Print artikel

Bureaukratiets dødskys

Det onde bureaukrati som Orson Welles fremstillede det i filmen The Trial
Kritik
12.12.16
Bureaukratiet fordummer og slavebinder os i en forskruet opfattelse af, hvad ægte demokrati er. I stedet bør vi leve i samfund uden regeringer og politi, hvor alle bliver hørt og taget med på råd, mener antropologen og anarkisten David Graeber. Men hvordan kan et samfund både være ordnet og anarkistisk på samme tid?

I bogen The Utopia of Rules – on Technology, Stupidity, and the Secret Joys of Bureaucracy argumenterer antropologen David Graeber for, at den vestlige verdens bureaukrati fastholder borgerne under kapitalismens åg og samtidig umuliggør udviklingen af alternative samfundsformer. Bureaukratiet former den virkelighed, vi lever i her i det senkapitalistiske Vesten, og det gør det på en måde, som er voldelig. Det tvinger kloge mennesker til at gøre dumme ting, fordi det indskriver os alle i dumme situationer: ligegyldige formularer skal udfyldes, hverdagslige, uskadelige handlinger er pludselig ulovlige, teknologiske fremskridt bremses af regulativer og patentregler, effektueret af de herskende klasser, som er interesserede i at bevare status quo. Igennem bogen undersøger Graeber først, hvad bureaukratiet er. Derefter, hvad det gør. Og til sidst reflekterer han over, hvorfor vi vesterlændinge i grunden er så glade for bureaukrati, at vi hele tiden indhegner vore mere og mere ufri liv i bureaukratiets trykkende murværk.

David Graeber er selverklæret anarkist, og det virker derfor oplagt, at han har et udestående med bureaukratiets rigide milimeterstyring af vore liv. Samtidig er han professor ved London School of Economics og taler dermed fra en akademisk platform. The Utopia of Rules er altså at forstå som et led i den filosofisk-teoretiske del af Graebers bredere praksis, der går ud på at bekæmpe bureaukrati-kapitalismen. Ved siden af sin akademiske tilværelse er Graeber nemlig også, hvad man kunne betegne som nede-på-jorden-aktivist, og han har blandt andet været en del af Occupy Wall Street-bevægelsen.

I vor neoliberale æra har statens bureaukrati en uhellig alliance med kapitalismen, og taberne er som altid den almindelige, arbejdende befolkning

Bogen starter med en grundlæggende definition på bureaukrati. Ifølge Graeber kan det betegnes som en slags ontologisk politik: det definerer virkeligheden som det, staten kan eje eller ødelægge. Bureaukratiet er performativt, kan man sige, det er en række indretninger, institutioner og lovkomplekser, der konstituerer selve samfundet. Dermed immuniserer bureaukratiet også sig selv for kritik: kritik får det svært, når den møder virkeligheden, for virkeligheden defineres jo af bureaukratiet. Graeber bruger alternative venstreorienterede bevægelser som eksempel. De sovses altid ind i bureaukratiske procedurer, så snart de når en vis størrelse, og dermed sander de også til, og deres planer og visioner toner ud i ingenting. I sin karakteristik af bureaukratiet trækker Graeber tydeligvis på Michel Foucaults analyser af den neoliberale tid, vi lever i: der findes ikke noget, der ligger uden for statens – og magtens – påvirkning og kontrol. Civilsamfundet og vores fritid er gennemtrængt af bureaukratiets tentakler. Det såkalt frie marked er altid opretholdt af en bureaukratisk stat, ja, staten er i disse liberalistiske tider efter 1970erne, thatcherismen og alt det der, langt større og stærkere end nogensinde før i verdenshistorien. Graeber formulerer denne foucauldianske pointe som »liberalismens jernlov«:

»The Iron Law of Liberalism states that any market reform, any government initiative intended to reduce red tape and promote market forces will have the ultimate effect of increasing the total number of regulations, the total amount of paperwork, and the total number of bureaucrats the government employs.«

Statsbureaukratiet har altså en tendens til at brede sig, uanset om man så forsøger at begrænse det nok så meget. Og det er ikke spor godt, ifølge Graeber, for bureaukratiet gør også noget. Udover at tvinge folk til at gøre dumme ting, så har det også ødelæggende konsekvenser på en langt større skala: det er på grund af bureaukratiets uhellige bånd med kapitalismen – vores såkaldte bureaukratiske kapitalisme – at vores teknologiske udvikling er gået i stå i de sidste 30-40 år. Eller rettere, på grund af bureaukratiets omsiggribende magt, retter de teknologiske opfindelser sig ikke længere mod at forandre fremtiden til det bedre, men mod at øge den sociale kontrol:

»This is what I mean by ”bureaucratic technologies”: administrative imperatives have become not the means, but the end of technological development

Det lyder jo skræmmende. Og det kan virke underligt, at vi overhovedet har et så veludviklet bureaukrati, at vi ellers så fornuftige mennesker bliver ved med at pine os selv ved at bygge videre på sådan et papirmonster. Det undrer Graeber sig også over, og han kommer selvfølgelig med et bud på, hvorfor det er sådan:

»What ultimately lies behind the appeal of bureaucracy is fear of play

Legen og det kreatives uendelige mulighedsrum skræmmer os. Vi er bange for det ukontrollerbare, legen repræsenterer. Så er det langt nemmere at give sig hen til det bureaukratiske samfunds forudsigelige glæder: et land, hvor alt kan forudses, hvor alle kender og følger reglerne, hvor tingene ikke stikker af. Og, som Graeber så overbevisende viser igennem hele bogen, et land, hvor det enkelte menneske er buret inde i et stadigt snævrere felt, hvor kreativitet og fantasi bliver kvalt i sin spæde fødsel.

Graeber har altså et udestående med bureaukratiet. For ham er frihed lig kreativitet og leg, og bureaukratiet er disses modsætning. Projektet i The Utopia of Rules er altså normativt, en slags neo-marxistisk anarkisme. Det er for så vidt fint nok. I vor neoliberale æra har statens bureaukrati en uhellig alliance med kapitalismen, og taberne er som altid den almindelige, arbejdende befolkning, hævder Graeber. Man kunne dog kritisere ham for ikke at eksplicitere sin normativitet nok. Han argumenterer for sin sag og gør det sine steder overbevisende, men mener han seriøst, at det er bureaukratiets skyld, at vi ikke har flyvende biler? Indimellem tenderer han mod det konspirationsteoretiske og fremskriver en stor, bagvedliggende kraft, der konstruerer virkeligheden og gør det for at holde nogen ved magten, mens andre må lide. Det kommer med andre ord til at lyde lettere paranoidt ind imellem. Som om bureaukratiet er en ond bevidsthed derude, en performativ kraft, der ved, hvad den har gang i, bevæger sig rundt i verden og manipulerer med os og slavebinder os. Han beskylder sommetider bureaukratiet for lige lovlig meget og giver det lige lovlig meget magt over verden. Næsten som om bureaukratiet har evnerne til at ophæve fysiske love, der umuliggør visse sci-fi-fantastiske teknologier i at komme til verden og fungere.

Alligevel er det en interessant pointe, at bureaukratiet reducerer vores samfund til et spil, hvor det at følge reglerne bliver belønnet, mens kreativitet og leg dræbes, og dermed får visioner om et alternativt samfund svære kår. Det er også, når Graeber vil underbygge denne pointe, at hans eksempler står stærkest. Som historien om, hvor svært det var at få en fuldmagt til sin mors konto, da hun var syg, og hvor omfattende det i grunden er at få godkendt, at nogen er død: der skal udfyldes et hav af skemaer, ja, livet bliver helvedes besværligt for dem, som ikke er døde endnu.

Det er måske en urimelig kritik, men det virker også, som om Graeber ikke rigtig kan drive det videre, når nu han har slået fast, at bureaukratiet gør os ufrie. Han formulerer aldrig en alternativ vision om et andet samfund, og det ville måske også være for meget forlangt. Men han formulerer ikke engang nogle ideer til, hvordan et alternativt demokrati, hvor vi ikke ligger under for bureaukratiets snærende bånd, kunne tage sig ud. Hvilke procedurer, hvilke omgangsformer, kulturer etc. er ifølge Graeber nødvendige for at slippe ud af bureaukratiets dødskys? Man får ikke andet at vide, end at kreativitet og leg er godt, for det kan afføde nye og bedre verdener. Ja, man kunne endda påpege, at Graeber selv peger på et stort problem ved sit eget projekt, når han skriver, at vores tendens til at opbygge bureaukratier stammer fra en angst for leg. For leg er farlig, leg kan være ond, som kattens leg med musen, eller et barn, der piller vingerne af en flue, som Graeber skriver. Her peger han så bare også på anarkismens bagside: ganske vist opfører politiet sig indimellem ondt og voldeligt mod borgerne, men hvis der ikke var noget politi, er det også meget sandsynligt, at borgerne ville være endnu ondere mod hinanden. Uden en orden kunne man frygte, at samfundet ville blive et helvede at leve i, en slags naturtilstand uden højere myndigheder, hvor menneskets liv, som gode gamle Thomas Hobbes formulerede det, ville være: beskidt, voldsomt og kort.

