Print artikel

Sebalds svimlende højdeskræk

Bedstefar Tofkos tegnebog, transistorradio og brilleetui. Foto: Mirela Causevic
Reportage
12.08.19
På familieferie i sin fødeby Bihać i det nordvestlige Bosnien rejser Alen Causevic stik imod enhver tidslig lov »mod det fremmede« sammen med jegfortælleren i W.G. Sebalds roman Højde.Skræk.

Midt i april i dagene op til påske befinder jeg mig på bagsædet af en Toyota Avensis susende ned ad den tyske motorvej. Min far sidder bag rattet, min søster ved siden af. De sludrer om løst og fast, mens jeg har en knugende angst, der i form af ukuelige katastrofetanker forsøger at overbevise mig om, at bildøren når som helst kan åbne sig, og jeg altså falde direkte i døden. Så mine håndflader sveder, mit hjerte banker, og mine lemmer føles vægtløse; en svimlende afgrund suger mig til sig, som vaklede jeg på kanten af et højhus.

Det der redder mig viser sig paradoksalt nok at være Højde. Skræk. – tilfældigvis den eneste bog i min rygsæk. Bogen er skrevet af W.G. Sebald og inddelt i fire tilsyneladende selvstændige fortællinger, hvoraf den første, Beyle eller Den mærkværdige kærlighed, beretter om kavaleriofficeren Henri Beyles militære strabadser under anførelse af Napoleon samt den følgende årrække af varig rodløshed, syfiliskvaler fra Milanos bordeller, litterære medgange og, ikke mindst, adskillige kærlighedsfiaskoer. Beyle dør om morgenen den 23. marts 1842, da han rammes af et pludseligt apoplektisk anfald bedre kendt som en hjerneblødning.

Ligesom Beyle, døde min morfar, bedstefar Tofko, som vi kaldte ham, også af en pludselig hjerneblødning. Det er ham jeg mindes, da jeg læser de afsluttende linjer om Beyles bortgang; jeg mindes bedstefar Tofkos milde ansigt; jeg mindes alle barndommens stagnerede køtimer langs den uendelige autobahn på vejen mod endnu en solsommer i Bosnien; og jeg mindes min mormor, bedstemor Emira, der også ligesom Beyle har måttet gennemleve en ganske ensom og kærlighedsløs alderdom. Nu er hun sukkersyg. Og dement. Og forekommer ikke længere som hverken mormor eller bedstemor Emira, men en ugenkendelig sjæl i en genkendelig krop.

Det er derfor jeg af alle tænkelige steder atter befinder mig netop her: fordi tiden ikke synes at strømme nogen vegne, men igen og igen blot opstå for at forsvinde, som bølger på havet, og mor allerede på fjerde uge er i Bihać i en slags tvungen akutaflastning, eftersom min moster og hendes mand ikke kan bistå den syge, og der desuden ikke er råd til plejehjem ... Timerne går, gradvis fortages angsten, og før jeg ved af det, er himlen mørknet. Forlygter glimter forbi i begge retninger. Vi drejer af motorvejen og triller omkring i et industrikvarter. Ved hjælp af min søsters telefon lykkes det endelig at lokalisere pensionatet, hvor hun få timer forinden reserverede et værelse. Den pastelfarvede bygning ligger afsides et sted dybt inde i fabriksørkenen og er konstrueret med en søjlegang bærende på en kuppel oven på noget der umiddelbart ligner et afdanket kontor. I forlængelse af receptionen – skydende sidelæns frem bag disken – åbenbares et trøstesløst pizzeria. Vores værelse ligger øverst med udsigt over parkeringsbåsene. Tre enmandssenge på række. Så vidt jeg ved, er vi i Magdeburg.

*

Den følgende dag passerer vi uden svinkeærinder Østrig, Slovenien og Kroatien for hen ved midnat endelig at ankomme til Bihać. Familien tager imod os med jubel, de fleste af dem aner ikke, at vi skal komme. Vi er udmattede og fordeles snart ud i husets forskellige rum, jeg i min yngste kusines pink tingeltangelværelse. Langs sovesofaens rygkant står en læselampe, under hvis skær jeg samme nat side om side med Sebalds jegfortæller, stik imod enhver tidslig lov, i oktober 1980 rejser All’estero (i/mod det fremmede) i et nattog fra England til Milano over Wien og Venedig.

