Kommunistisk propaganda og æstetisk revolution
Overdådige kamerature. Betagende vidvinkelbilleder. Og fire små historier om revolutionen i Cuba i 1959, hvor Fidel Castro, Che Guevara og co. væltede USA-marionetten Fulgencio Batista. Russiske Mikhail Kalatozovs Soy Cuba (Jeg er Cuba) fra 1964 er på én gang filmisk hypnose og kommunistisk kitsch. Et historisk artefakt over det forrige århundredes politik og et studie i kamerateknik. For hvordan er det lige, det går til, at man på gadeplan ser et flag båret af en menneskemængde, pludselig stiger fire etager op, entrerer en cigarfabrik igennem et vindue, forlader fabrikken igen ud af et andet vindue, for til sidst svæve frit i luften, uden at der på noget tidspunkt klippes? Svaret er forløberen til steady-kameraet og en masse kabler og planlægning. Det virker også imponerende, når dobbelteksponeringer bruges som glidende overgange i montager. To eksponeringer filmet med infrarød sort-hvid film viser i samme billede den samme bonde høste sukkerrør i marken og sætte sin tommelfingersignatur på en bunduretfærdig kontrakt i et kontor, mens der løber vand ned over kameralinsen, hvilket sammen med den infrarøde films sølvagtige glans skaber et filmisk drømme
