Print artikel

Det er hvad der er lovligt, der er problemet

It's all about the benjamins.
Analyse
06.11.12
Amerikansk politik er ikke bare en kamp på idéer. Det er i høj grad også en kamp om, hvem der kan indsamle flest penge. Bag scenen bliver idealer købt og solgt i en uigennemsigtig proces, der involverer både Beyoncé og amerikansk politiks Darth Vader.

 

For et par måneder siden fik jeg en email fra Beyoncé. Som hun også selv gjorde opmærksom på, var det lidt usædvanligt. Hende og Jay skulle mødes med Barack og hun ville lige høre, om jeg også kunne komme. Det var dog noget med nogle penge hun ville have af mig, så jeg valgte lige så stille at ignorere hende.

I de syv uger der er gået siden, har jeg modtaget i alt 106 e-mails, der på den ene eller anden måde opfordrede mig til at donere til Barack Obamas kampagne. 106! Selv ikke de mest ivrige sælgere af magiske piller og penisforlængere har kunnet følge med i det tempo. Nogle fra Barack selv, men også mange fra Michelle, Joe Biden, David Axelrod og en lang række kampagnefolk og større og mindre berømtheder. Typisk er emnet en konkurrence, en inspirerende video eller historie, et tilbud om en gratis køleskabsmagnet eller klistermærke, men altid sluttes der med en opfordring om at donere endnu flere penge.

Penge og præsidentvalg

Det er ikke billigt at drive landsdækkende valgkamp, og selv om mange arbejder frivilligt er det begrænset, hvad man kan overlade af ansvar til den idealistiske ungdom, pensionister der keder sig, og hvem der ellers melder sig under fanerne.

Som tidligere omtalt har Højesteret sørget for, at virksomheder praktisk talt kan give ubegrænsede summer til kandidater og kampagner. Meget tyder da også på at valgåret 2012 vil slå alle rekorder i omsætning. En lang række organisationer arbejder parallelt med de egentlige kampagner, og her har Republikanerne en fordel. Amerikansk politiks svar på Darth Vader, Karl Rove, har alene med sin Crossroads GPS indsamlet over 200 millioner dollars indtil nu. Organisationer som denne kan uden meget besvær holde deres donorer hemmelige og får ofte store skattefritagelser, da de kan registrere sig som en art non-profit græsrodsbevægelser. Man opfordrer ikke direkte vælgere til at stemme på en given kandidat, men laver i stedet reklamer der bruger 30 sekunder på at fortælle, hvordan Obama for eksempel har smadret økonomien. Så kan de fleste nok godt regne ud, hvem man så skal stemme på i stedet. De må ikke koordinere deres indsats med selve kampagnerne, men ofte er det et indspist netværk af gamle kolleger og venner, der leder organisationerne, så mon ikke de finder ud af det alligevel.

Eksempelvis leder Barack Obamas tidligere chief of staff, Rahm Emanuel en tilsvarende organisation for demokraterne. Heldigvis for Obama er hans egen kampagne så velorganiseret, at det i høj grad opvejer forskellen. Det er dog alt sammen meget vanskeligt at måle og forholde sig til, for meget foregår i hemmelighed, eller afsløres først langt efter valget. Det åbenlyse spørgsmål er selvfølgelig om pengene har indflydelse på det endelige resultat?

Når det endelig valgresultatet foreligger, vil der være ikke én men mange årsager til, at det gik som det gik. Der vil være mange faktorer, der rent statistisk alle kan forklare en lille del af resultatet. En mere intuitiv analyse kan dog ikke ignorere, at hvis det på trods af Obamas forspring i meningsmålingerne, lykkedes for Mitt Romney at vinde en smal sejr, vil det være svært ikke at tilskrive pengenes magt en vis betydning. Al Gore lærte alle politikere i 2000, at der på ingen måde var plads til tilfældigheder. Havde hans kampagne forberedt sig bedre på situationen i Florida, kunne man givetvis have forhindret, at Bush Jr. og Højesteret stjal valget fra ham.

Penge køber opmærksomhed og måske også holdninger, men der er rigtig mange andre faktorer, som venner, familie, kolleger, indkomst, køn, race, debatterne og nyhedsdækningen, der har langt større indflydelse på hvem den enkelte stemmer på. Det handler mest om ikke at komme for langt bagefter modstanderen, og så vinde slaget, der hvor det virkelig tæller. Bob Dole havde flere penge til rådighed end Bill Clinton i 1996, men det gjorde ikke ligefrem den store forskel. Samtidig skal man huske på, at mange af de penge der bruges, er målrettet folk der allerede støtter kandidaten, da man også skal sikre sig, at de rent faktisk får stemt. Det kan være reklamer der nok engang dæmoniserer modparten og bestyrker tilhængere i troen, eller breve der instruerer præcis, hvor den enkelte skal stemme og hvordan det foregår.

