Print artikel

Dillermænd og dollars

Anmeldelse
28.09.17
Har en jødisk tissemand forhud eller ej? Og må muslimske børn se Conan Barbaren? Mange vigtige spørgsmål trænger sig på i Fremtidens araber 3. Med tredje bind af sin selvbiografiske tegneserie er Riad Sattouf godt på vej til at skabe en moderne klassiker.

Borgerkrigen i Syrien har stået på i mere end seks år og kostet op mod 500.000 mennesker livet mens adskillige millioner er på flugt. Og midt i al ødelæggelsen er historien om de syriske flygtninge i Europa, og den politiske og folkelige modstand mod dem, for længst blevet hverdag. Flygtningestrømmen rejser spørgsmål om nationalisme, integration og assimilering, om kulturforskelle, tradition og religion, om geopolitik og globalisering. Riad Sattoufs selvbiografiske tegneserie Fremtidens araber fortæller historien om en rejse taget i den stik modsatte retning for flere årtier siden: Som barn flyttede Riad med sine forældre – faren syrer, moren franskmand – fra Paris til universitetsstillinger i Libyen og siden Syrien. Dengang var det Bashar al-Assads far Hafez, der var præsident i Syrien og byer som Damaskus og Homs stod endnu, men ikke desto mindre er Fremtidens araber en historie, der tager fat i mange af de samme spørgsmål, som præger debatten i dag.

Med tredje bind er Riad Sattouf kommet til årene 1985-1987. Efter at have fulgt med sin mand, Abdel-Razak, til Syrien har Riads mor Clementine fået nok af livet i landsbyen Ter Maaleh. Hun vil tilbage til Frankrig – eller i det mindste til en rigtig by som Damaskus, Aleppo eller Homs. Og det kan kun gå for langsomt. Hun lider under presset fra den dybt konservative syriske familie og søger tilflugt i 5000-brikkers puslespil. Riads far er fanget mellem sin konens ønsker og de syriske familietraditioner. I mellemtiden er Riad blevet mønsterelev i skolen og undgår lærerens tæv. For det meste. Men de andre børn ser skævt til ham på grund af hans lyse hår og hans franske mor. Riad finder et forbillede i fantasy-muskelbundtet Conan Barbaren, som han og hans fætre forsøger at efterligne. Og med den stærke kimmerier som målestok begynder Riad med barnlig naivitet at undersøge, hvad der egentlig er op og ned i den kaotiske verden.

Fremtidens araber 3 er fortalt fjernt fra klicheer og moralsk forudindtagethed, men helt tæt på de stereotyper og fordomme som Riad og hans familie møder og lever blandt i den lille landsby. Og her spiller især tissemænd en hovedrolle. For hvordan er det nu lige det er? En god muslim er omskåret, og det er Conan uden tvivl også. Men hvad med franskmænd? Og jøder? Riad bliver opmærksom på de basale anatomiske forskelle på ham og hans fætre. Riad er nemlig ikke omskåret. »Det må være en fransk diller,« erklærer fætrene først tilfreds, men kommer siden oprevet tilbage fordi de »har fået at vide, at tissemænd, der har hud for enden … det er JØDISKE tissemænd!« Og så dikterer skolebørnenes logik, at Riad – eller i det mindste hans mor – må være jøde. Og i Ter Maaleh er det det værste man kan være.

