tilhører sammen med 700 oliventræer grundens tyrkiske ejer, men det er en syrisk familie, der ser efter dem nu. I stedet for at betale husleje står familien Elhemed hver dag op ved daggry for at malke dyrene og sende mælken til den tyrkiske ejers mejeri, hvorefter de vander og plejer olivenplantagen. Til gengæld får familien lov til at bo på  grunden uden at betale husleje. Klippehulerne ligger i en halvcirkel rundt om Sanliurfa, og selvom familien Elhemed bor uden for bjerget, bliver de mange klippehuler om byen ikke kun brugt som stald. I andre dele af bjergsiden har flere syrere nemlig set sig nødsaget til at flytte ind i hulerne for at få husly. De lokale NGO’er viser os billeder af de golde bjerghuler, hvor de har fundet familier boende. Et af de største problemer i Tyrkiet er at finde og registrere de mange flygtninge, så de kan få hjælp.

Bygningsarbejderen Firas Elhemed flygtede først alene til Tyrkiet, men da der begyndte at gå rygter om, at Islamisk Stat uddelte narkotika og våben til helt unge drenge, besluttede hans kone, Fatma, sig for at følge efter med deres fire børn. Første gang blev familien stoppet nær den tyrkiske grænse af Islamisk Stat, der sendte dem tilbage. Herefter tog de til Raqqa, hvor de planlagde en ny flugt, og i andet forsøg lykkedes det at komme til Tyrkiet i ladet på en pickup truck, der krydsede grænsen i ly af mørket.

 

Det, man ofte ser med flygtninge fra Syrien, er, at de flygter flere gange. Først fra nabolag til nabolag og siden internt i landet. De bliver så tæt på deres hjem som muligt, og hvis ikke det er muligt, tager de til Libanon, Jordan eller Tyrkiet

»Jeg takkede Gud for, at han gjorde alle blinde den nat,« fortæller Fatma.

Ifølge Martin Lemberg, der er assisterende professor på Global Refugee Studies ved Aalborg Universitet, er det almindeligt, at flygtninge rykker sig flere gange for at komme i sikkerhed.

»Det, man ofte ser med flygtninge fra Syrien, er, at de flygter flere gange. Først fra nabolag til nabolag og siden internt i landet. De bliver så tæt på deres hjem som muligt, og hvis ikke det er muligt, tager de til Libanon, Jordan eller Tyrkiet.«

Dette er kendetegnende for de syriske familier, vi møder i den sydtyrkiske provins. De fortæller, at de er flygtet af frygt for deres børns liv og fremtid, og når de ender i Sanliurfa, er det ganske tilfældigt det første sted, hvor de ikke er i livsfare. De har aldrig hørt om EU’s aftaler med Tyrkiet om penge eller genhusning, og de har hverken penge eller kræfter til at rykke rødderne op igen.

Men det er ifølge Martin Lemberg ikke holdbart, hvis flygtningene bliver ophobet i de tyrkiske nærområder, når ikke der er udsigt til en løsning på konflikten i Syrien i de nærmeste år.

»Problemet er, at man med de her kortsigtede aftaler om ophobning og inddæmning ikke har det længere perspektiv med. Hvad sker der, hvis antallet af flygtninge stiger til fem millioner i Tyrkiet? Det er fuldstændig urealistisk, at man kan efterlade Tyrkiet med al ansvaret,«  forklarer Lemberg-Pedersen og advarer mod, at EU’s nuværende aftale med Tyrkiet ikke afhjælper de fundamentale årsager bag, at syrerne flygter og er med til at fange flygtninge som familien Elhemed i tyrkiske nærområder.

»Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan han har det om to år«

I dag har familien Elhemed boet i Tyrkiet i 14 måneder. Faderen Firas har endda bygget et lille, firkantet cementhus til familien, der består af hans kone Fatma og deres fire børn; Luay på 14, Kevser på 13, Kusay på 10 og Ubay på 6 år. For blot en måned siden ankom Fatmas søster med sin mand og deres to små piger på 2 og 4 år, og det lille nybyggede hus er derfor blevet endnu mere trangt. Om natten sover familien på tynde futoner spredt ud over gulvet.

