Print artikel

De troløses fællesskab

London Calling Foto: Pennie Smith/CC
Simon Critchley. En kamplysten tænker
Interview
06.12.10
Den engelske filosof Simon Critchley er noget så sjældent som en filosof med fortid som punkmusiker. Måske kan man endda finde ligheder mellem hans tænkning og hans modkulturelle rødder? I hvert fald tænker Critchley kamplystent, og hans diagnoser er hårdtslående. Om hans medicin har samme slagkraft er måske mere tvivlsomt. ATLAS har mødt filosoffen.

Det er kendetegnende ved filosoffer, at de har læst mange bøger. Og at de også af og til præsiderer med en holdning, som udtrykker netop dette og således skaber en aura meget lig en uindtagelig fæstning. Man kan undre sig over en sådan skråsikker fremtoning ved udøvere af en disciplin, hvis mestre netop var store tvivlere. Men sådan fremtoner filosoffen Simon Critchley da ATLAS møder ham i en kantine på CBS, som runger af sniksnak og stilet-klipklap. Han er dog venlig og imødekommende og tydeligvis glad for at fortælle om sine mange bøger, sit daglige liv som professor i New York og ikke mindst om sin filosofi. Hans tænkning er præget af både punk, Nietzsche og mange franskmænd med en mere talende og mindre systematisk tilgang til disciplinen. På CBS forelæser han under overskriften »The Faith of the Faithless«. En flot titel med fængende paradoksalt indhold. Han vil gøre op med, hvad han ser som, vores vestlige tro på ingenting og erstatte intet med et fællesskab af troløse. Det er selve det meningstab, der siden Søren Kierkegaard har været omdrejningspunktet for så meget desperat filosfi, som den engelske filosof vil erstatte. Det er imponerende ambitiøst og fæstningen Simon Critchley virker da også til at være velforberedt på angreb når han docerer sin filosofi, der startede med punkrock og gik fra »no future« til en anden bedre future.

»Jeg spillede i punkbands i årevis. Jeg voksede op uden for London, og punk foregik, så jeg var lige i nærheden. Jeg ville gerne være punkmusiker, men jeg havde aldrig rigtig nogen succes, derfor begyndte jeg at læse filosofi. Der var en glorværdig nihilisme forbundet med punk dengang, som var sjov. Man stak bare sin finger op imod ting og ødelagde det. For mig er der en absolut kontinuitet mellem, hvad jeg lavede dengang, og hvad jeg laver som filosof«.

For Simon Critchey starter filosofi altså med skuffelse. For ham selv personligt, fordi han mislykkedes som punkmusiker og derfor kastede sig over filosofistudierne, og for tænkningens vedkommende ved, at man bliver skuffet over et tankesystems begrænsninger. For eksempel guds. Eller måske ’verden’ eller politikken. Med Dostojevskij som inspiration ser han, hvordan »blod bliver spildt på den gladeste måde, som om det var champagne«. En stor del af befolkningen vokser op og føler mildest talt, at tingenes tilstand – samfundsmæssigt, religiøst, socialt, politisk – ikke er, som man havde forventet eller håbet, de skulle være. Illusioner om en verden med broderlig kærlighed og udbredt retfærdighed afløses af skuffelse. Og mennesker har generelt store problemer med at acceptere egne begrænsninger, hvilket rummer en farlig afvej. Det helt store problem med den politiske eller religiøse skuffelse er nemlig, at den skaber plads til den nihilisme, som i filosoffens øjne er nutidens helt stor udfordring.

Med andre ord repræsenterer nihilismen et sammenbrud af en meningsorden, som truer det moderne menneske. Udfordringen for dagens tænkere er derfor, ifølge Simon Critchley at forstå, hvordan vi kan modstå nihilismen og udfordre dens vildveje. Et sted har Critchley endda skrevet, at militant modstand mod nihilisme, er hvad der definerer den filosofiske praksis for kritisk refleksion og frit flydende tanker.

»Nihilisme for mig det problem, som vi må håndtere. Som Nietzsche siger, er nihilisme den oplevelse, hvor de højeste værdier ophæver sig selv. De bliver ikke bare ophævet men også umulige at tro på. Så nihilisme er navnet på den historiske og konceptuelle proces, hvor de ting, vi troede på, de ting, der garanterede mening, er blevet meningsløse«.

