Print artikel

Kampen om jazzen

Avantgarde og hip, men med rødderne på plads
Art Ensemble of Chicago
Essay
01.07.10
Hvem definerer, hvad der er jazz? Og ikke mindst, hvad der god og relevant jazz? Historien om Art Ensemble of Chicago er både en historie om kampen om jazzen som udtryksform, og en historie om indre modsætninger og spændinger i USA.

Stadigt turnerende Art Ensemble of Chicago har vist sig at være en af de mest langtidsholdbare strukturer i den afro-amerikanske avantgarde. Gruppen udsprang i 1969 af organisationen AACM (Association for the Advancement of Creative Musicians), der blev dannet udfra en sort-nationalistisk tanke om afro-amerikansk selvbestemmelse både økonomisk og kunstnerisk. Art Ensemble of Chicago har dog på trods af en udpræget afrocentrisme aldrig været bleg for at hoppe i den klassiske gryde eller levere soundtracks til franske kunstfilm når muligheden har budt sig. Ej heller har ensemblets afstandtagen fra mainstreamens æstetik afholdt det fra at kaste om sig med traditionelle jazz referencer. Disse indlejrede modsætninger gør, at gruppen fremstår som et af jazzens største paradokser. Men det er måske lige det, der er idéen.

Art Ensemble of Chicago spiller jazz. I hvert fald er genudgivelsen af gruppens udspil Fanfare for the Warriors (Atlantic) utvetydigt prydet med et "That's Jazz" stempel, der fylder en god fjerdedel af coveret. Gruppen selv insisterer på at kalde deres musik ”Great Black Music,” eller blot ”Creative Music.” Og det er da også vanskeligt at sætte fingeren på præcis, hvad det er man hører. Instinktivt skyder man på jazz, fordi sådan lød det lidt indtil der var en der blæste i en dommerfløjte. Derefter herskede kaos.

Marty Khan - Art Ensemble of Chicagos tourmanager gennem 14 år - husker et telefonopkald fra et af gruppens medlemmer, Lester Bowie, der beder ham skaffe ti poser konfetti, et jagtgevær, nogle runder løst krudt, en gummikylling, en baseballuniform, og en enkelt dværg klædt ud som Ayatollah Khomeini til aftenens koncert. Art Ensemble of Chicago kan ved første møde med deres happening-agtige optrædener og svært tilgængelige fri-jazz virke som del af en meningstom og vrængende avantgarde-scene, hvis legitimitet i bedste fald er diskutabel. En koncertgænger mindes at have forladt en koncert i kedsomhed efter første nummer havde varet lidt over en time, og det virkede som om alle spillede solo på éen gang. Artistic Director ved New York City's fornemme Jazz at Lincoln Center (JALC), Wynton Marsalis, kalder det ”non-identity music” eller slet og ret ”selvoptaget vrøvl.” Hans holdning er, at den gode jazz er den traditionelle jazz, og trækker skillelinien omkring 1945. Men er Art Ensemble's tilgang til komposition og optræden så navlepillende som den kan fremstå? Og hvem har egentlig udnævnt Marsalis til jazz-borgmester?

Efter 52nd Street's sidste jazzklub drejede nøglen om står Jazz at Lincoln Center tilbage som et lidt underligt jazz-monument i en by, der har været synonym med musikken siden den sorte mand fik lov at vandre nordpå. Der er noget uvedkommende over JALC, der til trods for at dedikere sig til den afro-amerikanske kunst, ikke gæstes af mange sorte. Faktisk har kun lidt over 10% af centrets gæster farve i kinderne. Og de er som regel samtidigt veluddannede og har penge på lommen. For ny-klassicisterne med Marsalis i spidsen er det vigtigt, at jazz betragtes som højkultur, som Amerikas klassiske musik, en ædel kunstart, som angiveligt er blevet korrumperet gennem senere årtiers vulgære rock- og funkekskursioner, og ikke mindst avantgarden. Den kan alle jo spille. Det kræver ikke ligefrem et geni at slå løs på hjulkapsler og drivtømmer og kalde det musik - nærmest det modsatte. Den sorte mand skal krediteres for at have opfundet noget, der er ligeså enestående som den europæiske klassiske musik. Og jazz, der lyder som rock eller klassisk eller ingenting, tja, det kan vel hverken kaldes originalt eller sort - eller højkultur for den sags skyld. Derfor er det vigtigt for folk som Marsalis, at musikken inddeles i små, firkantede kasser, der er lette at forholde sig til. Det her er jazz. Det her er ikke. Bum.