Under færden taler vi om snart det ene, snart det andet, blandt andet om glemsel, og min følgesvend medgiver, at han også engang kendte en ældre dame, der var ramt af demens i en sådan grad, at hun blev ude af stand til at tage vare på sig selv, og efter hans overbevisning, måtte sande at livet gik i stå i sit efterår; at hun ligesom træerne tabte alle sine blade og jævnligt mærkede en diffus angst vokse i sig som en slags højdeskræk. Pudsigt nok er det netop det, der hænder min følgesvend i Verona, hvor vi gør et ophold. Her dukker højdeskrækken bogstaveligt talt op ud af det blå på et trøstesløst pizzeria, hvor »ikke kun gulvet, men også væggene var malet blå, en afskyelig, maritim blå«, der får ham til at føle sig som en forlist på havet. Indtrykket af på alle sider at være omgivet af vand forstærkes yderligere af et marinemaleri langs loftet, der forestiller et skib, hvis stævn gennemskærer en skummende bølgekam, mens en gabende afgrund åbenbares nedenunder. Øjensynligt sekundet før en katastrofe, hvilken gør ham så svimmel at han må gribe fat om bordet, og så ængstelig, at han omgående flygter med nattoget til Innsbruck.

Uden ham går tiden langsomt. Endnu langsommere, når jeg forsøger at slå den ihjel ved at fylde dagene med gøremål. I sidste ende munder de altid ud i en spadseretur gennem byens centrale park overdækket af kastanjeløv. Lysende grønne kroner i en lang allé op til broen over floden Una, der svømmer over sine bredder, hvor dagens flygtninge, migranti, som de nedladende betegnes af de lokale, okkuperer enhver bænk. Unge og enlige, usoignerede mænd. Slæbende på håbløse plastikposer og punkterede blikke. Flygtningens uvished. Alt kan ske når som helst. Jeg føler med jer, migranti, tænker jeg, idet jeg skyende lunter forbi. Jeg har faktisk levet i en lignende grums, for ikke så længe siden, da i går var i dag, og mine forældre og jeg i fem år måtte deles om tre kvadratmeter omringet af en uoverstigelig mur og uvisheden som eneste vished. Vores historie, migranti, har for længst lydt i parlamenter og fjernsyn og aviser verden over: Fikret blev allerede fotograferet udhungret bag pigtråd i ’92: lille Alan blev allerede fundet druknet på stranden i ’15; i Danmark har en eller anden journalist allerede reporteret om jer – migranti i Bihać – om hvordan I sidder fast i denne spøgelsesby i dette ingenmandsland; om hvordan I uagtet solskin eller snefog må bo i en nedlagt køleskabsfabrik. Men politikerne vil ikke røre jer med en ildtang. Ikke de europæiske, ikke de balkanske. Det skulle da lige være ham den overvægtige advokat, der bedst lader sig beskrive som en utilpasset, antageligt udviklingshæmmet pyroman, nettet i disse dage flyder over med. Han er allerede i fuld gang med at brænde koraner af, og han vil helt sikkert gerne prikke til en masse flygtninge med en ildtang.

