Print artikel

Glade karakterer dræber fiktionen

David Mitchell er maksimalist: »Sagen er den, at jeg ikke har nogen selvdisciplin,« siger han til ATLAS
Interview
29.08.14
Manden bag Cloud Atlas, den engelske forfatter David Mitchell, gæstede i weekenden Louisiana Literature. Atlas tog en snak med den venlige brite om hans nye roman, The Bone Clocks, der er lige dele politisk kommentar, coming-of-age historie, litterær eksperimenteren og fantasy.

»Det er rart ikke at blive spurgt om The Thousand Autumns of Jacob de Zoet. Det er som at tale om et gammelt ægteskab«, fortæller den engelske forfatter David Mitchell mig, da jeg mødes med ham i indre København kort tid inden, han skal optræde for anden gang på dette års Louisiana Literature i Humlebæk. Romanen udkom for første gang i 2010 og er nu oversat til dansk på forlaget People’s Press, men Mitchell er også aktuel med en helt ny roman, The Bone Clocks, der udkommer d. 2 september – en dansk oversættelse må vi indtil videre vente på. Det er dén, jeg skal tale med ham om, men først er en præsentation af romanen nødvendig. Det er noget af en omgang.

Typisk Mitchell

The Bone Clocks er på mange måder typisk Mitchell. Det amerikanske magasin Publishers Weekly  lægger i sin anmeldelse ud med retorisk at spørge, om Mitchells nye roman er den mest ambitiøse roman, der nogensinde er skrevet, eller bare den mest Mitchell’ske? Den indeholder alle de litterære greb, som Mitchell er kendt for, og som mange måske vil huske fra hans million-bestseller Cloud Atlas: spring i tid og miljø, forbindelser til karakterer i hans forrige romaner, forskellige fortællerperspektiver og skrivestile, og et løst sammensurium af historier, der i sidste ender viser sig at være forbundne. Og så er den - som hans øvrige romaner - vanvittig svær at opsummere på ganske få linjer. I korte træk handler The Bone Clocks om Holly Sykes, som man følger over seks årtier, fra ung og kontrær teenager i den lille by Gravesend i England i 1980’erne til gammel (og stadig lige så kontrær) dame i 2040’erne. Hvert af bogens seks kapitler er tilegnet ét årti af Holly liv, men det er kun det første og det sidste kapitel, der er fortalt ud fra Hollys perspektiv. De resterende fire er fortalt af karakterer, som Holly på den ene eller anden måde har tæt inde på livet. 

The Bone Clocks er historien om Holly og de andre karakterers udvikling og strabadser på tværs af tid og miljø. Alle er de spundet ind i hinandens liv, mens de samtidig frivilligt og ufrivilligt spiller en rolle i en helt sideløbende historie, der gradvist dukker op, men først rigtig udfolder sig på romanens sidste 200 sider, nemlig historien om kampen mellem to grupper af udødelige mennesker, »ankoristerne« og »horologisterne«. Her skal ikke røbes andet end, at ankoristerne er glubske, hævngerrige og egoistiske rovdyr, der bliver nød til at dræbe mennesker, for at holde deres udødelighed ved lige. Horologisterne derimod er omsorgsfulde fredsvogtere, som af uforklarlige årsager konstant bliver reinkarneret.

»Jeg var for grådig«

Men hvorfor overhovedet skrive ud fra flere forskellige fortællerperspektiver, spørger jeg Mitchell, der er glad for endelig at få lov til at tale om sin nye roman.

»Jeg ville have en masse ting med, som ikke var kommet med, hvis romanen kun var skrevet ud fra Hollys synsvinkel. Hun er for eksempel ikke i Irak, som én af romanens andre fortællere, Ed, er det. Jeg ville derfor ikke kunne have skrevet om Irak, hvis hun var den dominerende fortællerstemme igennem hele romanen. Jeg var for grådig, jeg ville have en masse perspektiver på verden med. Dér var flere fortællerstemmer nødvendige. Dén narrative teknik gav mig også mulighed for at undersøge menneskelige relationer ud fra flere forskellige positioner. Ved at gøre Holly til en sekundær karakter i kapitel 2, 3, 4, og 5, kunne jeg vise hende ud fra flere forskellige perspektiver: som en elsker, en søster, en partner, en mor til et barn, en enke, en bedstemor. Ved at bruge flere fortællerstemmer kunne jeg vise hendes rolle i disse relationer mere objektivt, end hvis hun selv fortalte om sit liv.«

Romanen kan derfor ses som en parabel over et levet liv, med alle dens forskelligartede relationer, fortæller Mitchell.

