Print artikel

De onde mødre

Børn, børn, børn. Børn allevegne.
Reportage
24.08.17
Mens nogle mener, det er regressivt at vælge at få børn, har moderinstinktet samtidig et nyt forår med genbrugsbleer og hjemmelavet babymad. Er feminismen ved at glemme mødrene?

I børnebiblioteket på anden sal i Hovedbiblioteket i København har der samlet sig en gruppe feministiske aktivister, der er mødtes for at smadre patriarkatet. Mere specifikt skal der tales om, hvordan mødre bliver stigmatiseret og udelukket fra netop de feministiske grupper under titlen: ”Er der plads til børn i din revolution, feminist?”

Temaet er sprunget ud fra oplægsholdernes erfaringer fra feministisk-aktivistiske kredse, hvor det at få børn bliver set som både reaktionært og irriterende, fortæller Maia Kahlke Lorentzen og Emma Sofie Klint Wandahl, der leder arrangementet. Nogle mener, at de har valgt at tilegne sig en kvinderolle, der hører sammen med en tid, hvor kvinder hørte til i hjemmet. Og andre mener, at det er besværligt og irriterende at have børn med til alle mulige arrangementer, hvor de larmer og tager opmærksomheden. »Men nu vil vi gerne stoppe op og sætte spørgsmålstegn ved det system, som fastholder os i en begrænset position som forældre, og som tvinger os til at opfylde din reaktionære profeti om vores politiske liv som forældre,« skriver Lorentzen og Wandahl i et debatindlæg, der danner udgangspunktet for dagens diskussion på Hovedbiblioteket.

Oplægsholderne oplever, at omgangskredsens syn på dem har forandret sig radikalt, efter de blev mødre. »Der er ikke nogen, der taler med mig om at smadre patriarkatet mere,« fortæller en af oplægsholderne. Hun bliver heller ikke længere inviteret med i de sociale og politiske grupper, hun før var en del af. Snarere bliver hun forvist til mødregrupper sammen med andre mødre, hvor det eneste de har til fælles netop er, at de er mødre. De er blevet mødre og kun det.

Den franske tænker og historiker Elisabeth Badinter skrev i 2010 bogen Le Conflit: la femme et la mère, der kritiserede det hun identificerede som en ny essentialisme i tilgangen til at være mor. Badinter henviser til den franske måde at være mor på, hvor det har handlet om at finde en balance mellem rollen som mor og sin individualitet i samfundet og livet i øvrigt, selvom dette nogle gange indebærer at vælge sig selv over barnet og ty til halvfabrikerede madvarer og uorganiske bleer for belejlighedens skyld. Badinters synspunkter tilhører en særlig fransk arv, der blandt andet inkluderer Simone de Beauvoir og hendes tanke om, at rollen som mor er med til at hindre kvinden i sin selvudfoldelse.

Tronen er overtaget af l'enfant roi – barnekongen

I modsætning hertil, står det Badinter referer til som essentialistkulturen, som hun også mener identificerer sig som den nye avantgarde. Her er det barnets interesser, der skal gå foran morens interesser. Når man har fået barn, er man på denne måde blevet til en mor og er dermed nærmest forpligtiget til at frasige sig sin identitet udenfor moderrollen, selvom det går ud over kvindens sex- og arbejdsliv.

Badinter skriver, at »ærbødigheden for alle naturlige ting glorificerer et gammelt koncept om moderinstinkt og applauderer masochisme og offer ved at konstituere en øverstkommanderende trussel mod kvinders frigørelse og seksuel lighed.«

Der findes adskillige blogs, hvor mødre dyrker deres rolle. En af dem er fuldtidsmor.dk, der skriver om sit eget navn: »Begrebet fuldtidsmor dækker ikke nødvendigvis over at være sammen med sine børn alle døgnets 24 timer, men om at være mor i hjertet.« Fuldtidsmor skriver også, at det nogle gange kan være en mundfuld at være supermor. »Nogle gange er jeg bare nødt til at tage et telefonopkald, gå til et møde eller sende en mail, men jeg er trods alt sammen med børnene det meste af tiden.« I et andet opslag har fuldtidsmor lavet en stillingsannonce for sjov, der i jobannoncestilen beskriver kriterierne for at blive ”hjemmegående mor”. Mange af punkterne får ikke lige frem arbejdspladsen til at virke lokkende, og under punktet ”løn” står der: »Arbejdet bærer lønnen i sig selv. Eller faktisk skal du betale for dette arbejde. Du skal bruge stort set alle dine penge på dine nye chefer. Hvis der er noget tilbage når du engang dør, får de også dette. Derudover er der ingen betalt ferie, ingen sygeforsikring eller pension, og du skal stadig arbejde på dine sygedage.« Badinter skriver, at det ikke længere er manden, der opretholder de patriarkalske mønstre. Tronen er overtaget af l'enfant roi – barnekongen.

Men kampen på Hovedbiblioteket er ikke en kamp for at få lov til at være mor med stort M. Opråbet fra børnebiblioteket er nærmest det omvendte af fuldtidsmor.dk, der ifølge sin blog bruger store dele af sin tid på at hækle savlesmække, karklude i muslingemønster og håndklæder.  Mødrene her vil gerne være ”mere” end mødre, og kunne beholde en rolle udenfor moderskabet.

