Print artikel

»Vi har ikke brug for Vesten, vi har 'De tre kejsere'«

Abu Sajad tager en pause ved Karma. Foto: Waleed Safi
Militsleder Aws al-Khafaji ankommer til Karma Foto: Waleed Safi
Badr brigadens leder Hadi Al-Amiri (forrest) sammen med Qudsstyrkens Qassem Suleimani. Billedet cirkulerer på Twitter.
Reportage
11.12.14
De shiitiske militser vinder indflydelse i Irak efterhånden, som de bekæmper IS og forsvarer Baghdad. Og jo tættere relationen er til Iran, jo stærkere er militsen. Krigen mod Islamisk Stat har for alvor givet Teheran mulighed for at styre dagsordenen. Militært, politisk og religiøst er Irans indflydelse stigende. Ikke mindst på grund af 'De tre kejsere'.

BAGHDAD - Med sit store grålige skæg sidder han omringet af unge khaki-klædte mænd, der lytter opmærksomt til de anekdoter, han fortæller, som var han en bedstefar øsende af sin visdom. Den åndelige leder for shia-militsen Harakat Hizbollah An-Nujaba - sheik Yusef al-Naseri - nyder sin te med nogle af militssoldaterne i Sydbaghdads skarpe sensommersol, mens han taler om Iraks fortid, nutid og fremtid med de unge milits-mænd. Uden for sheikens have står en mindre hær af tungt bevæbnede militssoldater og bevogter villaen. Der er ingen fjende i sigte. Gaderne står tomme. Og villa-kvarteret er roligt efter fredagsbønnen.

Men shia-sheiken har netop haft to sunnitiske klanledere på besøg. De to klanledere henvendte sig personligt til ham for at søge om hjælp. Nogle af deres klan-medlemmer er taget til fange og sidder nu fængslet, fordi de står anklaget for at samarbejde med Islamisk Stat (IS). Men de sunnitiske klanledere afviste påstandene som det pure opspind over for sheiken.

Sagen burde egentlig være et statsligt anliggende. Men da de sunnitiske klanledere ingen tillid har til landets domstole, går de direkte til shia-sheikens villa i håb om forståelse.

Yusef al-Naseri - som anerkender, at de shiitiske militsers rolle er vokset efter hærens kollaps i juni – mener dog ikke, at de shiitiske militser er ved at underminere den irakiske stats rolle. 

»Det er nogle sjove spørgsmål, I stiller,« siger han irriteret, mens han sidder blandt militssoldaterne.

Efter et øjebliks stilhed læner han sig tilbage med glasset i den ene hånd og uddyber.

»Vi er nødt til at spille en større rolle. Især nu hvor staten vakler og ikke kan garantere sikkerhed. Folket stoler på os. Derfor er det os som kæmper og mægler.«

Militssoldaterne kigger på sheiken, mens han forsigtigt hælder mere te i glasset og samler tankerne til endnu en pointe.

»Det forstår I ikke i Vesten. I forstår ikke den interne dynamik her,« siger sheiken.

16 patroner per kriger

Alarmberedskabet er i højeste gear omkring landsbyen Karma tæt på IS-højborgen Fallujah. Regeringshæren har med militsernes assistance slået IS tilbage på de fleste fronter omkring Baghdad. Men hér, vest for hovedstaden, på grænsen til den konflikthærgede Anbar-provins, har IS ikke bare vist umådelig udholdenhed. De har slået samtlige generobringsforsøg tilbage. Baghdad har ikke haft kontrol med Anbar siden januar 2014.

Hamid el-Zaidy, der er udsendt af statsministeriet for at dæmpe uroen blandt militserne, bliver eskorteret til Karma af to militser i en lang konvoj. På den sikkerhedsansvarliges specifikke instruktioner kører bilerne langsomt og forsigtigt med mindst 50 meters mellemrum af frygt for vejsidebomber og bagholdsangreb. I bilerne sidder livvagterne med fingrene på aftrækkerne.

