Print artikel

Må. Finde. Barn

Kim Basinger har hovedrollen i 'I am here'
Anmeldelse
13.01.15
I Anders Morgenthalers nye film ’I Am Here’ undersøges en hel pallet af forskellige former for desperation med sjældent fintfølende billeder og med blik for både kropslige traumer og det moderne Europas klassekonflikter. Det er en film, som tager sig selv alvorligt, som tør meget og heldigvis lykkedes med det meste.

Da hun er ved at klæde sig på, opdager Maria, at hun har mælk i brysterne. Hun holder brystet i hånden, presser lidt af den forfærdelige mælk ud, gnider den på fingrene før hun hastigt får pakket sig ind i BH og silkeskjorte. Hendes krop har glemt, at hun har aborteret, at den ikke skal i gang med at brødføde et andet lille væsen om lidt. Både graviditeten og aborten har sat sig i kroppen som to vanvittige søstre, der hiver alting fra hinanden, så der næsten ikke er andet tilbage end viljen til at få et nyt barn.

Marias barnløshed er den akse, hvorom alting roterer i Anders Morgenthalers nye film I Am Here. Som instruktør og tegner har Morgenthaler et bredt oeuvre bag sig, der spænder fra den platsjove tegneserie Wulffmorgenthaler på bagsiden af Politiken, over børnefilm og billedbøger til bundseriøse live action- og hybridfilm, hvoraf Princess - om en ung præsts hævntogt i pornoindustrien - indtil videre har fået størst opmærksomhed. I Am Here lægger sig helt klart til den sidste kategori, for det er en film hvor Morgenthaler, der mestendels er kendt som en sjov mand, udforsker noget så dødsens alvorligt som klassekonflikter og barnløshed.

Maria vil have et barn. Maria vil have et barn. Vi møder hende på den nat, hvor hun får sin ottende ufrivillige abort. Hun bløder og bløder og dør i to minutter, indhyllet i et stor, gulvfarvet varmetæppe på hospitalet. Efterfølgende siger lægen: du bliver ikke gravid igen. Maria er efterladt med et traume i kroppen og en livmoder fuld af arvæv. Men hun vil blive ved med at prøve, hun vil have det barn, selvom hendes kæreste ikke kan mere. »Can we just be sad together?« spørger han. »Can we just be a sad couple?«. Han vil have lov at sørge over det, han har tabt, i stedet for at bruge kræfter på nye, farlige forsøg.

Maria kommer (alt for) hurtigt tilbage i sit arbejde som administrerende direktør for det Mærsk-lignende firma GAM shipping. En af de første dage præsenteres hun af en besøgende NGO for et forslag om, at firmaet skal ændre deres transportruter i Østeuropa. Anklagen om, at chaufførerne benytter sig af børneprostitution, hænger i luften, og NGO-repræsentanten fortæller oprevet, at selv spædbørn bliver solgt der. Kort efter tager Maria det drastiske valg, at hun vil hente et af disse børn som en slags selvtægts-adoption. Derfra forvandler filmen sig til en roadmovie ned gennem Tyskland og Centraleuropa, hvori vi følger Maria og hendes modvillige hjælper og guide, stofmisbrugeren og dværg Christian, og deres forsøg på at skaffe en baby.

Redning eller tyveri

Maria tager ud for at redde et barn, eller Maria tager ud for at stjæle et barn. Man fornemmer, at Maria godt ved, at det er en langt ude idé, og Christian synes til at begynde med, at det er et forfærdeligt, et vanvittigt projekt, og han går kun med til at hjælpe på grund af de penge, Maria tilbyder ham. Men han skifter mening, overbevises af planens besnærende enkelhed. Mange steder i verden bliver børn forsømt, og Maria har ikke noget barn at give sin kærlighed. Så hun udråber sig selv til en slags guerilla-socialforsorgen. Det synes så enkelt; hendes ufødte, afdøde barn efterlod en plads i overklassen, som et barn fra den dybeste underklasse, der ellers var blevet solgt ind i prostitution, kan udfylde. Redningens logik er såre simpel – kast en redningskrans ud, træk i land og så er det det. Så er man i sikkerhed på overklassens store yacht. Men det er også en plan og en antagelse fuld af fejl og problemer, når den uden videre appliceres på menneskers liv, for børn svømmer ikke bare i et ubestemt, indifferent hav af armod, de hænger fast i nogen, deres forældre for eksempel, og stjæler man uden videre børn fra udsatte og forhutlede mødre, er det så ikke at træde på dem som i forvejen ligger ned? Det problem, Maria griber ind i, er større end hende selv og ét forsømt barn, det er børneprostitution og fattigdom og hendes egen krops traumer, der er problemet, og derfor er der ikke nogen enkle, gode løsninger at ty til. NGO-repræsentantens stemme klinger i baghovedet, langtidstransporten fra Marias eget firma er måske med til at skabe disse problemer med prostitution. Situationen er, som verden ofte er det, langt mere kompleks end den først tager sig ud. Det gode valg findes ikke her.

