På swipetogt mod evigheden

Historien kendes fra den klassiske dannelsesroman: Helten forlader familiens hjem, bevæger sig ud i verden for at gøre sig nogle erfaringer, der gør ham i stand til at træde ind i de voksnes rækker, at stifte sit eget hjem. Det er en forudsigelig fortælling, der har et klart endemål, nemlig kirkeklokker og småbørn. Men i en verden med regnbuefamilier, Tindersex og sæddonation, hvor parforholdet næppe er en praktisk eller økonomisk nødvendighed, hvorfor er tosomheden så overhovedet et mål? Hvilken slags kærlighed er det, vi søger i de mange selvhjælpsbøger til menneskesky bejlere og på dating-apps, der faciliterer mere eller mindre forpligtende møder? Når nødvendigheden tages ud af ligningen, begynder vi at stille en anden slags krav til parforholdet: krav til følelsernes intensitet – til timingen, spændingen og den gode historie. Den romantiske kærlighed er med andre ord back with a vengeance.

Selvom det kan ligne et luksusproblem, at det moderne menneske er selvstændigt nok til at vælge parforholdet fra til fordel for mere fleksible modeller (det er der al mulig grund til at hylde), vidner nutidens datingkultur også om en stigende grad af seksuel og social analfa