Print artikel

Kvinden og det rå løg

Et løg. Foto: British Library
Reportage
01.10.15
Busruten mellem Stockholm og Bukarest, også kendt som ’hustler-ekspressen’, har to ugentlige afgange. Men hvem rejser med denne bus? Hvor er de på vej hen? Og hvorfor? ATLAS har taget turen fra København til Bukarest tur-retur.

Stockholm-Bukarest står der på et skilt i Eurolines-bussens forrude, og tre mænd, som viser sig at være bussens chauffører, træder ud, tænder hver en cigaret og begynder derefter, fortsat pulsende, at laste den med baggage. De taler alle rumænsk og har store maver, tynde ben og meget blanke sko. Da jeg viser min billet, ryster de på hovedet, tager min kuffert og peger på indgangen.

Ruten går fra Stockholm og via København, Berlin, Prag og Bratislava ender den i Bukarest mere end to døgn senere. Den er i nogle medier blevet omtalt som rumæner-bussen og hustler-ekspressen, da politirazziaer af flere omgange har afsløret, at bussen er blevet brugt til at fragte tyvekoster ud af landet. Men hvem rejser egentlig med denne bus? Hvor er de på vej hen? Og hvorfor?

Inde i bussen sidder seks mænd, alle rumænere viser det sig senere, en kinesisk familie og en sydamerikansk backpacker. Jeg går op til den kinesiske kvinde, som er iført en iøjnefaldende rød brokadekjole, og peger på vinduespladsen. Det er godt at sidde ved siden af en kvinde, tænker jeg. Hun gør plads til mig med et suk.

Jeg har knapt nok sat mig, da en jysk pige træder op i bussen. Hun kigger forvirret rundt. På mændene. På den kinesiske familie. Og råber derefter til sine venner, som stadig står udenfor: »Det her er  vist ikke vores bus«. Hun nærmest løber ud af bussen og videre ned ad gaden mod en anden bus, hvis endelige destination er Berlin og ikke Rumænien. Idet bussen sætter i gang, trækker den kinesiske mand en spegepølse frem og begynder at pille den, som var det en banan. Ud over mandens gumleri og motorens knurren er der helt stille.

I rapporten When Poverty Meets Affluence, der er lavet i samarbejde mellem FaFo og Rockwool Fonden, har en gruppe skandinaviske forskere for nyligt kortlagt 1.269 rumænske migranters – i rapporten skelner de mellem romaer og ikke-romaer – motivation for at migrere til henholdsvis Stockholm, Oslo og København. Men rapporten giver også et detaljeret indblik i disse personers oplevelser, beskæftigelse og levevilkår i de skandinaviske hovedstæder. Af grunde til at migrere gives blandt andet Rumæniens, og særligt landdistrikternes, høje niveau af fattigdom; landet har den højeste fattigdomsrate i EU. Ifølge rapporten er særligt situationen for landets romabefolkning forværret siden kollapset af den rumænske diktator Ceauşescus kommunistiske regime i 1989, hvilket betød, at mange romaer mistede jobbene, som de indtil da havde haft særligt på fabrikker og i landbrugssektoren. I de følgende år migrerede mange til Sydeuropa, men med finanskrisen og en voksende konkurrence fra billigere afrikansk arbejdskraft forsvandt mange af disse jobs.

Med Rumæniens medlemsskab af EU i 2007 blev det til gengæld muligt for rumænske statsborgere at opholde sig i andre EU lande i op til tre måneder uden krav om registrering eller aktiv jobsøgning. Det er i lyset af denne udvikling, og de mange myter som er forbundet til de rumænske migranter, at jeg nu befinder mig om bord på denne bus.

I vinter så jeg noget, som jeg sent vil glemme: På Rådhuspladsen sad et romapar i kulden. De havde deres ting i en indkøbsvogn, men det der for alvor slog mig var, at kvinden sad og spiste et løg. Et rå løg. Jeg har ofte siden tænkt på den episode, og det var den der fik mig til at sige ja, da min redaktør foreslog, at jeg skulle afsted på denne tur. Den fremmedgørelse og foragt, som jeg i det øjeblik følte for kvinden, var overvældende og fyldte mig efterfølgende med skam.

