Print artikel

»Vi lyver hele tiden. Jeg lyver også lige nu«

(© Lisbeth Salas)
(© Ordrupgaardsamlingen/Ole Woldbye)
(© Christina Thiemer )
Interview
27.05.14
»De vigtigste øjeblikke man har som læser, er de øjeblikke, hvor man deler det, man har læst, med andre.« ATLAS har drukket akvavit og udvekslet historier med den chilenske forfatter Alejandro Zambra under hans besøg i Danmark.

»To geder står på en mark. Den ene spiser en filmrulle. Da den er færdig, spørger den anden: ‘Hvordan smagte den?’ Hvortil geden svarer: ‘Jeg kunne bedre lide romanen’. «  

Alejandro Zambra griner højt, da han fortæller historien. Den refererer til Cristián Jiménezs filmatisering af Zambras debutroman, Bonsai, som udkom i 2006. 

»Jeg kunne nu godt lide den«, indskyder han hurtigt, og tilføjer at de netop er gået igang med samarbejdet om en ny film. 

Vi sidder på en cafe tæt på Politikens Boghal, hvor der i anledning af udgivelsen af Bonsai har været reception, oplæsning og interview. Arrangementet er netop overstået, og Zambra - som er blevet introduceret til dansk akvavit - er i strålende humør og underholder egenhændigt hele selskabet. 

»Hvordan står det egentlig til her i landet?« Spørger Zambra i et alvorligt tonefald. »Det sidste jeg hørte var, at den er helt galt med jeres prins.« Hele selskabet griner lidt nervøst. Zambra refererer selvfølgelig til Shakespeares Hamlet, som han flere gange har undervist chilenske litteraturstuderende i. Han trækker joken længere end normalt, og et kort øjeblik virker det til, at Zambra rent faktisk er overbevist om, at Danmark fortsat ledes af en martret prins, en magtsyg onkel og et genfærd. Det er der, han bryder ud i sin karakteristiske latter, og resten af selskabet følger med. 

At læse er at dække ens ansigt; at skrive er at vise det

Da Zambra tidligere på dagen ankom til Politikens Boghal, var han lettere fortumlet. Han kom næsten direkte fra lufthavnen og bestilte straks en trippel espresso, som hurtigt blev erstattet med et glas vin, der som aftenen skred frem, løbende lod sig fylde af en hvidklædt medarbejder fra den chilenske ambassade. Både kaffe og vin havde til formål at drukne hans forkølelse, som var startet på rejsen fra Sydamerika. Heldigvis vendte stemmen tilbage i Madrid, og Zambra var både klar til oplæsning og samtale, da TV2 meldte deres ankomst. De ville gerne lave et kort interview med ham, og Zambra tog sine briller af. Det gør han altid, når han skal fotograferes. 

Bonsai handler om et ungt par, Julio og Emilia. Tidligt i bogen beskrives det, hvordan deres første løgn overfor hinanden handler om, at de begge har læst Proust, hvilket ingen af dem har. Da Emilia fortæller Julio om hendes oplevelser med at læse franskmandens omfangsrige syvbindsværk, omtaler hun det som »de vigtigste måneder i hendes liv som læser.« Når man stiller Zambra spørgsmålet – hvad der har været hans vigtigste læseoplevelse- er han ikke i tvivl: 

»Proust. Selvfølgelig. Og jeg læste alle syv bøger på mindre end to uger.« Men da han er færdig med at grine, forsøger han alligevel at svare lidt mere seriøst. 

»De vigtigste øjeblikke man har som læser, er de øjeblikke, hvor man deler det man har læst med andre.« I Zambras seneste roman, Ways of Going Home, skriver han et sted: »At læse er at dække ens ansigt; at skrive er at vise det.« Og, som han uddyber, mener han netop, at dette er er rammende. »At læse er at være alene. Mennesker som læser, er mennesker der kan udholde ensomheden.«

Det er karakteristisk for Zambras forfatterskab, at han gør sin inspiration meget tydelig både gennem forfatterreferencer og direkte citater. At læsepraksis og skrivepraksis ofte hænger sammen, beskriver digteren og kritikeren, Charles Olson, i biografien Call Me Ishmael, som handler om Melville.

»Melvilles reading is a gauge of him at all points in life. He was a skald who knew how to appropriate the work of others. He read to write. Highborn stealth Edward Dahlberg calls originality. The art of a cutpurse autolycus who makes his thefts as invisible as possible. Melvilles books batten on other mens books.«

Zambra selv fortæller, hvordan hans undervisere på universitetet altid gjorde meget ud af at fortælle deres studerende, at de ikke ville kunne bidrage med noget til litteraturhistorien. De store romaners tid var forbi.

»Alle mine bøger handler om at høre til. Måske ved personerne ikke, hvor de gerne vil høre til, men de ved, at de har lyst til at høre til et eller andet sted. Litteraturen giver mulighed for det. At citere er ligesom at sætte navn på din familie. Du vælger en sætning, som du synes repræsenterer dig.«

(© Ordrupgaardsamlingen/Ole Woldbye)

Et andet eksempel han ynder at bruge er Hammershøis malerier af vinduer. 

