Print artikel

Fire uetiske mænd i sengen

Penne(for)føreren Knallhatt/Andersen. Foto: Jacob Boserup
Artikel
03.05.13
Kierkegaards forbandelse var, at han levede i en tid, hvor ingen forstod ham. København var en forvokset købstad, og alt i alt må han have kedet sig JAMMERLIGT – til sidst døde han af det. Så hvilken bedre og mere livgivende gave til Søren på hans fødselsdag end et frejdigt smækkys: en leg med en af hans geniale tekster? ATLAS hylder fødselaren med et uddrag fra Lene Andersens Fire uetiske mænd i sengen, der handler om Don Juans, James Bonds, Indiana Jones’ og Woody Allens forhold til kvinder. Hver af de fire mænd repræsenterer et stadie af selvrefleksion (eller mangel på samme).

 

Det umiddelbare, det ikke-existerende, det disciplinerede, og det reflecterede erotiske Stadie

eller

Det Musikalsk-Erotiske, det Uerotiske,

det Controlleret-Erotiske

og det Usikkre-Erotiske

eller

Fire uetiske Mænd i Sengen

 

Intetsigende Indledning

Fra det Øieblik min Sjæl første Gang forbausedes og ydmygt bøiede sig i Beundring over Hr. Broccolis film, har det ofte været mig en kjær og vederqvægende Beskjeftigelse at overveie, hvorledes hiin glædelige græske Betragtning af Verden – der derfor kalder denne kosmos, fordi den viser sig som et velordnet Hele, som en smagfuld gjennemsigtig Prydelse for den Aand, der virker og gjennemvirker den – hvorledes hiin glædelige Betragtning lader sig gjentage i en høiere Tingenes Orden, i Idealernes Verden, hvorledes der atter her er en styrende Visdom, beundringsværdig fornemmelig i at sammenknytte, hvad der hører sammen: Axel med Valborg, Raphael med Katholicismen, Mozart med Don Juan, Homer med Matt Groening, Albert Broccoli med James Bond.

Der gives en ussel Vantro, der synes at indeholde megen Lægedom. Den mener, at en saadan Forbindelse er tilfældig, og seer intet andet deri, end et ret heldigt Sammenstød af de forskjellige Kræfter i Livets Spil. Denne Viisdom indeholder nu en stor Trøst og Husvalelse for alt det Middelmaadige, der derved seer sig sat i stand til at indbilde sig selv og Ligesindede, at det er en Forvexling af Skjebnen, en Feiltagelse af Verden, at de ikke bleve ligesaa udmærkede som de Udmærkede. Det er en meget nem Optimisme, der saaledes tilveiebringes.

For enhver høimodig Sjæl derimod, for enhver Optimat, hvem det ikke er saa magtpaaliggende, paa en saadan ussel Maade at frelse sig selv, som at tabe sig selv ved at betragte det Store, er den naturligviis en Modbydelighed; medens det er en Fryd for hans Sjæl, en hellig Glæde at see Det forenet, som hører sammen.

Dette er det Lykkelige i Historien, det guddom­melige Sammenspil af de historiske Kræfter, Høitiden i den historiske Tid. Det Tilfældige har kun een Faktor; det er tilfældigt, at Mozart i den gryende Individualitets Historie fik det meest udmærkede musikalske Stof, der lader sig tænke. Det lykkelige har to: det er lykkeligt, at det meest udmærkede musikalske stof blev Mozart til Deel; her ligger nemlig Accenten ligesaa meget på Mozart som paa Stoffet. Det lykkelige ved den classiske Frembringelse, det som constituerer dens Classicitet og Udødelighed, er det absolutte Sammenhold af de tvende Kræfter.

Ved sin Don Juan træder Mozart ind i den lille udødelige Skare af Mænd, hvis Navn, hvis Værker Tiden ikke vil glemme, da Evigheden erindrer dem. Det er ved dette Lykkelige, hver Enkelt udraabes til Genie, derved udtræde de af Flokkens brægende Mængde, derved erindre vi dem som Individer. Gjennem Indi­videts unikke Frembringelse af det Classiske blive de Exponent for Tidens forliebelse i sin egen Første­fødte: Det selvklarovre Jeg: Hvem-jeget.

