»Jeg er ingenting, hvis jeg ikke kæmper for retfærdigheden«
For en del år siden, i efteråret 2014, under belejringen af den kurdiske by Kobani i det nordlige Syrien, tæt ved Tyrkiets grænse, fik jeg kendskab til en ung kvinde, der deltog i den væbnede kamp mod Islamisk Stat.
Denne terrorbevægelse var med passiv støtte fra Tyrkiet i færd med at begå et folkemord. Denne tid mindede mig forfærdeligt om årene under de bosniske serberes belejring af Sarajevo, hvor mortérgranater regnede ned over indbyggerne dag og nat gennem de godt tre år mareridtet varede.
Imens blev der opført et politisk skuespil, hvor magtesløse, men ambitiøse politikere, der var kørt ud på et sidespor af deres regeringer, dagligt foregav, at man snart var tæt på en fredsaftale og en afslutning på de daglige drab på den forpinte civilbefolkning.
Jeg har senere talt med venner i Serbien, det land, der reelt stod bag belejringen, og for dem var det først og fremm