»Da jeg så dem første gang, vidste jeg totalt, hvad det var, han prøvede at sige. De talte til mig.« Der er dog langt mellem den slags øjeblikke, men måske er det netop dem der gør, at ens ensomhed, i hvert fald for et kort øjeblik, dulmes.

I Zambras anden roman, The Private Lives of Trees, hedder hovedpersonen Julian. I løbet af ugen er han professor, og om søndagen er han forfatter.

»He wanted wants to be a writer, but being a writer is not exactly being anyone.«

Ifølge Zambra er det at skrive en måde at leve andre menneskers liv på, og det er ikke nemt, for der er en kæmpe forskel på at skrive for at skrive og at skrive for at sælge bøger.  

»Det kan måske virke som om, at det at være forfatter er at rejse rundt og tale om ens bog, men man skal virkelig være varsom med ikke at kompromittere ens kreative rum. Jeg har for eksempel ikke lyst til at udgive en bog hvert eneste år. Jeg forbeholder mig retten til aldrig mere at udgive noget.«

Alligevel kan Zambra på ingen måde forestille sig at holde op med at skrive – han skriver konstant på både digte, dagbøger, romaner og essays – men forsøger for alt i verden at undgå at skrive med en udgivelse for øje.

Zambra har en Ph.D i litteraturhistorie. (»Det var en fast indkomst. Der var ikke noget at gøre.«) og han underviste i mange år på forskellige universiteter i Santiago de Chile. Inden for de seneste par år er han desuden begyndt at undervise studerende i creative writing

»Den første opgave jeg giver dem, er at finde en avis fra den dag de blev født, og så skrive en historie med udgangspunkt i de ting, der skete den dag.« Opgaven har, ifølge Zambra, til formål at punktere de unge forfatteres ego. 

»Man kan slet ikke forestille sig, at der skete andet den dag, men så begynder man at læse avisen, og indser hvor ubetydelig man selv er.« Det er dog kun halvdelen af året Zambra underviser; den anden halvdel skriver han selv.  

Angst blev forvekslet med kedsomhed  

Næste gang jeg møder Zambra er på Kronborg. Siden sidst har han både deltaget i et oplæsningsarrangement i Roskilde og mødt elever fra Vallekilde Højskole. Helsingør dufter denne eftermiddag af både regn og syrener, og foran Kulturværftet danser en gruppe arabiske mænd folkedans i kæde. I kasematterne - som Zambra påstår minder om et chilensk torturkammer - lugter der af mørke og kold fugt.

Når man læser Ways of going home, som er den tredje og foreløbigt sidste af Zambras romaner, der udkommer på dansk på Skjødt Forlag, fornemmer man tydeligt et skift fra hans tidligere romaner. Den er meget mindre ironisk; for eksempel er kløften mellem fortælleren og historiens hovedpersoner nedbrudt. Desuden beskæftiger han sig i denne historie eksplicit med Chiles historie og arven efter Pinochet. 

Zambra selv forklarer skiftet med tidspunktet for hans fødsel og opvækst. 

»Jeg blev født i 1975. Min opvækst fandt sted under diktaturet, hvilket gør det umuligt at adskille de to. For eksempel plejede jeg at synes, at mine forældre var helt ekstremt kedelige. Hvad jeg ikke forstod, var at de var bange.« 

I Ways of Going Home beskæftiger Zambra sig indgående med den skamfølelse og bitterhed, der er forbundet med at komme fra en familie, for hvem det lykkedes at holde sig på sidelinjen. 

»My friends had grown up reading the books that their dead parents or siblings left behind in the house. But in my family there were no dead and there were no books.«

Bogen handler, ifølge Zambra, ikke om fakta, men om én der forsøger at fortælle – og finde- sin plads i historien. »For at forstå det, er man nødt til at vælge et perspektiv, og til det var det brugbart at have en karakter, som er forfatter og selv er i gang med at skrive en historie om sine barndomserindringer.« Zambra understreger, at bogens metafiktion ikke er der for sjov eller som en form for eksperiment, men fordi det var en måde at undersøge den proces, der går i gang, hver gang man forsøger at fortælle ens historie.

»Når man skal tale om det der skete i Chile, er man nødt til at tale om forbrydelser. Det rejser uundgåeligt spørgsmålet om, hvorfor man ikke selv led tab. Jeg er heldig fordi jeg tilhører en familie, som kom igennem diktaturet uden tab, men det skyldes min families mangel på mod.« 

Sidste år markerede chilenerne fyrreåret for Pinochets militærkup, og ifølge Zambra var det første gang, folk begyndte at stå frem og tale om deres oplevelser fra den tid. »Eftersom de overlevede, følte de ikke, at deres historier var vigtige. Sådan var vi en hel masse der tænkte.« Zambra understreger, at disse historier selvfølgelig ikke er vigtigere end dem om de, som betalte prisen med deres liv, men, som han skriver i bogen, »selvom vi måske har lyst til at fortælle andres historier, ender vi altid med at fortælle vores egen.«

(© Christina Thiemer )

Det betyder også, at hver gang han og hans jævnaldrende skriver om deres barndom, skriver de uundgåeligt også om diktaturet. 