»Da jeg byggede huset, sagde naboerne til mig: Du slår dig selv ihjel! Men jeg sagde blot, at med Guds hjælp ville jeg gøre huset til min familie færdig,« fortæller Firas med henvisning til de tunge cementsække, som han selv har slæbt. Han klapper sig stolt på de smalle skuldre. På trods af sin spinkle kropsbygning har han selv slæbt byggematerialerne, som han har fået af den tyrkiske ejer af grunden, op ad den stejle klippeskråning. Firas er stædig.

Familien mistede alt ved flugten, og Firas har sat sig for at bygge et nyt liv op med de få midler, familien har. Ved siden af huset dyrker han i små klynger salat, rødløg, mynte, agurker og ærter på størrelse med femkroner og indkørslen til huset af rå cementblokke er flankeret af gyldne solsikker. Mens Firas byggede huset, boede familien i et lille, hullet skur lige ved siden. I dag er skuret familiens toilet, men der står også et lille komfur, hvor Fatma brygger kulsort, syrisk kaffe, der smager af sukker og kardemomme. Selv hvis familien fik mulighed for at flytte ind i en lejr, ville de tøve, for de ønsker ikke at miste deres uafhængighed.

 

Firaz Elhemed er en stædig mand. Da de ankom til Sanliurfa besluttede han sig for, at han ville bygge alt det, familien mistede i Syrien. Han lever på en tyrkisk mands grund, hvor han passer ejerens oliventræer og dyr. Han sår løg, mynte, tomater og solsi
Firaz Elhemed er en stædig mand. Da de ankom til Sanliurfa besluttede han sig for, at han ville bygge alt det, familien mistede i Syrien. Han lever på en tyrkisk mands grund, hvor han passer ejerens oliventræer og dyr. Han sår løg, mynte, tomater og solsi

Fra et tilstødende rum i den lille cementblok af et hus lyder der et jubelråb. Den seksårige dreng Ubay er begyndt at danse til lyden af musik fra en hvid smartphone. Familiens telefon er en påmindelse om, at familien ikke altid har levet i et interimistisk hus med skæve døre, bliktag og huller i væggene. Ubay råber højt, og det næste øjeblik danser han med vaklende skridt rundt mellem sine familiemedlemmer. Deres lille dreng er forældrenes store bekymring, for han har Downs syndrom og kan ikke længere komme i skole, som han kunne i Syrien.

»Hjemme i Syrien blev han hentet hver dag af en bus, der tog ham med til en specialskole, men det kan han ikke her. Når hans søskende skal i skole, gør han sig klar og henter blyanter og papir, men han kan ikke tage af sted. Det er så hårdt for ham,« fortæller Fatma, der mener, at Ubays sygdom er blevet værre, siden de har forladt deres hjemstavn.

»Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan han har det om to år«.

Hun har eller gjort hvad hun kunne, for at finde hjælp til Ubays særlige behov. Hun har prøvet at gå til både de tyrkiske myndigheder og lokale, tyrkiske organisationer, men hun får modstridende informationer.

»Den ene dag siger de, at de ikke kan hjælpe andre end forældreløse. Den anden dag siger de, at de ikke hjælper børn med den slags handicap. Derfor stoler jeg ikke rigtig på dem mere,« siger Fatma frustreret. Tilbage i Syrien arbejdede hun som skrædder, men nu kan der ikke blive tale om at købe en symaskine. Børnenes fremtid er det eneste, der betyder noget.

Alligevel understreger Fatma dog flere gange, at familien er dybt taknemmelige for at være i Tyrkiet og for lokalbefolkningens gæstfrihed.

»Vores liv er meget anderledes her. Lige nu handler det mest om at overleve, men Tyrkiet er det bedste sted for os,« insisterer hun.

De mange flygtninge slider på tyrkernes gæstfrihed

De fleste syrere, vi møder i Sanliurfa, fortæller velvilligt om tyrkernes store venlighed, men ifølge en lokal NGO-medarbejder med daglig kontakt til flygtninge florerer der også anderledes negative historier om hadefulde tilråb og overfald mod syrere. Han tror ikke, flygtningene tør beklage sig af frygt for at miste den smule, de har. En del af diskriminationen handler om, at de fattige syrere er villige til at påtage sig arbejde til meget lave lønninger, hvilket presser den lokale landbefolkning. Før i tiden plejede de tyrkiske landarbejdere at arbejde i Sanliurfas peberfrugtplantager til 115 kroner om dagen, i dag er dagslønnen helt nede omkring 15-25 kroner, og samtidigt presser flygtningene huslejepriserne i vejret. Og det er ikke kun i byer med mange flygtninge som Sanliurfa, at modviljen mod flygtningene vokser. En spørgeskemaundersøgelse fra i år udført af Kadir Has Universitet i Istanbul konkluderer, at 60 procent af tyrkerne enten er utilfredse eller meget utilfredse med syrernes tilstedeværelse i Tyrkiet, og 30 procent vil lukke grænserne helt og sende de 2,75 millioner syrere tilbage.

