»Det handler om at undgå at blive kulturforbruger«

Norske Tomas Espedal er dette års internationale gæst på Møn. Foto: Helge Skodvin
Interview
10.06.14
Når festivalen Verdenslitteratur på Møn senere denne uge løber af stablen, sker det for femtende gang. ATLAS har talt med festivalens initiativtager og primus motor, Marianne Hiort-Lorenzen, om festivalen, kulturproduktion og om at sms’e med den norske forfatter Tomas Espedal fra en parkeringsplads ved Brugsen.

Vi skulle egentlig mødes på Møn, men da jeg ikke er i bil, foreslår Marianne Hiort-Lorenzen, at besøget gemmes til en anden gang, og vi i stedet laver interviewet i hendes »københavnersted« - en lejlighed ved Nyhavn, som hun og hendes mand, som er møbelarkitekt, benytter når de er i byen. »Man kan jo altså ikke komme til lufthavnen klokken syv om morgenen fra Møn. Det er umuligt.«

Hjem, til gengæld, er på Møn og har været det i over tyve år, og det er også der, i skovpavillonen i Fanefjord Skov, at festivalen Verdenslitteratur på Møn i år løber af stablen for femtende gang.

Marianne Hiort-Lorenzen er uddannet bibliotekar, men skulle, som hun selv formulerer det, »nok have lavet noget antropologisk«. Efter et afbrudt medicinstudie – hun kom fra en lægefamilie i Jylland– og lidt for meget »vaklen« faldt valget i stedet på bibliotekar, selvom hun, lidt forsigtigt tilføjer, at hun jo altid har haft gang i en masse projekter ved siden af. Hendes CV er da heller ikke på nogen måde kedeligt og indbefatter både bibliotekschef, kulturkonsulent, kurator, indretningsarkitekt, forfatter, underviser og festivalleder. Hvornår og helt præcist hvor mange forskellige ting Hiort-Lorenzen har været involveret i gennem årene er svært at danne sig et overblik over. Bare gennem de timer vi sidder og taler, bliver hun ved med at komme med nye eksempler på projekter, hun gennem tiden har været involveret i.

»En af de underlige ting ved at blive ældre er, at jeg hele tiden oplever, at ting, som jeg har sagt og gjort, bliver præsenteret som noget nyt.« Hiort-Lorenzen ryster på hovedet. »Folk gør ikke deres hjemmearbejde. For eksempel skrev jeg en stor bog om formidling i 80erne. Der står det hele sådan set.«

Selvom Marianne Hiort-Lorenzen umiddelbart godt kan slå én som lidt forsagt, er det på ingen måde tilfældet: hun er fuldt klar ud klar over sine evner, og omtaler blandt andet uden tøven sig selv som en »guru i biblioteksverdenen«.

Litteraturfestivalen udsprang af hendes arbejde på Møn Bibliotek. »Da vi flyttede til Møn, var det meget præget af fattigdom, og derfor var det vigtigt at få tilført aktiviteter og kultur til området.« I de første år bidrog hun både til udstillinger og andre initiativer af både kulturel og naturhistorisk karakter – i hendes fritid vel at mærke. For omkring seksten år siden begyndte så ideen om at bringe verdenslitteratur til Møn at vokse. »Pludselig slog det ned i mig, at hvis jeg insisterede på, at nu kom verdens bedste forfattere altså til Møn, ville folk, når de var færdige med at dø af grin, synes det var fantastisk og eksotisk. Det var der, jeg satte det i gang med Günter Grass.«

Festivalen varer to dage og adskiller sig fra andre danske litteraturfestivaler, da den kun har et forfatternavn på plakaten. De første par år læste og talte forfatteren uden assistance, men i forbindelse med Fay Weldons besøg i 2008 blev Hiort-Lorenzen pludselig bedt om at skaffe en journalist. »Det her var i august. Er du klar over, hvor svært det er at skaffe en journalist i august måned?« Det lykkedes dog og var i øvrigt så stor en succes, at konceptet siden da har ligget fast: Forfatteren matches med en journalist, oversætter eller forfatterkollega, og samtalen, som varer næsten tre timer, suppleres med oplæsning. I år, hvor gæsten er norske Tomas Espedal, som er aktuel med romanen Bergeners, er han den første dag blevet sat sammen med Politikens journalist Kim Skotte, og den næste dag skal han møde Josephine Klougart. »Ideen er, at de hver især skal kaste forskelligt lys på hans forfatterskab.«

