Trykfarven er ikke vandfast

Første rude: Tre biller, aldeles ubehjælpsomt tegnet med tændstikben og udtryksløse punktum-punktum-komma-streg-ansigter, står i et tilsyneladende tomt, hvidt rum uden dybde. Den enlige replik lyder: »Stop de kvikke bemærkninger. Jeg vil ind til kernen.« Anden rude: De tre biller, om muligt endnu dårligere tegnet, siger ingenting men står pludselig på en vej. I venstre hjørne titter solen op over horisonten og i baggrunden kommer en menneskemængde nærmere. Tredje rude: Menneskemængden er nu kommet helt tæt på billerne på vejen. En af billerne siger: »Man siger at det falske vil rase af. At det sker automatisk.«

Sådan forløber én af striberne i Nikolaj Zeuthens tegneserie Al nydelse hæmmer og det er sådan set en helt typisk stribe for bogen, der rummer lige præcis nul gode tegninger. Til gengæld sidder man tilbage med en blanding af rådvildhed og ligegyldighed. For hvad går det egentlig ud på? Hvad handler billernes floskuløse replikker om? Hvad laver de ude på vejen? Og hvad er det for en menneskemængde, der kommer nærmere? Er det dybsindigt og handler om flygtningestrøm, det pos