Hvad der præcist skete i dagene efter, er forblevet uklart i min erindring. For mig står den resterende tid i Bihać først og fremmest som splinter af sætninger og fotografier fra Sebalds roman, der er som et forstørret kalejdoskop, hvori jeg sammen med fortælleren, som i kraft af et pasfoto viser sig at være Sebald selv, i anden halvdel af  All’estero (I/mod det fremmede) således i sommeren 1987 igen begiver mig fra Wien over Venedig til Verona. Til min store ærgrelse viser det sig dog, at min følgesvend er blevet mere melankolsk og mindre snaksalig, hvilket godt kan være en ulempe, når man skal tilbringe så mange timer sammen i en kupé. For at lære ham bedre at kende, smuglæser jeg om natten, mens han sover i sædet overfor, at Sebald blev født den 18. maj 1944 i landsbyen Wertach i den sydlige del af Bayern. W’et og G’et i hans fornavn står for Winfried Georg, men han foretrækker at blive tiltalt ved kælenavnet Max, da han ikke bryder sig om navnet Winfried, som han mener klinger som det tyske pigenavn Winifred. Hans far var dels officer i den tyske værnemagt, dels i den forbundstyske hær, hvorfor sønnen voksede op sammen med moren og bedsteforældrene. Til trods for at han overlevede krigen uden synlige skrammer, kilede ekkoet af eftertidens kollektive fortielse sig ikke desto mindre så dybt ind i hans bevidsthed, at han simpelthen ikke har kunnet ryste den af sig. I en alder af enogtyve dimitterede han fra universitetet i Fribourg med en bachelorgrad i litteratur, hvorefter en ny tilværelse tog sit afsæt: fra 1970 bosatte han sig i England med beskæftigelse som lektor ved universitetet i Manchester og sidenhen som professor i tysk litteratur ved universitetet i Norwich.

Efter alt at dømme var det under denne tid, han begyndte at skrive, begyndende med essays om tysksprogede forfattere som Joseph Roth og Franz Kafka. Netop sidstnævntes værker må have gjort et uudsletteligt indtryk, for da han vågner, og toget et øjeblik stilner langs Veronas perron, sidder han som lammet og nægter at stige af, så vi fortsætter mod Desenzano, hvor Kafka engang i september 1913 åbenbart har opholdt sig ved Gardasøen. Da vi langt om længe ankommer til Desenzano, skal han på toilet, og det eneste han siger, da han træder ud, er: »mens jeg vaskede mine hænder, kiggede jeg mig i spejlet og stillede mig selv det spørgsmål, om ikke dr. Kafka, der jo kom rejsende fra Verona, og som derfor også måtte være stået af på denne station, på samme måde havde betragtet sit ansigt i dette spejl.« Jeg kunne ikke intet andet end at nikke. Herefter sidder vi tavse udenfor banegården og venter på bussen mod Riva, hvor min følgesvend i mellemtiden har besluttet, vi skal hen ... I Riva daser jeg ved Gardasøen, mens Sebald laver sine optegnelser. Indtil hotelbestyreren mister hans pas, hvorfor vi må forbi det tyske konsulat i Milano, hvor det varer længe før hans identitet, efter flere opkald til forvaltninger i Tyskland og England, kan fastslås, og en konsulent nedfælder oplysningerne på en skrivemaskine. Med den nyerhvervede frihed i hånden træder vi optimistiske ud af konsulatet og skynder os hen til byens gotiske domkirke. Men inde i katedralen trænger den uventede højdeskræk sig på, og Sebald forsvinder ind i sig selv, hvor han efter eget udsagn af alle kræfter forsøger »at rekonstruere de sidste dages forløb og den rejse, der havde bragt mig hertil, men jeg kunne faktisk ikke sige, om jeg stadig befandt mig i de levendes verden eller allerede et andet sted.« I et desperat forsøg på udbedring, klatrer vi op til kirkens øverste galleri, hvor den svimlende højdeskræk blot eskalerer så hastigt, at vi over hoved og hals må styrte til banegården, hvorfra vi hen under aften forlader Milano til fordel for Verona. Her opløses timerne ganske roligt på det lokale bibliotek, og højdeskrækken passer så at sige sig selv.  

Langs sovesofaens rygkant står en læselampe, under hvis skær jeg samme nat side om side med Sebalds jegfortæller, stik imod enhver tidslig lov, i oktober 1980 rejser All’estero (i/mod det fremmede) i et nattog fra England til Milano over Wien og Venedig. 

