Tiden ødelægger alt
Man sidder lunt og blødt i biografmørket og pludselig – SJASK – får en man en flad, så det synger for ørerne. Synæstesi ved kasse 1. Det hele kører rundt. Man mærker lydene og hører farverne. En rungende fornemmelse. Desorientering på første række. Og det er netop denne effekt, som en række nye franske film siden årtusindeskiftet har sat alt ind for at opnå. Scener i filmene langer ud efter tilskueren med abnorme og stødende virkemidler, hvor sex, vold og død mødes på forunderlig og foruroligende vis. Af kritikere er denne gruppe film med en fællesbetegnelse blevet døbt ’new french extremity’. Men udover at give publikum en på lampen er det umiddelbart lidt uklart, hvad filmene har til hensigt.
Den rå frastødende vold og eksplicitte perverse sex er ofte to sider af samme sag. I Gaspar Noés brutale film Irréversible (2002), der er en tidlig eksponent for ekstremiteten i nyere fransk film, er der en lang scene, hvor kvinden Alex, spillet af Monica Bellucci, bliver voldtaget og bagefter banket til bevidstløshed, hvilket er startskuddet til Alex’ kærestes voldelige hævntogt. Et andet eksempel er Clair Denis’ film Trouble Every Day (2001), der vel bedst kan b
