Print artikel

Venusdeltaet

Anaïs Nin med elskeren Henry Miller
Artikel
02.08.12
Lige nu topper den lumre Fifty Shades of Grey bestsellerlisten. Denne bølge af mommy porn giver anledning til et tilbageblik. Forlaget Rosinante har netop genudgivet den erotiske kvindelitteraturs moder Anaïs Nins. I Venusdeltaet samler hun en række pornografiske noveller, som hun skrev på bestilling i 1940'erne. ATLAS bringer her et sobert uddrag.

 

Forord

(April 1940)

En bogsamler tilbød Henry Miller et hundrede dollars om måneden for at skrive erotiske historier. At tvinge Henry til at skrive pornografi for en dollar pr. side var næsten som at sende ham ned til Dantes helvede. Han nægtede at gøre det, fordi han på det tidspunkt var indstillet på at skrive lige det modsatte af historier a la Rabelais, fordi det var nedbrydende at skrive på bestilling, og fordi at skrive, mens en voyeur be­tragtede ham gennem nøglehullet, ødelagde al hans umiddel­bare glæde ved at eksperimentere frit.

(December, 1940)

Henry fortalte mig om bogsamleren. De havde spist frokost sammen et par gange. Han havde købt et manuskript af Henry og derpå foreslået, at han skulle skrive noget til en velhavende gammel klient, han havde. Han kunne ikke fortælle ret meget andet om sin klient, end at han var interesseret i pornografi.

I begyndelsen morede Henry sig gevaldigt. Han skrev fantastiske historier, som vi lo ad. Han betragtede det som et eksperiment, og i begyndelsen forekom det nemt nok. Menefter et stykke tid blev han træt af det. Han havde ikke lyst til at bruge noget af det materiale, han havde planlagt at bruge i sine bøger, så han måtte fremtvinge en kunstig kreativitet og veloplagthed.

Han modtog aldrig et eneste anerkendende ord fra sin ejendommelige mæcen. Det var måske ikke så mærkeligt, at han ikke ønskede at afsløre sin identitet. Men Henry begyndte at drille samleren. Fandtes denne mæcen overhovedet? Var disse historier i virkeligheden ikke bestemt for samleren selv, til at lyse lidt op i hans triste liv? Var de ikke en og samme per­son? Henry og jeg diskuterede dette spørgsmål mange gange med en følelse af morskab og forbløffelse.

Midt i disse overvejelser meddelte samleren, at hans klient ville komme til New York, og at han og Henry skulle mødes. Men af en eller anden grund fandt dette møde aldrig sted. Samleren fortalte detaljeret, hvordan han sendte manuskripterne med luft­post, og hvor meget det kostede, små ligegyldige detaljer, som skulle få klientens eksistens til at virke mere overbevisende.

En dag bad han, om han måtte få et signeret eksemplar af Sort vår.

»Men sagde du ikke, at han har alle mine bøger, og at de var signerede?« svarede Henry.

»Han kan ikke finde sit eksemplar af Sort vår.«

»Hvilket navn skal jeg skrive i den,« spurgte Henry uskyl­digt.

»Skriv bare »til en god ven«, og skriv dit navn.«

Et par uger efter skulle Henry bruge et eksemplar af Sort vår. Han kunne ikke finde et, så han besluttede at låne det, samleren havde. Han gik op på hans kontor. Sekretæren bad ham vente. Han gav sig til at kikke på bøgerne i reolen og fik øje på et eksemplar af Sort vår, og tog det ud. Det var det, han havde dediceret til »en god ven«.

Jeg tilbragte mange dage på biblioteket med at studere Kama Sutra og lyttede til mine venners mest fantastiske oplevelser

Da samleren kom ind, fortalte han ham leende om det. I samme lette tone forklarede samleren: »Åh, ja, den gamle var så utålmodig, at jeg sendte ham mit eget eksemplar, mens jeg ventede på at få det andet fra Dem, så kunne jeg altid bytte med ham, når han kom til New York næste gang.«

»Jeg er mere forvirret end nogen sinde,« sagde Henry til mig, da vi mødtes.

Da Henry spurgte samleren, hvad hans mæcen syntes om hans bog, svarede han: »Han kan lide det alt sammen. Det er aldeles pragtfuldt. Men han kan bedst lide de fortællende af snit, når det er historier og ikke filosofiske udredninger.«

På et tidspunkt, da Henry havde brug for penge til sine rejse­udgifter, foreslog han mig at skrive nogle historier i mellem tiden. Jeg følte ingen trang til at skrive noget ægte, så jeg besluttede at skrive en blanding af historier, jeg havde hørt, og ting, jeg selv fandt på og udgive det for en dagbog, ført af en kvinde. Jeg mødte aldrig bogsamleren. Han læste mine manuskripter og meddelte mig, hvad han syntes. I dag blev jeg ringet op. En stemme sagde: »Det er glimrende. Men udelad de lyriske passager og beskri­velser af andet end sex. Koncentrer Dem om det.«

Derfor begyndte jeg at skrive noget, som var usandsynligt, konstrueret og så overdrevet, at jeg regnede med, at han ville blive klar over, at det var en karikatur. Jeg tilbragte mange dage på biblioteket med at studere Kama Sutra og lyttede til mine venners mest fantastiske oplevelser.

