Stille breve
Bachmann og Celans breve er først og fremmest en fortælling om ulykkelig kærlighed. Brevene beretter om forfatternes liv og deres afhængighed af hinanden. Man mærker det allerede fra det første digt Ægypten,som Celan dedikerede til Bachman i 1948 efter deres første tid sammen i Wien. Her føler man smerten og Celans fascination af Bachmann: »Du skal smykke den fremmede ved siden af dig smukkest. / Du skal smykke hende med smerten over Ruth, over Mirjam og Noemi.« Med Celans vanlige referentielle stil til Anden Verdenskrigs jødiske traumer i form af de tre jødiske navne, placerer han den fremmede, her læst som Ingeborg Bachman, sammen med de tre kvindenavne. Ingeborg er den fremmede, hvori han ser et håb så smukt, men hun må smykkes med smerten, hun må iklædes Celans erfaringer. Således blev Bachmann fra starten delagtiggjort i Celans grufulde erfaringer fra krigen.
Brevene fortæller om to digtere, der blev altafgørende for efterkrigstidens litteratur. Det er netop tåkrummende, men ikke pinligt, nej, smertefuldt at læse, hvordan disse to plagede mennesker igen og igen sårer hinanden med deres gensidige afhængighed. Hjertetid samler breve,