Konvojen ankommer sikkert til de lokale militsers hovedkvarter, hvor hundredevis af væbnede mænd er i fuldt beredskab. Stemningen er anspændt og derfor beordrer en af militslederne, Aws al-Khafaji mændene til at starte en hosa - et ritual som primært udføres ved festlige lejligheder blandt shiitiske klaner i Sydirak. Mændene danner en cirkel omkring en af soldaterne, som straks går i gang med at recitere et digt, der hylder en shiitisk helgen. Ved digtets omkvæd bryder cirklen ud i kor og gentager omkvædet igen og igen. Scenen kan minde lidt om, når et fodboldhold forsøger at styrke holdånden inden en vigtig kamp.

Men hosa’ens effekt varer ikke længe. Da først udsendingen Hamid el-Zaidy sidder overfor militslederne indenfor i hovedkvarteret, bliver tiden ikke spildt på small talk. En skaldet militsleder sender den første salve mod Hamid el-Zaidy:

»Helt ærligt, jeg har 250 mand, som deles om 4000 kugler. Det er 16 kugler til hver! Fortæl mig; hvordan skal mine mænd beskytte et område som dette?«

En anden ung militsleder iført en sort militærdragt følger trop: »En Kalashnikov er ubrugelig. Det ved du udmærket godt. Mine 350 mænd deles om to PKM maskinepistoler. Jeg ønsker mindst fem mere, hvis det skal være nogenlunde forsvarligt at sende mine mænd i kamp«, siger den unge militsleder, før han afbrydes af en ældre sidemand:

»De [IS. red.] kører i Humvees. Vi mangler både tunge våben og ammunition. Jeg har ærligt talt været nødt til at sende mine mænd til Basra [700 km sydpå. red.] for at købe ammunition. Så gør dog noget!«, afslutter den gamle.

De næste fem minutter er kaotiske. Flere mænd forsøger at komme til orde, og der bliver råbt på kryds og tværs af lokalet. Men da Hamid el-Zaidy rejser sig for at tale, aftager kaoset for en stund. Han indleder sin tale med en hyldest til de mænd, der har slået IS tilbage rundt omkring i landet, inden han pædagogisk forsøger at forklare de logistiske og bureaukratiske udfordringer som forsvarsministeriet har stået overfor siden hærens kollaps i Mosul i juni.

»Vi er langsomt begyndt at genvinde vores moral. Og vi er langsomt begyndt at se effektive løsninger forude.«

Men uroen ulmer i lokalet da el-Zaidy begynder at tale om de bureaukratiske udfordringer. Ingen af de tilstedeværende militsfolk vil tilsyneladende høre efter. Slet ikke om, at ministeriet »langsomt er begyndt at se effektive løsninger forude.« Da Hamid el-Zaidy fortæller, at han forventer våbenleverancer »i løbet af få uger,« bringer det sindene i kog. Mødet eksploderer. Nogle forsøger at dæmpe uroen, men deres »sssshh« er til ingen nytte.

Hamid el-Zaidy forsøger at erstatte »i løbet af få uger,« med »i løbet af få dage«. Men løbet er kørt. Utilfredse militsmænd forlader lokalet i hobetal, sætter sig ind i bilerne, som straks bliver usynlige bag støvskyerne fra de voldsomme hjulspin.

Militsleder Aws al-Khafaji ankommer til Karma Foto: Waleed Safi


De tre kejsere
På turen tilbage til Baghdad er militslederen Aws al-Khafaji og hans næstkommanderende tavse og nægter at tale om episoden i Karma. Først nogle dage senere åbner de op, og forklarer, hvad det er for et magtspil, der foregår bag kulisserne.

»Der er krig blandt topfolkene i regeringen omkring, hvorvidt man skal bevæbne de her folk. Regeringen føler endnu ikke, at Baghdad er presset nok af IS til at bevæbne dem. Og man er simpelthen bange for at skulle afvæbne dem senere, når krigen mod IS er overstået,« siger den næstkommanderende.