 

*

Hvor apatisk det måske end kan lyde, føler jeg mig, hvis jeg skal være ærlig, lettet den morgen vi forlader Bihać. Lettet, fordi jeg endelig kan slippe ud af spændingen, som trangheden af at være for mange på for lidt plads, skaber. Lettet, fordi både mor og bedstemor Emira er i bilen og skal med tilbage til en tryggere eksistens i Danmark, om end i bedstemors tilfælde kun midlertidigt, og håbefuld, fordi jeg langt om længe skal gense min fødeby, Gradiška, og besøge bedstefar Tofkos grav.

Som vi triller hen ad udkantsgaderne, og jeg søvndrukkent hviler ansigtet mod ruden, åbenbares pludselig en halvtreds-halvfjerds forhutlede mænd svøbt i soveposer og papflager spredt ud over mudderet af en pigtrådsindhegnet brakmark under den åbne himmel. Dér ligger de: midt ude på jorden blandt et storcenter, en restaurant og et hotel. Ikke kun jeg, også de andre sukker hovedrystende, selv bedstemor Emira, som siger, at man under vores tid i det mindste fik et anstændigt sted at forrette sin nødtørft. Men trafikken fortsætter uhæmmet og med den, vi; ud på en snoende landevej flankeret forneden af den irgrønne Una og skrånende klippevægge foroven. Når naturen stedvis udvides er det i form af mandshøje majsmarker, amputerede togskinner langs grøften og ruinlandsbyer for fødderne af granbjerge, hvor dødningehoveder advarer om miner. Mærkeligt at tænke på, at en helt almindelig landsby fra den ene dag til den anden forvandles til en slagmark. At sådan noget virkelig kan ske. Og gad vide, om dr. K. mon også tænkte på slagmarker, da han den 6. september 1913 i stillingen som vicesekretær for Prags Arbejderulykkesforsikringsanstalt sad i toget mod Wien for at deltage i en kongres om førstehjælp. Gad vide, tænker jeg læsende i kapitlet Dr. K. på Kurrejse til Riva, der skildrer historien om dr. K. – en mand eksakt lig Franz Kafka – som rejser fra Prag til Wien for derefter at flygte til Verona over Trieste og Venedig og derfra videre til Desenzano blot for at ende som patient i et tuberkulosesanatorium i Riva.

Præcis ligesom Beyle er også dr. K. ramt af kærlighedskvaler; for anden gang har han måttet afbryde sin forlovelse til en vis Felice, til hvem han skriver febrilske breve gennemblødte af skam. Den eneste trøst han finder er at ligge i skjul i græsset omkring Gardasøen. Men trøsten er flygtig og snart må han indlogere sig på en vandkursanstalt sammen med blandt andre generalmajor Ludwig von Koch, hans tætteste ven på sanatoriet, der i sine ældre dage har besluttet at gå i lære hos den franske forfatter Stendhal – et pseudonym benyttet af Beyle – for ikke at dø i uvidenhed. Og for en stund er tilværelsen udholdelig, og dr. K forelskes endda i en ung kvinde med hvem han roer ud på søen i efterårssolen, hvor de forelskede i ømhed deler deres sygdomshistorier. Og så, før de ved af det, må de tage afsked, og dr. K må finde på alverdens komiske foranstaltninger, for at pigen ikke skal brase i gråd foran alle; og da det endelig er lykkes at følge hende ned til dampskibet og overvære hende stavre op ad den smalle landgangsbro, og skibet tuder og glider ud på vandet, og pigen læner sig ind over rælingen, hun vinker og vinker, er det den sidste gang, de ser hinanden.

