Print artikel

Den seksuelle revolutions egentlige kernestof

Foto fra filmen
Anmeldelse
08.03.17
Det her skulle have været en anmeldelse, men det er endt med at blive en hyldest til en film, jeg har manglet hele mit liv, og til de unge kvinder, der kæmper for friheden til at blive sig selv.

Den unge kvinde ser ned og tøver lidt. Kameraet går tæt på ansigtet, de glatte kinder. Hun er midt i at fortælle om en fest, hvor hun helt bogstaveligt lagde sig imellem sin kæreste og en anden pige. Et eller andet, måske ydmygelse, lyser ud af hende. »Jeg boller simpelthen med en pige for at forhindre, at han gør det…« siger hun. Det er svært at få sagt. Så griner hun, men det er ikke nogen rar latter. Ansigtet kramper, munden vrides nedad, øjnene klemmes hårdt i. Det kunne lige så godt være gråd.

Sådan ser skam ud. Og sådan, når man måske at tænke, ser lavt selvværd ud. Men så trækker hun vejret dybt, smiler lidt og fortsætter: »Men det var ikke den værste oplevelse, jeg nogensinde har haft.« Og så kommer det. Blikket. Det nøgne, mørke og kraftfulde blik, der blandt mange andre blikke gør dokumentarfilmen VENUS – Let’s talk about sex til noget særligt. For nej. Denne scene er ikke vendepunktet, kendt fra hver anden ungdomsfilm siden Saturday Night Fever, hvor den stakkels promiskuøse pige endelig indser, at hun har knaldet sit værd væk i jagten på ømhed. Vi er hinsides klicheerne, langt over og forbi det evindelige seksualmoralske lærestykke.

I filmen, instrueret af Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen, fortæller unge kvinder åbent om deres seksuelle erfaringer og fantasier. Her er det kvindelige blik i fokus både foran kameraet og bagved. Her er plads til det hele. Lammende blufærdighed, ekshibitionisme, sødme, sorg, raseri og nøgtern pragmatisme. Der er hende, som anser det for en alvorlig skavank, at hun ikke bare kan adskille sex og følelser, men hele tiden går rundt og forelsker sig. Og der er hende, som på hjerteskærende vis vidner om, at sex og intimitet så langt altid fra følges ad, med beskrivelsen af dengang, hun og hendes kæreste for første gang »var sammen, mens vi havde sex.« Der er hende, hvis liv blev forandret, da hun endelig fandt en mand, som hun kunne udleve sine incestfantasier med. Og hele tiden er kameraet en loyal medspiller. Tæt på, empatisk, uden fordømmelse.

Setuppet er rent og enkelt. På en kontorstol foran et hvidt lærred hjemme hos én af instruktørerne fortæller de unge kvinder om deres fantasier, seksuelle debuter, hvor ofte de onanerer, og hvor mange de har haft sex med. Mens de taler, får deres kroppe lov til bare at være kroppe på en stol. Én ung kvinde folder sine lange ben og arme, så hun nærmest ligner en eftertænksom fletning. En anden støtter de bare fødder på kontorstolens hjul og ser ud, som om hun skal lige til at snurre rundt. Det er bemærkelsesværdigt, så sjældent man ser kvinder tale om sex, danse, og smide tøjet på deres egne præmisser, uden pirrende iscenesættelse. Effekten er stærk, sanselig og nærmest overrumplende intim.

Egentlig var det meningen, at instruktørerne Glob og Albrechtsen ville bruge de filmede interviews som research til en helt anden produktion. Heldigvis kom de på andre tanker undervejs, og resultatet er et sjældent og stærkt vidnesbyrd om unge kvinders seksualitet. Filmen gør ondt, den er erotisk, så det driver, den er brutal, hjerteskærende, overraskende og hylemorsom. Men først og fremmest er den nødvendig.

Debatten om feminisme og selvseksualisering ruller. Iværksættere har øjnet et marked og udvikler apps, som ved hjælp af spilteori og touch-funktioner lærer mænd at mestre oralsex. Masters & Johnsons berømte pionerarbejde inden for sexologien er for længst blevet lavet til en tv-serie. Og på det lækre betalingssite OMGYES.com, promoveret af bl.a. skuespilleren Emma Watson, kan alle blive klogere på kvindekroppens seksuelle do’s & don’ts ved hjælp af »den kombinerede visdom fra over 2000 kvinder i alderen 18-96”« Sitet reklamerer med at have basis i det første store målrettede forskningsstudie om kvinders seksuelle nydelse. Det lyder vildt men ikke helt usandsynligt. For selv om sex har været genstand for menneskelig nysgerrighed siden tidernes morgen, har kvindelig seksualitet lige så længe været omgærdet af myter og mystik.