»Færre lyriske beskrivelser,« sagde stemmen i telefonen. »Flere detaljer.«

Men hvem har nogen sinde kunnet føle sig ophidset af at læse en klinisk beskrivelse? Vidste den gamle da ikke, at ord får en til at sanse farver og lyde?

Hver dag efter morgenmaden satte jeg mig til at skrive den daglige ration pornografi. En morgen skrev jeg: »Der var en gang en ungarsk eventyrer ...« Jeg gav ham mange gode egen skaber: skønhed, elegance, ynde, charme, talent for at spille komedie, kendskab til mange sprog, et veludviklet talent for intriger, for at redde sig ud af vanskeligheder og for at løbe fra sit ansvar.

Endnu en opringning: »Den gamle er tilfreds. Koncentrer Dem om det erotiske. Udelad de poetiske passager.«

Dette blev indledningen til en epidemi af erotiske »dag­bøger«. Alle nedskrev deres erotiske oplevelser. Opdigtede så vel som hvad de havde læst sig til i Krafft-Ebing eller forskel lige lægebøger. Vi havde mange sjove samtaler. En fortalte en histo­rie, og de andre skulle afgøre, om den var sand eller falsk. Eller sandsynlig. Var dette sandsynligt? Robert Duncan tilbød selv at afprøve vore påfund og bekræfte eller afvise vores fantasier. Vi havde alle sammen brug for penge, så vi udvekslede historier.

Jeg var overbevist om, at den gamle mand intet kendte til skønheden, ekstasen og den åndeløse samhørighed, der er en del af en erotisk oplevelse. Udelad poesien var hans budskab. Klinisk sex berøvet al kærlighedens varme – alle sansernes orkestrering, følelse, hørelse, syn, smag; hele det euforiske akkompagnement, baggrundsmusikken, atmosfæren, variatio­nerne – tvang ham til at ty til litterære elskovsmidler.

Det så ikke ud til, at nogen god forfatter nogen sinde havde forsøgt at skrive pornografi

Vi kunne have aftappet bedre hemmeligheder til ham, men sådanne hemmeligheder ville han være uimodtagelig for. En dag, når han var blevet tilfredsstillet, ville jeg fortælle ham, hvordan han næsten fik os til at miste interessen for erotik ved sin lidenskab for handlinger uden indhold af følelser, og hvor vrede vi var på ham, fordi han var lige ved at få os til at sværge evig afholdenhed, fordi det han forlangte, at vi skulle udelade, var vores eget elskovsmiddel – poesien.

Jeg modtog et hundrede dollars for mine pornografiske for­tællinger. Gonzalo havde brug for kontanter til at betale sin tandlæge, Helba havde brug for et spejl, når hun dansede, og Henry havde brug for penge til sin rejse. Gonzalo fortalte mig historien om baskeren og Bijou, og den skrev jeg til samleren.

(Februar, 1941)

Telefonregningen var ikke betalt. Nettet af økonomiske pro­blemer snørede sig sammen om mig. Mine omgivelser følte ingen ansvarlighed og anede ikke, hvor nær katastrofen var. Jeg skrev tredive sider pornografi.

Jeg blev endnu en gang konfronteret med bevidstheden om at være helt uden penge og ringede til samleren. Havde hans klient sagt noget til ham om det sidste manuskript, jeg havde sendt ham? Nej, det havde han ikke, men han ville gerne have det, jeg lige var blevet færdig med, og betale mig for det. Henry skulle til lægen. Gonzalo skulle have briller. Robert kom sammen med B. og bad mig om penge til at gå i biografen for. Fra vinduet i døren faldt der sod ned på mit papir og på det, jeg havde skrevet. Robert kom og tog min æske med skrive maskinepapir med sig. Var den gamle ikke træt af pornografi? Skete der ikke snart et mirakel? Jeg be­gyndte at forestille mig, hvordan han ville sige: »Giv mig alt, hvad hun har skrevet, jeg vil gerne have det, jeg kan lide det alt sammen. Så sender jeg hende en stor gave, en stor check for alt, hvad hun har skrevet.«

Min skrivemaskine var i stykker. Med et hundrede dol­lars i lommen fik jeg min optimisme tilbage. Jeg sagde til Henry: »Samleren har sagt, at han kan lide ukomplicerede og ikke intellektuelle kvinder – men han har inviteret mig til middag.«

Jeg havde en følelse af, at Pandoras æske indeholdt myste­riet om kvindens sensualitet, som er så forskellig fra mandens, og som mandens sprog kun kan beskrive på så utilstrækkelig vis. Erotikkens sprog skulle først opfindes. Man skulle først til at udforske sansernes sprog. D.H. Lawrence var begyndt at give instinkterne et sprog, han forsøgte at undgå en klinisk og videnskabelig måde at beskrive tingene på, som kun kan gen give, hvad kroppen føler.