I det næste nu står jeg ansigt til ansigt med bedstefar Tofkos grav og genlever den sidste gang, vi så hinanden; på hospitalet, hvor jeg en vintermorgen fødtes, og han en vintermorgen døde; og min mor og søster beder og beder koranversene hule, og vi fylder vaser med vand og liljer, og jeg aer granitpladen med min hånd, og vi forlader gravpladsen og træder ud på den sprukne asfalt. Og måske er det smerteligste af alt, tænker jeg nu, at tiden uagtet døden bare går og går. Op og ned ad fortovet langs den trafikerede hovedgade. Ind under broen. Forbi legepladsen, guldsmeden, mors gamle folkeskole. Gennem krydset med hjørnebøgen. Så den skudhullede blok foroven “Marinas kiosk,” hvor jeg om somrene så ofte sendtes hen efter mælk og cigaretter til eftermiddagskaffen, og Marina altid forærede mig Ungabunga-tyggegummi. Så det krumme bindingsværkshus. Så haven med de skystræbende solsikker. Og endelig: bedstefar Tofkos og bedstemor Emiras hus. Her stopper tiden. På en alterlignende svævehylde for enden af midtergangen står en lærredsindbunden kalender med påskriften Tagebuch 1995. I det ene soveværelse dobbeltsengen fra asylårene i München. I køkkenet de kobberbelagte spurve i kurven oven på køleskabet. De tobaksbrune skabslåger. Den klodsede metalbrændeovn. I stuen drengeportrættet af mig. Reolen med fotografierne af slægtens for alle vinde spredte børn – børn som i dag spænder i alderen fra sluttyverne til fyrrerne og selv har børn. Langs hjørnevæggene den arabeskmønstrede stofsofa. Vinduerne ud mod gaden, dækket af bjælkeskodder og hvide blondegardiner. På gulvet under sofabordet det persiske tæppe. I hullet mellem køleskabet og sofaen det sekskantede spisebord. I soveværelset på den modsatte side af gangen endnu en arabeskmønstret sofa. De samme vinduesskodder, de samme gardiner. Vitrinen med porcelænsservicet omgivet af fotografier af blandt andet min mosters bryllup og min grankusine legende med en bamse. Ved siden af vitrinen det vakkelvorne garderobeskab, hvis bøjler er beklædt med skjorter, bukser og bluser, som min mor og søster henkastet stryger håndfladerne gennem. Mor rækker mig en gennemsigtig plastikboks med et rødt låg.

Jeg spørger, hvad det er for noget, og hun siger at jeg selv må se efter, så jeg åbner boksen og finder bedstefar Tofkos tegnebog, hans transistorradio og hans brilleetui. Jeg tager forsigtigt brillerne ud og ser at glassene er fedtede til af fingeraftryk, »det hele er nøjagtigt, som han efterlod det,« siger mor, og jeg folder den sortbrune læderpung ud og ser på den ene side et ungt pasfoto af min far, på den anden alskens kort, heriblandt bedstefar Tofkos sygesikringsbevis, »han fik faktisk det der udstedt, få uger før han døde«, siger mor, og jeg tager kortet ud af lommen, så bedstefar kommer til syne i vinterfrakke og halstørklæde og det der milde ansigt med dets strejf af melankoli, dets muntre tristesse, forenet i en paradoksal mine der på en gang rummer morfarens elefantrynker såvel som drengens hundeøje, og som ingen anden bar med samme naturlige elegance. Jeg ser på ham, et tryk vokser frem i brystet, jeg mister pusten, mærker trykket strømme op gennem halsen, det svimler for mig, minderne raser, og inden jeg ved af det, rinder øjnene over, væske pibler ned ad ansigtet, som jeg forsøger at skjule bag mine hænder, idet jeg hører min søster snøfte: »det er okay, Alen«, og jeg når lige at tænke, at min søster selvfølgelig taler sandt, samtidig som hun lyver så det driver, og af en eller anden grund, på en eller anden måde, løber jeg ud på badeværelset.

*

Dagen efter er det langfredag, og i takt med solens gradvise frembrud, sætter vi kurs mod Danmark. Jeg når kun akkurat at opfange, at vi krydser broen over floden Sava – jollerne ligger stadig tøjret til stolper langs bredden forneden det for byen så karakteristiske flodbølgeværn der tårner op ad jorden som et cementfjeld – inden jeg døser væk, idet bilen passerer den kroatiske grænsekontrol og accelererer hen ad den morgenøde landevej. Da jeg vågner er vi lige kørt ind i Østrig, den eneste bjergetape på rejsen; flankeret af bølgende grøn i grøn i alle farvens nuancer, som vi tilbagelægger den ene mark og skov efter den anden. Med jævne intervaller sluges bilen af en af de adskillige kilometerlange tunneler, lyset glipper og glipper, når vi veksler mellem inde og ude. I Tyskland flader landskabet en gang for alle ud. Monotonien sætter ind: far tager solbriller på og bliver stille, mor falder i søvn, min søster forsvinder ind i sin telefon, bedstemor Emira er i forvejen hele tiden et andet sted, så ingen ved rigtig, hvad hun foretager sig, hvor henne. For det meste stirrer hun lige ud i luften eller leder efter sin håndtaske, der ligger ved hendes fødder, og som hun, når hun endelig har genfundet den, lyner op og lyner ned og lyner op og lyner ned for at få bekræftet, at hun faktisk har husket nøglerne til huset i Gradiška.

