Print artikel

Biografen er et kirkerum

Essay
28.04.16
I dag er man altid tilgængelig. Man bærer rundt på en dobbelt bevidsthed: den fysiske og den virtuelle. Derfor har vi brug for følelsesmæssig nedkøling og afslapning. Et sted at samles for at tømme hovedet. I stedet for at bede, ser vi så bare film.

Biografen er et sært sted. På en måde er den et fremmed dyr i vores tid, et fortidslevn, en paradoksal størrelse med sin langsommelighed, rutinerne, sin insisteren på at lege teater, og samtidig alt det nye, 3D-brillerne, billetautomaterne, de mere og mere komfortable, racerbilsagtige sæder. Lidt som en gammel mand i hiphoptøj.

Det undrer mig, at vi bliver ved med at gå i biografen, og at vi gør det som aldrig før. Noget så håbløst moderne og 1900-tals-agtigt. Det har aldrig været forbundet med god smag, det kan ikke være derfor, den økonomisk stærke middelklasse bliver ved at komme, biografen har altid været et massekulturelt fænomen, som de finere typer så ned på. Det kan heller ikke være prisen, den er horribel, sammenlignet med andre kulturprodukter. Nostalgi? Men så skulle vi også stadig lytte til kassettebånd og se flow-tv hjemme i stuen. Det sker bare ikke. Så hvorfor overlever biografen, når andre medier som fjernsynet og papiravisen synes at uddø hurtigere end den vilde natur i Danmark? Denne overvægtige gamle mand, hvorfor løber han stadig frejdigt rundt? På en måde er biografen selvfølgelig et godt billede på vores land: en humlebi, der ikke kan flyve, en økonomi, der ikke burde være levedygtig med sine afsindige lønninger, en uddateret kulturinstitution, der forlængst burde være konkurs.

Der er selvfølgelig den mulighed, at det store lærred og de overlegne lydeffekter alene er trækplasteret, at det er selve den filmiske oplevelse, som får folk ind i biografmørket. Men der kan umuligt være så mange mennesker, som er så filmteknisk nørdede. Og desuden kan man nærmest få samme effekt hjemme i stuen eller mandekælderen, hvis man er nørdet nok og villig til at bruge tilstrækkeligt mange penge. Der må stikke noget andet under. Måske er der noget særligt tiltrækkende over at sidde i en stor sal med en masse andre mennesker og på den måde være med i et fællesskab? Man får opladt sin emotionelle energi, som sociologen Randall Collins ville udtrykke det, af de kollektive processer i salen, de fælles suk, latterudbrud, skrig, og biografturen handler dermed ikke så meget om at se film som om at indgå i et socialt fællesskab. Det var netop denne funktion, Collins’ forgænger og inspirationskilde Émile Durkheim, tillagde religionen og dens ceremonier i traditionelle jæger-samler-samfund. Biografen som massekulturel arena kunne meget vel udfylde samme funktion i vores højmodernitet – vi interagerer følelsesmæssigt med lærredet, og derigennem interagerer vi med hinanden, lærredet bliver medium, ikke kun for filmen, men også for tilskuernes følelsesudvekslinger. I en individualiseret epoke som vores kunne biografen være et af de sidste steder, man kan søge hen for at indgå i spontane relationer med andre uden at virke creepy. Et andet eksempel er dansegulvet på natklubben. Men der kommer man selvfølgelig hurtigt til at virke creepy.

Durkheim-teorien har uden tvivl noget på sig, men jeg har på fornemmelsen, der stikker mere under. For det virker, som om folk er rimeligt passive, når de sidder der i biografmørket. Som om de slapper af, falder hen. Slår hovedet fra. Som om de går i biografen af andre grunde end den durkheimianske kollektive effervescence.

Måske går vi i virkeligheden i biografen for at slippe for noget? Ikke forstået som ren eskapisme fra et uudholdeligt liv. Mere en flugt fra alt det hektiske derude i verden, alle de accelererende processer, der flyver om ørerne på os: togene, der krydser bilerne på broen, hvor cyklisterne drejer, mens reklamerne blinker og kirkeklokkerne slår, og fodgængerne vælter frem over fortovet, over fodgængerfeltet, ind og ud mellem hinanden, på vej i hver sin retning. Foruden den mindst ligeså voldsomme hektik i vores stadig mere udviklede virtuelle liv: emails, venneanmodninger, begivenhedsinvitationer, afstemninger, virusangreb, nye programmer, der skal installeres og forstås, fordi det er absolut nødvendigt at kunne bruge det program på sit arbejde, studie etc. Måske har vi brug for en pause fra en tilværelse, hvor begivenhederne flyder ud og ind i hinanden, og hvor alting kan gøres altid. Hvor intet er fastlagt som førhen. Alting flyder, som sociologen Zygmunt Bauman beskriver i bogen Flydende modernitet. Relationerne, arbejdet, tiden. Arbejdstid og fritid er ikke længere adskilte størrelser. Intet er sikkert længere, morgendagen kan altid bringe en radikal ændring af tilværelsen, arbejdet kan altid udføres, fintesscenteret har åbent døgnet rundt. Vores liv er ikke længere kendetegnet ved stabilitet og forankring i bestemte steder og bestemte relationer. I stedet flyder vi rundt på den globaliserede kapitalismes præmisser.