Afviger

Fra Gedser skal bussen med en færge videre til Rostock, og mens færgen lægger til, går bussens døre op. De fleste går ud for at ryge, og det giver mig en mulighed for at studere bussens passagerer fra min vinduesplads. Mændene ser ud til at være mellem 20 og 40. De er iført denim, dynejakker og sportstøj og har alle sammen helt nye sportssko på.  Bag os holder en bus fyldt med ældre svenske turister, som skal til Gardasøen. De korpulente, svenske seniorer stiger også ud. Ude af stand til at vurdere hvem der i dette øjeblik i virkeligheden er afvigerne, stirrer de alle på hinanden.

Om bord på færgen køber jeg en kop kaffe og sætter mig med min rejsebog om Rumænien. Landet, som støder op til Ukraine, Ungarn, Serbien, Bulgarien og Moldova, har en befolkning på godt 20 millioner og er blandt andet kendt for krigsføreren Vlad Țepeș– også kendt som Grev Dracula ­– og den kommunistiske leder Nicolae Ceaușescu.

Fortællingen om vampyren Dracula stammer fra den irske forfatter Bram Stokers roman af samme navn fra 1897, og selvom der – udover navnet – ikke umiddelbart er nogen særlig forbindelse mellem den historiske figur Vlad Dracula, som var prins af Wallachia i 1400-tallet og blandt andet kæmpede mod tyrkerne, og Stokers transsylvanske blodsuger, har myten fortsat betydning for rumænsk turisme.

Også i Ceaușescus tilfælde er både myte og virkelighed en del af kommunistlederens eftermæle i dag. I 1965 blev han udnævnt til partiets generalsekretær, og blot to år senere overtog han posten som præsident for hele landet, en post han bestred indtil sin død toogtyve år senere. Ceaușescu blev hurtigt kendt som en karismatisk figur, som det var svært for Moskva at håndtere. Blandt andet fordømte Sovjets invasion i Tjekkoslovakiet i 1968 og førte i de efterfølgende årtier en selvstændig – om end fortsat kommunistisk – politik. Med talen ’Juli Teser’, som han holdt den 6. juli 1971 efter et besøg i Nordkorea, lancerede han, hvad han selv betegnede som en »mini-revolution«, med det resultat at landets borgere efterfølgende blev udsat for en markant højere økonomisk, intellektuel og social kontrol.

Blandt andet var han overbevist om, at landets industrielle vækst skulle sikres gennem en større arbejdsstyrke. Derfor forbød han i 1966 både prævention og abort for enhver gift kvinde under fyrre med færre end fire børn (i 1972 blev grænsen hævet til 45 og fem) og og indførte til gengæld obligatoriske besøg hos gynækologen og særlige skatter til de barnløse. I 1984 påbegyndte Ceaușescu, trods landets miserable økonomiske situation, konstruktionen af et gigantisk paladsprojekt, som det var meningen skulle have navnet ’Folkets hus’ og huse landets parlament. Men i december 1989 udbrød voldelige demonstrationer over hele landet og den 22. december flygtede Ceaușescu sammen med sin hustru, men de blev kort efter taget til fange og stillet for en militærdomstol, anklaget for blandt andet folkedrab. Efter en summarisk rettergang blev ægteparret henrettet ved skydning den 25. December 1989 i byen Târgovişte. Henrettelsen blev kort efter tv-transmitteret over hele verden og er for eftertiden kommet til at stå som et symbol på den Kolde Krigs bittersøde afslutning.

Nu på tysk grund raller bussen videre afsted. Min sidemand begynder at se en Bollywood-film på sin telefon, og hindusang blander sig med lyden af knasende chips. Mange sover. Der ligger et dankort og en kopi af mit pas i min støvle, som jeg tager af og stiller under mit sæde.

Vi passerer en afkørsel til Sachsenhausen, og synet af navnet på den tidligere koncentrationslejr udløser et sug i maven. Gad vide hvor mange generationer der skal gå, før Tysklands stednavne frikendes for historien og igen får mulighed for at være andet og mere end 1933-1945. Hvornår bliver Adolf til Adolf igen?