(Oktober, 1941)

Da Henry kom, sagde han adskillige selvmodsigende ting. At han kunne leve af ingenting, at han havde det så godt, at han endog kunne tage et job, og at hans integritet forbød ham at skrive drejebøger i Hollywood. Til den sidste udtalelse sagde jeg: »Og hvad så med at skrive pornografi på bestilling?«

Henry lo, indrømmede, at det var et paradoks, at han mod­sagde sig selv, lo og gav sig til at snakke om noget andet.

I Frankrig har man en lang tradition for elegant og velskre­vet erotisk litteratur. Lige da jeg var begyndt at skrive for sam­leren, troede jeg, at der fandtes en lignende tradition her, men kunne ikke finde nogen. Alt hvad jeg havde set, var lurvet, skrevet af andenrangs forfattere. Det så ikke ud til, at nogen god forfatter nogen sinde havde forsøgt at skrive pornografi.

Jeg fortalte George Barker, hvad Caresse Crosby, Robert, Virginia Admiral og andre sad og skrev. Tanken om, at jeg var blevet bordelværtinde i dette snobbede litterære horehus, hvor ingen vulgaritet var tilladt, kildrede hans humoristiske sans.

Jeg sagde leende: »Jeg køber skrivemaskine- og karbon­papir, jeg afleverer manuskripterne anonymt og sørger for, at de andre bliver ved med at være anonyme.«

George Barker fandt, at det var en betydelig morsom­mere og mere inspirerende måde at klare sig på end at tigge sine venner om at låne penge eller invitere en på gratis måltider.

Jeg samlede digtere omkring mig, og vi skrev alle den smukkeste pornografi. Da vi var nødt til hele tiden at kon­centrere os om det erotiske, havde vi indimellem voldsomme poetiske udbrud. At skrive pornografi viste sig at være vejen til afholdenhed snarere end til udskejelser.

De homoseksuelle skrev, som om de var kvinder. De ge­nerte skrev om orgier. De frigide om feberhede orgasmer

Harvey Breit, Robert Duncan, George Barker, Caresse Cros by og alle vi andre satte alt vores talent ind på at give den gamle en sådan overflod af perverse oplevelser, at han bad om mere.

De homoseksuelle skrev, som om de var kvinder. De ge­nerte skrev om orgier. De frigide om feberhede orgasmer. De mest poetiske kastede sig ud beskrivelser af dyresex, mens de blu færdige skrev om perversioner. Vi led under ikke at kunne skrive de smukke ting, vi drømte om. Når vi var sammen, for­søgte vi at forestille os den gamle, fortalte hinanden, hvor vi hadede ham, fordi han nægtede os en sammensmeltning af seksualitet og følelser, sensualitet og hengivenhed.

(December, 1941)

George Barker var meget fattig og ville gerne skrive mere pornografi. Han skrev femogfirs sider. Samleren fandt det for surrealistisk. Jeg var meget begejstret for det. Hans kær­lighedsscener var kaotiske og utrolige. Kærlighed mellem trapezer.

Han drak de første penge op, og jeg kunne ikke låne ham andet end mere papir og karbonpapir. Den talentfulde engel­ske digter George Barker skrev pornografi for at få penge til at drikke for lige som Utrillo, der malede et billede for en flaske vin. Jeg gav mig til at tænke på den gamle mand, som vi alle hadede. Jeg besluttede at skrive til ham, tale direkte til ham og fortælle ham om vores følelser.

»Kære Samler: Vi hader Dem. Erotikken mister al sin styrke og fortryllelse, når den bliver udpenslet, mekanisk, overdreven og en mekanisk tvangshandling. Den bliver kede­lig. De har frem for nogen lært os, hvor forkert det er ikke at blande erotik med følelser, sult, begær, lyst, spontane indfald, luner, intime forhold og ægte samhørighed, som skifter farve, duft, rytme og intensitet.