 

er der efterhånden noget der skriger Amerika! mere end Manden med Hornet?

Der er bestemt noget nobelt over den ny-klassicistiske dagsorden. Altså, i Amerikansk historie er der ikke mange genistreger foruden peanut butter, der tilskrives den sorte mand. Og det har endda vist sig at være en myte. Så det er ikke nogen dårlig idé at give jazzen spalteplads i historiebøgerne - men det er bestemt heller ikke et risikofrit foretagende. Det koster nemlig på en anden konto at koge et levende udtryk ned til en kanon. Når den afro-amerikanske kunst reduceres til en museumsgenstand mister den sin relevans og sin evne til at udtrykke ægte tanker og følelser. Istedet kommer den på nostalgisk vis til at symbolisere idéen om smeltedigel-samfundet og det liberale demokrati - en vision, der er ikke-eksisterende i den virkelige verden, hvor den sorte mand fortsat lever på samfundets margen. ”Now democracy is ragtime on the corner,” synger Gil Scott-Heron på Winter in America (Strata East). Og er der efterhånden noget der skriger Amerika! mere end Manden med Hornet?

 

Ifølge den tyske litteraturkritiker Peter Bürger neutraliserer kunsten som institution det individuelle udtryks politiske værdi, og han ser det som avantgardens fremmeste funktion at reintegrere kunsten i en social praxis. Art Ensemble of Chicago kan i den optik ses som et forsøg på at vriste jazzen fri af mainstream-Amerikas jerngreb, og derved fordre et udtryk, der er både frigørende og meningsfuldt. Ensemblets opgør med institutionen jazz bør dog ikke ses som en løftet langefinger til den traditionelle jazz – snarere som en kærlighedserklæring. Gruppen navigerer frit, og ofte spontant, gennem flere hundrede års musikhistorie, som udfordres, re-artikuleres, sættes fri. Som på kompositionen we-bop (DIW), hvor ensemblet, som titlen antyder, agerer hovedpersoner i en slags generobring af beboppen, der efter gruppens revision ikke længere fremstår som en amputeret stump, men som en levende og transformationsklar organisme. Nummeret bevæger sig let og legende på kryds og tværs af bebop og fri-jazz dialekterne, og udvikler sig til en slags simultansolo, hvor harmoni, disharmoni, struktur og tumult eksisterer i smuk forening.

Da Duke Ellington komponerede sin ambitiøse jazz-symfoni Black, Brown and Beige var hensigten at musikken skulle afspejle den sorte mands historie i Amerika. På samme facon bruger Art Ensemble of Chicago musikhistorien til at alludere til den bredere historie. Men, hvor Ellington inddrog musikalske udtryk fra forskellige epoker i afro-amerikansk historie – f.eks. work songs og blues – for at etablere en form for kronologi i sit værk, tilkendegiver Art Ensemble med dekonstruktionen af de selv samme udtryk en generel skepsis overfor idéen om de store fortællinger. I Vesten har netop den standardiserede historie affødt en række fejlopfattelser – løgne, ville mange sige - der bruges til at fastholde et undertrykkende menneskesyn, hvor man er mere eller mindre værd alt efter, hvilken race man tilhører. Derfor har Art Ensemble of Chicago haft brug for at skabe et rum, hvor der er mere end éen vej til sandheden, et slags ritual, hvori der gøres op med fastlåste forestillinger om kunst og raceidentitet, og som bliver en modgift til det tankesæt, der går hånd i hånd med kulturel undertrykkelse.

