Print artikel

»Jeg er optimist på lang sigt«

Interview
14.02.13
Få dage før Obamas første valgsejr i 2008 talte vi med retsfilosoffen og den intellektuelle kæmpe Ronald Dworkin. Han beskriver et håbløst splittet USA, men forklarer også hvorfor man ikke skal fortvivle på landets vegne.

Ronald Dworkin er på flere måder en særdeles interessant tænker. Det gælder både inden for retsfilosofien, der er hans primære område, men bestemt også inden for den politiske filosofi, hvor han har markeret sig med en opsigtsvækkende kritik af John Rawls’ meget dominerende teori om retfærdighed. Rawls’ bog fra 1972 A Theory of Justice bliver af mange anset som værende bogen og teorien, der så at sige genoplivede den politiske filosofi som genre. En af de få (en anden var det andet filosofiske fyrtårn fra Harvards filosofiafdeling Robert Nozick), der har været i stand til at levere en virkelig bidende kritik af Rawls og hans teori var netop Dworkin. Han er generelt sympatisk indstillet over for Rawls’ teori men mener, at den uundgåeligt vil føre til uretfærdigheder, da Rawls ifølge Dworkin forsømmer at tage hensyn til, at nogle mennesker er mere ambitiøse end andre og derfor vil opnå mere i livet på trods af et lige udgangspunkt.

Netop dette fokus på personligt ansvar, er den ene grundpille i Dworkins bog Is Democracy Possible Here?, der danner baggrund for dette interview. Bogens - og Dworkins - ambition er her at forsøge at konstruere et nyt fundament for den politiske debat i USA. En debat, som Dworkin kritiserer så indædt, at han sammenligner dens intellektuelle niveau med noget, der kunne svare til klassens time i folkeskolen. Udgangspunktet for debattens sørgelige tilstand er ifølge Dworkin den afgrundsdybe splittelse, der deler USA i en blå og en rød kultur. En demokratisk og en republikansk. Vi bliver derfor nødt til at lære at argumentere for vores overbevisninger igen, og hvis det skal kunne lade sig gøre, må vi have et fælles udgangspunkt at argumentere udfra. Dette fælles udgangspunkt kunne være to fundamentale principper, som Dworkin mener, vi alle kan blive enige om.

Det første princip fastslår, at alle individer har en medfødt værdi i sig selv. Det andet princip siger, at alle mennesker har et ansvar for, hvordan deres liv kommer til at forme sig. Således er der tale om to meget grundlæggende principper, og det er lige nøjagtigt pointen, fordi splittelsen i USA er så massiv, at debatten til tider fremstår som to hidsige råbekor, der hverken har respekt for hinanden eller hinandens synspunkter. Vi bliver derfor nødt til at identificere mere bæredygtige etiske principper omkring værdighed og personligt ansvar, som vi alle deler på tværs af kulturer og især religion. Derfra kan vi så undersøge, hvilke af vores politiske principper, som vi ikke deler med den anden side, der er bedst forankret i de mere fundamentale etiske overbevisninger.

Med dettes års valgkamp for øje, og udsigten til valget af en præsident, der gør meget ud af at fremstå som en forenende figur, har ATLAS spurgt Ronald Dworkin til den aktuelle situation, og hans tanker og forhåbninger i den forbindelse. Og måske mest interessant, hvorfor han på trods af alt er optimist.

– Din bog Is Democracy Possible Here? er på mange måder en bøn for en ny politisk kultur i USA. Hvad er dine tanker og måske håb i den henseende, hvis Barack Obama bliver valgt til præsident? Står Obama for en ny politisk kultur?

»Hvis ikke for nogen anden grund, vil valget af en sort præsident markere starten på en ny periode i raceforhold i USA. Fordomme vil ikke forsvinde, men stereotyper og frygt vil med stor sandsynlighed erodere med en højere hastighed. Men jeg mener også, at der er andre grunde. Obama som præsident kan meget vel gradvist installere en ny smag for nogle andre kvaliteter hos deres ledere, i den amerikanske offentlighed. En smag for intelligens, veltalenhed og en tilbagetrækning fra slogans, der skaber fjendskab og splittelse frem for enhed. Sådanne kvaliteter forsvandt i årene med Bush, og Obamas succes vil måske bringe dem på mode igen. Så kan vi endelig begynde at eftersøge en udenrigspolitik, der på samme tid er både intelligent og populær.«

– Udgangspunktet for din bog er, hvad du kalder en ”myte” om et meget splittet land. En land der, set fra Europa, nogle gange virker til at være adskillige lande med forskellige kulturer. Hvor ægte tror du denne myte om en rød og en blå kultur er?

»Den politiske splittelse er bestemt ægte. Og jeg forventer, det vil blive bekræftet af valgresultaterne og exit polls, der vil blive studeret endeløst. Det som jeg anser for at være mytisk, er idéen om, at den politiske splittelse følger en dyb kulturel og ideologisk splittelse. Jeg kan ikke se nogen grund til, at kristne fundamentalister skulle anse sig selv for at være ideologisk forenede med de superrige virksomhedsledere. Hvordan skulle deres religion danne grundlag for skattelettelser til disse ledere?

Myten om en ideologisk sammenhæng var i store træk konstrueret af ekstremt dygtige politiske bagmænd som eksempelvis Karl Rove. Den økonomiske katastrofe har vist mange folk, som kulturelt set er konservative, at deres ideologiske alliance med Wall street var opfundet.«

 

Jeg er for gammel til at være pessimist. USA har haft enten sund fornuft eller stort held til at finde dygtige ledere

 

– Med udviklingen af de to principper i din bog tilvejebringer du et nyt filosofisk fundament for den politiske debat. Set i lyset af den nuværende valgkamp, hvordan ser du muligheden for at sådanne principper kan vinde indpas i den mindre filosofiske afdeling af den politiske debat?

»Jeg ser ikke de store muligheder for, at værdighedsprincipperne, som jeg beskriver, vil spille nogen eksplicit rolle i den populære politiske retorik. Men McCains angreb om, at hvilken som helst omfordeling af rigdom nødvendigvis er socialistisk og u-amerikansk vil blive afvist, og vil måske gøre flere amerikanere mere opmærksomme på en mere lødig argumentation for redistributive skattepolitikker. Egalitaristiske idealer vil måske få et comeback hjulpet af den frygt, som en kommende dyb økonomisk recession, sandsynligvis vil generere.«

– Du kritiserer den politiske debats tilstand i USA meget hårdt og nådesløst. Du kalder den fordummende og bekymrer dig endda for, at denne debatkultur truer landets status som et regulært demokrati. Alligevel lader det til, at du bag den dystre diagnose er optimist. Er det rigtigt? Er det hvad du kalder ”pervers optimisme”?

»Ja, jeg er en optimist på lang sigt. Jeg er for gammel til at være pessimist. Jeg mener at USA har haft enten sund fornuft eller stort held til at finde meget dygtige ledere, når alvorlige krisetider har krævet det. Da tingene så aller værst ud, fandt vi Lincoln, derefter Roosevelt. Og nu Obama, som jeg tror hører til i deres klasse. I hvert fald ser det ud til, at han har potentialet til at udfylde en sådan rolle.«

– Tror du, at det er den samme type håb, Barack Obama taler om?

»Ja, jeg tror at hans håb for en stor del er baseret på introspektion. Hans første bog, Dreams from my Father, er et studie i nuanceret og åbenøjet optimisme.«