Print artikel

Forvirret, midt i det hele

Teju Cole skriver om sine nigerianske rødder. Han deltager i dette års Louisiana Literature.
Akhil Sharma emigrerede i en ung alder fra Indien til USA.
Okey Ndibe emigrerede til USA som 28.årig fra Nigeria.
Anbefaling
14.07.14
Der bliver skrevet om immigration, eksil og kulturmøder som aldrig før. Et stigende antal amerikanske forfattere har rødder uden for USA, og deres romaner både sælger og anmeldes godt. ATLAS giver dig et overblik over de nye stemmer i den amerikanske immigrantlitteratur.

Det er godt gang i immigrantlitteraturen i USA. Forfattere skriver om det at være klemt inde mellem to kulturer, på godt og ondt. Deres romaner bliver både solgt og læst. Chimamanda Ngozi Adichies Americanah (2013) er et godt eksempel. Hun er anmeldernes kæledægge, både inden og uden for USA, og hendes roman står også til at blive filmatiseret i den allernærmeste fremtid. Så er der alle de andre, der er lige så velanmeldte: Jhumpa Lahiri, Taiye Selasi, Khaled Hosseini og mange andre. Men der er også andre immigrantforfattere derude, og der kommer stadig flere. Vi har været et smut forbi boghandlen og fundet de seneste eksempler på amerikansk immigrantlitteratur. Her kommer et overblik.

 

Hver dag er for tyven

Teju Cole: Every Day Is for the Thief

Efter femten år i USA tager den unavngivne fortæller i Teju Coles Every Day Is for the Thief tilbage til sin fødeby Lagos i Nigeria. Selvom der er tydelige paralleller mellem bogens forfatter og fortæller – begge er vokset op i Nigeria, men er sidenhen emigreret til New York i USA – er Everyday is for the thief kategoriseret som fiktion. Også på trods af fotografierne i bogen, der er taget af forfatteren selv.

Det står ikke helt klart, hvorfor fortælleren vælger at tage tilbage til Lagos, om end det kun er for et kort visit. Heller ikke hvorfor han i første omgang forlod byen for femten år siden, ud over at det havde noget med faderens død og en fejde med moderen at gøre. Som en forvirret blind passager følger man fortælleren på hans rejse, uden rigtig at blive klogere på omstændighederne for besøget, men derimod rigere på sansende billeder af den nigerianske millionby og refleksioner over landets generelle tilstand.  

Essayistik og rejsebeskrivelse

Every Day Is for the Thief er en slags essayistisk rejsebeskrivelse, hvor fortælleren sanser, reflekterer, analyserer og dømmer sig igennem Lagos’ mylder af gader og stræder. Det er ikke typisk antropologisk rejselitteratur, vi her har med at gøre, hvor den registrerende antropolog forsøger at holde sig i baggrunden, og lade det skete tale for sig selv. Fortælleren i Every Day Is for the Thief er helt fremme og er ikke bange for at forholde sig kritisk til det, han ser som Nigerias sociale, kulturelle og økonomiske deroute. Det pisser ham bogstavelig talt af, at han skal betale de patruljerende politimænd for at kunne køre videre – selvom han ikke har gjort noget ulovligt – og han koger indvendigt over, at de efterhånden famøse email-svindlere frit kan hærge sagesløse vesterlændinge via en internetopkobling på en af byens utallige internetcafeer. Og hvad med musikbutikkerne, der driver rovdrift på musikkerne ved at sælge piratkopier, hvad har de egentlig gang i, raser han. Der er også den kristne tro, der i den nigerianske version prædiker materiel rigdom og advarer mod helvedes ild, som han ser som bondefangeri for de indtil videre ikke særlig oplyste nigerianere. »Do they have any idea that this is a problem?«, spørger han sig selv.