»Bogen er et slags kompendium over basale og universelle menneskelige relationer. Man er nemlig en masse ting på én gang. Man er en eller andens søn, partner, elsker, måske bliver man en dag en eller andens far, eller ikke. Jeg ville have, at bogen skulle være fuld af det her menneskelige mudder. Det var nemt at gøre det ved at ’gå udenfor’ Holly.«

Det store i alt

Mitchell skriver tykke romaner, kun tykke romaner - hans korteste roman er på lidt under 400 sider. Med sine små 600 sider er The Bone Clocks ingen undtagelse, og i en samtale med Politikens Kim Skotte, på første dag af Lousiana Literature, indrømmede Mitchel også, at han er maksimalist af natur. Men hvorfor egentlig? Kan han ikke begrænse sig?

»Jeg er på en eller anden måde en maksimalist, ja. Nogle forfattere er trygge ved at skrive korte romaner, såsom Raymond Carver. Andre skriver koloenorme romaner, Umberto Eco er et eksempel. Jeg kan bedst selv lide de store og ambitiøse romaner. Men jeg må hellere modificere den påstand, for i princippet skriver jeg egentlig noveller. Det har jeg i hvert fald selv lige opdaget, at jeg gør. Den optimale længde for en novelle er for mig på mellem 70 og 120 sider. Sådanne noveller forbinder jeg med hinanden, så der kommer en roman ud af det. Jeg bygger så at sige romaner ud af noveller. Lige som Lego.«

Du kunne ikke have valgt en minimalistisk tilgang i stedet?

»Det er fristende. Jeg ville også blive betalt det samme, som med en tyk bog.« Mitchell forsøger at holde et grin tilbage, »Sagen er den, at jeg ikke har nogen selvdisciplin. Jeg har faktisk brug for at skrive uden selvdisciplin. Det vil sige, at jeg har brug for at skrive om ting, der stimulerer mig. Det, der stimulerer mig, er først og fremmest store fiktive universer. Jeg kan godt lide det stort – forstå mig ret. Det store i landskabet omkring mig stimulerer mig. Det store i alt. Jeg elsker det. Jeg har skrevet bøger, der forsøger at formidle min fascination af det storslåede.«

At hænge sammen

Karakterne i The Bone Clocks deler mange af de samme problemer og lidelser: de har oplevet tab, jagter status og anerkendelse, er ensomme og ofre for tilfældigheder og planlagte hævntogter. Det er der en god grund til.

»Glade karakterer dræber fiktionen. De har brug for at være sårede. Karakterne i The Bone Clocks er sårede enten som følge af tab, korrumpering, eller blindt begær. Sådan er det også i det virkelige liv. Det, jeg skriver, er egentlig bare en realistisk gengivelse af det menneskelige sjæleliv. Dét, der binder karakterne i romanen sammen, er deres behov for at tilhøre noget/nogen og deres angst for døden.«

Det med at de forskellige karakterers historier på godt og ondt, men mest ondt, hænger sammen, er typisk for Mitchells romaner.

»Det er også tilfældet i mine tre første romaner, hvor ét eller flere temaer forbinder karakterne med hinanden. Ghostwritten (1999) handler om, hvorfor ting sker. Det gør de enten på grund af kærlighed, historiske hændelser, kvantefysik, grådighed eller selvets abdicering. number9dream (2001) handler om forskellige bevidsthedsområder, såsom drømme eller sprog. Cloud Atlas (2004) er en eksegese over menneskers magt over andre mennesker. Derudover er romanerne også litterære essays om epistemologi: de undersøger forskellige måder at formidle en historie på. Derfor veksler romanerne mellem forskellige udtryksformer, såsom for eksempel dagbogsoptegnelser, breve og så videre. Det har jeg dog skruet ned for i The Bone Clocks