De ved ikke, hvad De går glip af, når De betragter seksuelle udfoldelser i et mikroskop og derved udelukker de elementer, der er det brændstof, der sætter dem i gang. De intellektuelle, fabulerende, romantiske og følelsesmæssige aspekter. Det er det, der giver erotikken dens evige fornyelse og umærke lige overgange og er dens drivkraft. De sætter grænser for Deres op­levelser. De lader dem visne, tørre ind og tapper dem for blod.

Hvis De berigede Deres sexliv med al den spænding og ophidselse, kærligheden tilfører erotikken, ville De være ver­dens mest potente mand. Uden nysgerrighed og lidenskab kan erotikken ikke leve. Lige nu ser De dens beskedne flamme dø hen af iltmangel. Erotik kan ikke trives i ensformighed.

Uden følelser, opfindsomhed og skiftende sindsstemninger oplever man ikke noget, når man går i seng sammen. Erotik skal blandes med tårer, latter, ord, løfter, scener, jalousi og misundelse, med alt det krydderi, som er i angst, med rejser til udlandet, nye ansigter, romaner, historier, drømme, fantasier, musik, dans, opium og vin.

Tænk på alt det, De går glip af, når De ser alt gennem et erotisk periskop, i stedet for at opleve et kaleidoskop af vid­underlige og uforlignelige nydelser? Ikke to mennesker har det samme hår, men De vil ikke tillade os at spilde tiden med beskrivelser af hår. Ikke to kroppe dufter ens, men hvis vi skriver om det, udbryder De: Udelad de poetiske beskrivelser. Ikke to slags hud føles ens, og aldrig er lyset, temperaturen og skyggerne de samme. Aldrig foretager en elsker den samme bevægelse, for når han er optændt af sand kærlighed, gennem­syres hans elskov af århundreders erfaring. Hvilket spillerum, hvilken skiften fra en tidsalder til en anden, hvilke variationer mellem modenhed og uskyld, mellem fordærvethed og kun­nen ...

Vi har tilbragt timer med at spekulere på, hvordan De ser ud. Hvis De har afskåret Deres sanser fra silke, lys, farver, dufte og menneskers karakter og temperament, må De nu være fuldstændig visnet. Der er så mange mindre sanser, der løber som bifloder ind i erotikkens hovedstrøm og beriger den. Kun når hjertet og erotikken er forenet, opstår der ekstase.«

Ved at gennemlæse dem så mange år efter kan jeg se, at min egen stemme ikke var blevet helt undertrykt

Efterskrift

Dengang da vi alle skrev pornografi til en dollar pr. side, blev jeg klar over, at i århundreder havde vi kun haft ét forbillede for denne litterære genre – mænds værker. Jeg var allerede blevet klar over forskellen mellem mænds og kvinders måde at fremstille erotiske oplevelser på. Jeg vidste, at der var en stor afstand mellem Henry Millers direkte fremstilling og min flerty­dighed – mellem hans humoristiske, Rabelais-agtige op fattelse af erotik og mine poetiske beskrivelser af seksuelle for hold i de ikke udgivne afsnit af min dagbog. Som jeg skrev i bind tre af dagbogen, havde jeg en følelse af, at Pandoras æske indeholdt mysteriet om kvindens seksualitet, som er så forskel lig fra man­dens, og som mandens sprog kommer til kort over for.

Jeg følte, at kvinder er mere tilbøjelige til at forene erotik med følelser og kærlighed, og til at holde sig til én mand i stedet for at være polygame. Dette kom til at stå klart for mig, mens jeg skrev romanerne og dagbogen, og jeg så det endnu tydeligere, da jeg begyndte at undervise. Men skønt kvinders indstilling til erotik var helt anderledes end mænds, havde vi endnu ikke lært at skrive om det.

Jeg skrev disse erotiske fortællinger for at underholde, under pres fra en klient, som ønskede, at jeg skulle »udelade det poetiske«. Jeg troede, at min stil stammede fra læsning af mænds værker. Af den grund følte jeg længe, at jeg var gået på akkord med min identitet som kvinde. Jeg gemte de erotiske fortællinger væk. Ved at gennemlæse dem så mange år efter kan jeg se, at min egen stemme ikke var blevet helt undertrykt. I utallige passager brugte jeg intuitivt en kvindes sprog og så de erotiske oplevelser fra en kvindes synsvinkel. Jeg besluttede til sidst at udgive dem, fordi de viser de første forsøg af en kvinde i en verden, der hidtil havde været mæn­denes domæne.

Hvis den uforkortede udgave af dagbøgerne nogen sinde bliver udgivet, vil denne kvindelige synsvinkel komme endnu tydeligere frem. Den vil vise, at kvinder (og jeg, i dagbogen) aldrig har adskilt erotik og følelser, aldrig har adskilt kærlig­heden fra hele mennesket.

Anaïs Nin Los Angeles, september, 1976