Men som militslederen tilføjer, så handler det om mere end blot afvæbning.

»Iraks folkehær [militser. red] kan opdeles i to: Der er dem, som har tætte forbindelser til Iran, og dem som ikke har forbindelserne. Se bare på Kataib Hizbollah og Badr-brigaden. De mangler ikke krudt og udstyr, tværtimod. Men dem, der ikke har de rette forbindelser, må selv skaffe våben.«

Badr-brigaden blev oprettet i Iran i 1982. Brigaden kæmpede side om side med iranske tropper mod Saddam Hussein under Iran-Irak krigen i 1980’erne. I dag betragtes Badr som den absolut stærkeste militsgruppe i Irak hvad angår kampstyrke, våben og udstyr. De går forrest i kampen mod IS.

Ifølge Aws al-Khafaji er de tætte relationer til Iran altafgørende for størrelsen på ens våbenarsenal. Det tøver Abu Amir, et højstående medlem af Badr-brigadens organisation, da heller ikke med at indrømme.

»Vi deler værdier og vi deler 1400 kilometers grænse. Iranerne har hjulpet os i svære tider, og de hjælper os mod IS’ terror i dag. Vi vil aldrig lægge skjul på vores tætte relationer med Den Islamiske Republik,« siger Abu Amir og betoner, at de seneste sejre over IS ikke skyldes koalitionens bomber, men et meget tæt samarbejde med Iran på landjorden.

»Vi har banket Daesh [IS. red.] i byerne Amerli, i Jurf Al-Sakher, i Baiji og i Diyala, hvor vi har brudt deres forsyningslinjer i bjergområderne. Vi havde problemer ved Jurf Al-Sakher på grund af plantagerne, men det gik nu alligevel bedre en forventet,« fortæller han.

»Vi har ikke brug for hjælp fra Vesten. Vi har tre kejsere; Al-Amiri, Suleimani og el-Muhandes. Det er dem, som er afgørende«.

»De tre kejsere,« som Abu Amir henviser til, er de tre kommandanter, der fører an i kampen mod IS. Den første er Hadi al-Amiri; Badr-brigadens øverste leder. En stilling som al-Amiri har siddet på siden brigadens fødsel i starten af 1980’erne.

Den anden er Abu Mahdi el-Muhandes, også kendt som »ingeniøren« blandt irakerne. Han er mindre synlig end sine kolleger, men ikke desto mindre leder han den iransk-støttede militsgruppe Kataib Hizbollah - den eneste af militsgrupperne i Irak som har brugt regeringshærens helikoptere i sine operationer mod IS.

Den tredje - Qassem Suleimani - er øverstkommanderende for den iranske Revolutionsgardes elitestyrke, Qudsstyrken. Qudsstyrken har spillet en afgørende rolle i Irans udenrigspolitiske ambitioner. Dens mandat har blandt andet været at udføre udenrigspolitiske missioner i Iraks kurdiske og shiitiske regioner, samt at skabe bedre relationer til partnere i Mellemøsten herunder Hizbollah og Hamas. Ifølge flere medier, er Qudsstyrkens øverstkommanderende - Suleimani - hovedarkitekten bag landkrigen mod IS. Samtlige pro-iranske militser i Irak koordinerer gennem ham. Hans navn er nærmest blevet synonymt med en række sejre over IS på det seneste. Suleimani siges at rapportere direkte til Ayatollah Khamenei - Irans åndelige leder - og de facto leder af Den Islamiske Republik.

»De tre kejsere har en række fællesnævnere,« siger Abu Amir, og læner sig frem i sofaen på sit kontor i det centrale Baghdad og uddyber: »De er lige gamle, og de er gode venner, som har kæmpet sammen helt tilbage fra 1980’erne«, »de keder sig i fredstid«, »de deler humor,« og fortæller Amir, de foragter den wahhabi-islam som IS og Saudi-Arabien er repræsentanter for.