Men for at behandle begrebet, splitter filosoffen det op i to dele, som kan hjælpe med at diagnosticere flere nutidige udfordringer. Ifølge Critchley kan nihilisten både være den åndeligt fortabte vesterlænding, som evigt søgende vender sig mod yoga, økologi eller coaching for at udfylde et meningsvakuum, eller al-Qaeda-terroristen, som med dynamitbælte vil springe så mange troløse i stykker som muligt.

»Nihilisten er den person, som siger, at alt er meningsløst, og derfor må man enten trække sig væk fra verden eller ødelægge den. Det er de to figurer, jeg beskæftiger mig med i min nye bog: Den passive nihilist, som trækker sig tilbage fra verden og forsøger at kultivere en form for indre fred og den aktive, som vil opløse den værdiløse verden«.

Critchley langer ud efter denne form for ’europæisk buddhisme’. Med sarkasme beskriver han dens inaktive tilbagetrækning som småborgerlig flugt fra virkeligheden. Man vil hellere kigge på noget pænt end konfronteres med den værdiløse verdens sammenbrud. Selv handling er også blevet meningsløst, så man udvikler sin æstetiske sans hellere end sin retfærdighedssans. Man vender ryggen til det politiske fællesskab og søger en alternativ mening.

»I går så jeg en reklame for et mindfullness-seminar her i København. Det er den passive nihilistiske diskurs, man laver sig selv til ø og forestiller sig en form for sindsro og sjælefred. Det er new age-muligheden. Den anden er at gå ud og smadre ting. Ødelæggelse. Så for mig er både den filosofiske og politiske opgave at acceptere nihilismens problem og så prøve at modsætte sig det. Som Nietzsche sagde, skal vi revaluere værdierne.

Af samme grund er det Critchleys ambition, med filosofien som middel, at sætte ord på en ny tids fællesskab af sekulære i en fælles tro. Det han kalder »the faith of the faithless«. Typisk for den belæste Critchley funderer han denne tanke på endnu et citat fra verdenslitteraturen. Så hvad er de troløses tro?

»Jeg har taget det fra Oscar Wilde. Fra en tekst –De Profundis- som han skrev i fængslet, efter han var blevet ødelagt, hvor han siger, at han ikke længere kan finde nogen frelse i religion. I stedet siger han, ’jeg kan godt lide at forestille mig et broderskab af troløse’. Han siger, at agnosticisme kræver også sine ritualer. Han prøver at forestille sig, hvilke former for solidaritet, der er mulig blandt ikke troende. Det er den opgave, jeg er gået i gang med i min nye bog. Hvad kan være den samlende tanke for folk, der ikke anser ser sig selv for at tilhøre en organiseret religion?

 

Hvis vi virkelig gav folk hvad de ville have, ville de sikkert være ude og skyde immigranter

Mange modernister ville finde denne form for fællesskab i den vestlige verdens forestilling om fremskridt og demokratisering. Men hos Critchley er tilliden til det vestlige liberale demokrati og dets frisættende potentiale ligeså vel som religionen, en trossag.

»Jeg bor i New York, hvor ’Amerika’ er en civil religion. Man skal tro på forfatningen. En religiøs kærlighed til forfatningen. Èn filosofisk opgave er, at afslører de fiktioner, som folk lever i. Vi skal være kritisk over for den slags forfatningstro og i de mindste vide, hvad det er. Filosofi er en afmystificerende aktivitet. Vestlige samfund behandler demokrati som en hellig ko, hvor man ikke tænker dets historiske fremkomst.

Der eksisterer en form for mangel på politisk forestillingssevne. Det virker til, at mange synes, at på trods af at måden verden er i dag ikke virker optimalt, stiller vi os tilfreds, fordi vi ikke magter at forestille os noget anderledes eller bedre.

Og her er det så, at Critchleys arbejde som filosofisk diagnostiker hører op og hans arbejde med at frembringe et tankemæssigt middel mod den sygdom, han beskriver, må begynde. For når den verdenskendte filosof, der i sit professorat på New School of Social Research sidder i Hannah Arendts gamle stol,  troner foran ATLAS’ udsendte og strøer om sig med citater fra både gamle grækere og nyere tyskere, så kan det virke overordentligt overbevisende. Men når Critchley selv understreger, at det må være filosofiens rolle at komme med plausible modsvar på meningsfraværet og nihilismen, så skylder han vel et forsøg, der rummer lidt mere end et Oscar Wilde-citat ellers begynder Critchleys tankefæstning at slå revner. Og her må spørgsmålet til filosoffen uundgåeligt så være, om vi har et reelt alternativ til det liberale demokrati.