»Fælles for de tre romaner, og The Bone Clocks, er, at de ikke fremdrager nogen konklusioner. Som forfatter er jeg mere interesseret i spørgsmål end i svar. Det har til dels noget at gøre med, at jeg ikke er et særligt begavet menneske,» cementerer briten ved at slå ud med armene. »Jeg har simpelthen ikke svarene. The Bone Clocks er derfor en implicit diskussion af dødens vilkår og af fri vilje versus determinisme, jævnfør for eksempel horologisternes evige liv. Men det bliver ved diskussionen, der kommer ingen konklusion. Karaktererne repræsenterer forskellige holdninger, og de holdninger mødes og kolliderer nogle gange.«

Nej. Det er ikke fordi, at jeg er ligeglad. Men hvem er læserne egentlig?
Makroromanen

Det er det storslåede og de med hinanden forbundne historier og temaer, Mitchell er blevet kendt for. Det har indtil videre indbragt ham fem nomineringer til Man Booker prisen, der uddeles hvert år. Også litteraterne har kastet sig over Mitchell, der bliver sammenlignet med forfattere som Haruki Murakami og Vladimir Nabokov. I 2011 så den første kritiske essaysamling om Mitchells samtlige værker dagens lys, og flere er på vej.

The Bone Clocks er et helt særligt værk i Mitchell bibliografi, da den, efter eget udsagn fra Mitchells redaktør på forlaget Random House, samler trådene fra hans forrige romaner sammen i én roman. Romanen er en form for makroroman, hvor karakterer fra de forrige romaner optræder, og derved bliver der kastet et nyt og anderledes lys på deres liv og levned. Samtidig går visse temaer igen, såsom forgængelighed og reinkarnation. Også disse får nyt liv og skrues og drejes i nye konstellationer. »Jeg kan ikke sige farvel til de karakterer, og temaerne bliver af uransaglige årsager ved med at poppe op«, som han forklarede det på Louisiana Literature.

Et tykt barn med lidt hår

Når karakternerne i The Bone Clocks ikke blandes ind i de udødeliges kamp om den metafysiske trone, bliver de enten skilt, kæmper om retten til at leve deres eget liv, eller mister en person, der står dem nært. Og det i alle aldersgrupper, ung som gammel. Romanen kan derfor læses som en coming-of-age historie, hvor udvikling, oprør, desperation og fortvivlelse ikke kun er reserveret til teenageren.

»Neil Gaiman siger det meget rammende i The Ocean at the End of the Lane (2013): der findes i princippet ingen voksne, kun børn. Som voksen får man mere erfaring, og man bliver såret, men det er sådan set også det. Man er stadig et barn. Et såret, men mere erfarent barn. Et tykkere barn med mindre hår, der er tættere på døden. Forandring er ikke reserveret til ét livsstadie. Livet er en konstant metamorfose, og det afspejler sig i karaktererne i romanen. Men det kan hurtig blive lidt banalt og ’livet er en rejse’-agtigt. Vis mig for eksempel én romankarakter, eller ét levende menneske, der ikke har undergået en form for forandring. Konstant forandring livet igennem er en banal sandhed, men ikke desto mindre en sandhed.«

Nørden

Hans nye roman bryder med nogle af de forrige romaners tendens til at springe flere hundrede år frem og tilbage i tid, som Cloud Atlas er et eksempel på. The Bone Clocks er anderledes, da den fortæller historien kronologisk. I løbet af romanens seks kapitler bliver det pågældende årti, som hvert kapitel har som historisk baggrund, beskrevet udførligt. Dets sociale og politiske kontekst spiller en konkret rolle i forhold til hovedhistorien om Holly Sykes. Det er helt bevidst, pointerer Mitchell.

»Konteksten løber som et parallelt spor ved siden af historien om kampen mellem horologisterne og ankoristerne. I kapitlet om 80’erne skildrer jeg kampen mellem neoliberalisme og socialisme, i 90’erne konsekvenserne af neoliberalismens sejr, hvor en lille gruppe af rich kids opfører sig forfærdeligt, og i 00’erne liberal interventionalisme, med dens store egoer i Washington og London. Jeg ville fange hvert årtis særegenhed og bruge det som et kludetæppe, hvorpå den metafysiske kamp mellem de to fraktioner af udødelige finder sted, så den ’virkelige’ verden afspejledes i den metafysiske og omvendt. Romanen er derfor en implicit kommentar til vores fortid og samtid, lige som mine tidligere romaner også er det, hvor jeg litterært har gendigtet visse samfundsforhold og historiske hændelser.«