Selv border jeg for sidste gang nattoget for i selskab med Sebald i oktober 1987 at foretage Il ritorno in patria (Tilbagevenden til fædrelandet) til hans barndoms landsby W. beliggende i de bayerske fyrdale. Som det tidligere har vist sig, er en sådan rejse nærmest per definition brolagt med forhindringer. I Innsbruck siler regnen ned over os klokken fem om morgenen, mens vi venter på at den skidne banegårdscafé skal åbne sine døre og beværte os med en kop kaffe. Da den så endelig gør, må vi nøjes med elendig cikoriekaffe, som bestemt ikke gavner humøret. Først da bussen ruller ud af byen og stiger op ad mod de ildrøde lærker, og vejret som med et knips begynder at klare op, får vi det langsomt bedre. Hen mod middag når bussen med os som de eneste passager til et afsidesliggende toldkontor. Intet sted rører sig det mindste, ikke et eneste køretøj på stien, som slynges ned i dalen, ja, jeg har nok aldrig været så langt ude før, og jeg må da indrømme, at jeg er blevet en smule nervøs; så godt kender min følgesvend og jeg jo heller ikke hinanden. Han derimod virker dog ganske afslappet, og han aftaler med den ansvarshavende toldbetjent, at denne skal aflevere vores bagage på Hotel Engelwirt, når han efter fyraften passerer gennem W. I mellemtiden går vi til fods med hver sin rygsæk over skulderen ind i skovens moseområder. Kløften er »mørkere end jeg havde troet det muligt midt på dagen,« som Sebald ildevarslende påpeger. Grenløse graner vokser på skrænterne. Vejret slår om i et sort skydække. Kolde briser strejfer trækronerne og får isnende dråber til at dryppe på min nakke. Når jeg undertiden kan skimte horisonten i en sprække, fyger en lydløs sne over bjergtinderne.

Hen ved aften trasker vi ind i W., hvor vi indlogerer os på Engelwirt, Sebald i det værelse, der engang udgjorde hans barndoms stue. Ud ad vinduet overværer vi floden Ach, ved hvis brusen min følgesvend dels erindrer en gruppe sigøjnere befolke en landtunge i vandet, dels krigen, der, som han fortæller, som barn rumsterede i hans bevidsthed i en forestilling om »de kæmpendes sodsværtede ansigter og hvordan de med løftede geværer knælede bag en træstamme, eller hvordan de sprang fra klippe til klippe over dybe afgrunde, svævende ubevægelige i luften, i det mindste så længe jeg holdt vejret eller ikke åbnede øjnene,« hvortil jeg må medgive, at jeg ved nøjagtig, hvad han mener, da jeg først i mit sekstende år – takket være dokumentarfilm – tilnærmelsesvist begyndte at fatte, at krigen var en civil slagtehal, og efter at have set en sekvens, hvor nogle serbiske soldater tvinger en række bosniske drenge ud i et buskads for i næste øjeblik at skyde drengene i tindingerne, så deres hoveder knuses til rød grød ud over de grønne siv, deres kroppe falder sammen, den dag i dag ikke har fortrængt krigen fra min bevidsthed.