Derudover er det også værd at påpege, at Graeber beskæftiger sig med en specifikt amerikansk kontekst og henter sine eksempler herfra. Der kan være noget problematisk i, at han generaliserer sine oplevelser med et kapitalistisk og umyndiggørende bureaukrati i USA til hele den vestlige verden. Sandsynligvis ville Graebers konklusioner lyde ganske anderledes og langt mindre dommedagsprofetiske, hvis han havde studeret bureaukratiet i Danmark – eksempelvis den service, der hver dag ydes af venlige mennesker ansat i de offentlige borgerservice-kontorer. Ikke at bureaukratiet i Danmark ikke har sine problemer, men de hårrejsende beretninger – eksempelvis i forbindelse med Graebers mors død – virker helt igennem usandsynlige i en dansk kontekst. Måske Graeber i højere grad ville være tilbøjelig til at vende sine pointer om, hvis han havde inddraget flere, og mere velfungerende, vestlige bureaukratier. Og måske ville han oftere stille spørgsmålet: er bureaukratiet i mange tilfælde ikke også en fornuftig og sober indretning, hvis primære formål er at yde borgerne hjælp og give dem muligheder, alt imens vi bibeholder et vist niveau af orden?

Det er selvfølgelig ikke sådan, at Graeber tror på en utopi, hvor der ingen regler findes, og legen er sat fuldkommen fri. Hans projekt synes snarere at være at kritisere den bureaukratiske utopi om, at verden på sigt kan reduceres til et forudsigeligt spil, hvor alle følger reglerne. Det kan den ikke. Ligeså lidt som den kan være et regelløst, kreativt legeland. Dermed bliver den anarkistiske position en position, Graeber kan kritisere ud fra, men ikke en position, der giver ham svar på de problemer, han påpeger.

Livet bliver helvedes besværligt for dem, som ikke er døde endnu

I bogen Brudstykker af en anarkistisk antropologi, skrevet i 2004, netop oversat til dansk og udkommet på forlaget OVO press, prøver Graeber så at komme med et bud på, hvad anarkismen kan bidrage med af løsninger på de alskens voldelige problemer, han diagnosticerer mere dybdegående i The Utopia of Rules. Bogen er et slags programmatisk tekst, der opridser fundamentet for Graebers bredere intellektuelle projekt – som den senere The Utopia of Rules er en del af. Graeber forsøger at smede en alliance mellem antropologien og anarkismen. Hans argument er, at antropologien som sådan cirka den eneste akademiske disciplin formår at kaste lys på de alternative og meget demokratiske organiseringsformer, der med vestlige øjne traditionelt – og i vid udstrækning stadig den dag i dag – bliver set som primitive. Samfund uden regeringer, samfund hvor magt i sig selv opfattes som suspekt og derfor afvises af alle medlemmer, samfund hvor herredømme bliver set som hekseri og dermed tilhørende en forskruet, vanvittig, kannibalistisk parallel magiverden, der kun eksisterer i den kollektive fantasi og dermed aldrig bliver til virkelig, fysisk magtanvendelse og tvang. Alle mulige samfund, der ifølge Graeber beviser, at den hobbesianske ordensproblematik, der er så central i vestlig samfundsvidenskab, er en falsk problematik. Det, man kunne kalde det hobbesianske ordensproblem – hvordan sikre en orden under frihedens vilkår – bliver så at sige udraderet hos Graeber. Og den vestlige samfundsvidenskabs talrige kreative forsøg på at løse denne ordensproblematik bliver staffage, unødvendige filosofiske formøvelser.