Opskriften på en god samtale er, ifølge Hiort-Lorenzen, ikke til at give, men man ved det, når man oplever det. »Kim Skottes samtale med Murakami er et godt eksempel. Det var fantastisk. Han kan det der med at forblive i baggrunden, samtidig med at han er meget åben og fanger de elementer der kommer flyvende gennem svarene. Desuden var han velforberedt.«

Murakamis besøg i 2010 var lidt af en litterær begivenhed i Danmark. Det er nemlig aldrig tidligere lykkedes nogen af få Murakami til landet, men, som Hiort-Lorenzen tilføjer, »tog det næsten også to år.«

Murakamis har et image af at være utroligt sky og krævende, men Marianne mener, at det i høj grad er noget hans kone og sekretær skaber for at beskytte ham. »Der var alle mulige krav; der måtte ikke fotograferes; han drak ikke alkohol; han spiste ikke dessert; han skulle have morgenmad klokken fem efter sin løbetur. I ren protest stillede jeg en flaske vin ind på deres værelse. Den var altså drukket på to dage.« Hiort-Lorenzen griner stille. »Jeg er ikke i tvivl om, at de nød det.«

 

En af de ting der adskiller festivalen fra ethvert andet litterært initiativ i Danmark er intimiteten. For eksempel vælger Hiort-Lorenzen fra år til år om gæsten skal installeres i annekset, der støder op til hendes eget hus eller i et sommerhus i området. »Jeg giver dem tilbuddet, men det svarer de som regel ikke på, så det er mig der skal vurdere, om jeg tør have dem boende.«

I Murakamis tilfælde turde hun ikke andet end at have dem boende tæt på sig, men det viste sig hurtigt, at alle hendes bekymringer var ubegrundede. »Så snart de ankom, blev rullegardinerne til annekset rullet ned, men i løbet af de dage de var der, blev de langsomt rullet op.« Det endelige tøbrud fandt sted, da Murakami en dag kom ind og spurgte hende, om han måtte kæle med hendes to sorte katte. »Så sad han der i gæsteværelset, hvor kattene holder til, i flere timer.«

Forfatterpleje er, ifølge Hiort-Lorenzen, hemmeligheden bag festivalens succes. »Selvfølgelig er der tilfælde, hvor kemien ikke har været helt i top, men jeg har for eksempel aldrig oplevet en aflysning. Det tror jeg skyldes, at de kender mig, glæder sig, og ved at jeg glæder mig.« Forberedelserne fører dog også alle mulige (og umulige) udfordringer med sig. »Espedal, for eksempel, er tilfældigvis på vandring i Frankrig lige nu, så den eneste måde jeg kan kommunikere med ham på er gennem sms, da han ikke tjekker sin mail.« Men da Hiort-Lorenzen ikke har nogen mobilforbindelse i sit hus på Møn, må hun køre ind til Brugsens parkeringsplads. »Den anden dag ringede han for eksempel. Han var så glad. Han sjæl var ude over alperne, og han fortalte og fortalte.« Hiort-Lorenzen fniser, og indrømmer, at forbindelsen var så dårlig, at hun ikke rigtig kunne høre, hvad han sagde. I stedet nøjedes hun bare med at supplere med et ’ihh’ og et ’åhh’ engang i mellem. Det var rigeligt. Al logistikken kræver dog, som hun tilføjer, »en smule is i maven.«

Når man spørger Hiort-Lorenzen, hvem det så er der kommer til festivalen – privatpersoner eller fagfolk- er hun ikke i tvivl: »Det er privatpersoner der kommer igen år efter år. For eksempel har vi et par, der hvert år cykler fra Jylland. Når de ankommer, begynder de at ringe med deres ringeklokker, og så ved man, at festivalen er i gang.« Fagfolkene har det til gengæld med at blive væk. »Det er jo ikke København.« Som Hiort-Lorenzen konstaterer med et suk. »Engang var der én, der fortalte mig, at hun ikke kunne komme, fordi hun ikke har nogen bil.« Hiort-Lorenzen ryster vantro på hovedet. »Der er simpelthen så meget københavneri, at det gør helt ondt.« »Men bemærkningen dengang«, afslutter hun, »bed sig alligevel fast«.