Men der er lyspunkter her og der, i form af en ung pige i bussen der læser Booker Pris nomineret litteratur, en veldrevet og økonomisk uafhængig musikskole, og en livlig musikklub med egen pladeselskab og forlag. Fortælleren er begejstret for den pionerånd og entreprenørvirksomhed, som han ser midt i alt det moralske fordærv og den evige resignation over tingenes tilstand. Det er tegn på forbedringer, tegn på at landet bevæger sig hen imod vestlige standarter. Fortælleren er bevidst om, at han dømmer sine omgivelser ud fra vestlige standarter om lighed for loven, en blød kapitalisme og mulighederne for en mangfoldig kulturproduktion; derfor er han også landet i Lagos som en fremmed, og gensynet med de gamle gader og befolkningens skikke er både nedslående og provokerende for ham. Bogen er derfor også en skildring af det svære ved at »vende tilbage«, og hvordan man kan længes efter det gode i to forskellige kulturer på samme tid.

Galdefarvet kritik

Fortællerens galdefarvede kritik er bogens svaghed: han stormer derudad med kritikken, uden at gøre holdt og analysere sine egne forståelseskategorier i stedet for at banke ned på andres. Selvom han er klar over, at han er influeret af den vestlige kulturarv, bliver kritikken ensidig. Fortælleren ender med at tage sig ufrivilligt komisk, selvsmagende og ikke særlig refleksiv ud, når han refererer til Tomas Tranströmer, Clemens Brentano, Achim von Armin, Michael Ondaatje, og mange andre, mens han som en dømmende maskine går rundt i de nigerianske gader. Eller rettere sagt museer, institutioner, bryllupsarrangementer og boghandlere, for på gaderne føler han sig utryg. Det er for nemt at lægge landet i en vestlig benlås uden først at prøve at forstå, hvorfor landet har udviklet sig til det, det er i dag. Eller i det mindste bare at tale med folk på gaderne og være lidt interesseret, nysgerrig og opsøgende.

Fortælleren, og dermed også Cole, observerer Nigeria gennem et vestligt prisme, og det endimensionelle tunnelsyn, indsnævret som det er af hans kulturelitære tilgang, er ikke særlig sympatisk. Paradoksalt nok taler det endda imod hans egne vestlige forestillinger om inklusion, forståelse og mangfoldighed. Det kan godt være, at det er noget skidt, at boghandlerne i Lagos ikke har Philip Roths bøger stående, og at tyveknægte bliver henrettet, men kan og skal hele landet analyseres og dømmes ud fra de enkeltstående tilfælde? Hvordan ser det ud i resten af landet?

Landets hyppige strømafbrydelser, vold, korruption og økonomiske ildebefindende er veldokumenterede, og beskrivelserne heraf i Every Day Is for the Thief køber man også. Set med vestlige briller er det frygteligt, men Coles øvrige makrosociologiske generaliseringer skærer i øjnene, også selvom bogen er rubriceret under fiktion.

Teju Coles Every Day Is for the Thief er kamufleret agitation. Måske er den berettiget, men refleksiv er den ikke.

Akhil Sharma emigrerede i en ung alder fra Indien til USA.

Forvirret, midt i det hele

 Akhil Sharma: Family Life

Helt anderledes forholder det sig med Akhil Sharmas Family Life, der er mere undersøgende end kritisk i sit ærinde. I romanen følger man den unge Ajay Mishra og hans families forsøg på at få et liv op at køre i USA efter at have forladt hjemlandet Indien. Det er bare ikke helt nemt. Ajays storebror bliver handicappet efter en ulykke i en swimmingpool, og Ajay må nu overtage brorens rolle som det indiske mønsterbarn, der skal tage en længerevarende uddannelse og helst gerne arbejde sig til tops i det amerikanske samfund. Ajay slås derfor ikke kun med forældrenes forventninger, men også med hans egen identitetsforståelse, brorens evindelige bleskift og klassekammeraternes pegen fingre af hans mørke hud og underlige accent. Og så er der kærligheden, i form af de utallige akavede kys han tilbyder en lille grim pige. Grim, fordi han er så langt nede i hierarkiet, på grund af sin herkomst, at han ikke kan tillade sig at gå efter dem, han i virkeligheden synes er pæne.

Derudover er forældrene pressede på økonomien. Brorens krævende behandling slider på pengepungen og ender også med at true selve fundamentet for familien, da faren begynder at drikke, og moren langsomt forsvinder ind i mirakelmagernes løfter om en hurtig helbredelse af hendes søn. Midt i alt det står Ajay, forvirret og samtidig på udkig efter et fast holdepunkt. 