Nej, siger Graeber, det hele ligger lige for næsen af os, hos alle de såkaldt primitive, der i årtusinder har levet fint og fredeligt efter det såkaldte konsensusprincip. Det er i virkeligheden ikke så kompliceret, mener Graeber, at sikre en fredelig organisering af samfundet, hvor alle bliver hørt. Vi skal bare droppe det repræsentative, og ifølge Graeber ret så udemokratiske, demokrati, der stammer tilbage fra Athen 500 år fvt., hvor samfundet var stærkt militariseret, og det at en stemme havde vægt beroede på, om den borger, der stemte, var bevæbnet eller ej. De hellenistiske samfund var ikke de utopiske agora-hippie-fællesskaber, vi somme tider bilder os selv ind, nej, de var samfund organiseret ud fra truslen om vold fra dem, som havde meget – og dermed råd til våben, heste og rustninger – mod de mindre priviligerede. I stedet skal vi indføre det mere direkte konsensusdemokrati, hvor alle bliver hørt, og hvor det at nedlægge veto mod en beslutning altid nødvendigvis må bero på fornuftige argumenter, såsom at den foreliggende beslutning ville stride mod gruppens grundlæggende principper. Graeber skriver:

»Som antropologer ved, anvender stort set alle kendte menneskelige samfund, som har truffet gruppebeslutninger, faktisk en eller anden form for variant af det, jeg kalder ”konsensusprocessen” – dvs. alle som ikke på en eller anden måde trækker på traditionerne fra det antikke Grækenland.«

Vores vestlige demokrati, karakteriseret ved stemmeafgivning og repræsentative parlamenter, er ifølge Graeber langt mindre demokratiske end de såkaldt ”primitive” samfund. Her er beslutninger baseret på konsensus, samtaler, hvor alle bliver hørt. Lyder det bekendt? Ja, unægtelig. Graeber burde nok have vedkendt sig en ret så massiv inspiration fra filosoffen Jürgen Habermas og hans ide om demokrati som værende netop en herredømmefri dialog mellem ligeværdige parter. Men måske udeladelsen af Habermas skyldes Graebers projekt med at rakke vestlig tænkning, og i særdeleshed samtidsdiagnosticerende filosoffer som Habermas, ned?

Selvom Graeber i Brudstykker af en anarkistisk antropologi nærmer sig et svar på, hvordan en anarkistisk indrettet verden kunne se ud, så danser han stadig ret meget om den varme grød. Han kommer ikke så meget længere end til at lovprise konsensusprincippet. Men det er jo hårrejsende naivt!, råber Thomas Hobbes’ pessimistiske spøgelse fra et sted dybt inde i Det Gamle Europa. Ja, et yngre spøgelse, som oven i købet deler Graebers kapitalismekritiske indstilling, nemlig sociologen Pierre Bourdieu, tilslutter sig såmænd også koret: hvor der findes menneskelige fællesskaber, findes der også magtkampe, det gælder i enhver sfære af samfundslivet. Samfundet er kamp. Netop denne pointe nævner Graeber også selv, men det er, som om han aldrig overvinder de udfordringer for hans egen utopi, den indebærer.

Omvendt er der også noget virkelig befriende over Graebers projekt med at rive murene ned, som han selv formulerer det. Alle de teoretiske konstruktioner, der fjerner fokus fra den praksis, som det hele i sidste ende handler om. Hvordan vi i praksis indretter samfundet, så det bliver et godt sted at være. Og han har uden tvivl en vigtig pointe, når han skriver, at det er meget mere simpelt, end mange gerne vil gøre det til. At det er vigtigere at eksperimentere i fællesskab med andre, at gøre noget for at finde nye organisationsformer, i stedet for at sidde som akademiker på sit kontor og skrive essays om Foucault og tænke store tanker. Graeber vil væk fra storheden og ned i hverdagslivets trakasserier, for det er der, samfundet sker! Det anarkistiske fokus på proces og praksis er befriende virkelighedsnært og på den måde også langt mere realistisk end eksempelvis Bourdieus teori om samfundsklassernes distinktioner i det sociale rum.

Proces- og praksis-orienteringen passer samtidig som hånd i handske med den aktuelle udvikling i den (vestlige!) akademiske verden, her i det, nogle kalder postmodernismen, nemlig: væk fra de store teorier, væk fra det smukt afsluttede begrebsapparat og ned i mudderet derude, ud i den fragmentariske virkelighed, hvor ting sker. På den måde er Graeber ikke unik med sin, på overfladen, radikale måde at tænke på. Ideen om, at moderniteten er en illusion, at vores såkaldt moderne samfund slet ikke er så radikalt anderledes end samfundet før 1789, har tekno-filosoffen Bruno Latour skrevet en hel bog om allerede i 1993: Vi har aldrig været moderne. Den anarkistiske antropologi, der ifølge Graeber er så stærkt brug for, findes så at sige allerede, ganske vist spredt ud i fragmenter rundt omkring i det akademiske landskab. Men er det ikke nødvendigvis sådan, det må være, når man tænker anarkistisk? Fragmentarisk, ikke-ordnet, uafsluttet?