Mitchell er en nørd. En pligtopfyldende og perfektionistisk én af slagsen. Han elsker at researche til hver bog, helst historisk stof, selvom det nogle gange har været ved at tage livet af ham. Én sætning i The Thousand Autumns of Jacob de Zoet krævede derfor flere timers research at få bragt ned på papir, for hvordan barberede man sig egentlig i 1700- og 1800-tallets Japan? Også under skrivningen af The Bone Clocks har han læst op på sagerne: kulturhistoriske værker om 1980’ernes England og forskellige »forfærdelige« tidstypiske memoirer, har lagt på skrivebordet ved siden af hans manuskript. Særligt i The Bone Clocks er den historiske baggrund og den socialpolitiske kommentar vigtig som et fortællermæssigt greb.

»Den sociale og politiske kommentar giver også romanen en vis modvægt til fantasy-elementerne. Jeg vil jo gerne have, at folk tager romanen seriøs, selvom jeg har skrevet om en gruppe af udødelige, der kæmper en kamp på liv og død!«

Du skal ikke underminere fantasy

Hvordan har du det med, at læsere måske vil affeje din bog som ren og skær fantasy?

»Selv er jeg ikke kritisk over for fantasy og heller ikke over for socialrealisme. Begge forekommer i The Bone Clocks. Hvad jeg er kritisk over for, er, når man underminerer værdien af en roman, hvis den indeholder en karakter, der for eksempel er udødelig. Hvilken skam, siger jeg bare! Michail Bulgakovs Mesteren og Margarita, come on, det er jo en af de ti bedste romaner i hele det 20 århundrede! Hvem end du er som læser, vil du synes, at den er genial. Og den roman indeholder altså en djævel i Moskva og en talende kat. Den roman er jo klog, vedkommende og seriøs. Hvorfor skal man underminere en roman på grund af dens fantasyelementer? ’Jeg vil ikke læse Mesteren og Margarita, fordi den har fantasyelementer’, den refleks er jeg kritisk over for. Idiot! Så læs den dog!«

Du tænker altså ikke på læseren, når du skriver dine romaner?

»Nej. Det er ikke fordi, at jeg er ligeglad. Men hvem er læserne egentlig? Mormoner i Salt Lake City? Intelligente københavnertyper? Middelklasseborgere i australske forstæder? Hvor skal man overhovedet begynde? Man kan som forfatter ikke tage hensyn til alle læsere. Det er umuligt at tage hensyn til sådan en abstrakt og meget plural gruppe. Læsere er for forskelligartede. I stedet tror jeg på læserene og deres forståelsesevne, og at min egen smag er lig deres smag.«

Vild med vikinger

»Jeg er vild med vikinger«, fortæller han mig, da vi er på vej mod Nationalmuseet, som jeg har lovet ham at følge ham hen til. Forfatteren bruger sin tid i de byer, han besøger, effektivt til at studere til fremtidige projekter. Nationalmuseets udstilling af genstande fra vikingetiden er et vigtigt stop på vejen: »Jeg er i gang med at samle materiale til en roman, der foregår på Island, Grønland og lidt i Finland«. Ved siden af læser han, »Jeg er lige gået i gang med Karen Blixens Syv Fantastiske Fortællinger. Jeg er generelt lidt af en fiktionsjunkie. Jeg har læst nogle af de forfattere, der er på Louisiana Literature. Sjón, Michael Ondaatje og Teju Coles romaner er rigtig gode.«. Det er der, trods alt, plads til, ved siden af de fire til fem romaner han indtil videre researcher på. Kampen mellem ankoristerne og horologisterne er han dog ikke færdig med, det er mere på vej. En samling af historier, der skildrer kampen fra et andet synspunkt, og samtidig trækker tråde tilbage til Cloud Atlas, er på tegnebrættet. 

Vi tager høfligt afsked med hinanden foran indgangen til Nationalmuseet, hvor Mitchell lige kan nå at studere vikingerne, inden turen går videre til anden og sidste optræden i Humlebæk. Derefter skal   han hjem til sin japanske kone og to små børn i Irland. Det er svært ikke at blive en lille smule fascineret af den ekstremt venlige brite, der er lige så interesseret i at spørge ind til, hvem jeg er, som han er interesseret i at snakke om sin roman. Da jeg senere på dagen sidder blandt publikum til hans optræden på festivalen, vinker forfatteren storsmilende til mig fra hans stol på scenen. David Mitchell, du har mig.