Print artikel

»Det føles næsten som at være ude«

I Halden Fengsel er fokus på rehabilitering frem for straf. Foto: Amalie Noer Rasmussen
Reportage
16.12.17
Halden Fengsel i Norge er blevet udråbt som verdens bedste fængsel med dets miks af resocialisering, uddannelse og arkitektonisk lækkerhed. Men er det fængslets rolle at være kærlig opdrager, eller er et element af hævn nødvendig? ATLAS har besøgt stedet og dets 260 indsatte.

Nåletræerne står spredt omkring på højen, hvor små klippefremspring bryder jordoverfladen og får det til at ligne et stykke vild natur, dybt inde i vildmarken, uberørt af mennesker. Men denne skov er lukket inde bag et trådhegn, en fem meter høj, glat betonmur, og så endnu et trådhegn. Kun hvis man kigger i en helt bestemt retning ud af vinduet, kan man undgå at se tegnene på, at dette er et fængsel. Drejer man hovedet, løfter blikket en anelse, ser man et glimt af et hegn, et overvågningskamera, en lysmast. Muren, den på én gang symbolske og helt materielt tilstedeværende grå mur, lurer altid ude bag trækronerne som en skygge, en midgårdsorm, der snor sig gennem landskabet og hegner området ind, det ved man, det sidder i baghovedet. På vej ned til værkstedskomplekset eller idrætsbygningen får man øje på et stykke af den mellem to stammer, et diskret, massivt stoneface, der siger: Du kommer ikke ud.

Vi befinder os i Norge, i Halden Fengsels afdeling C, i Navigatorafdelingen, hvor de indsatte, der er særligt motiverede for at få deres liv på ret køl igen, bor. I denne afdeling lærer man at begå sig i livet uden for murene, deraf navnet. Man lærer at navigere i det hav af faldgruber og fristelser, så mange tidligere kriminelle ofte falder i. Her er lyst og rent og med højt til loftet. Langs væggene står sofaarrangementer og lave borde, og midt i lokalet hænger et fladskærms-tv, hvor nyhederne kører. Det ligner til forveksling en dansk højskole, med opslagstavler, brætspil og træborde, alt sammen holdt i bløde farver, ikke noget skinnende stål, absolut ingen tremmer. Det virker absurd at forestille sig tremmer et sted som her. Det eneste, der afslører, at dette er noget andet, er de massive låse på dørene ind til cellerne.

Fengselsleder Are Høidal har afsat det meste af sin arbejdsdag til at vise ATLAS’ to udsendte rundt i fængslet. Han er efterhånden vant til medieopmærksomheden. På fredag kommer et produktionsselskab, der hører under BBC for at starte optagelser til en Netflix-dokumentar. Det er blevet hverdag med journalistbesøg her, men det lader alligevel ikke til, at hverken indsatte eller ansatte er trætte af, at vi snuser rundt. Alle vegne bliver vi mødt med frejdige hilsner og interesserede spørgsmål. Hvordan er fængslerne i Danmark? Hvor hårdt straffer vi? Og var der ikke noget med, at det nye danske Storstrøms Fængsel er bygget med inspiration fra stedet her, fra Halden?

Det er noget af det mest grundlæggende for et samfunds overlevelse, at det kan finde ud af at håndtere afvigende adfærd

Høidal har aftalt et møde med Thomas, en veltrænet mand med furet ansigt, der tæller dagene til næste uges onsdag, hvor hans afsoning slutter. Vi taler om Thomas’ liv efter fængslet, og det er svært ikke at blive nervøs på hans vegne. Alle de rutiner dag ud og dag ind, hen på arbejde, hjem og spise, ned og træne, spille musik eller male, hjem og spise igen, så en film i cellen, læse lidt, sove, op næste morgen til en ny, rammelagt dag, alt det forsvinder med ét, og han står på egne ben i et frit samfund. Men Thomas forsikrer, at han er klar. Han har en familie, der venter, har fundet ny bolig i en forstad til Oslo, og han har fået job som elektriker to dage om ugen. Han mener, at den måde, Halden Fengsel fungerer på, har spillet en stor rolle for, at han kommer styrket ud af sin afsoning:

»Jeg har lært utrolig meget af at være indsat her i Halden. Det er et helt minisamfund, vi har, så det føles næsten som at være ude. Jeg ved godt, at jeg er spærret inde, men det fylder ikke så meget. Her uddanner man folk. Andre fængsler i Norge er ren opbevaring.«

Fengselsleder Are Høidal fortæller, at det, Thomas nævner, kan beskrives med termen normalitetsprincippet, som ligger til grund for hele Halden Fengsel som institution. Dette princip kommer tydeligst til udtryk ved, at de indsatte bor i separate bygninger i den ene ende af fængselsområdet, mens arbejdspladserne, uddannelsesfaciliteterne, supermarkedet, lægen, kirken og idrætshallen ligger i den anden ende. Man går på arbejde, og når man er færdig, går man hjem og holder fri.

»Vi tager friheden fra folk, men alle andre rettigheder beholder man,« siger Høidal.

Normalitetsprincippet gennemsyrer hverdagen i Halden. De indsatte går på arbejde halv ni og har fri klokken 15, hvor der er middagsmad. Derefter er der en times hvile i cellerne, og så er der tid til fritidsaktiviteter. Men normalitetsprincippet rækker videre end det. Frem for at afskærme de indsatte mod det samfund, der fortsætter ufortrødent derude, holder man en tæt kontakt til omverdenen. De forskellige værksteder modtager ordrer fra kunder ude i samfundet, ordrer, som skal leveres til deadlines og i en kvalitet, der står mål med enhver anden virksomhed. For eksempel har møbelværkstedet i Halden Fengsel produceret møblerne til det nye norske fængsel, der er under opførelse et andet sted i landet. Ligesom trykkeriet modtager opgaver fra virksomheder, der skal have trykt flyers, brochurer eller bøger. Det motiverer de indsatte. Der er noget at leve op til. Der er en hverdag herinde, som folk engagerer sig i. »Vi lider ingen nød,« siger Thomas, »vi har et godt fællesskab.«

Gangster’s paradise

Det har altid fyldt meget, hvordan og hvorfor vi straffer. Det er noget af det mest grundlæggende for et samfunds overlevelse, at det kan finde ud af at håndtere afvigende adfærd. Som sociologen Émile Durkheim beskrev det i slutningen af 1800-tallet, så er straf et samfunds måde at forsvare sig selv på, sine normer og den herskende orden. Håndteringen af afvigende adfærd (med alle de kulturelle forskelle, der er mellem forskellige samfund i, hvad der opfattes som afvigende og dermed strafbart), er en grundlæggende omstændighed for alle samfund til alle tider. Vi slipper ikke for det. Straffens funktion er social, den er en bekræftelse af samfundets værdigrundlag, som skal sikre solidariteten borgerne imellem. Uden straf, intet værdifællesskab og, ja, intet velfungerende samfund.

Spørgsmålet er bare, hvordan vi håndterer dem, der bryder de fælles normer, og hvad det siger om alle os, der ikke sidder inde. Dostojevskij mente, at man kan dømme et samfund på, hvordan det behandler sine kriminelle, underforstået: behandler man kriminelle som snavs, er samfundet uden for murene nok også pænt beskidt at leve i. Hvis man følger den logik, må et land med fængsler som Halden være utopia.

»Ja, velkommen til verdens bedste fængsel,« som Are Høidal spøgefuldt siger, da han tager imod os ved indgangen og leder os hen ad gangen mod sit kontor. Det er tydeligt, at han er stolt af sit fængsel. Efter tredive år i det norske fængselsvæsen, er Are Høidal en erfaren herre. Inden han blev leder af Halden i 2009, et år før fængslets åbning, var han direktør for Oslo Fengsel. Halden er noget andet, det er som et fængslernes Ferrari. Her kommer man ud på den anden side som et bedre, mere livsdueligt menneske, for nu at formulere det lidt floskelagtigt, og kuren er intensiv misbrugsbehandling, psykologhjælp og uddannelse, uddannelse, uddannelse. Halden har ry for at have en uhørt høj kvalitet i sine uddannelser, og mange straffede i Norge ønsker aktivt at blive overflyttet hertil. Det er dyrt, men det virker. Halden Fengsel er præget af den kompromisløshed, man kan tillade sig, når penge ikke er et problem, som når man køber en luksussportsvogn uden at skele til regningen. Et par uger før vores besøg i fængslet møder ATLAS den ansvarlige arkitekt Steen Gissel fra den danske tegnestue KPF (tidligere Erik Møller arkitekter), der har tegnet Halden Fengsel, for at tale om, hvilke ideer, der ligger bag byggeriet. Gissel tildeler bygherren, norske Statsbygg, en stor del af æren for byggeriets succes:

»Vi blev bedt om at bygge verdens bedste fængsel, som skulle bygge på ideer om rehabilitering og uddannelse, frem for at slå folk i hovedet med nogle hårdere straffe. Og så lod de ellers os arkitekter føre pennen.«

Noget af det, der slår én ved besøget i Halden Fengsel er da også, at faciliteterne er ekstremt gode. Man har eget supermarked, sportshal, trykkeri, møbelfabrik, bilværksted, maskinhal, elektronikværksted, kokkeskole med tilhørende restaurant og professionelt lydstudie. Da vi kommer gennem møbelfabrikken, er det umuligt at se, at dette skulle være et aktiveringstilbud i et fængsel og ikke en professionel virksomhed. Der er måske otte meter til loftet, lokalet er enormt, som en fabrikshal. En kvindelig ansat er ved at skære stokke med en kæmpemæssig rundsav, hun vinker til os, retter på høreværnet og fortsætter arbejdet. De indsatte har netop fået fri. På en væg hænger billeder af nogle af produkterne, man fremstiller her: senge, borde, stole i lyst bøgetræ, med bøjede ryglæn, fingertapninger, fuldstændig som designmøbler. Vi er virkelig langt fra aktiverings-sløjd og tøjklemme-samling. Og stedet er heller ikke kun en fabrik, det er også et uddannelsestilbud, hvor man kan få svendebrev som blandt andet møbelsnedker.

Fortidens fejltrin klæber ikke fast, man er ikke den samme efter et ophold i Halden, som før man kom hertil

Uddannelsestilbuddene virker næsten som Are Høidals hjertebarn. Alle de mange og for en dømt kriminel virkelig vigtige muligheder for at opkvalificere sig. I Halden kan man uddanne sig inden for alt fra industritekniker, møbelsnedker, bilmekaniker til smed – foruden alle de boglige gymnasiefag som matematik, engelsk osv. Mulighederne for at finde arbejde efter endt afsoning er heller ikke så dårlige, som man kunne forvente for tidligere dømte, især ikke hvis man har uddannet sig under sit ophold:

»Jeg synes, der er en god indstilling til tidligere straffede i Norge. Virksomhederne er ikke bange for at give folk en chance. Faktisk er der virksomheder, der ringer hertil og spørger efter flere kandidater,« siger Høidal.

Hvor sidder brutaliteten?

At virksomheder i Norge næsten kæmper om at få lov at ansætte tidligere Halden-indsatte tyder også på, at de mennesker, der kommer ud herfra, er omgængelige, har lært at begå sig socialt. De indsatte, ATLAS møder og taler med, er da også meget langt fra at leve op til de klassiske stereotyper om den kriminelle. Alle er høflige, smilende, det virker næsten urealistisk at folk kan være sådan, når de – det ved vi jo – har begået forfærdelige, brutale ting i deres fortid. Ja, stemningen i værkstederne, i klasseværelserne og på gangene er sådan set hyggelig. Folk pjatter med hinanden, dasker hinanden på skulderen, og det lader til, at det i de fleste situationer kun er uniformen, der adskiller betjent fra indsat. Tonen er kammeratlig, og det føles underligt at skulle skrive det her om et fængsel, men Halden Fengsel fremstår faktisk som et rart sted at være. »Her er ikke nogen konflikter eller slåskampe, det har jeg i hvert fald aldrig oplevet,« fortæller Thomas fra Navigatorafdelingen.