Art Ensemble of Chicago er et produkt af 60'ernes USA, hvor striden om borgerrettighederne rasede. Den sorte kunstbevægelse (Black Arts Movement) arbejdede udfra devisen, at den afro-amerikanske kunst var en integreret del i kampen for sort selvbestemmelse, og Black Power mantraet gav genlyd i den populære soul-musik, hvor helte og heltinder som James Brown og The Supremes blev katalysatorer for sort solidaritet, til trods for at forelægge en forholdsvis unuanceret og floskelfyldt version af den afro-amerikanske virkelighed. Hvor soul musikken ofte risikerede at koge sort ekspressivitet ned til en kerne-musikalitet, der nærmest indexerede sortheden selv, forsøgte Art Ensemble of Chicago at arbejde rundt om paradokset at udtrykke sort identitet uden nødvendigvis at klamre sig til en autenticitetstanke om, hvad det vil sige at være sort. Når ensemblets musik kan forekomme en kende skizofrent er det et forsøg på at udtrykke forskellighed fremfor ensrettethed, og idéen, at der er flere måde at være sort på. Dermed ikke sagt, at gruppen holdt sig for fin til at flirte med soul-musikken – hvilket høres på numre som Theme de Yo Yo (Pathé Marconi) og Funky AECO (ECM) – men de var klar over genrens begrænsninger. Som gruppens organisationsfælle Muhal Richard Abrams sagde: “hvorfor skulle jeg lade som om jeg ikke kan lide klassisk bare fordi der er nogle, der siger det ikke er sort?” På Art Ensemble of Chicagos mere formalistiske udgivelser sammenføres således udtryk man er vant til at tænke på som modsætninger med henblik på, at danne et modnarrativ til de syntetiske grænser genretænkningen har opstillet. Som på kompositionen Variations Sur un Theme de Monteverdi I & II (Pathe Marconi) fra soundtracket til filmen Les Stances a Sophie, hvor gruppen improviserer frit over et stykke barokmusik, der nærmer sig et udtryk man næsten kunne kalde swing, samtidig med at det søles til i percussion – en strategi ensemblet ofte tog i brug for at fastholde en afrocentrisk dimension i deres værker.

Art Ensemble of Chicago

Kritikere har ofte misforstået referencerne i musikken og dadlet Art Ensemble of Chicago enten for at gøre grin med jazzens ærværdige foregangsmænd eller for at gå på kompromis med deres eksperimentelle arv. Men for Art Ensemble of Chicago handler det ikke om at være eksperimenterende for enhver pris. Snarere handler det om at få fuldt udbytte af sin kreative intelligens, og kunne udtrykke sig frit uden at være holdt tilbage af usynlige kræfter. På den måde adskiller Art Ensemble of Chicago sig fra, hvad musiker-cum-professor, og tidligere AACM medlem, George E. Lewis kalder den ”Eurologiske” (hvide red.) avantgarde, der er kendetegnet ved en indlejret frygt for at falde tilbage på ”det man kender.” F.eks. var det den banebrydende hvide eksperimentalist John Cage’s ambition at skabe værker, der ideelt var uafhængige af tradition, individuelle smagspræferencer og politiske holdninger, hvilket betød at han var skeptisk overfor ukontrollerbare kompositionsteknikker som den frie improvisation. For Art Ensemble of Chicago, på den anden side, er det netop vigtigt at give plads til de udtryk, der finder vej ind i musikken og ikke lade sig begrænse af forskellige former for dogmatisme. Ensemblet identificerer sig i høj grad med den traditionelle jazz-musik, men stiller sig kritisk overfor kanoniseringstendensen, der forvandler jazzen fra flydende til fast form. Det handler om at lade jazzen leve og ånde og derfor skal den være fri til at udvikle sig, hvilket sker gennem løbende musikalsk revision – en proces den italienske komponist Luciano Berio har identificeret som ”en kontinuerlig korrigering af småfejl i forhold til et mål, der aldrig er klart defineret.”

Som udtryk bliver jazzen simpelthen mindre relevant når den bliver sat i glas og ramme. Og det er jo nok også derfor Jazz at Lincoln Center har så svært ved at henvende sig til det afro-amerikanske segment. Den institutionaliserede jazz maler et nostalgisk billede af sort ekspressivitet den gennemsnitlige kulturkonsumerende amerikaner kan føle sig tryg ved, men som er mere eller mindre uvedkommende for den marginaliserede og overvejende forarmede afro-amerikanske befolkning. Denne konflikt er central i Art Ensemble of Chicago og eksemplificeres bl.a. på nummeret Get in Line (BYG/Actuel), hvor en intens kamp udspiller sig mellem en arrig jazz-sergent, der på manisk vis forsøger at få et hold vilde jazz-menige til at parere ordrer, hvilket på ingen måde lykkes. Metaforen er klar nok; der kæmpes mod ensrettetheden til sidste blodsdråbe. Kaos hersker, men ud af kaos vokser alligevel en slags orden, en orden den amerikanske forfatter Brent Hayes Edwards ville kalde ”en foranderlig kerne af forskellighed; et uidentificerbart punkt, der ustandseligt røres og påvirkes og pilles ved.” Ensemblets nu afdøde medlem Lester Bowie udtrykte det lidt mindre højpandet; ”Vi er fem forskellige individer med fem forskellige versioner af virkeligheden, som er gået sammen for at lave éen musik, hvor alle har lige meget at skulle have sagt. Det her er ikke et orkester, hvor nogen dikterer, hvordan tingene skal gøres.”  Og når den opskrift fungerer er skønheden sublim, skulle jeg hilse at sige.