Print artikel

Med angst skal man skrive

Anmeldelse
29.05.15
I efteråret 1938 skriver den polsk-jødiske forfatter Bruno Schulz et brev til sit store forbillede Thomas Mann fra sit værelse i landsbyen Drohobycz. Eller sådan tager det sig ud i tyskeren Maxim Billers nyoversatte novelle, I hovedet på Bruno Schulz, hvor to af Europas største forfattere bliver karakterer i en roman om skyld og skam i Tysklands historie.

Bruno Schulz skriver til sit idol om uretfærdigheden, der bliver begået imod ham. En bedrager, der udgiver sig for at være Thomas Mann er dukket op i byen, en begivenhed der får indbyggerne til at falde i svime. Men Schulz ved bedre. I brevet til Thomas Mann beretter han om denne dobbeltgængers forkastelighed og sine bange forudanelser; om de skyer der trækker op over jøderne i Europa

I hovedet på Bruno Schulz udkom i hjemlandet Tyskland i 2013, og Maxim Biller bruger den tyske kanon og skyldsspørgsmålet som novellens ramme: Man har den store tysker, Thomas Mann, den jødiske forfatter Bruno Schulz (som blev myrdet i 1942 af en tysk officer i byen Drohobycs), og Sigmund Freuds psykoanalyse. Angst og dobbeltgængermotivet er novellens drivkraft, og forholdet mellem jøden, tyskeren og neuroserne er sat i spil. 

Maxim Billers forfatterskab står, som det der bragte den jødiske erfaring tilbage til tysk litteratur, og man finder en klar tråd af vrede, skyld og uretfærdighed i hans værker. Biller har skrevet noveller, essays og romaner, der beskæftiger sig med Tysklands dystre fortid og fortielse, og han bruger gerne – ligesom I hovedet på Bruno Schulz –  faktiske elementer. Romanen Ezra (2003) blev forbudt distribution i hjemlandet Tyskland kort efter udgivelsen, fordi to personer overbevisende argumenterede for ligheder mellem dem og karaktererne.

I bogen I hovedet på Bruno Schulz beretter tredjepersonsfortælleren om Schulz' udfærdigelse af brevet til Thomas Mann. Han pjækker fra sin position som gymnasielærer og har dårlig samvittighed. Schulz bliver konstant afbrudt af sine elever, der tager form af forskellige væsener, hovedsageligt duer, der skider på hans ting. De bryder hans tankerække med skylden, der plager ham: »De skal have deres straf hr. lærer.«

Med dobbeltgængermotivet trækkes der linjer ind i det tyske skyldsspørgsmål. Den falske Thomas Mann bliver afsløret som Gestapo-officer. Om det er Schulz' paranoia, der er på spil, eller om det rent faktisk er sandheden, er relativt uklart, men Billers sammentrækning af Mann og Gestapo lader ikke meget tvivl tilbage: I den moderne tyske litteratur er intet helligt i forhold til skyldsspørgsmålet. Thomas Manns trak sin officielle modstand mod Hitlers Tyskland i langdrag, og oppositionen stod uden en samlende stemme. Indignationen over dette svigt er klar i Billers tekst, der foregår et halvt år efter, Mann har forladt Zürich til fordel for eksilet i USA. Nationalkoryfæet bliver repræsentant for den letsindige tøven, der blev udvist over for Tyskland, en forsigtighed der i sidste ende blev fatalt for Europa og novellens hovedperson.

»Så langt tilbage han kunne huske var Bruno – sådan hed manden med papirdrageansigtet – vågnet op hver morgen sammen med angsten.« En angst der gang på gang bliver koblet sammen med den udklædte Gestapo-Mann, der ifølge Schulz ikke vil forlade byen, før alle har mistet forstanden. Hans brev til Mann er derfor en advarsel om en tid, der vil komme, hvis Mann ikke tager sit ansvar ordentligt på sig, og viser sig som den rette repræsentant for det andet Tyskland. Det er denne sammenbringelse af ansvar og skyld, der får Maxim Billers indignation til at fungere i teksten. For der er ingen klar uretfærdighed at spore andet end, at den falske Mann er en bedrager, som Schulz vil have afsløret. Således kan Billers novelle læses som en nutidig bearbejdelse af kulturens ansvar i krisetider, hvor et enkelt individs svigt kan få uforudsete konsekvenser. Ved at vride den tyske litterære selvforståelse formår Biller at bringe krigsbearbejdelsen ind i en ny aktualitet, og husker dermed sin læser på litteraturens potentiale.