Med andre ord kunne penge måske blive den ene afgørende faktor ved præsidentvalg, men mest hvis den ene kandidats kampagne eller støtteorganisationer slet ikke kunne følge med. Ofte vil det også være sådan, at mange store donorer og virksomheder giver til begge sider, bare for at være på den sikre side. Samlet set et langt fra kønt system, men de største problemer ligger andetsteds. Det er symptombehandling for et svagt demokratisk system, men ikke nødvendigvis korrumperende for processen som helhed.

 

Samlet set et langt fra kønt system, men de største problemer ligger andetsteds

Den korrupte kongres

Præsidentkandidater har sjældent de store problemer med at finde penge og rige venner. Til gengæld er den enkelte kandidat til Kongressen langt mere afhængig af sine evner som indsamler, og derfor nødvendigvis også i langt større fare for at lade sig påvirke. Bliver du først valgt ind, begynder kampen om opmærksomhed og penge for alvor.

Det enkelte medlem af Kongressen har således hver uge et mål for hvor mange penge, der skal skrabes sammen fra velvillige donorer. Hvert parti har enorme call centers, hvor politikerne forsynes med lister over potentielle bidragsydere og en telefon. Den enkelte politiker i Washington bruger således 30-70% af sin tid, på at samle penge ind til næste valgkamp. Internt i partierne måles politikere på deres evne til at indsamle penge. Vil du stige i graderne og blive medlem af de rigtige komiteer, er der ingen vej udenom. Politikken dikteres alligevel ofte fra partitoppen, så evnen til at hive penge op af folks lommer er et fint parameter for succes. Der er selvfølgelig også andre måder en politiker kan gøre sig bemærket på, men ofte vil opmærksomhed og medieomtale medføre donationer, og så er det jo den med hønen og ægget.

I hvert fald kan det konstateres, at ved omkring 98% af valgene vil det være kandidaten med flest penge i ryggen, der vinder, så det er ikke for sjov, at der bruges så meget energi på at samle penge sammen.

For at gøre processen lidt mere effektiv, kan lobbyister organisere en fundraiser for en politiker. Det handler for lobbyisten om at skaffe sig adgang til politikerne, og at kunne skaffe penge til dem er en god start. Politikeren tager sig herefter selvfølgelig tid til at holde møder med repræsentanter fra den industri lobbyisten er ansat af. Det handler sjældent om, at A stemmer på B fordi C gav A penge, men om tid og adgang til politikerne og deres medarbejderes ører.

Et af de store problemer med dette system er, at politikere og deres medhjælpere efter at have tjent folket, særdeles ofte ender som lobbyister selv. Her er lønnen betydeligt højere, og derfor kan det politiske arbejde blive reduceret til et trin på karrierestigen. Loyaliteten kan komme til at ligge hos industrierne, der har råd til at hyre lobbyister, og ikke de borgere der stemmer til valgene. Den berygtede og bedrageridømte, men nu omvendte, super-lobbyist Jack Abramoff, har selv anvist dette som det måske alvorligste problem. Han var i lang tid den i særhed mest magtfulde lobbyist. Han har beskrevet, hvordan et af de bedste tricks var at lokke med lukrative jobtilbud. Den politiske virkelighed er usikker og omskiftelig, men industrien vil altid have penge til overflod.

Et andet aspekt er, hvordan pengene påvirker hvilken information, den enkelte politiker har til rådighed, før beslutninger skal træffes. De problemstillinger og den lovgivning den almindelige politiker bliver forventet at forholde sig til, er i dag uendelig meget mere komplekse end nogensinde før. Ofte er det meget få personer der har læst en hel lov igennem før den træder i kraft, og lobbyisterne er også en slags rådgivere for politikerne. Den information de tilbyder er måske ikke forkert, men der er ingen mekanismer til at sikre at politikeren får begge sider af sagen. Når det skal afgøres om fildeling på nettet er samfundsskadeligt tyveri, eller den frie viden og informations endelige sejr, er der blevet brugt omkring 100 gange så mange penge på at overbevise politikere om, at det første er tilfældet. Musik- og filmindustrien har fået udarbejdet rapporter og statistikker, og har holdt tusindevis af møder med politikere og deres medarbejdere, for at klage deres nød. Om de har en sag skal her forblive usagt, men skævheden i den information politikerne har brugt som baggrund til at forme politikken er åbenlys.