Are Høidal siger, at det hænder, at indsatte slås, men det hører til sjældenhederne: »Vi har et roligt tempo her, uden stress. Da jeg arbejdede i Oslo Fengsel var der altid meget larm, og det stressede både de indsatte og betjentene.«

Når de indsatte i Halden virker så tilfredse, rolige og ikke viser tegn på aggressivitet eller store frustrationer, peger det på en mere grundlæggende pointe om mennesket: vilkårene, man lever under, er altafgørende. Er dagens orden, at der hersker vold, undertrykkelse og korporlig afstraffelse, smitter det uundgåeligt af på de mennesker, der lever under denne orden. Men er der roligt, stille, tid og plads, som i Halden Fengsel, er der heller ikke noget, der presser de indsatte og får dem ud i situationer, hvor de bryder reglerne, strides og slås. Systemet er opbygget, så alting foregår i et roligt tempo, ingen skynder sig, ingen har travlt. Det er svært ikke at få den tanke, at brutaliteten i et fængsel ikke sidder i de indsatte, men i systemet, i omgivelserne, de indsatte lever i. Fortidens fejltrin klæber ikke fast, man er ikke den samme efter et ophold i Halden, som før man kom hertil. De tonsvis af norske kroner, der bliver postet i rehabilitering og uddannelse, foruden de to milliarder (i nutidskroner) der blev brugt på anlæggelsen, sætter sine spor.

At mennesker er formbare, er en klassisk sociologisk pointe. Som Michel Foucualt skrev i sin fængsels-bog Overvågning og straf, er fængslet et rum for disciplinering. Her lærer man at gå i takt og indordne sig, og fængslets logikker er i moderniteten sivet ud i samfundet, så samme indretninger gør sig gældende på arbejdspladser, i skoler, ja, hvor som helst. Og det er da også helt tydeligt, at de indsatte i Halden bliver formet til at kunne blive produktive samfundsborgere, når de kommer ud igen. Normalitetsprincippet ville være en lækkerbidsken for en kapitalismekritisk Foucault-arvtager. At lære at fungere i en arbejdslivs-hverdag er godt for de indsatte selv, ja, men det er især godt for staten, der så slipper for besværlige individer og får skattekroner i kassen. En grundlæggende pointe hos Foucault er da også, at straf i moderniteten er blevet til stadighed mere human, blød og venlig, men at dette blot dækker over en mere subtil disciplinering, hvor folk bliver præget til at opføre sig på en bestemt måde uden selv at opdage det. Skolebørnene bliver ikke længere slået, kriminelle får ikke længere hugget hænder og hoveder af, men de bliver stadig disciplineret af staten i uskøn alliance med den store, grumme kapital.

Spørgsmålet er dog, om folk er så ubevidste om, hvad deres omgivelser gør ved dem, som Foucault indimellem giver indtryk af. Og om indsatte et sted som Halden ikke bare er glade for at få muligheden for at komme ud og indgå i det samfund, som alle andre mennesker indgår i, og helst på lige fod med dem. Normalitetsprincippet, de mange uddannelsestilbud og terapiforløb er noget, de indsatte virker taknemmelige over. Og det lader da heller ikke til, at de indsatte i Halden glemmer, at de er spærret inde, og at de er det af en grund – at de er i en helt særlig situation her. De respekterer ordenen på stedet, at de er underlagt nogle regler, at de skal gøre, som betjentene giver dem besked på. Som fengselsleder Høidal formulerer det: »Der er nogle ting, som vi ikke kommer uden om. For eksempel skal betjentene tage urinprøver, men det respekterer de indsatte også. Det er noget, der bare skal gøres.« Og den indsatte Thomas tilføjer: »Det er jo i vores egen interesse.«

Jeg har fået langt flere muligheder her, end i et andet slags fængsel

Så selvom stemningen ofte er hyggelig, kammeratlig og spøgefuld, er det stadig alvor. Folk er frihedsberøvede i årevis, det er ikke for sjov. Muren lurer bag træerne, cellen bliver låst klokken halv ni hver aften. Og bliver da heller ikke holdt skjult, det er hele tiden i de indsattes bevidsthed, der optræder hele tiden et ude og et inde i deres ordstrøm. Overvejelserne om, hvor voldsomt et indgreb det rent faktisk er at udsætte et menneske for årelang frihedsberøvelse, fyldte da også meget under arbejdet med at tegne fængslet. Arkitekt Steen Gissel:

»Man skal heller ikke holde folk for nar – de ved jo godt, at de sidder i fængsel. Så jeg tror ikke, det gør noget, at man kan se hegn og overvågningskameraer. Det skal jo ikke ligne et disneyland. De her mennesker er frihedsberøvede, det kan man ikke skjule.«

Få mig ud herfra

I løbet af dagen bliver det tydeligt, at Halden Fengsel er en forreste, progressiv spydspids i et norsk fængselsvæsen, der ikke er præget af samme gode forhold alle steder. »Vi har mange gamle, slidte og dårlige fængsler i Norge,« siger Høidal. Halden Fengsel er dermed ikke repræsentativt for straffesystemet generelt i Norge, men en slags galionsfigur. Måske det også er derfor, alle de indsatte vi taler med i løbet af dagen, roser fængslet til skyerne. Som Jørgen, der sidder på en stol i musikstudiet Criminal Records og færdigmikser nogle bluesnumre:

»Jeg har fået langt flere muligheder her, end i et andet slags fængsel. Jeg ved, at når jeg skal ud herfra, så kommer stressen på et tidspunkt, al kaosset opppe i hovedet. Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre, at jeg for eksempel skal gribe ud efter dem, jeg har omkring mig, i stedet for at drikke mig ned. Jeg har fået en anden ro her,« siger han. Studiet har en mikserpult på størrelse med spisebordet hos en storfamilie, og selvfølgelig har man glasruden, den proffe glasrude, som sangeren og produceren kan stå og kigge på hinanden igennem under indspilningerne. Jørgen rækker os headsets og afspiller et par af sine numre, og det lyder virkelig godt. Han spiller selv alle instrumenterne og synger også. Stemmen er rå, lidt grunge-agtig, og ikke en tone sidder forkert. Produktionen er professionel, det kunne ligeså godt være et nummer, der kom ud af radioen.

En anden indsat, der flittigt bruger studiet, er en ung mand med lav stemme og et kuet udtryk i øjnene, Omar. Han fortæller, at han oprindeligt betragtede sig selv som hip hop-artist, men nu er han faktisk begyndt at blande genrerne, han vil gerne helt væk fra genrer og kategorier. Han liver op, som han kommer i gang med at tale om sin musik, og hvordan musikken har hjulpet ham til at huske, at han ikke behøver at spille en særlig rolle eller være alt muligt andet, end han har lyst til. Det er, som om Omars genreblanding og opgør med stive musikalske normer samtidig er et opgør med den fastlåste identitet som kriminel, som indsat, som den her helt særlige Omar, som andre forventer, man skal være, men som man ikke altid har lyst til at leve op til.

»Jeg prøver ofte at være alle mulige andre, men her, når jeg laver musik, er jeg bare mig. Jeg prøver bare at snakke til musikken og lade det komme fuldstændig inde fra mig selv,« siger han og sætter et nummer på, der hedder Get me out of here. En tung rytme løber monotont gennem nummeret, mens Omar synger, bølgende mellem det lavmælte, rolige toneleje og så, i omkvædet, en lys, autotune-knækket inderlighed a la en ung, norsk Kanye West, da han synger: »Get me out of here! Get me out of here!«

Tilbagefald

Tilbage på sit kontor gennemroder Are Høidal papirbunkerne på sit skrivebord og finder endelig plantegningerne over det nye fængsel, den norske stat er ved at opføre, og som Haldens møbelværksted leverer en del af inventaret til. Han lægger papirerne ud på mødebordet, peger og forklarer. Det er tydeligt, at dette byggeri er langt mere kompakt end Halden, uden skønne naturomgivelser, med boliger og værksteder samlet i én massiv blok. Billigere, mere klassisk fængselsagtigt. Her er der i hvert fald ikke plads til, at de indsatte kan jogge en tur i gården, her er ingen skov, man kan løbe en runde i, bare hegn, lidt græs, en asfalteret boldbane.