»Jeg kan mærke det 20. Århundrede skylle gennem mig«, skriver jeg i min notesbog. »Og det 21. Århundrede tage form.«

For nyligt læste jeg en artikel om kinesiske lingerisælgere i Egypten. I modsætning til mandarin har arabisk grammatisk køn, og udover deres arbejdssomhed og vilje til personlig selvopofrelse (for hvad?) bemærkede artiklens journalist, at de handlende, som udelukkende lærer arabisk ved at lytte til deres kunder, ofte ender med at imitere de kvindelige kunders tale mønster. »Lingeri dialekt«, kalder han det. Gad vide hvad det kinesiske par i bussen, hvis børn taler tysk til hinanden og kinesisk til deres forældre, lever af?

Busliv. Foto: Kathrine Tschemerisnke
Busliv. Foto: Kathrine Tschemerisnke

I Dresden gør bussen holdt, og en hel del mennesker – særligt mænd; udelukkende rumænere – stiger om bord. En mand sætter sig ved siden af mig, og jeg rykker nærmere vinduet. Forsøger at flyde sammen med ruden, der er begyndt at dugge indefra.

Utryghed

Vi gør holdt ved en tankstation, og chaufførerne stiger ud og ryger, mens de tanker bussen op. Samme sted er en familie i gang med at rengøre deres bil. Kvinden, der ligner en mor, er iført minishorts, og da hun bukker sig frem for at støvsuge forsæderne, kan man se rundingen af hendes baller. Et kort øjeblik er hele bussens blik rettet mod det samme objekt.

Vi kører ind i Berlin, og der er 30 timer tilbage af turen. Den kinesiske familie står af, og det samme gør den sydamerikanske backpacker, som skiftevis har snorket på bagsædet og grinet af et eller andet på sin iPad hele vejen fra København. Jeg har virkelig lyst til at gøre det samme – altså at stå af – men beslutter mig for, at jeg vil give konceptet en chance til Prag. På vej ud af Berlin igen standser vi ved et af Busselskabet Eurolines kontorer. Et køleskab af en mand, med sko der ligner lakrids, står og venter på bussen med ting der skal fragtes med til Østeuropa. Kufferter. En vaskemaskine. Skotskternede plasticposer med hank og lynlås. Der er også en kasse, som er blevet lukket op, og som man kan se er fyldt med hø. Chaufføren samler den op, klør sig i nakken, som om han overvejer kassens skæbne, hvorefter han losser den ind efter de andre ting. Også for beholdere gælder Europas fri bevægelighed.

Min nye sidemand udløser sit sæde, der strækker sig ud. Han lægger sig til at sove, og jeg begynder at blive bange for, om mit projekt skal mislykkes. 80 timer i bus uden én eneste samtale, virker på det her tidpunkt ikke som et urealistisk scenarie. Ingen taler med hinanden. De fleste sover eller sidder absorberet af deres telefoner.

Jeg er ved at blive træt og trækker min taske op på sædet. Det skal forestille en hovedpude, men i virkeligheden er jeg bange for, at ting vil forsvinde, mens jeg er væk.

»Utryghed«, skriver jeg i min notesbog, »er manglende forståelse for andre menneskers intentioner«. Jeg kan altid stå af i Prag.

»Are you okay?«

Da jeg vågner igen, er der blevet sat en film på de små skærme, som er distribueret gennem hele bussen efter økonomisk princip. Der er næsten ingen, som spiser eller drikker noget, men ind imellem er der en fyldt blære, som rejser sig op og hiver i håndtaget der fører ind til bussens toilet. Men der er sjældent forløsning, for det koster en euro at låse døren op.

Vi gør holdt et sted. Alle stiger ud og tænder deres cigaretter. Bag os hænger et stort skilt hvor der står MS Europa 2. Die Grosse Freiheit. Det er en reklame for et krydstogtselskab.  