Smukt eller overgjort

Filmen benytter en vovet strategi ved ikke at gøre brug af klassiske metoder som indfølt skuespil eller store følelsesudladninger til at opbygge identifikation med og et følelsesmæssigt rum hos karakteren Maria. Kim Bassinger spiller afdæmpet, næsten køligt, hvilket er noget, jeg personligt sætter pris på og har let ved at forbinde med dels denne professionelle forretningskvinde og dels med en fornemmelse af sammenbruddet som noget, der ikke forlader kroppen i udladninger af vrede eller gråd, men samler sig, bliver en summen, en indestængt rettethed i handlingerne; Må. Finde. Barn. I stedet bliver billedsproget og lydsiden det, som skal lukke os ind i stemningen, i hendes rum. Især lydsiden fungerer i dette henseende, den er fuld af langsomt stigende, rungende og buldrende lyde, det giver en klaustrofobisk følelse af at være fanget i en fabrikshal eller under vand. Billedsiden er smukkest og mest interessant, når den er konkret voldsom – Marias kæreste slår dynen af hende i sengen og hun er badet i blod, to rystende hænder over en håndvask, en dirren i jordbunden i skoven, hendes ansigt blegt og anæmisk midt i det metallisk guldfarvede varmetæppe. Desværre kan det også blive tykt, højstemt og en smule overfortalt til tider, allermest, synes jeg, i de scener hvor der er brugt animerede elementer, og gennem en underlig voiceover, der optræder filmen igennem, og som skal forestille at være stemmen af Marias ufødte barn. Hvor den kommer fra, ved jeg ikke. Den virker i hvert fald alt for konsistent, fortolkende og nuttet til at kunne være en del af Marias omkalfatrende choktilstand.

Moralisering eller undersøgelse

Også når det kommer til kvindesyn må filmen finde en svær balance, idet man vist uden at overdrive kan betegne vor tids meningsudvekslinger om køn, biologi, karrierer og børn som et holdningernes og følelsernes minefelt (scroll blot ned til kommentarfeltet på enhver kronik om ovenstående emner). Mange har travlt med at fortælle hinanden, hvordan man rigtigst og bedst kan være mand eller kvinde, og for mig at se er det derfor et vigtigt spørgsmål til filmen, om den vil moralisere med sin historie eller om den vil undersøge stoffet, nuancere og lægge til. Vil filmen fortælle os, at karrierekvinder begår hybris, når de tror, at de kan klare det hele og at de kan udskyde børnene til der er tid i den travle hverdag? Vil den stadfæste, at en hård skæbne nødvendigvis venter de kvinder, når de indser livets sande realiteter – nemlig at børn betyder alt for en kvinde? Det er en nærliggende læsning af filmens motiv, især hen mod slutningen, hvor Marias historie næsten kommer til at ligne en skæbnefortælling, fordi hun sådan skal straffes for sine gerninger af en fortællerens/guds hånd, der griber ind i historien på en måde, jeg nok skal lade være at afsløre. Men også kun næsten og det er derfor, at det ikke er en læsning, jeg som sådan vil gøre mig til garant for. I kraft af den solidaritet, billedskabelsen viser med Marias perspektiv, den tålmodighed der vises over for at udforske det traume, hendes krop gennemgår, og ikke mindst gennem karakteren Christian, som faktisk vindes over af Marias vanvittige projekt, synes jeg, at filmen formår at bevare blikket for denne specifikke historie, og at blive ved med at nuancere og undersøge sit motiv i stedet for at lukke ned og se sig ond på den griske karrierekvinde, der vil have det hele.

Så det er netop alvoren, den svære størrelse, der tilfører filmen dens største kvaliteter såvel som dens skønhedsfejl. Når noget bliver højstemt og alvorligt, falder det som bekendt lettere til jorden, og i dansk film er vi så vant til folkekomedien, det joviale og det hyggelige, eller en totalt traditionelt klippet socialrealisme. Og så er det så befriende med en film som denne, der virkelig tør bruge sine billeder både søgende og brutalt. Det kan godt være, at det kammer over med animerede barnesjæle og bliver højstemte og bad taste en gang i mellem. Men det er samtidig en benhård film, pisse uhyggelig til tiden og en film som formår at drøne direkte ind i overklassens frelserkomplekser, moderskabsforestillinger, børnehandel og idéen om adoption med 120 i timen på en tysk-tjekkisk motorvej. Det er ikke en perfekt film, langt fra, men det er en film som sætter sig i kroppen på en måde, der mest af alt minder om øjeblikkene efter, man har været ved at køre galt i trafikken, hjertet slår hurtigere og man opdager pludselig, at ens hænder gør ondt og er stive af kulde. Det er det de færreste film, der formår, og hatten af for det!