Fremtidens araber 3 udstiller effektivt de voksnes dårskab gennem barnets opfattelse af hverdagen i Ter Maaleh og nøglebegivenheder som ramadan, omskæring og fødslen af endnu en lillebror. Især Riads opfattelse af faren virker gradvist mindre benovet og hengivent beundrende. Og i tredje bind bliver de voksnes hykleri og dobbeltmoral tydeligere og tydeligere. Riads far ser sig selv som en »fremtidens araber« men falder dybere og dybere tilbage i familiens religiøse vanetænkning, hvor kvindeundertrykkelse og antisemitisme er udbredt. Han håner Frankrig for at være dollargriske men er selv til falds for dyre statussymboler som videofilm og BMW'er. Han kalder saudierne for »skiderikker« men tager alligevel imod lektorjob i Saudi Arabien. Men tonen er langtfra uforsonlig og Riad Sattouf skildrer alle sine figurer med en dyb indføling, der også hiver deres skrøbeligheder frem i lyset. For midt mellem de morsomme karikaturer og de politiske undertoner formår Fremtidens araber 3 også at vise faren som en skuffet idealist, som en mand, der udnyttes af systemet og som en usikker mand, der slet ikke føler sig tilpas i den patriarkrolle som det syriske landsbysamfund forventer af ham. I en genial scene ender faren efter et særdeles ophedet skænderi, hvor han overfuser og forbander sin mor, med at ligge på ryggen på familiens altan og messe: »Kære Gud, tilgiv mig det, jeg sagde. Kære Gud, tilgiv mig det, jeg sagde. Kære Gud, tilgiv mig det, jeg sagde.« I et enkelt billede bliver Riad vidne til den enorme vægt, faren føler på sine skuldre. Og i glimt begynder den mere og mere tragiske familiesituation at gå op for Riad, hvis barnesensibilitet bare forstærker indtrykkene for læseren.

Riad Sattouf kombinerer dialog med voice-over-agtige tekstkasser efter helt klassisk formel. Men i samspil med de små kommentarer, der med pile peger på detaljer overalt i tegningerne, orkestrerer han en nuanceret og mangeartet fortællerstemme. Figurernes replikker er ofte fulde af selvbedrag, uvidenhed og pral, fortælleren i tekstkasserne er kølig og (næsten) alvidende mens de undseelige småkommentarer tit gør opmærksom på de ting, som hovedpersonerne helst ikke vil vise – eller indse. Og det er i krydsfeltet mellem disse tre fortælleformer, at Riad Sattouf for alvor lykkes med at skabe skoledrengens naivt-skarpsindige blik, som François-Eric Grodins danske oversættelse for trejde gang rammer rent.

Riad Sattoufs mest bemærkelsesværdige bedrift med Fremtidens araber er at have lavet en genuint sjov tegneserie. For ikke nok med, at han mestrer den selvudleverende og reflekterede barndomserindring formår Riad Sattouf også at gøre sin personlige fortælling forrygende grinagtig. En ustyrligt morsom rude, hvor Riad kalder sin stakkels lillebror for en sinke: »Jeg hader dig din fede, åndssvage, ulækre sinke!« Egentlig synes Riad selvfølgelig, at lillebroren er »virkelig sød og helt utrolig kær«, men i skolen lærer han at være hård som en barbar og tegningen af de to brødre rummer så meget hysterisk energi: Riads øjne er store som tekopper mens lillebroren græder så hans ligner spejlæg, hvor blommen er løbet. Riad Sattoufs fortid som Charlie Hebdo-tegner fornægter sig ikke. Bogen er fuld af den slags eminente karikaturer og enkelttegninger, hvor figurerne råt og halvgrimt – men absolut charmerende – forvrænges i grumt-morsomme karikaturer.

Riad Sattoufs tegninger en rene og enkle, men meget livlige og ekspressive. Hans streg springer umiskendeligt ud af en lang fransk karikaturtradition – store næser, store ører, store øjne, store tænder – men har også tydeligt slægtskab med andre serieskabere som Marjane Satrapi og Guy Delisle, der i øvrigt begge har skrevet blændende selvbiografiske tegneserier om kulturmøder. Parodi og satire er en af Riad Sattoufs stærkeste trumfer og han forstår til fulde at udnytte det komiske i en tragisk situation og at fortælle om det grusomme på en legende let måde. Han skildrer sine hovedpersoner brutalt men kærligt og udleverer dem – og også sig selv – til læsernes hårde dom. Ingen går fri.