Jeg har det, som om jeg ikke rigtig forstår, hvad det er, jeg ser. Sådan har jeg det ofte for tiden.

Dem der sidder foran mig sætter en video på med en gademusikant, som står og spiller på et strøg et eller sted i Europa. Gademusikant af den slags man dagligt passerer i enhver storby, og sjældent – hvis ikke aldrig – værdiger et blik. De peger grinende på ham, og jeg forestiller mig, at han er en ven.

Jeg falder i snak med min sidemand. Lidt engelsk. Lidt fransk. »Vasili, men kald mig Vali«. Han arbejder med tagkonstruktion i en by uden for Dresden, er omkring de fyrre og har boet i Tyskland de sidste fire år.

»Jeg skal hjem og besøge min søn,« forklarer han ivrigt.

Da han forlod Rumænien, som ifølge Vali er »kaput«, var der en kone og et nyfødt barn. Nu er sønnen fem og hustruen en eks. »Life is complicated«.

Han har en uge hjemme nu, kufferten er fyldt med gaver til sønnen, og hvis han kender sin mor ret, kommer den nu spinkle mand til at kunne rulle tilbage til Tyskland: »Skind og ben!« Han imiterer sin mor, mens han napper til sin hud. Og fremtiden: »Om fem år kan min søn få et tysk pas og vupti«. Valis hånd bliver til en tysk raket.

»Jeg håber, han fortsætter sine studier. At han får et bedre liv end mig.«

Prag er et antiklimaks. Vi ankommer omkring midnat, men på det tidspunkt har jeg for længst skruet mig ned i mit sæde, og jeg bemærker det kun, da bussens døre åbner og en kold vind, efterfulgt af en finger, prikker til mig.

»Are you okay?« spørger Vali.

Jeg nikker og indtager skarabæform, men alle bussens passagerer skal ud. Obligatorisk pause. Jeg gider ikke at børste tænder.

Siddende bedende

Næste gang jeg vågner, har vi for længst passeret grænsen til Ungarn. Vi gør holdt ved en landevejskro med sprossevinduer og folkloreidyl, og selvom klokken kun er omkring seks, er kroen alligevel fyldt med morgenmad og mennesker, der skeptisk betragter den krøllede masse som pludselig strømmer ind fra bussen og i tyve minutter lægger beslag på etablissementets toiletter (igen koster det en euro) og kaffebryggerske. Jeg har på fornemmelesen, at vi passagerer – uden undtagelse og uden grund – er ilde set. Bussens penduleren betragtes ikke som anledning til fast indtægt, men en gene. 

Da jeg træder ind i bussen igen, slår en ram stank mig i møde. Det er en sød lugt, som jeg ved, at min mor ville nyde at gøre mig opmærksom på, er sådan mennesket rigtigt lugter

Tilbage i bussen trækker Vali en miniskærm frem og sætter filmen Dracula Untold fra 2014 på. Da den unge prins Vlad Tepes, som indgår en farlig pagt for at få den styrke der skal til at beskytte sin familie og sit folk, nedkæmper en gruppe tyrkere, jubler en af bussens andre passagerer, som også ivrigt følger med på den lille skærm: »Go Romania.«

Hvis man tilbringer tilpas lang nok tid på et bussæde, begynder ens hofter at smelte. De vugger i takt med bussens spurt og standser kun, når man skifter stilling, eller bussen bremser op.

»Rejsen er udmattende og udramatisk«, skriver jeg i min notesbog. Begge mine ben summer, og jeg forsøger at stimulere min blodcirkulation ved at rokke frem og tilbage. Jeg er en siddende bedende, men min orientering er ikke Grædemuren men Bukarest.

Ved grænsen mellem Ungarn og Rumænien gør vi holdt. Der er hegn og porte. Bussen og dets passagerer skal inspiceres, og to rumænske grænsevagter spankulerer ned gennem bussens midtergang med det formål at matche ansigter med pasfotos. Denne gang går det hele heldigvis op, og bussen fortsætter uden mandefald.   