Desuden støtter ‘de tre kejsere’ alle Ayatollah Khomeinis doktrin om wilayat-e-faqih; en moderne og kontroversiel genfortolkning af shiitiske hellige skrifter, der gjorde op med det shiitiske præsteskabs tidligere passive rolle i det politiske liv, og banede vejen for, at ayatollaherne i 1979 ikke bare skulle have lov at deltage i det politiske liv, men havde en pligt til at lede staten. I dag er wilayat-e-faqih-doktrinen helt fundamental i den iranske forfatning.

Badr brigadens leder Hadi Al-Amiri (forrest) sammen med Qudsstyrkens Qassem Suleimani. Billedet cirkulerer på Twitter.


Den sidste Ayatollah

Gennem ‘de tre kejsere’ får Iran stor indflydelse på både den politiske og militære udvikling i Irak. Men også af anden vej forsøger Iran at sætte dagsordenen. Gennem Iraks shiamuslimske religiøse institution – hawzaen - i den hellige by Najaf.

Hér, under skyggen af moskeen, hvor shiamuslimernes helgen Ali ibn Abu Talib (d. 661) siges at ligge begravet, har shiaislams ypperstepræster - ayatollaherne - i flere århundreder fortolket de hellige tekster uden magthavernes indblanding. Men sådan forholder det sig ikke længere. I hvert fald ikke for de ayatollaher, som er uenige med det iranske regime.

På det kridthvide usbekiske marmor, ved siden af den gyldne sarkofag og under tusindvis af små fintskårede spejle, der udgør en uendelig mosaik på helligdommens indre vægge, sidder Sayyid Salman med en udgave af koranen på sit skød. Han er repræsentant for storayatollahen Muhammed Taqi al-Modaressi, en respekteret moderat ayatollah, der prædiker adskillelse af kirke og stat, og som i lang tid har ment, at demokrati er den ideelle styreform.

»Vi bliver hele tiden chikaneret. Vi må ikke tale med medierne. Og vi får ikke lov til at sige vores mening«, siger Sayyid Salman med en afdæmpet stemme for ikke at forstyrre de bedende pilgrimme omkring ham og tilføjer: »Iranerne har i ti år arbejdet hårdt på at kontrollere hawzaen. Men det er blevet værre på det seneste.«

Traditionelt har Najafs hawza været en mindre topstyret institution, hvor de dygtigste studerende har fået lov at stige i det religiøse hierarki. Ifølge de gængse normer har det været kollegernes opgave at udpege den person, som bør stige i rang. Når en lærd stiger til den højeste rang får han titlen Storayatollah; den øverste religiøse autoritet. Titlen svarer nogenlunde til pavens position i den romersk-katolske tradition.

Men ifølge Sayyid Salman kan denne traditionelle opstigning meget vel være ovre.

»Iranerne og Badr-organisationen forsøger at køre deres mænd i stilling som de øverste religiøse ledere i hawzaen. De som er imod, bliver kørt ud på et sidespor,« fortæller Sayyid Salman.

I dag bestrider storayatollahen Ali Sistani positionen som den øverste religiøse autoritet. Han er shia-islams indiskutabelt mest indflydelsesrige skikkelse - langt mere end Irans åndelige leder Ayatollah Khamenei. Men ifølge Sayyid Salman, er Ali Sistani måske den sidste traditionelle ayatollah.

»Tiden efter hans excellence (Ayatollah Sistani. red.) bliver anderledes. Iranerne vil ikke lade hvilken som helst komme til. Den næste bliver formentlig en af deres egne. En som ikke står i vejen for dem«, forklarer Sayyid Salman, hvis overordnede, Ayatollah Muhammed Taqi al-Modaressi, engang var anset som en potentiel kandidat, men som nu sidder isoleret i sit hjem.

Ayatollah Ali Sistani har siden den amerikanske invasion i 2003 fungeret som bolværk mod den iranske shiisme. Sistani har længe været imod Ayatollah Khameneis forsøg på at udbrede den mere islamistiske wilayat-e-faqih-doktrin, som gør de religiøse lærde til den øverste politiske myndighed.