I den anledning tilføjer min følgesvend, at han nu desuden genkalder sig sin far, og hvordan faren den første krigsjul havde et album med fotografier fra det såkaldte Polen-felttog med hjem, hvorpå der ses tilfangetagne sigøjnere som »kigger smilende ud gennem et pigtrådshegn et eller andet sted langt borte i Slovakiet, hvortil min fars ingeniørafdeling var blevet forlagt allerede flere uger inden krigsudbruddet.« Jeg svarer, at sådan spejles vores eksistens tydeligvis på tværs af kalendere og fædrelande og modermælk, og han finder fotografiet frem, så jeg med egne øjne kan bevidne en tørklædeklædt kvinde stå bag et pigtrådshegn med en baby i favnen, mens hvide bogstaver sirligt ytrer langs marginen: Sigøjner ...

De følgende dage møder vi løbende fortidens naboer, blandt andet den etbenede lejer Sallaba i habit og slips, der bor på første sal og som er en virtuos på sine krykker, og desuden, fra samme etage, den triste og sløve Rosina, som dagen lang ligger på en kanapé med et glas rødvin ved hånden. Over for, i det såkaldte Seeloshaus, bor Ambroser-familien, man for overskuelighedens skyld blot navngiver efter det hus, de bebor, eksempelvis: Seelos X, Seelos Y og så videre. Husets herre, bygmester Baptist, som har tegnet byens skole og vandværk, dør tidligt af en pludselig hjerneblødning, hvorefter hans tre ugifte søstre Babett, Bina og Mathild med uheld driver beværtningen Café Alpenrose, indtil de, slidt op af uindfriede håb, med få dages mellemrum går bort. I de år Sebald bor oven på Café Alpenrose, hvilket han indvier mig i på en af vores spadsereture, føler han ofte en stærk trang til, når mørket er faldet på, at liste ned til kroen for at få et glimt af servitricen Romana; omdrejningspunktet for hans første forelskelse. Desværre opdager han en krystalklar decembernat sin smukke servitrice ligge ryglæns med spredte ben på en stabel tørv i skuret bag kroen, alt imens jægeren Schlag står foroverbøjet over hende og støder sin krop frem i bølgeagtige ryk, hvilket fører til en endegyldig kapitulation i kampen om Romanas gunst, der i løbet af foråret erstattes af forelskelsen i den ømme lærerinde, Frøken Rauch, med hvem min følgesvend tilbringer adskillige dage i matematikkens tegn, og han kunne da også sagtens forestille sig, husker han, hvordan han den sommer ønskede at træde frem foran altret med sin lærerinde.

Men drømmen forbliver en drøm og intet andet, og min følgesvend fortsætter med at fortælle, nu om den person i hans liv, som jeg desværre ikke møder, men som jeg uden tvivl hører mest om: bedstefaren. Bedstefaren, med hvem han vandrede ud i de vidåbne enge og ranke bjerge. Bedstefaren, som vågede over ham iført overfrakke og hat, da han som dreng en vinter ramtes af difteri, og moren to gange dagligt måtte vaske gulvet med eddikevand og lade vinduerne stå opslåede i døgndrift. Bedstefaren, som han fulgtes med overalt, oftest til Alpenrose, og »sad så med et glas hindbærsaft, mens kortene blev blandet, delt ud, spillet, lagt til side, talt op og atter blandet på ny«, som han siger. Af gammel vane beholder bedstefaren altid sin hat på, og først efter kortspillet, da Mathild er i køkkenet for at brygge kaffe, tørrer han sin pande med et lommetørklæde.

Vores veje skilles i udkanten af Kassel, hvor Sebald stiger på et eksprestog mod London over Hoek van Holland, mens jeg bliver siddende. De næste mange timer genkalder jeg uafbrudt bedstefar Tofko, og hvordan vi om somrene i Gradiška fulgtes overalt; til floden til basaren til vores stamrestaurant. Stadig står han så klart frem for mig, som sad han lige her; ved min side på bagsædet i en Toyota Avensis susende ned ad den tyske motorvej; midt imellem mig og bedstemor Emira, der stadig, selv om vi for længst har spist aftensmad på en McDonald’s i omegnen af Hamborg, bliver ved med at lyne sin håndtaske op og ned og op og ned.