Barneantropologen

Lige som den navnløse fortæller i Every Day Is for the Thief observerer også Ajay sine omgivelser med sig selv som medvirkende faktor. Sammenlignet med Coles bog, er der dog skruet gevaldigt ned for galden i Family Life, og hos Sharma ser man derfor mere nøgtern observation, melankoli, tristesse, barnlig naivitet og spørgende frustration end hårdkogt og ubarmhjertig kritik. Kritikken er der, den er bare ikke Sharmas primære ærinde, tværtimod.

Som en (meget) deltagende og intervenerende barneantropolog observerer og blotlægger Ajay de underliggende forestillinger om identitet, der som tordenfluer cirkler rundt om ham. Det gør han gennem ordknappe beskrivelser af det skete, der ikke er uden humor. Som for eksempel i en scene, hvor han pludselig erkender, at moren egentlig har ret store lår, fordi hun, på grund af et nyligt erhvervet arbejde på en fabrik, bliver nød til at gå i jeans i stedet for flagrende kjoler. Det havde han ikke lagt mærke til i Indien.

Humoren i Family Life er generelt underspillet og de fine observationer, der får lov til at stå alene, uden alt for meget forklaring, giver et udmærket billede af de små kulturforskelle, der i sidste ende udgør den helt store forskel. Sharmas store og imponerende præstation med romanen er hans fremstilling af den (ikke nødvendigvis stringent sammenhængende) mosaik af kulturmøder, som Ajay oplever.

Smerte og grin

En anden styrke ved romanen er, at den ikke forsøger at tvinge en specifik filosofisk forståelse af identitet ned over hovedet på læseren. I stedet vises konsekvenserne af mødet mellem forskellige identitets- og kulturopfattelser. Det er stærkt gået. Især fordi Sharma ikke kommer med noget løsningsforslag, der ville have kastet unødvendig grus ind i hans fine lille maskine af en roman.

Family Life er imidlertid meget mere end kulturmøder, historien om Ajays forhold til sin handicappede bror fylder mindst lige så meget. Også her er humoren til stede, som når moren og Ajay driller den åndsfraværende og lammede bror med, at han er doven og ugidelig. Deres drillerier dækker dog over en alvor ved situationen, som de ikke har lyst til at dele med hinanden. Humoren bliver derfor en nødvendig distancering til et fænomen (broren), der er lige så fremmed som den verden, der er udenfor. I sådanne situationsbeskrivelser er der et dobbeltspil på færde. Altså, ydre adfærdsmønstre, der dækker over og skjuler en indre ambivalens og angst over den situation, karaktererne står midt i. Det er enormt godt, og Sharma kan fortælle det hele på ganske få linjer, så tæerne krummes og ubehagen stiger op som en sortgrøn tåge fra siderne.

Okey Ndibe emigrerede til USA som 28.årig fra Nigeria.

Der er lige det med accenten

Okey Ndibe: Foreign Gods Inc

Lige som fortælleren i Every Day Is for the Thief er hovedpersonen Ike i Okey Ndibes Foreign Gods Inc. emigreret til USA fra Nigeria, og ligesom Coles karakter vender Ike også tilbage til sit hjemland. I modsætning til Every Day Is for the Thief er hovedpersonens liv i USA rigt beskrevet i Ndibes roman, og det er der en grund til: årsagen til at Ike vender tilbage til Nigeria, skal nemlig findes i det morads, han har rodet sig ud i i Guds eget land. 

Efter at have afsluttet sin handelsuddannelse i USA satser Ike på en karriere inden for den amerikanske finansverdenen. Men der er lige det med accenten. »The accent isn’t right. I can’t hire you«, er den mur, han støder på til jobsamtalerne. Desillusioneret og skuffet, ender han som taxachauffør, først i den ene by, så i den anden, for så endelig at lande i New York, hvor han efter et kort ægteskab, og en lige så hurtig skilsmisse, supplerer sin tilværelse med et eskalerende alkoholforbrug. Samtidig har ekskonen retten på sin side og suger Ike tør for sin opsparing. Den prøver han at vinde tilbage i byens kasinoer. Det er bare de forkerte tal, han satser på.

