Noget, vi næsten kan kalde håb
Vi har heldigvis forlæggere, oversættere, filmdistributører, festivaller, museer og gallerier, der formidler centraleuropæisk kunst her til lands. Hvad vi mangler er flere boglange tekster, der formidler Centraleuropas kultur- og idéhistorie. Det finder man derimod på den anden side af sundet: Kristian Gernes Centraleuropas historia (1997); Mats Andréns Att frambringa det uthärdliga (2001); Björn Sandmarks Vägen til Mitteleuropa (2005); Nicolaus Rockbergers Det nya Europa (2004). Nu føjer Cecilia Hansson sig fornemt til denne kreds af skribenter med Hopplöst, men inte allvarligt.
Til forskel fra de øvrige bøger er det hverken kulturhistorie, værklæsninger eller rejseessayistik, der udgør Hopplösts hovedåre; det er de interviews, Hansson har foretaget gennem en årrække under sine rejser i Østrig, Ungarn og Rumænien. Under vejs har hun – for blot at nævne nogle få – mødt forfattere som Peter Turrini, Doron Rabinovici, László Krasznahorkai, Mircea Cărtărescu, Gianina Cărbunariu, Péter Nádas, Péter Esterházy og Herta Müller; filminstruktører som Michael Haneke, Radu Jude og billed- og performancekunstnere som Marina Abramov
