Print artikel

Du elsker et andet menneske, det elsker ikke dig, hvor almindeligt er det ikke?

Interview
31.08.17
For den amerikanske forfatter Chris Kraus, er begær ligeså meget ambition som det er seksuelt. ATLAS mødte hende på Louisiana og talte om køn, klasse, demokratiets fallit og ikke mindst den manglende evne til at acceptere kærlighedens afslutning.

Tyve år efter udgivelsen af I Love Dick er dens publikum ikke længere så smalt som Sylvie beskriver det i Kraus' roman Torpor: »Aspergers boys, girls whod been hospitalized for mental illness, assistant professors who would not be receiving their tenure, lap dancers, cutters and whores.« Her på Louisiana er det hele: Ældre kvinder i bløde tunikaer med hvidvin og termokaffe, mænd i sporty solbriller og praktisk rygsæk, unge mennesker i Beverly Hills-tøj og så alle dem der kan gå under paraplybetegnelsen “grafisk designer”. Vi står i kø en time, men heldigvis går tiden hurtigt når man har et stort vægur at kigge på. Interviewer Emma Holten beder Kraus læse højt fra kapitlet Monsters fra I Love Dick og derefter går det slag i slag om fænomenologi, fankultur, den vestlige litteraturhistorie og normcore. De runder af efter 45 minutter, Kraus bliver siddende for at signere bøger og vi forskanser os i den fjerneste ende af parken med øl, cigaretter og proteinbarer.

Vi har kun tilladt os selv et enkelt I Love Dick-spørgsmål, men egentlig handler det lige så meget om Aliens and Anorexia og hele diskussionen, der er opstået om de to bøger: kvindeligt begær og hvad kvindeligt begær egentlig vil sige — skal det forstås i modsætning til mandligt begær?

»For mig er det begær, som manifesterer sig i begge bøger snarere et begær, der handler om ambition, end det er et seksuelt begær,« fortæller Kraus. »Karakteren i bøgerne længes efter at komme til syne, at blive set af folk i den kulturelle verden. Den beskriver en seksuel besættelse, men folk taler om bogen som om den er meget seksuel, men der er nærmest ingen sex i bogen. Det er omkring 315 sider der handler om et enkelt knald, fortalt i en sætning. På den måde er det ligesom med Henry James: der er et hemmeligt knald et sted i Den gyldne skål, men der er 550 sider om bevidsthed. Der er en energi i det her begær, i den her betagelse og den energi er kun delvist en seksuel længselsenergi. Det er lige så meget et begær, begær som overskudsenergi og det er et begær efter at komme til syne.«

-Du har udtalt, at dine bøger handler mere om klasse end om køn, kan det handle om, at det du begærer kan medføre fornedrelse, hvis det er udenfor din kaste?

»Det er en god pointe. Det kommer altid bag på mig, når folk bruger ordet fornedrelse i forhold til I Love Dick, jeg tror kun jeg bruger det i forbifarten i bogen: “Folk siger at kvinder fornedrer sig selv, når vi afslører forholdene for vores egen fornedrelse”, fordi hvad er egentlig så fornedrende? Eller, hvad er pinligt? Det er helt grundlæggende menneskelige oplevelser, som der tales om; du elsker et andet menneske, det elsker ikke dig, hvor almindeligt er det ikke? Jeg tog hele det emne op for år tilbage i min bog Video Green, der er et langt essay, hvor jeg taler om Cole Porter-sange, de gamle sange der blev brugt i film fra 30’erne og 40’erne og de sange virker så voksne fordi de handler om ugengældt kærlighed og om at acceptere den kendsgerning, at kærlighedsaffæren er slut. Affæren varer ikke evigt, men mens vi har den, er det fantastisk og det virkede som et utroligt modent perspektiv og et som vi har mistet, for nu lader det til, at hvis affæren ikke varer for evigt, er det en fiasko. Det er latterligt.«

-Så forhold bliver investeringer og varegjort? Det er ligesom den gamle stereotyp: Firmamanden skal være gift; det bliver en tilføjelse til din identitet og en kulturel kapital.