Gældstynget, nedtrykt og alkoholiseret, ser Ike ingen anden udvej end at tage tilbage til sin fødeby i Nigeria for at stjæle en ældgammel gudeskulptur, som han er sikker på, han vil kunne sælge videre til new yorker-firmaet Foreign Gods Inc., der specialiserer sig inden for salget af udenlandske guder

»Hvid«

Det viser sig ikke at være så let, og Ike rodes ind i en konflikt, der lurer mellem de kristne og »afgudsdyrkende« indbyggere. Det er en konflikt, erfarer Ike, der strækker sig tilbage til kolonitidens forsøg på at kristne afrikanerne. Det er en konflikt, indbyggerne på ingen måde har lagt bag sig, og de to grupperinger anklager derfor hver især hinanden for bondefangeri, vold og plyndring. Midt i det hele står Ike, der bare gerne vil stjæle afgudsdyrkernes gamle og ildelugtende skulptur, men ikke uden at være indigneret over begge lejres indbildskhed og stædighed. Han ser, hvordan en kristen præst udnytter sin position til at rage guld og vennetjenester til sig, og i hvilken grad de kriminelle bruger landets gamle gud som undskyldning for drab. I sit indre er Ike splittet: på den ene side vil han gerne afsløre de religiøse ledere og tilbederes bluff, og på den anden side vil han gerne redde sin egen røv ved at stjæle gudeskulpturen.

Mellem de to stridende guder ser Ike en ny gud rejse sig: USA. Genudsendelser af amerikanske basketballkampe får ung som gammel til at længes mod andre horisonter end den nigerianske. Det er i USA, at man kan tjene penge på at kaste en bold igennem et net, konstaterer de. De spørger Ike, om ikke han tjener masser af penge. I Nigeria er Ike lige så meget en fremmed, som han er i USA, fordi han slæber en anden og fremmed kultur med sig. Han taler »korrekt« og bliver drillet med det, samtidig med at de undrer sig over hans hvide tænder og »pæne« tøj. Han er ganske enkelt »hvid«.

På samme måde som new yorker-firmaet Foreign Gods Inc. feticherer udenlandske og »eksotiske« religioner – og dermed gør dem til genstand for en endimensionalisering – på samme måde både forsimpler og strækker nigerianerne, som Ike møder, amerikanernes kapitalistiske og individualistiske budskab ud i det absurde. Ndibe skal have stor ros for dette dobbelte blik på globaliseringens konsekvenser. Det er godt set.

Stadig en fremmed

Foreign Gods Inc. er en interessant skildring af de forestillinger, der kan være dominerende kræfter for både et helt samfund og det enkelte individ, enten over længere eller kortere tid, om det så er tale om religion, penge, succes eller nationalitet. Lige som Every Day Is for the Thief og Family Life er Ndibes roman en meditation over den skizofrene følelse, som fastklemtheden mellem to kulturer kan medføre: man har del i begge kulturer, men er stadig en fremmed i hver af dem.

I modsætning til Every Day Is for the Thief er Ndibe ikke ude på at bashe Nigeria, men viser blot, lige som Family Life, konsekvenserne af forskellige kulturmøder. Også selvom Ike raser mod korrupte lufthavnsbetjente. Men det er ikke det, der fylder mest i Ndibes roman. Det gør derimod skildringerne af kulturmøderne. Desværre er de unødvendigt tykt beskrevet; alt for mange sider går med at forklare, hvorfor personerne agerer og siger, som de gør, i stedet for at stole lidt mere på læserens intellekt. Det gør det heller ikke bedre, at Ndibe nogle gange er ved at falde i kancellisprogstønden, og man mistænker ham for under skrivningen at have siddet med Oxford English Dictionary for at kunne finde to til tre »kloge« ord til hver sætning. Det er til tider belastende, ufrivilligt komisk og trættende. Alt det er med til at give romanen et tungt og overlæsset udtryk. Det er ærgerligt, når nu grundhistorien er så klog og vedkommende. Desværre ejer Ndibe ikke samme fornemmelse for sproglig elegance som Sharma, der med sin Family Life uden tvivl tager førstepladsen foran Cole og Ndibes romaner. Det er den, man skal læse, hvis man vil have det bedste af den amerikanske immigrantlitteratur.