»Sistani har altid været imod at lade hawzaen politisere eller være en del af det politiske liv. Men Iran og Badr-organisationen forsøger begge at politisere institutionen. De har pengene til at udbetale større stipendiater til de studerende, som ønsker at komme ind påhawzaen. Med vores begrænsede resourcer er det umuligt at hamle op med Irans olieøkonomi.«

Ayatollah Sistani har historisk set været meget tilbageholdende med at blande sig i landets politiske anliggender. Og i de få tilfælde, hvor han har blandet sig, har det ofte været konstruktivt. Senest krævede ayatollahen, at politikerne skulle danne en ny inkluderende regering. Få uger senere krævede han Nouri el-Malikis tilbagetræden. Ved begge lejligheder måtte Baghdads politiske elite bøje sig for kravene.

Ifølge Salman forsøger Teheran at transformere hawzaen i Najaf fra sin nuværende traditionelle apolitiske og pluralistiske form til »et politisk og ideologisk værktøj for regimet.« Det betyder, at iranerne vil kunne udøve deres politiske aktiviteter under dække af religionen.

»Det er en forbrydelse mod denne hellige institution. Men det er også en forbrydelse mod Irak,« siger Salman, som slår ud med armene i frustration.

En iransk vassalstat?
At Iran er en vigtig spiller i irakisk politik, har været tilfældet ligesiden koalitionen væltede Saddam Hussein. Men krigen mod Islamisk Stat har for alvor givet Teheran muligheden for at styre dagsordenen.

»Siden invasionen i 2003, har Iran haft svært ved at etablere det helt afgørende solide fodfæste i Irak. Irakerne har faktisk ikke været særlig søde ved iranerne,« forklarer politikeren Abu Ahmad fra den Den Nationale Reformbevægelses-parti.

»Men nu er det blevet helt accepteret at fortælle om sine relationer til Iran. Iranernes hurtige udrykning hyldes jo alle steder. De har vundet irakernes hjerter,« siger han og tager et sug af vandpiben på en udendørscafé i ved Tigris’ bred i et overklassekvarter i Baghdad.

Iraks tidligere nationalsikkerhedsrådgiver Mowaffak al-Roubai gav for nyligt et interview til Al-Jazeera, hvori han hyldede Irans rolle i at inddæmme IS’ fremrykning mod Baghdad: »Det tog den amerikanske regering to måneder at reagere på truslen fra IS, mens det kun tog iranerne én dag at sende hjælp. Iranerne reddede Bagdad.«

Politikeren Abu Ahmad indrømmer, at Iran vil få større indflydelse i Irak.

»Men det er der ikke noget at gøre ved,« siger han, trækker på skuldrene og fortsætter: »Det er den nye realitet i Irak, og vi er nødt til at tilpasse os den nye realitet, om vi bryder os om den eller ej.«

Abu Ahmad er hverken positiv eller negativ overfor Irans voksende større rolle i Irak. Han har tilsyneladende affundet sig med irakiske politikeres begrænsede handlerum. Samme fatalisme præger hans syn på de pro-iranske militsers voksende rolle i en tid hvor staten har mistet evnen til at skabe sikkerhed.

»Opløse militserne? Hvem skulle gøre det? Disse mænd kæmper mod IS og forsvarer folkets ære,« siger politikeren, som dog anerkender, at militsernes inkorporering under de statslige strukturer kan give store problemer i fremtiden. For militserne vil ikke forsvinde af sig selv, men kræve indflydelse og privilegier.

»Udover, at de her militser vil dræne statskassen på grund af den nuværende krig, vil de formentlig indskrænke politikernes magt, hvilket kan blive et stort problem. Når du integrerer så mange militser under hæren, er du jo nødt til hele tiden at fodre dem. Også hvis det lykkes at eliminere truslen fra IS.«