Kort efter gør vi holdt på en busholdeplads. Der er markant varmere i Rumænien, konstaterer jeg, da den første dråbe sved løber fra min knæhase. Mange køber kaffe. Få køber mad. Næsten alle ryger, og jeg veksler penge i en lille bod. Ved siden af står en gruppe børn og tigger.

Da jeg træder ind i bussen igen, slår en ram stank mig i møde. Det er en sød lugt, som jeg ved, at min mor ville nyde at gøre mig opmærksom på, er sådan mennesket rigtigt lugter. Lugten af mennesker. Lugten af mange mennesker.

Forkert destination

På Google Earth viser Vali mig, hvor han skal af. Făgăraș. Hans landsby ligger yderligere en times tid væk derfra. Jeg spørger ham, om hans søn kommer og henter ham. Han ryster kraftigt på hovedet.

»Sidste gang jeg var hjemme i marts, kom han med til Făgăraș for at aflevere mig ved bussen. Aldrig igen. Aldrig igen. Det var rædselsfuldt. Denne gang ved han ikke engang, at jeg kommer.«

Efterhånden som vi gør holdt, og bussen langsomt tømmes, indser jeg, at min destination er valgt forkert. Hvis jeg skulle rejse, som majoriteten af bussens passagerer, skulle mit endemål ikke være Bukarest, men en af de utallige rumænske byer, vi gør holdt ved undervejs, og hvorfra folk rejser videre med bil eller bus, til det de kalder hjem.

I Făgăraș står Vali af. »Good luck,« siger han og trykker min hånd, før han træder ud af bussen og forsvinder. »Måske mødes vi i Bukarest. Jeg skal dertil dagen efter i morgen for at mødes med en og tale business.«

Held og lykke, indser jeg, er noget som jeg forholdsvis ofte siger til folk, men på denne bus får udtrykket betydning. Da vi skal til at køre videre, defilerer en anden af bussens passager forbi mit sæde og stikker mig – uden et ord – en sodavandsis, før han selv begynder at fortære sin egen med systematisk præcision. Han er iført et forvokset jakkesæt og har næsten ingen tænder. Jeg spørger ham, hvad han har lavet i Tyskland: »Arbejde eller ferie?« »Ferie,« svarer han.

Jeg har indtryk af, at bussens passagerer kan inddeles i tre forskellige kategorier: Dem der arbejder i udlandet og ligesom Vali er på vej hjem til Rumænien for at holde ferie; dem der har været på ferie i Nordeuropa, og så er der en lille kategori af folk, hvor det er svært at gennemskue, helt hvad de mener, når de siger, at de har været på »ferie«.

Da vi nærmer os Bukarest, er det for længst blevet mørkt igen. Det er den anden aften jeg tilbringer om bord på bussen. »Badekar. Jeg håber, der er et badekar på hotellet«, grifler jeg ned på min blok, men samtidig er mit plyssede sæde og kabinens sødlige lugt også begyndt at føles hjemlig, og i 11. time (hvilket i virkeligheden er 37. time) lokker pludselig tanken om en overnatning til, særligt fordi overgangen fra bus til taxa til hotel er en bekymring. En bekymring som ikke bliver mindre, da en af chaufførerne kommer ned til mig og spørger, om der kommer nogen og henter mig ved busstationen i Bukarest. Da jeg ryster på hovedet, fortsætter han, ivrigt assisteret af manden med isen, som nu agerer tolk: »Han vil gerne hjælpe dig. Når vi er fremme, ringer han efter en taxa til dig.«

Og ganske rigtigt. I mørket i Bukarest anviser chaufføren endnu engang en plads til mig, hvor han, med en alvorlig mine og et tegn med hånden markerer, at jeg skal blive stående, indtil han siger til. Først tømmer han bussen for kufferter, vaskemaskiner, papkasser og poser, så ringer han, småløbende på vej mod busselskabets personaletoilet, efter en taxa, som han få minutter senere sender ud i natten med et slag på bilens tag. Han selv har fem timer, før bussen skal tilbage til Tyskland.  

 

Dette er første del i Kathrine Tschemerinskys reportage fra busrejsen mellem København og Bukarest. Læs anden del her