»Bonsai handler også om det.« For, som han forklarer, også dyrkningen af bonsai træer er forbundet med vold. 

»Bonsai træer er forpinte træer, som er blevet tvunget til at vokse under meget bestemte forhold. Det er ikke et naturligt træ, men virker naturligt. Det er måske derfor jeg i første omgang lod mig fascinere af dem.« Omend Bonsai primært er en poetisk roman, er han slet ikke i tvivl om, at der er en hel klar forbindelse mellem han første roman, Bonsai, og han seneste roman, Ways of Going Home.

»Den sidste er meget mere eksplicit, men grundlæggende er det de samme spørgsmål de undersøger. Jeg ville gerne finde en måde at tale om meget smertefulde ting på, uden at beklage mig. Til det var det nødvendigt at skabe en fortæller, som både kan grine af sine hovedpersoner, samtidig med at han passer på dem.« 

I Ways of Going Home er der et bemærkelsesværdigt afsnit, hvor hovedpersonen (en unavngiven forfatter) forsøger at beskrive den frustration hans generation oplever ved kun at have gennemlevet sit lands mest dramatiske historie – I hvert fald i nyere tid – fra et barns perspektiv, og måske er netop det et af kendetegnene ved Zambras generation. 

»The novel belongs to our parents, I thought then, I think now. That’s what we grew up believing, that the novel belongs to our parents. We cursed them, and also took refuge in their shadows, relieved. While the adults killed or were killed, we drew pictures in a corner. While the country was falling to pieces, we were learning to talk, to walk, to fold napkins in the shape of boats, of airplanes. While the novel was taking happening, we played hide-and-seek, we played at disappearing.«

Tilbage i Helsingør er Zambra fast besluttet på at spise frokost et sted, han har set, der skulle være opkaldt efter Hamlet. Det viser sig at være privathospitalet af same navn, og i stedet søger vi ind på en mennesketom beværtning, hvor Zambra straks forsøger at lære reglerne til keglebillard, som åbenbart kun spilles i Danmark. Kort forinden har han fået besked om, at en af hans nye noveller vil blive bragt i the New Yorker den følgende dag, men Zambra virker fuldstændig upåvirket. I stedet har han travlt med af demonstrere en af de ordlege, han plejede at lege med sin ekskones datter. 

»Vil du række mig paraplyen.« Siger han og peger på sit glas. 

»Det var fantastisk, for sådan én der konstant leger med ord, at leve med et barn.  De leger hele tiden og lader sig forbløffe af verden.«

At kortlægge mørklagte territorier 

Efter interviewet i Politikens Boghal bad Zambra om at mødes igen, da han ikke var tilfreds med sine egne svar, som, ifølge ham selv, led under at samtalen foregik på engelsk. Derudover ville han gerne finde Jørgen Leths portrætfilm om Michael Laudrup. Zambra er nemlig en kæmpe fan af Michael Laudrup. Vi mødtes dagen efter foran hans hotel. Med sig havde han sit lille håndholdte kamera, som han, lidt i stil med en notesbog, bruger til at optage både samtaler og andre detaljer, han ellers ville overse eller glemme, og vi havde knap nok forladt hotellet, før han tændte for det. 

»Man skriver for at undgå selv at blive skrevet om.« Konstaterede han i forbindelse med det første interview, og kameramaskinen har lidt same effekt. 

»There is a great deal of unmapped territory within us that would have to be taken into account in an explanation of our gusts and storms.«

Sådan lyder et citat fra George Eliots Daniel Deronda, som rammende beskriver et af de temaer, der konstant udforskes i Zambras tekster: bevægelsen mellem bevidsthed og bedrag – både mellem mennesker og over for én selv. 

»Jeg er meget optaget af alt det som ikke umiddelbart er synligt, og er konstant på jagt efter de øjeblikke, der kan gøre dem begribelige.« Et eksempel er scenen i Bonsai, hvor Julio og Emilia fortæller hinanden at de begge har læst Proust. 

 »Vi lyver hele tiden. Jeg lyver også lige nu.« Sagde han, og grinede så højt.

Zambra er for nyligt gået i gang med at skrive, hvad der måske bliver hans næste roman. I forbindelse med det er minder om hans første store forelskelse, som fandt sted i femtenårsalderen, begyndt at vende tilbage.

»Dengang var jeg overbevist om, at kærligheden aldrig ville ende.« Men efter to skilsmisser – den første var faktisk en annullering, da det katolske Chile ikke tillod skilsmisser før for ti år siden - føler han sig i dag en anelse desillusioneret. »Spørgsmålet er, om det så betyder, at man virkelig blev klogere eller blot voksen.« Zambra tyggede lidt på spørgsmålet, mens han rettede kameraet mod mig, og fortsatte: »Jeg ved godt, at det er pubertære spørgsmål, jeg stiller, men af en eller anden grund, bliver jeg ved med at undre mig over, hvad dette liv mon drejer sig om.«