Print artikel

Frihedens grænseland

»Folk er ikke så dumme, som man ofte fremstiller dem,« mener professoren. Foto: Maj-Britt Boa
Interview
22.12.14
Hvad blev der af grænsen mellem det offentlige og det private? Professor dr. phil. Hans-Jørgen Schanz har udgivet en filosofisk lommebog om frihed, der har solgt intet mindre end 34.000 eksemplarer. Mød Hans-Jørgen Schanz til en snak om frihed, urørlighedszoner og begreber, der skal sendes til rensning.

 

-Hvorfor er din bog om frihed blevet så populær?

»Folk er ikke så dumme, som man ofte fremstiller dem, og jeg tror, mange er trætte af alle de fjollede måder, ordet frihed anvendes på i dag. Der opstår en gang imellem et ønske om en vis klarhed. Nu er det ikke sådan, at jeg bare leger sprog-politibetjent, men når vi taler om moralske, juridiske, økonomiske eller eksistentielle områder, så er det altså ikke helt ligegyldigt, hvad vi mener med ordet frihed. Det nytter jo ikke noget, at man skal starte i fuldstændig tåge hver gang, man indleder en diskussion, fordi man antager noget forskelligt. Derfor har jeg taget ordet og sendt det til rensning.«

-Du har sagt, at friheden er blevet en besættelse for os. Hvad mener du med det?

»Der sker en bemærkelsesværdig udvikling med ordet frihed i 1990’erne, hvor neoliberalismen og dens ideer slår igennem og næsten sejrer. Efter Muren faldt, fik frihedsbegrebet en helt enorm opladning og et reelt indhold – altså frigørelse fra diktatur osv. Efterhånden begyndte ordet at selvstændiggøre sig, så det bare blev noget godt i sig selv, og så kom vi til at dyrke det som en fetich, hvilket rigtig mange gør i dag.«

-Er friheden blevet en forbandelse?

»Det ved jeg ikke, men den bliver dyrket i et omfang, hvor den bliver overvurderet. Vi har i dag en masse friheder, men har vi ikke også nogle pligter? Jeg mener, frihed uden pligter er rendyrket narcissisme. Narcissismen vil gerne dyrke individualiteten, men individualiteten bliver jo fuldstændig tom, hvis den ikke står i kontrast til noget andet. Det sjove er, at alle vil være individuelle, men at alle er ens. Jo mere folk vil være individuelle, jo mere ens bliver de. I stedet for identitet florerer identifikation.«

-Hvad er forskellen?

»Identitet er noget man faktisk er, og det kan man ikke sådan bare opfinde. Identifikation er, at man tror, at man har et eller andet kæmpe mål udenfor sig selv, og man hele tiden nærmer sig det. Altså man identificerer sig med et eller andet ideal, og så tror man, at man opnår frihed gennem det. Men det er helt illusorisk. Det er en form for hjernevask.

En af rødderne til den narcissisme, vi ser i dag, er en helt enorm eksistens-sikkerhed, som vi oplever i store dele af Vesten. Vi lever i dag komfortabelt uden de store bekymringer af social art og forstår frihed som retten til at leve et bekvemt liv. Man kan sige, at vi i høj grad er ved at udskifte frihed med komfort! Vi har for fanden aldrig haft det så godt, og nu er vi ved at falde i søvn. Misforstå mig ikke, jeg har intet imod bekvemmelighed, men det må bare ikke være det eneste. En gang imellem i mine sorte stunder, tænker jeg: Kun en katastrofe kan redde os ud af den dybe søvn, vi er havnet i.«

-Du har talt om, at grænsen mellem det private og det offentlige skrider. Hvad mener du med det?

»Hele vores katalog af politiske frihedsrettigheder bygger på, at der er en klar adskillelse mellem det offentlige og det private. Den adskillelse ændrer sig ganske vist historisk, men i dag er den ved at nedbrydes på grund af narcissisme. Folk udleverer sig selv og plaprer løs om selv de mest private anliggender. Det K.E. Løgstrup kaldte urørlighedszoner, som alle mennesker har, og som man skal huske at respektere hos andre, dem skal man også huske at respektere hos sig selv! De urørlighedszoner er i dag ved at falde fuldstændig væk, og folk udleverer sig selv for at blive berømte i fem minutter. Men de er i virkeligheden marionetter i et nonsens-teater, hvor alle er eksemplarer og ingen er individer. Det er en total misforståelse. Hvis der ikke er noget, der er privat, er der ingen individualitet – mennesket har behov for at vokse i mørke, som Hannah Arendt, siger. Jeg mener, vi stille og roligt er i gang med at nedbryde de gunstige vilkår, vi har for frihed – uden at vi ved det. For eksempel ved at nedbryde skellet mellem offentligt og privat. Ved at nedbryde det skel, har du hverken det ene eller det andet, men bare en gråzone, og det vil uden tvivl sætte sit præg på den måde, vi dannes som mennesker.«

-Hvor vigtig er friheden for dig?

»For mig er friheden altafgørende. Jeg får det simpelthen kropsligt dårligt, når jeg oplever ufrihed i alle mulige betydninger af ordet. Når alt kommer til alt, så er den mest fundamentale frihed, der findes, bevægelsesfriheden. Den er forudsætningen for alle andre friheder. Alle! Det er jo også derfor, man smider folk i fængsel og isolerer dem. Jeg mener også, frihed er forudsætningen for menneskelig spontanitet. Derfor er den så vigtig. Når du har frihed, kan du bevæge dig, og så kan de fandeme ikke styre dig!

Som barn var jeg ofte syg. Jeg led af astma og var indlagt hele tiden, hvilket gav mig en stærk oplevelse af, hvad frihed betyder – nemlig det at kunne bevæge sig relativt ubesværet. Det sidder dybt i mig i dag.«

-Hvornår føler du dig mest fri?

»Det ved jeg sgu ikke, men jeg oplever en art frihed, når jeg kører rundt i min Range Rover og kan bevæge mig gennem landskabet og nyde, at det tager imod mig. Men ind imellem kan det også betyde ekstrem ufrihed, som når jeg for eksempel pludselig havner midt i en bilkø. Så er en Range Rover bestemt ikke nogen garanti for frihed!«