Saa forliebt er Tiden i denne sin nye Frembringelse, at den fremmaner ham, ogsaa hvor han blot er at finde som et Skyggerids; saaledes de gjennem Aarhundrederne opsamlede og sammenbragte Myther og Leveregler som Jøderne tilskrive Moses og hans Aabenbaring, og som den Dag i Dag ere at finde i Mosebøgerne, saaledes Illiadens og Odysseens episke Stof, som hidhøre fra mangt en Digter, og som Helleneren tilskrev Homer, og saaledes ogsaa de Lignelser, theologiske Betragtninger og Begivenheder tillige med de Undere og uforklarlige Gjerninger, som bleve prædikede og udført af et af Historien ukjendt antal Mænd i Aarhundrederne op til Jerusalems Ødelæggelse, og som af den Christne alle tilskrives een Mand, Jesus af Nazaret. Som et Væld af flagrende Traade samles i en Knude for ikke længer at spredes for alle Vinde, saa knytter Historien sine Traade til et enkelt Genie, saa samler den sine Rødder i en enkelt Skikkelse, Beretningens Stamfader, og ud­basunerer ham til Den Kronede blandt Skovens alle Træer, den fra hvem alle levedygtige Agern herefter komme at falde. Som den Kok, der ene af alle kjender de rette Ingredientser og inspireret inddamper den Fond, hvoraf al Sovs siden skal komme at suge Kraft og Næring, saaledes, siger Historien: fra ham, fra dette Genie, fra dette Individ udgaar den sande Suppe, og saaledes frembringer da Historien den Talemaade, at for mange Kokke fordærve Maden.

Saaledes tænke vi paa Geniet, saaledes staaer han for os i vore Tanker. Vi forestille os ikke Geniet som noget Collectiv, vi tænke os ikke Geniet som en Proces mellem Flere. Vore Begreber give os ikke den Mulighed, at Geniet kan opstaae som flere Individers Gestalt. Et Gesamt-Leben, hvor den klarovre Individualitet lader sig opløse i Fællesskabets Præstation, hvor alle individuelle Kræfter skabe en Effect af Synergie, hvor Skabelsens altgjennemtrængende kreative Kraft bestandig opbygger sin Styrke i et stadigt stærkere centripeterende Os, et zittrende Spændingsfelt af indi­viduelle complementerende og/eller sig i hinanden gjenspeilende Contributioner. Dette veed vor Forstaa­else af Geniet ikke af.

Dette Genie er imidlertid, hvad vi finde som Skaberen af James Bond.

Vi forestille os ikke Geniet som noget Collectiv, vi tænke os ikke Geniet som en Proces mellem Flere

Førend vi nu drage videre ud paa denne Færd, lad os da et Øieblik dvæle ved de trende Betegnelser: Complementaritet, Overgang og Gjenspeiling. Thi ved Complementariteten forstaae vi, naar tvende Modsætninger paa samme Tid modsige og supplere hverandre og derved tilsammen skabe en Effect af Synergie, hvorved de i Samdrægtighed komme at sige Sligt, som ellers ikke var at erkjende, dersom kun den ene havde været at iagttage. Ved Overgang forstaaes tvende Modpoler, som defineres ved hverandre, og hvorimellem der tænkes kan en gradviis Bevægelse, saasom Overgangen mellem Lys og Mørke eller den gradvise forandring fra sammenrørt Øl og Brød til færdigkogt og lifligt duftende Øllebrød. Ved Gjenspeiling mene vi tvende Faktorer, som pege i samme Retning og derved forstærke hverandre. Delene skabe altsaa tilsammen en Effect, som er større end den umiddelbare Sum af de enkelte Dele.

Ved Complementariteten saavel som i Forbindelse med Gjenspeilingen kan en Effect af Synergie forekomme. Vi have derved at gjøre med tvende Fænomener, der have dét tilfælleds, at de skabe Synergie.