Flygtningene har i teorien ret til sundhedshjælp og uddannelse, men der er flere huller i det sociale sikkerhedsnet, hvilket særligt rammer de mest sårbare. Over halvdelen af de 2,75 millioner syrere i Tyrkiet er børn, og selvom det er den tyrkiske regerings mål at give alle mulighed for skolegang, går kun 30 procent af dem i skole på nuværende tidspunkt. Dogus Simsek er post.doc. Ved Koc universitets Center for Migrationsforskning og har forsket i tyrkernes modtagelse af de mange flygtninge.

»På papiret har de rettigheder, men i praksis er det mere kompliceret. 400.000 børn og unge får ikke en uddannelse, og de er nødt til at arbejde for at tage sig af deres familie. Jeg har også været på flere hospitaler, hvor jeg har observeret, at både læger og sygeplejersker behandler syrere dårligt,« fortæller Dogus Simsek.

Tyrkiet er kun forpligtet over for europæiske flygtninge

Da de syriske flygtninge begyndte at strømme over grænsen til Tyrkiet i begyndelsen af borgerkrigen, fik de betegnelsen “gæster”; et udtryk, der dog ikke har nogen juridisk betydning og som ikke giver nogen beskyttelse. Tyrkiet har nemlig en række geografiske begrænsninger til Genèvekonventionen, der betyder, at Tyrkiet kun er forpligtet til at give personer på flugt fra europæiske lande flygtningestatus. I 2014 fik alle syrere i landet tildelt midlertidig beskyttelse, men de har stadigvæk ikke fuld flygtningestatus i forhold til FN’s flygtningekonvention, og de kan ikke juridisk søge om tyrkisk statsborgerskab. Få uger før det fejlslagne militærkup mod præsident Recep Tayyip Erdoğan i midten af juli præsenterede han dog alligevel muligheden for at give 300.000 flygtninge statsborgerskab. Men forslaget blev mødt af massiv modstand fra den tyrkiske befolknings side, og i kupforsøgets kølvand er der ikke blevet gjort mere ud af udmeldingerne fra en regerings side, der i øjeblikket har større fokus på interne magtkampe end flygtninge, der befinder sig næsten tusind kilometer væk fra Ankara.

Martin Lemberg-Pedersen frygter derfor, at manglende rettigheder og fremtidsudsigter for de 3 millioner flygtninge i landet kan resultere i en statsløs underklasse, som man har set det med palæstinensiske flygtninge, der har levet i flygtningelejre i Libanon siden den arabisk-israelske krig i 1948.Omkring halvdelen af de tilbageværende syriske flygtninge er analfabeter, og imens de veluddannede er taget til Europa, står de tilbageværende syrere med meget få fremtidsmuligheder i Tyrkiet. Som beskrevet er halvdelen af de 2,75 millioner syrere i Tyrkiet børn, og selvom det er den tyrkiske regerings mål at give alle mulighed for skolegang, går langt under halvdelen i skole på nuværende tidspunkt. AFAD’s leder, Fuat Oktay bad til en konference i Washington den 30. maj de internationale organisationer om hjælp til at udbrede skolegang med følgende udtalelse:  »Hvert syrisk barn, som vi ikke får i skole er en risiko for Tyrkiet og resten af verden.«

Tilbage i Harran-flygtningelejren, hvor det tyrkiske flag smælder højt over de små containere, har familien El Yunus affundet sig med, at de skal blive i Tyrkiet de næste mange år, men alligevel spirer et spinkelt håb om at komme tilbage til Syrien.

»Hellere sove i et telt og spise løg og brød i mit hjemland, end leve med alle fornødenheder her,« sukker Faisal El Yunus og slår armene ud, så de næsten omfavner hele det lille containerrum.


 

Note: Samtalerne i reportagen er foretaget i juni måned, før det fejlslagne militærkup mod den tyrkiske præsident. Siden er usikkerheden omkring de tre millioner flygtninge i landet forværret, efter stabiliteten i landet for alvor har vist sig at være vaklende.