Danmarks i øjeblikket mest kendte bodega-bestyrer kan tale med om en helt tredje metode, der også er ganske effektiv. På samme måde som det gør sig gældende ved præsidentvalg er der mange sikre distrikter, hvor det ene parti sidder så tungt på stemmerne, at der reelt sjældent er kampvalg. De vil dog ikke altid kunne sove trygt, for den enkelte kandidat kan udfordres af en fra samme parti, og det er ofte sådan at magtfulde interessegrupper lægger pres på kandidater. De færreste lokale kandidater kan overleve en udfordrer med millioner af udefrakommende dollars i ryggen. Det bedste eksempel på dette er Grover Norquist, og hans gruppe Americans for Tax Reform. Det er lykkedes dem, at få næsten alle Republikanere i Kongressen til at underskrive et løfte om, at de aldrig vil hæve skatter for private og virksomheder. Det betyder rent praktisk at vover en kandidat sig til at bryde løftet eller nægter at underskrive, vil vedkommende til næste valg kunne regne med at skulle udfordres af en usædvanligt velhavende modkandidat. Alle ved det, og de fleste retter ind uden at råbe op.

Mitt Romney har i vanlig stil først nægtet at underskrive i 2002, hvorefter han i 2007 pludselig alligvel fandt det fornuftigt, da han prøvede at blive præsident første gang.

Dette er kun et par måder politikerne kan lade sig påvirke på, men det er illustrativt for de metoder der anvendes. Her er ingen attachémapper der udveksles i mørke parkeringskældre eller politikere der pludselig begynder at købe lidt for dyre pelse, huse og smykker. Korruption i sin simple form er naturligvis ulovligt. Det er hvad der er lovligt der er problemet.

Finanskrise og måske et lille håb

Da Bill Clinton blev genvalgt som Præsident i 1996 stod Det Demokratiske parti med lidt af et imageproblem. Man var stadig nogenlunde ungdommelige og progressiv, men Republikanerne var industriens og erhvervslivets parti, og man havde mistet sit ellers sikre greb om Kongressen. Newt Gingrich havde fået en hel ny generation af Konservative til at indse, at med den rigtige taktik, var der ingen grund til at overlade en tredjedel af statsmagten – altså Kongressen – til Demokraterne uden kamp. Clinton og Demokraterne vidste de ville få brug for penge. Rigtig mange penge. Derfor begyndte man at profilere sig som pro-business og ingen var bedre til at få velhavende donorer til at føle sig velkomne i Det Hvide Hus end Bill. Parallelt lod man reglementer og reguleringer på finanssektoren blive svækkede og fjernet, og økonomien kørte også glimrende. Finanssektoren takkede pænt ved at blive den hurtigst voksende donor-gruppe i perioden.

Omkring et årti senere skulle hele verden få at føle, hvor farlig en kurs man var inde på. Som de fleste ved kollapsede den amerikanske økonomi, og det er bestemt ikke en overdrivelse at give manglen på regler og ansvarlig lovgivning en ganske stor del af skylden. Hvor meget skyld der direkte kan tilskrives Bill Clinton er stadig lidt usikkert, men det var under alle omstændigheder ham der sad i førersædet, da man på Wall Street lod som om de voksne ikke var hjemme. Den krise hele verden stadig lider under er det endegyldige bevis på, at noget er helt galt. At der så stadig ikke er gjort særlig meget for at dæmme op for finanssektorens ageren, illustrerer kun problemets omfang. Selv ikke et nærved kollaps i verdensøkonomien har været nok til at overbevise systemet om dets egne fejl.

Der mangler ikke eksempler på, at der tilsyneladende er tale om et generelt problem. Enorme tilskud gives til i forvejen helt profitable erhverv, mens man samtidig beskytter den hjemlige produktion med toldmure. Det ellers så hyldede amerikanske frie marked er uendelig langt fra at være frit for dem, der ikke køber sig adgang til politikerne. Det industrielle landbrug får lov at ødelægge miljøet, våbenindustrien sælger våben til staten som ingen har brug for og milliardærer som Mitt Romney betaler 13-14% i skat. Problemet kan sjældent påvises direkte, men indicierne er overvældende.

I mange år har man forsøgt sig med halvhjertede begrænsninger på pengenes indflydelse, men reelt set har pengestrømmen aldrig været stoppet. Barack Obama var reformkandidaten i 2008, men han havde seriøse penge fra Wall Street i ryggen, og har været skuffende på området. Obama er mere end noget andet pragmatiker og håbet er, at han i en anden embedsperiode, vil forsøge virkelig at gøre noget. At Obama i hvert fald ikke har samme talent for at pleje rigmænd som Clinton er sikkert. Tidligere på året kom det frem, at de stakkels milliardærer følte sig oversete, og blandt andet var fortørnede over, at præsidenten ikke havde taget sig tid til, at få taget billeder med dem til deres julekort.

Hvis han genvælges, vil han for første gang i sin karriere ikke være afhængig af penge fra virksomheder, organisationer eller undertegnede, og forhåbentlig kan han endelig levere noget af det change der blev lovet i 2008.