Efter opførelsen af Halden Fengsel i 2010, i samme periode hvor en borgerlig regering med Høyre og Fremskrittspartiet kom til magten, er der faktisk sket en drejning væk fra de ideer, Halden bygger på. Et straffemæssigt backlash om man vil. Høidal personligt tror, der kommer til at gå mange, mange år, før der bliver bygget et fængsel som Halden igen i Norge. Det er for dyrt, synes mange, det kræver for mange ressourcer.

Samtidig er der en diskussion om retsfølelse. Om der skal være et element af hævn i forbindelse med fængselsstraf. En diskussion, der også foregår i Danmark ført an af den borgerlige VLAK-regering. Justitsminister Søren Pape Poulsen besluttede tidligere på året at fratage fængslerne i Danmark muligheden for at give de indsatte julegaver. Dermed indvarslede han en ny og mere hård linje, der skal gøre op med 1970er-blødheden i fængselsvæsenet, som ministeren formulerede det. I den forbindelse udtalte han til dagbladet Information: »Det skal være hårdt at være i fængsel, det skal ikke føles godt.«

Den udvikling i retning af større humanisme og større fokus på resocialisering og uddannelse, der er sket i fængselsvæsnerne i både Danmark og Norge, hvor både Halden og med inspiration herfra Storstrøms fængsel i Danmark er blevet opført, har altså oplevet et tilbageslag. Det sker med henvisning til luftige begreber som retsfølelse, men spørgsmålet er, om det er klogt. Når tidligere indsatte fra det meget dyre Halden Fengsel kommer ud til fast bolig og fast arbejde, udgør de ikke længere et problem for samfundet, snarere det modsatte: de deltager i fællesskabet, de betaler skat, og de kan genoptage livet med deres familier og venner. Hvis tidligere straffede derimod falder tilbage i kriminalitet, har det, udover de store menneskelige konsekvenser, også store samfundsøkonomiske konsekvenser. Der er ikke noget, der er så dyrt som at have folk siddende i fængsel, det koster kassen. Desuden går de forbrydelser, som tilbagefaldsramte kriminelle begår, jo ud over reelle mennesker, der lever deres fredelige liv ude i samfundet. Så spørgsmålet er, om en tilbagevenden til mere gammeldags, trælse fængsler, med henvisning til at det skulle være billigere, er nogen god ide. Thomas fra Navigatorafdelingen ved godt, hvad han mener om den indstilling, at fængselsstraf skal indeholde et element af hævn, at de indsatte udover at være frihedsberøvede også skal leve under ubehagelige vilkår:

»Det er en fejl. Ingen bliver bedre mennesker af, at man hævner sig på dem. Det har ingen en interesse i. Heller ikke dem, der ikke sidder i fængsel.«

Netop pointen om, at dem uden for fængslets mure også drager fordel af, at de indsatte har det godt, er Halden Fengsels butik et godt eksempel på. Betjenten Cathrine er ansvarlig for salg og marketing af de mange forskellige produkter, som Haldens indsatte fremstiller, og efterspørgslen er enorm, produktionen kan slet ikke følge med, fortæller hun. Kogebogen Ærlig mat, som er produceret af fængslets indsatte var et år til jul den absolut mest solgte bog i Halden by. Og figuren Det sorte får er en storsællert, der bliver udsolgt igen og igen. »Vi har ikke en chance for at følge med efterspørgslen,« siger Cathrine, mens hun scroller ned over Halden Fengsel Produkters Facebookside. Det sorte får er fremstillet i læder og pels og koster 200 kr. Det kunne være en pyntegenstand fra en interiørbutik, men omstændighederne omkring produktet giver det alligevel en ekstra dimension.

At det omgivende lokalsamfund er så vilde efter at købe Halden Fengsels produkter – foruden alle de folk fra hele verden, der handler gennem webshoppen – vidner om, at der, trods de seneste par års hårdt-mod-hårdt-tendenser i straffespørgsmål, er en offentlighed uden for fængslets mure, som bakker op og støtter ideen om, at fængselsindsatte også skal leve meningsfulde liv. At de indsatte også er en del af det store, viltre fællesskab, vi kalder samfundet. Måske der alligevel ikke kommer til at gå så forfærdeligt mange år, før der bliver bygget et nyt Halden Fengsel.

Mest læste