Tournere vi da atter vor Opmærksomhed mod James Bond, see vi, hvorledes saavel complementære som gjenspeilende Kræfter ere at finde i Forbindelse med Figuren, Mythen og Værket.

Hvad der altsaa traditionelt blive til over Gene­rationer; Ideen, det mythiske Stof, og dernæst det Værk, som – oven paa den mythiske Arv – er Frugten af hiint enkelte Genies inspirerede Arbeide, nemlig det classiske Værk, lykkedes det for James Bonds Ved­kommende et lille Dusin navngivne Mænd at skabe og forløse paa godt et Tiaar:

Ian Fleming skabte Figuren James Bond med sin første Roman i 1952 og skrev om ham frem til sin Død 1964. Producenterne Harry Saltzman og Albert R. Broccoli satsede Alt, hvad de eiede, og kjøbte Filmrettighederne, hvorved de skabte Grundlaget for Serien af Film. Den gjennemgaaende Manuskriptforfatter lige fra første Film, Dr. No, i 1962 var gjennem mange Aar Richard Maibaum, der med Manuskriptet til From Russia With Love, nummer to i Rækken fra 1963, fandt frem til den endelige Form for en James Bond Film. Dette er formodentlig sket i tæt Sammenarbeide med Instructeur Terence Young, som instruerede første, anden og fjerde Film og skabte Filmenes Stiil og Tone. I høi Grad velvalgt for sin uforlignelige Knoglebygning og Charismatiske Udstraaling skabte Sean Connery Characteerens Dybde, formede Figuren og bidrog med den ironiske Distance og det Glimt i Øiet, som maae have været paatænkt allerede af Forfattere og Instructeur. Som Anslag til Beskuerens hele Oplevelse af Værket skabte Maurice Binder Filmenes let gjenkendelige Logo, som har animeret til Efterligning lige siden; i første Film gaves blot Sekventsen, hvor Bond sees gjennem et Pistolløb og skyder den, der sigter paa ham, men fra og med anden Film skabes en heel grafisk Sekvents der tjener som Underlag for Filmens Main Titles. Ogsaa denne Sekvents skabtes af Binder og dermed fik Serien sin egen Signatur. Sidst men absolut ikke mindst staaer at paapege Monty Normans og John Barrys enestaaende Musik, som paa ypperligste Viis lykkes at indbefatte alle væsentlige Aspekter af Figurens Idee.

Af alle disse navngivne Mænd kan Ingen trækkes ud, thi da falde Skabningen sammen. Ei heller kan Nogen fremhæves, thi da var det hans Værk alene. Manden bag Mythen er Fleming, men Geniet bag det Classiske Værk er Processen, hvor Synergien skaber den Sum, som er større end de enkelte Dele.

Naar vi derfor indledningsviis kaldte James Bond for Broccolis James Bond, var da dette blot den halve Sandhed, thi nok var Broccoli en Slags Fødselshielper for den mythiske James Bond, men den egentlige Skaber af Fænomenet var det ovennævnte novemvirat, sine qua non. At vi alligevel for en kort Morsomhed lode Broccoli fremhæve, skyldes naturligviis den rene og skjære Fornøielse som ligger deri, at Broccolis Navnebroder kom derpaa at krydse Persille med Blomkaal og saaledes frembragte den af den ganske Verden saa kjendte Grøntsag, medens Albert medsamt hans Frænder kom for at krydse sig frem til den af den ganske Verden end mere kjendte absolutte Ikke-Grøntsag.

Var det altsaa Mo­zarts Lykke, at han fik Don Juan, da var det i ni-dobbelt Forstand lykke­ligt, at Novemviratet fik James Bond, thi lige saa vel som det classiske Værk var et Produkt af Novemviratet, i samme Grad var Novemviratet et Produkt af Værket. Dette er, hvad vi kalde Den første Synergie: At Værk og Genie complementere og frembringe Hverandre.