»Mange,« siger Critchley. »Jeg er meget interesseret i den anarkistiske tradition. Anarkisme er et forsøg på at rodfæste politik i små selvorganiserede samfund, der vil eksistere i en slags føderation med hinanden. Og hvor lovgivende magt vil ligge hos folket og ikke blive overgivet til repræsentanter og parlamenter«.

»Jeg kan forestille mig en situation, hvor nationalstaten bliver opløst, og politisk magt flyder tilbage til folket på en meget mere radikal måde. På underlig vis er venstreorienterede og liberale er ikke interesserede i sådan et scenarie, fordi de er rædselsslagne for, hvad folket ville gøre hvis de virkelig fik magten. Især i Vesteuropa findes der en mærkelig pessimistisk kærlighedsaffære med staten. Fordi den i det mindste sikrer et niveau af anstændighed og civilisation. Hvis vi virkelig gav folk, hvad de vil have – ægte demokrati –ville de sikkert være ude og skyde immigranter«.

- Tror du virkelig?

»Det er en risiko, hvem ved? Men måske skulle vi prøve noget andet. Nu er vi i en underlig form for venstreorienteret politistat, hvor man vil beskytte mennesker fra det, de gerne vil have. Det synes jeg er mærkeligt«.

»Hvad der foregår i Europa er trist. Man prøver at opbygge en europæisk union, men der er ikke nogen folkelig opbakning. Det økonomiske niveau fungerer ok, men det politiske fungerer overhovedet ikke. Folks primære tilhørsforhold er stadig nationen. Vi lever i tid med en ærgelig mangel på forestillingssevne, en fattig måde at tænke omkring politik«.

»Jeg kan sige dig, hvad man kan gøre politisk. For tiden arbejder jeg med græsk drama. Det har fascineret mig i årevis. Det første stykke teater, vi har, er fra 472 fvt, Perserne, af Aischylos. Det foregår ved det persiske hof i tiden efter nederlaget til grækerne i slaget ved Salamis. Stykkets detaljer er fascinerende, men en ting, man kan se, er, at teatret begynder med en handling, hvor man viser sympati over for fjenden. Det mener jeg skal være et fundamentalt princip: Spørgsmålet må ikke vær,e hvordan man konfronterer Taliban, men hvordan kan man forstå, hvad der gør Taliban til Taliban. Hvordan forstår vi det? Og hvordan sympatiserer vi med det? Politiks første princip må og skal være: Forståelse af fjenden. På den mest intime måde. Og så skaber man alliancer. Man skal forstå, at Taliban ikke kan besejres, derfor bliver man nødt til at lave kompromiser«.Simon Critchley er tydeligvis en meget lærd mand, men måske for ambitiøs i sin tænkning. Mens hans diagnose af virkningerne af Vestens meningstab og dens opsigtsvækkende adskillelse i passive og aktive nihilister virker til at ramme et blødt punkt hos både al-Qaeda og yogiske flyvere, er hans filosofiske modsvar nok mindre overbevisende. Det kan være svært at forstå, hvorfor filosoffen er blevet så sur på sekulære liberale demokratier, når det nu virker til at være dem, som kommer tættest på at modsvare forestillingen om et fællesskab af troløse.

De sidste ord får punken. For hvad mente Critchley egentlig med kontinuiteten mellem undergrundskultur med fuckfinger og filosofiens sædvanligvis mere distingverede status?

»Det, som punk slap fri, var idéen om, at du kan gøre det selv. Du kan få fat i tre venner, lave et band, putte dine instrumenter i en varevogn, køre til London og spille en koncert. Skrive egne sange og lytte til andre bands og kopiere dem og prøve at gøre det til dit eget. Det tillod autonomi og selv-udtrykkelse«.

»Jeg plejer jo at sige, at filosofi starter med at mislykkes eller med skuffelse. Efter jeg mislykkedes som punkmusiker, blev jeg digter. Det gik også rigtig dårligt, så begyndte jeg at læse. Så for mig er filosofi blevet det redskab for opfindelse, som punken var dengang. Med samme form for ubegrænsethed. Og fordelen er, at man kan gøre det alene, hvilket er bedre. Det er ikke så rart at forestille sig et band af 50årige punkmusikere. På nær Iggy Pop selvfølgelig, ham hører jeg stadigvæk hele tiden. Han har også gået på universitetet, han læste antropologi i Michigan. Punk og filosofi er meget nærliggende«.