»Ja, når jeg ser på min tidligere steddatters liv fra mit ægteskab med Sylvere, når jeg ser på hende og hendes veninder og deres hvide bryllupper og alle de her ting som jeg aldrig selv ville have overvejet, kan jeg også se, hvor fremmedgørende og skræmmende verden er for dem og hvordan de ikke forventer nogen form for selvrealisering gennem deres arbejdsliv og på den måde bliver familien stedet for det hele igen, kilden til al tilfredsstillelse, kilden til al sikkerhed, kilden til al selvrealisering og det er virkelig trist, men jeg tror også det er sandt nok; de arbejder alle for virksomheder og er totalt undværlige indenfor virksomhederne, ingen af dem forventer at arbejde det samme sted hele livet, så ingen forventer at realisere sig selv gennem arbejdet. For folk i Sylveres generation og fra min, handlede det hele om at blive sig selv gennem arbejde i kultur, det var den største fornøjelse, men sådan er det ikke for den yngre generation, de er mere realistiske.«

-I Torpor kommer du med en reference til Deleuzes bemærkning om, at Jerome eller Sylveres generation er den sidste generation, hvor tingene virkelig har en betydning. Du sagde tidligere i din samtale med Emma Holten og i din diskussion med Jarett Kobek, at du opfatter transgressions totalt banale idag. Det er som om vi har transgressed for meget, fordi tingene ikke længere betyder noget, men hvad bør træde i stedet?

»Altså helt klart har vi brug for et gavnligt teokrati, det er det næste. Folk er så fortabte og der lader hverken til at være regler eller struktur. Jeg læste om en mand i The New Yorker, som var evangelisk kristen, men altså ikke højreorienteret evangelisk kristen og han talte om kristendommen som en måde at give folk en ny følelse af social orden, formål og mening i deres liv. Folk hungrer efter mening i deres liv og folk lader til at kunne lide ledere, så måske ville det ikke være så slemt at gå tilbage til et teokrati, nu hvor demokratiet ikke virker.«

-Er det demokrati der ikke virker eller er det demokratiet injiceret i kapitalismen der ikke virker?

»Demokrati kræver et informeret folk, som identificerer sig som borgere og ikke som forbrugere, hvilket ikke har eksisteret i min livstid. Individet som forbruger, individet som der markedsføres til, den passive forbruger er kun vokset og folk er blevet dummere og dummere og mere og mere afstumpede og ude af stand til at træffe et informeret valg. Før det amerikanske valg går medierne rutinemæssigt og spørger folk, hvem de stemmer på og måden folk begrunder deres valg af kandidater på er vanvittig: “jeg kunne ikke lide måden han talte til sin kone”, “han virkede respektløs”. Folk opfører sig som om de her mediemarionetter er virkelige personer i deres liv. Der er ingen beslutningstagninger i amerikansk valgpolitik, det er døgndækning online, på print, på tv, alle vegne, på bekostning af vigtige interessante ting som sker i verden, så jeg er færdig med demokrati, jeg synes demokrati er noget lort.«

-Det er interessant, for det er som om hele vores opfattelse af demokrati altid har været utilstrækkelig, hvis det altid har handlet om individer der kommer til en enighed, for de var altid-allerede adskilte. Er der noget vi fundamentalt har udeladt når vi taler om demokrati?

»Lige den del generer mig ikke, jeg kan godt lide konsensusideen, det er ligesom et kvækermøde, men det kræver en masse arbejde, for de kan sidde der i 6-7 timer i træk for at opnå en enighed, og det betyder, at man er nødt til at tale om alt og alt skal på bordet og det er nødvendigt, at der bliver udvekslet tanker og følelser, så man når det, der i kvækerkultur bliver kaldt “mødets følelse”. Det er nødvendigt med et stort engagement for at nå til enighed.«

-Vi har glædet os til din Kathy Acker biografi. Tidligere i år læste vi 'Great Expectations' og 'I’m Very Into You', men var ikke sikre på, om det var det rigtige sted at starte. Hvad vil du anbefale nye læsere?

»The Childlike Life of the Black Tarantula, tror jeg. Det var en føljeton Acker udgav i 6 zines, som hun sendte ud til folk. Hun arbejdede i intervaller af 3 måneder, for derefter at holde 3 måneder fri og pålagde sig selv deadlines gennem hele projektet. Historierne er korte og hver af de 6 har sin egen formelle dagsorden, de er også meget sjovere end hendes senere værker, og der er altid nogle formelle betingelser og påbud som hun skriver under, men her er det ikke så direkte, det er mere tilgængeligt og sjovere.

-Ok, sidste spørgsmål: til alle dem der blev blæst omkuld af 'I Love Dick' og fik deres øjne åbnet, hvad skal de læse bagefter?

»Hvis de vil læse om feminisme? Så skal de helt sikkert læse Shulamith Firestones The Dialectics of Sex, det er en fantastisk bog, og de skal også læse Nina Power, og så synes jeg de skal læse Lauren Berlant.«