Det står klart, at den seksuelle revolution trods fyndige udmeldinger fra seniordivisionen i diverse aktuelle debatter hverken blev helt eller halvt gennemført i 1970’erne. Men det står også klart, at den er i fuld gang.

Så sent som i efteråret 2016 fik franske skoleelever adgang til verdens første anatomisk korrekte 3D-model af klitoris. Denne nyskabelse i den franske seksualundervisning blev hyldet internationalt som begyndelsen på en ny seksuel revolution. Her i Danmark er vi endnu ikke kommet så langt. I Gyldendals Store Danske Encyklopædi kan man læse, at klitoris er et »lille, nerverigt og derfor følsomt organ, som sidder fortil mellem kvinders små skamlæber.« Men det gør klitoris ikke. Og organet sidder heller ikke, som det ellers hedder i Den Danske Ordbog, udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab »foran de små skamlæber.« Dér sidder klitorishovedet. Resten af det ikke så lille organ strækker sig med et todelt skaft på op til ti cm langs urinrøret, blæren og livmodervæggen. Det, man kan lære af de danske ordbøger, er altså ca. lige så korrekt og brugbart, som hvis man slog op under ’penis’ og fandt en beskrivelse af penishovedet alene. Myterne, tabuerne og fejlinformationen er indlejret i sproget og ikke mindst i dét, vi ikke har sprog for. Det vi ikke taler om. Men nu, her små fyrre år efter startskuddet til den seksuelle revolution, er tiden altså kommet til at tale om kvinders seksualitet—såvel det tekniske som det komplekse, ustyrlige og uendeligt sårbare.

Da jeg kom ud af biografen, stod det ret klart, at jeg har manglet lige netop denne dokumentarfilm hele mit liv. Det er jeg ikke alene om. Traileren til filmen kan ses både på Youtube og hos Ekstrabladet på Facebook. Skimmer man kommentarfelterne, tegner der sig et velkendt og desværre stadig helt almindeligt billede. »Skøger.« »Stupid cunts.« »No sympathy. Sorry whores…« Især én af kommentarerne på Youtube vidner om, at selv om meget er forandret, går der alligevel en lige linje i opfattelsen af kvinders seksualitet fra middelalderen til i dag. »Sluttines[sic] is inversely related to quality of life, more dicks equals less life satisfaction.«

Vi er ikke så fri, som man kunne drømme om, af victorianismens puritanske kvindeideal eller Freuds sammenkædning mellem kvindelig lyst og sygdom. Og vel er kommentarerne skrevet på engelsk, men traileren er dansksproget uden undertekster. The call is coming from inside the house.

Netop derfor er VENUS – Let’s talk about sex en både nødvendig og opløftende film. De unge kvinder er bedre rustet end min ungdomsgeneration og dem, der kom før. De ved simpelthen mere. Filmen vidner om problemerne, gamle som nye, men også om, at der er sket en stor udvikling over de seneste fyrre år. Det står klart, at den seksuelle revolution trods fyndige udmeldinger fra seniordivisionen i diverse aktuelle debatter hverken blev helt eller halvt gennemført i 1970’erne. Men det står også klart, at den er i fuld gang.

Med deres udogmatiske og nysgerrige tilgang løfter instruktørerne arven fra blandt andre den banebrydende feminist og sexolog Maria Marcus. Hun døde i januar, 90 år gammel, og det er synd, hun ikke nåede at få filmen med. Den ville nok have glædet hende. Sproget vokser, tabuerne brydes. Det går langsomt, men det går fremad. For Maria Marcus bestod seksuel frigørelse i at fjerne de indre og ydre aflejringer, der forhindrer os i at være os selv. Spørgsmålet ”hvem er jeg som seksuelt subjekt?” er den seksuelle revolutions egentlige kernestof. Det er netop dét spørgsmål, de unge kvinder kæmper med i VENUS – Let’s talk about sex. Det er en sårbar, nysgerrig og håbefuld revolution, de har gang i. Den bæres frem af deres mod. Og hvor man dog under dem nydelsen, selvkendskabet—friheden.