Udviklingen mod en stadig mere flydende tilværelse er samtidig en udvikling i retning af, at vores liv og lykke i stigende grad afhænger af såkaldte informations- og kommunikationsstrukturer, som den britiske sociolog Scott Lash beskriver i bogen Reflexive Modernization. Produktionen er blevet refleksiv, man må kunne håndtere stadig mere komplekse mængder og typer af information for at kunne begå sig, både privat og på arbejdsmarkedet. Dem, som ikke evner dette, bliver refleksive tabere uden job, uden forbrug, uden del i samfundslivet. Med smartphonens udbredelse i de senere år bliver det tydeligt, at de små pauser, som man trods alt havde før – man kunne ikke have sin bærbare computer med overalt, nogle gange måtte man være offline – er væk.

I dag er man altid tilgængelig, og man bærer så at sige rundt på en dobbelt bevidsthed: den fysiske, realt tilstedeværende, og den virtuelle. Der foregår på den måde en konstant multitasking, en dobbeltproces i hjernen, der konstant krydser sine egne spor, det virtuelle griber ind i det reale og omvendt. Det kan ikke undre, at denne konstante dobbelthed i tilværelsen sætter menneskers hjerner under pres. Hovedet kan umuligt slappe af på samme måde som ved et godt gammeldags manuelt arbejde, hvor bevidstheden kun opholdt sig i en enkelt dimension – den reale. Hvor vi før var udsat for pres fra ét plan – realplanet – er vi i dag udsat for pres fra både et realplan og et virtuelt plan. Og det synes, som om det virtuelle plan tager over, hvor realplanet slipper sit tag i os: i fritiden, i ferien, om natten, altid. Det er ikke muligt at slukke de sociale medier, man kan ikke bare gå offline og sætte tingene i stå, det kører videre, en formiddag uden internetforbindelse kan sætte én gevaldigt bagud. Folk sender sjældnere smser, man må på Facebook for at følge med. Flere og flere mennesker har symptomer på afhængighed, de sociale medier er vanedannende som nikotin, men langt sværere at slippe af med, ja, faktisk umulige. De former identitet, socialitet, karrieremuligheder, mere og mere trækkes ind på de virtuelle arenaer og henlægges til primært at foregå dér. Samtaler, debatter, almindeligt samvær, som tidligere foregik mellem mennesker, på realplanet. Kunne det tænkes, at det er denne tilværelse, der får os til at søge mod steder som biografen?

Mit besvær med at afkode folks motivation for at betale i dyre domme for at få lov til at sætte sig i plyssædet i biografmørket, hvor de så begynder at småsnakke eller falder i søvn, kunne tyde på det. At vi egentlig ikke går derind for at opleve noget, men for at blive fikseret i tid og rum et par timer, hvor det ikke er muligt at lave andet end at sidde og spise sin chokolade og kigge på et lærred. Dermed er biografens funktion en ny og helt anden end tidligere: ikke længere underholdning, men nærmere det modsatte – trivialitet, gentagelse, noget rituelt, en ceremoni, en afgrænsning af tid og rum. Man er fysisk placeret et bestemt sted i et vist tidsrum. Man ser en film, og filmen bliver koblet til et specifikt sted, biografsalen.

Jeg mærker også selv trangen til at blive holdt fast af noget, så jeg ikke kommer til at lave tre ting på én gang. Her har biografen som sted uden tvivl et terapeutisk potentiale, og funktionen som rum for afkobling fra hverdagens hektik er uden tvivl vigtig i et samfund som vores. Man er tvunget til at sidde i det samme mørke og kigge i samme retning og slå sig til tåls med det i den tid, det varer. Hektikken i hovedet dør efterhånden ud, når man ikke kan koncentrere sig om andet end filmen, man får ikke lov til at overspringshandle eller lige ordne det, man har i tankerne, det må vente. På den måde er biografen at sammenligne med et kirkerum – et sted man samles for at tømme hovedet. I stedet for at bede, ser vi så bare film. Her kan vi vende tilbage til Durkheims religionssociologi. Men hvor Durkheim betonede den følelsesmæssige opildning ved religiøse ritualer, kan biografen anskues som rum for et modsatrettet ritual: en følelsesmæssig afdæmpning, nedkøling, afslapning. Af samme grund kan jeg ikke, som så mange andre, begræde de seneste års udvikling i retning af længere og længere biograffilm. Vores behov for fred og ro bliver opfyldt i biografen. Vi får lov at slippe for den flydende hektik og vores bevidstheds dobbelthed, det virtuelle liv glemmes for et øjeblik, lukkes ude. Der er kun filmen, som man synker ind i, bliver opslugt af, og så chokoladen og popcornene, intet andet at koncentrere sig om.

Det ville sikkert være ligeså sundt at sidde på en bænk og betragte folk strømme forbi i Kongens Have. Men hvem gør lige det i to timer? Man kunne jo nå at ordne en hel masse på den tid. Derfor skal vi være glade for, at biografen stadig lever i bedste velgående. Denne kulturindustriens bedstefar. For vi har brug for ham. Hans fløjlsbukseklædte, knoklede lår at sidde og hvile ud på, den hvidhårede, magre brystkasse at læne vores trætte hoveder mod.