Og det er faktisk ikke kun for mødrene selv, der opstår et samfundsmæssigt problem i denne udelukkelse. Der ligger også et politisk problem involveret i at forvise mødrene til den famøse private sfære. Mødrenes stemmer er politiske og repræsentanter for en gruppe, der behøver særlige rettigheder.

Måske skal man derfor tilføje noget til Badinters kritik af moderrollen. Nemlig at det bliver et kollektivt projekt at hjælpe kvinderne, der også er mødre, til at få lov til at være mor uden at skulle vælge alt andet fra. For mødrene kan ikke bryde ud af reaktionære roller, hvis de bliver henvist til mødregrupper.

Og det er måske svært, for det kan jo godt være ret irriterende med børn. De fleste i Danmark får dem og tager dem med til alle mulige sociale arrangementer og offentlige rum, hvor de larmer og sviner. Til arrangementet i Børnebiblioteket er det for eksempel mange børn, der råber og græder, og vi bliver afbrudt i vores gruppediskussion, fordi et barn skal skiftes.

Er den tolerance, der kræves, en der fører til, at alle rum nu bliver invaderet af børn og mødre? Altså at selve moderrollen bliver et kollektivt ansvar og vi på den måde alle bliver mødre, også mod vores vilje?

Lorentzen og Wandahl skriver også i deres debatindlæg, at »Hvis du ikke har børn i dit liv eller ønsker at få det, så er det helt fint. Men at ekskludere eller offentligt vise sin irritation over børn og forældre er sgu ikke særlig radikalt. Tværtimod gentager du et ret reaktionært handlemønster, som prøver at holde forældre i almindelighed og kvinder i særdeleshed hjemme ved kødgryderne og i børneværelset, når de har sat afkom i verden.« Dermed gentager Lorentzen og Wandahl på den måde talemåden »everybody wants a revolution, but nobody wants do do the dishes«, der netop spiller på tanken om, at en revolution eller frigørelseskamp også kræver, at vi ofrer os og hjælper hinanden.

Den australske aktivist og journalist Asher Wolf har også skrevet vredt om især andre kvinders dom over hende, da hun blev alenemor og derfor blev efterladt med meget mindre tid til at være et frit individ. »And so I’ll say it: the biggest act of betrayal to feminist mothers are the self-identifying supposed feminists who mock and devalue women’s labour in the home … Women don’t lose themselves in motherhood; society loses them. Feminism loses the voices of women who become mothers.« Og med dette spørger Wolf: hvis ikke feministerne tager kvinders arbejde i hjemmet alvorligt, hvem skal så kæmpe deres sag?

I et interview med det tyske magasin Der Spiegel i forbindelse med udgivelsen af sin bog, sagde Elisabeth Badinter: »Den franske etnolog Claude Lévi-Strauss skrev, at man altid burde holde den rigtige afstand mellem to kulturer. Jeg tror, at en god mor er en, der formår at holde en vis afstand mellem sig selv og sit barn – ikke for tæt på, ikke for langt væk.«

Måske kan denne afstand også appliceres til det kollektive ansvar om at inkludere børnene og mødrene – ikke for tæt på, ikke for langt væk. Modersinstinktet rettet indad kan efterlade moren meget alene med sit barn, og alene som kvinde i den rolle. I identitetsskabelsens tid, skal man ikke glemme, at den største kvindesag har været, hvordan moren også skal kunne have et liv udenfor hjemmet.

Er den tolerance, der kræves, en der fører til, at alle rum nu bliver invaderet af børn og mødre?

Efter at have arbejdet for Hilary Clinton i Washington i mange år, sagde kommentator, advokat og statskundskaber Anne-Marie Slaughter stop. Hun var blevet desillusioneret af den evige kamp om at kunne klare både et hårdt presset arbejdsliv og samtidig kunne være tilstede for sine to børn og sagde til sidst op. Af mange af hendes kvindelige kolleger, blev hendes beslutning set som regressiv. Ikke fordi hun nu var gået ud af arbejdslivet, for det var hun på ingen måde, og arbejdede stadig et ugentligt timeantal, der ville afskrække enhver dansker. Grunden til forargelsen var, at hun nu havde italesat, det der ikke skulle siges: man kan ikke både være mor og også realisere sig selv på arbejdsmarkedet i en ubegrænset grad. Det var denne erkendelse, der fik hende til at skrive i  The Guardian, at »kvinder har bidraget til fetichen om det endimensionale liv, omend af nødvendighed. Pionergenerationen af feminister separerede deres personlige liv fra deres professionelle personaer for at sikre sig, at de aldrig ville blive diskrimineret mod på grund af manglende dedikation til deres arbejde.«

Men som Slaugther også skriver, er det at være en ”stærk kvinde” ikke ensbetydende med at skjule og underkende alle de ting, der i samfundet er defineret som kvindelige. For dette udelukker også en diversitet af kvindelige stemmer og holder fast i ideen om den feminine som mindre godt, enten det er moderlig ømhed eller husarbejde. Det er i selve den kvindelige sfære, at frigørelsen skal ske snarere end løsrevet fra den i utopisk stræben efter frihed. De feministiske spørgsmål, der kredser om  individuelle, identitetsskabende spørgsmål har været vigtige for mange, men frigørelsen i fællesskab, hvor ingen er uafhængige af hinanden, er også en vigtig del af det feministiske projekt. Og det er mødrene, der bliver første offer, hvis vi glemmer dette.