Gennem hele sit arbejdsliv har Hiort-Lorenzen skiftet sit fokus hver syvende eller ottende år. Nu har hun lavet Verdenslitteratur i femten år, og til spørgsmålet om hvorvidt det er begyndt at kede hende, er hun ikke i tvivl. »Ja. Det har det gjort længe. Ikke udfordringen med forfatterne, men alt det praktiske.« Men netop det, sammen med det store netværk fra dagene i forlagsbranchen, er ifølge hende selv, hendes helt store styrke. »Jeg er er en glimrende organisator, men jeg synes bare, at det bliver lidt kedeligt i det lange løb. Forholdet mellem rugbrød og udfordring skal ligesom gå lige op.« Derfor håber hun også at finde nogle inden for den nærmeste fremtid, som langsomt kan tage over. »For«, som Hiort-Lorenzen, der er fyldt halvfjers, tilføjer med sin karakteristiske kombination af ydmyghed og målrettethed, »jeg har nemlig lige nogle ting, jeg skal nå at få lavet.«

Dragefestival på Møn, indretningen af et kombineret bibliotek og blues-museum i Telemarken, kulturprojekter for børnehavebørn og ikke mindst litteraturfestivalen. Et tilfældigt udpluk af Hiort-Lorenzens projekter gennem årene afslører hurtigt, at hendes engagement aldrig er rettet mod kultur i sig selv, men i bund og grund altid handler om mennesker. »Det handler om at undgå at blive kulturforbruger. Man skal opleve, bruge, internalisere og skal man give videre- ellers er der ingen kulturel vækst omkring det man gør. Så er det bare konsum.« Hun begynder at samle vores kaffekopper sammen. Det er tid til at komme videre. »Jeg ved, at det er svært i den verden, vi lever i, men det er det, det handler om.«

I 2011 gæstede den norske forfatter Karl Ove Knausgård festivalen, og det var, ifølge Hiort-Lorenzen en meget stærk oplevelse. »Knausgård stod der på scenen og havde skrevet om natten, hvor vi havde det vildeste skybrud på Møn. Han sad i annekset med benene oppe på bordet og skrev, mens min mand og jeg lå inde i huset og fejede vand op, som kom ind af dørene fra marken. Næste dag læste han det så op på scenen. På det tidspunkt var han lige ved at være færdig med det sjette bind i Min Kamp, og var altså lige ved at nå det punkt, hvor det han skrev, ramte nuet.«

Da bind seks ankom indeholdte den følgende passage:

»Helt mørkt udenfor. Huset jeg sidder og skriver i, ligger ved havet, og det første jeg gjorde da jeg vågnede for en time siden, var at ligge og lytte til det svage sus fra brændingerne dernede. I går nat vågnede jeg af at det lynede og tordnede, så voldsomt at hele landskabet blev oplyst af de dirrende elektriske udladninger. Lynet slog ned lige uden for vinduet, lyden kom samtidig med lyset, store eksplosioner. Så kom regnen, også det voldsomt, en styrtsø af vand slog og knitrede overalt udenfor. Da jeg talte med værtskabet senere den formiddag, fortalte de at vandet var strømmet ind over køkkengulvet. Lidt i to kørte vi hen til det sted hvor arrangementet skulle holdes, og flere steder stod vejen under vand, mellem en halv og en hel meter dybt. Landskabet var fuldstændig gennemtrukket af fugt Jeg kan ikke huske et eneste tordenvejr fra min barndom der var så intenst og vildt som dette, heller ikke senere i livet, før vi flyttede til Malmø og den blytunge sensommerhorisont kunne være fuldstændig gennemskåret af de hurtige, skråt mod jorden ilende lysspyd og himmelen fuld of dunder og brag. Det er sikkert så enkelt at forholdene i atmosfæren er anderledes her. For det kan vel ikke være sådan at der bliver flere og flere tordenstorme der vokser i intensitet år for år?«